Tanker en eftermiddag !!
En lang eftermiddag kom jeg til at tænke på en spøjs oplevelse, jeg havde for mange år siden. Det var før end titlen ”mor” kom på mit visitkort, så det må have været sidst i firserne.
Jeg havde en efterårsaften/nat været ude at more mig i det indre København sammen med mine to veninder, Cille og Jane. Vi havde rigtig majet os ud i lækkert danse tøj og dertil hørende moderigtigt firser hår. Vi skulle ud og svinge med hofterne. Vi gav den hele armen og vi havde det mægtig sjovt. Da dansekvoten var opbrugt, og vi begyndte at få hjemve efter vores bløde senge, gik vi over til Rådhuspladsen for at tage natbussen hjem. Mine veninder ville få fuld valuta for deres busbilletter, da de skulle hele vejen med til Roskilde. Jeg skulle selv af i Høje-Taastrup.
Da vi steg om bord på det gule lyn, spurgte jeg pænt chaufføren om han var sød at sige til, når vi var ved Falck Stationen i Høje-Taastrup? Jeg vidste, at mine veninder og jeg i løbet af et split sekund ville lade drøblerne danse, så jeg ville være sikker på, at jeg kom af det rette sted. Fra busholdepladsen ville der blot være en overkommelig gåtur hjem til boligblokken Øksen, hvor jeg dengang boede sammen med Henrik, min mand. Det ville han da godt rigtig nok gerne.
Den flinke mand, som buschaufføren var, annoncerede at det var tid for mig til at stå af, for nu var vi ved Falck Stationen.
”Godt så. Uha, hvor er jeg træt og jeg er så tørstig, at jeg ku’ patte en død rotte. Gid turen dog var lidt længere. Så piger, vågn op, for nu står jeg af,” sagde jeg søvndyssende til mine snorkende medsøstre, mens jeg kravlede ned af sædet og ud ad døren. Åhe, hvor jeg kunne høre min seng kalde på mig.
Bussen kørte videre i den mørke nat og der stod jeg så. Uha, det var faktisk rigtig koldt og jeg fortrød i det sekund, at jeg havde valgt at iklæde mig en lårkort nederdel, et par tynde nylon strømper og dertil en absolut ikke matchende sweater. Æv, der var oven i købet kommet et kæmpe hul i strømperne, lige over knæet. Nå, pyt med det, jeg skulle alligevel bare hjem i seng. Åhe seng, kære seng.
”Hvor pokker er lyskrydset henne?” tænkte jeg forundret, mens jeg kikkede temmelig spørgende på hovedvejen. ”Det plejer da at være lige her - lige midt på Roskildevejen? Jamen, den kan da ikke bare sådan forsvinde? Og hvorfor ligger Falck Stationen nu pludselig på dén side af vejen?” Forvirringen var total. Jeg begyndte at kikke mig omkring og det gik op for mig, at jeg over hovedet ikke anede, hvor i alverden jeg var! ”For djævlen da osse, det kan da ikke passe? Hvor er jeg henne? Jeg vil hjem. Jeg er træt. Æv. Her må da være nogle, jeg kan spørge om hjælp?” Det var der bare ikke, da klokken var sidst på natten.
Det begyndte at dæmre for mig, at jeg var blevet sat af ved en forkert Falck Station! ”Flot, hvor svært kan det være? Spørg jeg bare? Står der ”Høje-Taastrup” på byskiltet? Nej! Fint, så skal denne underskønne dame her altså ikke af nu - men senere! Hvad fan, en Falck Station fra eller til? Det betyder vel for pokker ikke så meget? Hvad tænkte den buschauffør på, hvis altså at han tænkte... Grrr.” Jeg mumlede i mit eget skæg og jeg havde lyst til at skrige af arrigskab. Det måtte dog vente til senere, da jeg endnu ikke havde helt styr på, hvor jeg var henne. Jeg kunne se meget længere fremme, at der var der et kæmpe vejkryds, så jeg begyndte at gå i den retning, velvidende at jeg ikke anede, hvor vejen ville føre mig hen.
Til min store glæde var der en tankstation, dèr lige ved siden af vejkrydset. Jeg gik indenfor og henvendte mig til den unge mand, der stod ved kassen.
”Hejsa, ja, jeg ved godt, at det lyder temmelig fjollet, men øhe... du kan vel ikke fortælle mig, hvor jeg er henne?”
Han kikkede lidt mistroisk på mig, men brød så ud i et kæmpe smil:
”Du er da i Glostrup. Sig mig engang, hvad går det her ud på? Er du okay? Jeg kan se, at du har et stort hul på strømpen.”
”Jo tak,” peb jeg temmelig pinlig berørt, ”jeg har det fint tak, og jeg... øhe... ja, jeg har nok bare danset lidt for vildt. Hæ hæ Det kan jo ske, nå, men altså, der er såmænd sket det, at jeg er sat af natbussen et forkert sted. Har du et forslag til, hvad jeg kan gøre? Jeg har ikke flere penge, så jeg kan ikke tage en taxi.”
