Kender I børn der har mistet??

Hej Jer på Sol!
Dette handler ikke om parforhol, men om noget HELT andet...
Jeg er pædagogstuderende og skal lave afslutende opgave om børn der har mistet...
Jeg har samlet materiale osv, men syntes det kunne være spændende at skrive herinde om emnet...
Kender I nogle børn der har mistet? Hvad blev der gjort osv. - alle informationer høres gerne :)
Tak!

Jeg har startet et par sorggrupper sammen med den lokale præst her i byen hvor jeg bor.
Vi har delt dem op i to forskellige aldre.
8-13 år og 14-18 år.
Vi møder ca hver 14 dag, hvor hver især får lov at fortælle om sin egen sorg, så laver de tegninger, hvor de farvelægger hvordan de har det lige her og nu, og til sidst laver vi noget hyggeligt sammen.

Er hele verden fuld af børn der har mistet, og sådan har det været til alle tider, der er måske højst 10% børn der kommer til at leve en god og tryk, opvækst med deres mor og far og søskende, så det er nok nemmer, at finde nogle der ikke har mistet end det modsatte, herhjemme før i tiden var der jo børnehjem, i dag bruges mere familiepleje, til de familier der har overskud, i de fattige lande er det kun rent held, hvis børnene for en god opvækst, desværre er det sådan.

Min søn mistede sin højt elskede mormor i 2002, da han var 6 år.
De var tæt knyttet og han boede næsten hos hende (vi boede 5 min fra hende)
Hun døde af lungekræft... men han var "heldig" HAN nåede at sige farvel, hvilket jeg tror gjorde det lettere for ham at komme gennem sorgen. Han kunne følge med da hun lå i respirator, og da hun kom på genoptræning, kom hjem og igen blev indlagt.
Jeg indrettede hverdagen sådan at vi var mest muligt sammen med hende
Men vigtigst af alt, det blev på hans præmiser, og uden sygeplejeskerne på intersiv afd (Køge)som støttede os/ham, havde vi ikke klaret det.
Da hun døde... Var han med i alt.. bedemand, præst osv... alt det han ville...
Nogle vil mene af det var for meget, men det er livets realiteter og
i dag har han et afklaret forhold til døden og frygter den ikke.
Efterfølgende fik lov til at blive hjemme fra børnehave klassen, hvis han havde brug for det.
Han snakkede med en præst, som vi kendte godt om var den eneste som kunne få ham til at åbne sig.
Vi brugte meget tid på at besøge mormor på kirkegården, selv om hun lå/ligger på de
ukendtes. Han købte blomster og lagde på graven.
Han løb i forvejen og sagde: Hej mormor og fortalte hvad han havde på hjertet som vis hun var i live.
Mormor havde fortalt ham at hun ville blive til en stjerne på himlen og derfra kunne holde øje med ham, og det kun var hendes krop som kom i jorden.
Når vi så en stjerne på himlen, sagde han med glæde i stemmen, se mor mormor holder øje med mig, som hun lovede... De første år kom der nogle kæmpe tude ture, hvor jeg bare sad og holdte om ham og vi snakkede positive minder.
I dag er han 13 år, har fået en lillesøster som er 2½ år og for ham har det været vigtigt at fortælle om deres mormor, men savnet bliver mindre og i dag gør det ikke ondt
at tale om hende.. Han husker stadig meget, fra den tid, men han er også glad for at han fik lov til at være med hele vejen til det sidste.
Han har set nogle ting som jeg gerne havde undværet, men når nu det sker, mener jeg at man må vuderer hvad som er bedst for barnet. Det som virker for den ene, virker sikkert ikke for en anden.
Håber at du kan bruge indlægget til noget.
Hockeymom

Før der var gået ca. 7 mdr. det offentlig regere langsomt:
kommentar: fra tre et halvt år barn kom far vi går op og graver ham op vi kan godt

Hej
Indlæg er flyttet fra "parforhold" til "opslagstavlen".
Med venlig hilsen
Scherz