Sorte skyer

Vi sad der ved havet
så solen gå ned
Mens bølgerne bruste
og vinden tog fat
i krøllerne dine
og løfted din hat
Det hele var lykke
vi sang og vi lo
Jeg holdt dig i armen
der var kun os to
Men latteren forstummede
du rejste dig op
forsvandt fra mit åsyn
mens himlen blev mørk
Den glæde vi havde
forsvandt så brat
Du så på mig, jeg vidste
at nu var det sandt.
At tiden var kommet
du skulle afsted
Jeg hørte Guds engle
et samstemmigt kor
Med et var der blæst
og hvirlene vinde
Jeg bøjede mit hoved
og mærked kun sorg
Jeg sidder ved vandet
ser solen går ned
Jeg stirrer mod skyen
og drømmer mig bort
Min kære Vorherre
pas godt på mit barn
giv barnet små vinger
som kan løfte hende bort

Og smukt er et stort ord, men slet ikke for stort til dit digt.
/Karina

Lægger sig som et jernbånd om mit hjerte -
Så smukt og så forfærdeligt sorgfuldt, at det næsten ikke er til at bærer -
Jeg ønsker dig glæder, smil og masser af kærlighed fremover
guller