Han tilbød mig at vente på tankstationen på den næste natbus. God idé!
Mens jeg stod og fik varmen i butikken og fik de mange og lange minutter til at gå, snakkede tankpasseren løs. Han var tilsyneladende rigtig, rigtig glad for at få selskab. Jeg er normalt rimelig socialt anlagt, men den nat ville jeg bare HJEM! Jeg orkede simpelthen ikke small talk, men det afholdte ikke tankpasseren, han ævlede løs om stort og småt og overlod så til mig at nikke bekræftende på de rette tidspunkter. Inden jeg så mig om, havde det ene minut taget det andet og et stk. natbus havde kørt forbi... pis!
Jeg indså, at det ikke kunne hjælpe noget at stå der og vente på natbussen, så jeg tænkte, at det måske var smartere at begynde at gå mod Høje-Taastrup. Det ville Mr. Tankpasser absolut ikke høre tale om:
”Det er alt for farligt og alt for koldt for dig. Lad nu mig hjælpe dig."
Så gik ”projekt hjælp en arme kvinde” i gang. Når en venlig udseende kunde kom ind i butikken blev vedkommende udspurgt af tankpasseren mens han pegede ned mod mig:
”Hvor skal du hen? For den unge dame, der står der nede i hjørnet,” begyndte talen, mens jeg flovt stod der med røde æblekinder og hev godt ned i sweateren, så den dækkede det meste af det massive hul i strømpen, ”hun har nemlig misset en bus og hun skal til Høje-Taastrup. Er det muligt at du kan give hende et lift?”
De i alt tre-fire udspurgte kikkede hver gang medfølende på mig, mens de beklagende bekendtgjorde, at de skulle ind mod byen. Desværre!
En times time var gået før end nattens helt kom. Det var en yngre mand fra Budstikken, og da han blev spurgt om det sammen, kikkede han venligt på mig og sagde:
”Jeg skal godt nok ind til byen, men jeg vil godt køre dig hjem.”
På det tidspunkt var jeg bare så træt og følte mig så ydmyget, at jeg bare var inderligt taknemmelig over hans gestus, så jeg skænkede det slet, slet ikke en tanke, at han kunne være en voldelig mand eller det, der var værre. Jeg ville bare hjem. Jeg takkede den unge hjælpsomme tankpasser for husly, og bilen med et stk. budstikken kørte mig hjem i god behold. Hvor var det godt at komme i seng. Sikke en nat.
Ja, det var tankerne denne lange eftermiddag 😉
Jeg havde en efterårsaften/nat været ude at more mig i det indre København sammen med mine to veninder, Cille og Jane. Vi havde rigtig majet os ud i lækkert danse tøj og dertil hørende moderigtigt firser hår. Vi skulle ud og svinge med hofterne. Vi gav den hele armen og vi havde det mægtig sjovt. Da dansekvoten var opbrugt, og vi begyndte at få hjemve efter vores bløde senge, gik vi over til Rådhuspladsen for at tage natbussen hjem. Mine veninder ville få fuld valuta for deres busbilletter, da de skulle hele vejen med til Roskilde. Jeg skulle selv af i Høje-Taastrup.
Da vi steg om bord på det gule lyn, spurgte jeg pænt chaufføren om han var sød at sige til, når vi var ved Falck Stationen i Høje-Taastrup? Jeg vidste, at mine veninder og jeg i løbet af et split sekund ville lade drøblerne danse, så jeg ville være sikker på, at jeg kom af det rette sted. Fra busholdepladsen ville der blot være en overkommelig gåtur hjem til boligblokken Øksen, hvor jeg dengang boede sammen med Henrik, min mand. Det ville han da godt rigtig nok gerne.
Den flinke mand, som buschaufføren var, annoncerede at det var tid for mig til at stå af, for nu var vi ved Falck Stationen.
”Godt så. Uha, hvor er jeg træt og jeg er så tørstig, at jeg ku’ patte en død rotte. Gid turen dog var lidt længere. Så piger, vågn op, for nu står jeg af,” sagde jeg søvndyssende til mine snorkende medsøstre, mens jeg kravlede ned af sædet og ud ad døren. Åhe, hvor jeg kunne høre min seng kalde på mig.
Bussen kørte videre i den mørke nat og der stod jeg så. Uha, det var faktisk rigtig koldt og jeg fortrød i det sekund, at jeg havde valgt at iklæde mig en lårkort nederdel, et par tynde nylon strømper og dertil en absolut ikke matchende sweater. Æv, der var oven i købet kommet et kæmpe hul i strømperne, lige over knæet. Nå, pyt med det, jeg skulle alligevel bare hjem i seng. Åhe seng, kære seng.
