Tanker og spørgsmål.
Ser jeg tilbage på tingene er jeg glad for at jeg har taget nogen dumme valg fordi det gør en til et bedre menneske i sidste ende men har tænkt på om den del af en selv der bliver bedre er kommet på bekostning af ens eget selvværd. Hvorfor er det at jo bedre man er overfor andre jo mindre gavner man selv?
Jeg er ikke en krævende person, det eneste jeg søger er komfort og tryghed. Jeg har en forestilling om at hvis den rigtige kommer til en at man pludselig vil kunne mærke noget specialt og vide at denne person kan give en det man har gået og søgt efter i så lang tid. Men hvorfor er det at man ikke kan finde denne tryghed i sig selv og altid skal på den evige søgen efter den perferkte kontrast for at kunne føle sig tilpas i denne verden?
Jeg er ikke en krævende person, det eneste jeg søger er komfort og tryghed. Jeg har en forestilling om at hvis den rigtige kommer til en at man pludselig vil kunne mærke noget specialt og vide at denne person kan give en det man har gået og søgt efter i så lang tid. Men hvorfor er det at man ikke kan finde denne tryghed i sig selv og altid skal på den evige søgen efter den perferkte kontrast for at kunne føle sig tilpas i denne verden?