Terapi til alle dansker,

Det terapeutiske samfund.
Flere og flere dansker går i terapi med den forestilling,
at de kan få mere styr over ens liv.
Men hvad dækker det endentligt over, at så mange enten går i terapi, eller er i gang med uddannelse som terapeut. Personlig har selv gået i terapi i nogle år unden særlig godt resultat, da det kom til dreje som om helt andre problemer, end dem der var resultat af, jeg havde fået det psykisk dårligt. Så jeg fik det endentlig meget dårliger af at gå i terapi. En har gået hos der rimligt hurtigt fik fat i nogle af mine dyber problemer i mit liv, men der betalte jeg også selv. Jeg havde som ung mange illusioner, om at terapien kunne hjælpe mig, og blev meget frustreret indvendig over den hjælp jeg fik. Det vil være for omfattende at komme igennem det helde, men jeg var på psykiatriske afdelling også.
I dag når jeg ser tilbage på den tid samt på andre lidelses fælder, må jeg erkende, der er ikke ret mange, der har fået et bedre liv. Jeg har selv et noget bedre liv i dag end den gang, men det skyldes ikke den hjælp, jeg fik af det offenlige behandlings system.
Jeg har i dag en stor modstand mod mange behandler/terapeuter og psykiatrien der tilbyder hjælp til mennesker der har det dårligt i deres liv. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lid flere af dem som personer jeg har mødt. Jeg er bare af den opfattelse at behandlersystemet, og den kultur der bygget op omkring både den offenlige og privatte, ikke skaber rammer for at vi lære at være naturlige over for hinanden som mennsker. Mange terapeutiske bevægelser arbejder ud fra en idologi om et perfekt menneske, og det er igennem dine problemer du får opmæksomhed. Samt det at mødes med en behandler beror ikke på et lige værdigt forhold.
Samt bruger man mange penge på uddannelse af ansatte i terapi, og vi har i dagens samfund et hav af forskellige skoler der tilbyder efteruddannelse af ansatte. Så den terapeutiske udbredelse har aldrig været større i vores samfund.
Har vi så fået et bedre samfund? nej det er netop problemet, fra at vi det sidste århundre oplevede øget fremgang for de dårligste stille i vores samfund. Må vi erkende at igennem de sidste 30 år er flere og flere blevet udstødt af vores samfund, og det er jo netop i denne perriode helde den terapeutiske bevægelse med psykiatrien har fået større indflydelse i vores samfund.
Da de netop ikke fremmer en mere ligeværdigt samfund, men skaber større modsætniger mennesker imellem. Da hvis du ikke lige passer ind i deres verdens billide bliver du udstødt af dem, og bliver klientgjort med de følgevirkninger, det har med menneskes egen selvoplevelse.
Så jeg ser gerne at vi får en offenlig nuangceret debat om en forandring af vores behandlingssystem, og at socialoger, Etnologer og andre faggrupper får en større indflydelse at spille i hvordan vi indratter vores samfund til vores alles bedste.
Ellers New York et paradis for terapeuter, og efter sigende har de ikke ret mange udstødte over there.
Mvh.

Jeg er helt enig i meget af det du skriver.
Desværre er det ikke særligt optimale vilkår, som samfundet kan byde på. Vi bliver mere og mere ensomme, samtidigt med at vi skal forholde os til mere og mere.
Alle disse muligheder, informationer, beslutninger samt dårlig kommunikation og kontakt, resulterer i overbelastning af sindet. Det offentlige er slet ikke gearet til at klare opgaven. Vi halter bagud i forhold til den gamle tradition, om at familien tager vare på "sine".
Den "nærmeste" hjælp er bygget op via psykiatrien og den er langt bagud i udvikling. Det er naturligvis forståeligt, da der er for mange vinkler og buraukratiske opgaver, som den skal rumme.
Jeg kan varmt anbefale andre muligheder, men jeg vil ikke udlægge dem her. Jeg tror iøvrigt at de bedste til at "revolutionere" systemet, er dem har haft det rigtigt skidt og er kommet ovenpå igen.