”Hvor pokker er lyskrydset henne?” tænkte jeg forundret, mens jeg kikkede temmelig spørgende på hovedvejen. ”Det plejer da at være lige her - lige midt på Roskildevejen? Jamen, den kan da ikke bare sådan forsvinde? Og hvorfor ligger Falck Stationen nu pludselig på dén side af vejen?” Forvirringen var total. Jeg begyndte at kikke mig omkring og det gik op for mig, at jeg over hovedet ikke anede, hvor i alverden jeg var! ”For djævlen da osse, det kan da ikke passe? Hvor er jeg henne? Jeg vil hjem. Jeg er træt. Æv. Her må da være nogle, jeg kan spørge om hjælp?” Det var der bare ikke, da klokken var sidst på natten.
Det begyndte at dæmre for mig, at jeg var blevet sat af ved en forkert Falck Station! ”Flot, hvor svært kan det være? Spørg jeg bare? Står der ”Høje-Taastrup” på byskiltet? Nej! Fint, så skal denne underskønne dame her altså ikke af nu - men senere! Hvad fan, en Falck Station fra eller til? Det betyder vel for pokker ikke så meget? Hvad tænkte den buschauffør på, hvis altså at han tænkte... Grrr.” Jeg mumlede i mit eget skæg og jeg havde lyst til at skrige af arrigskab. Det måtte dog vente til senere, da jeg endnu ikke havde helt styr på, hvor jeg var henne. Jeg kunne se meget længere fremme, at der var der et kæmpe vejkryds, så jeg begyndte at gå i den retning, velvidende at jeg ikke anede, hvor vejen ville føre mig hen.
Til min store glæde var der en tankstation, dèr lige ved siden af vejkrydset. Jeg gik indenfor og henvendte mig til den unge mand, der stod ved kassen.
”Hejsa, ja, jeg ved godt, at det lyder temmelig fjollet, men øhe... du kan vel ikke fortælle mig, hvor jeg er henne?”
Han kikkede lidt mistroisk på mig, men brød så ud i et kæmpe smil:
”Du er da i Glostrup. Sig mig engang, hvad går det her ud på? Er du okay? Jeg kan se, at du har et stort hul på strømpen.”
”Jo tak,” peb jeg temmelig pinlig berørt, ”jeg har det fint tak, og jeg... øhe... ja, jeg har nok bare danset lidt for vildt. Hæ hæ Det kan jo ske, nå, men altså, der er såmænd sket det, at jeg er sat af natbussen et forkert sted. Har du et forslag til, hvad jeg kan gøre? Jeg har ikke flere penge, så jeg kan ikke tage en taxi.”
Han tilbød mig at vente på tankstationen på den næste natbus. God idé!
Mens jeg stod og fik varmen i butikken og fik de mange og lange minutter til at gå, snakkede tankpasseren løs. Han var tilsyneladende rigtig, rigtig glad for at få selskab. Jeg er normalt rimelig socialt anlagt, men den nat ville jeg bare HJEM! Jeg orkede simpelthen ikke small talk, men det afholdte ikke tankpasseren, han ævlede løs om stort og småt og overlod så til mig at nikke bekræftende på de rette tidspunkter. Inden jeg så mig om, havde det ene minut taget det andet og et stk. natbus havde kørt forbi... pis!
Jeg indså, at det ikke kunne hjælpe noget at stå der og vente på natbussen, så jeg tænkte, at det måske var smartere at begynde at gå mod Høje-Taastrup. Det ville Mr. Tankpasser absolut ikke høre tale om:
”Det er alt for farligt og alt for koldt for dig. Lad nu mig hjælpe dig."
Så gik ”projekt hjælp en arme kvinde” i gang. Når en venlig udseende kunde kom ind i butikken blev vedkommende udspurgt af tankpasseren mens han pegede ned mod mig:
”Hvor skal du hen? For den unge dame, der står der nede i hjørnet,” begyndte talen, mens jeg flovt stod der med røde æblekinder og hev godt ned i sweateren, så den dækkede det meste af det massive hul i strømpen, ”hun har nemlig misset en bus og hun skal til Høje-Taastrup. Er det muligt at du kan give hende et lift?”
De i alt tre-fire udspurgte kikkede hver gang medfølende på mig, mens de beklagende bekendtgjorde, at de skulle ind mod byen. Desværre!
En times time var gået før end nattens helt kom. Det var en yngre mand fra Budstikken, og da han blev spurgt om det sammen, kikkede han venligt på mig og sagde:
”Jeg skal godt nok ind til byen, men jeg vil godt køre dig hjem.”
På det tidspunkt var jeg bare så træt og følte mig så ydmyget, at jeg bare var inderligt taknemmelig over hans gestus, så jeg skænkede det slet, slet ikke en tanke, at han kunne være en voldelig mand eller det, der var værre. Jeg ville bare hjem. Jeg takkede den unge hjælpsomme tankpasser for husly, og bilen med et stk. budstikken kørte mig hjem i god behold. Hvor var det godt at komme i seng. Sikke en nat.
Ja, det var tankerne denne lange eftermiddag 😉