...den tanke har også slået mig.
Mine oplevelser og erfaringer siger også mig, at vi behandler og behandler,sender folk i eneterapi, parterapi, gruppeterapi, medicinsk behandling, konsulation og hvad ved jeg uden den helt store succes.
Jeg er selv i den situation, at jeg har et meget lavt selvværd. I grunden har jeg et meget priviligeret liv, så jeg forstår egentlig ikke at det er sådan. Jeg har prøvet at par psykologer + en psykiater uden det helt store held. Og hvad forventer jeg mig så af det??? Jeg forventer i hvert fald ikke, at andre skal løse mine problemer med et fingerknips, for jeg mener, at jeg har ansvaret for mig, det kan jeg ikke skubbe over på andre. Men guderne skal vide, det er svært selv om jeg virkelig har arbejdet med mig selv og nu er jeg snart løbet tør for ideer.
Hvis vi sammenligner med gamle dage, så har vi meget mere tid i overskud. Vi skal ikke knokle som gale for at få mad på bordet og vi drætter ikke om kl 20 af ren og skær udmattelse. Det giver os tid til at lave andre ting, f eks spekulere og læse om "det perfekte liv og det perfekte udseende". På et eller andet plan tror jeg, at vi mere eller mindre jagter disse ting og når så livet ikke er sådan, bliver vi fustrerede og tænker, at det må der kunne gøres noget ved. Og så kører møllen......(Jeg ved godt, at det er en grov generalisering, men jeg tror altså, at der er et gran af sandhed i det).

Hej Mig,
Jeg ved ikke om fleretallet af dansker var mere lykkelige førhed, men man måtte vel acceptere livet som det var. Samt mener jeg helder ikke, du har helt ret, når du siger, man kan ikke skubbe ansvaret over på andre.
Jeg mener, at vi alle er rolle modeller for hinanden. Når du kommer til lægen en brækket arm, er det vel også lægens opgave at sitte den sammen, og så klare din egen krop resten, måske med lidt genoptræning. Jeg tror også, det er en forestilling vi har, når vi kommer til lægen med noget psykisk.
Jeg er af den opfattelse at de mennesker, der vil hjælpe andre må fremstå som rolle modeller. Og hvis dit indre psykiske liv er i kaos er det jo lidt svært at finde det hos en selv. Vi lære jo som person af hinanden, at den påvirkning vi så får fra andre, nogle gange kan være nekativ er noget andet.
At jeg er god til at spille bordtennis er ikke noget blevet af mig selv, men jeg blevet det ved at lære fra andre. Nu er det bare bordtennis, men på et eller andet plan mener jeg ikke det så meget anderledes end vores følelser, vi påvirker og lære af hinanden. Men hvis gør mig helt forklarlig skulle jeg skrive meget mere, så jeg stopper nu.
Ellers bruger jeg selv at dyrke de interesser som, jeg har haft det godt med i livet, det giver mig nogle pausser hvor jeg ikke tænker, eller jeg tænker bare på noget andet.
Ellers hvis du eventuelt har lyst og tid, kunne du tage med på Cykel ferie til Nord Kap næste år, så får du oplevet, hvad det vil sige at blive rigtig træt. Du kommer ud, hvor du er i kontakt med dig selv på en anden måde. Det bare en indskydelse jeg fik.
Mvh. Claes

Hej Claes
Nej, jeg tror såmænd ikke, at folk var lykkeligere i gamle dage, men jeg tror på, at de ikke havde så meget tid i overskud til at overveje hvorvidt de var det eller ej, bl a fordi det basale behov føde skulle dækkes. Og det var en virkelig kamp for mange.
Du har ret i (hvilket jeg i grunden ikke tænkt over før)det med rollemodeller. Lige som vi ikke vil betale hvem som helst for at se dem lave f eks akrobatik, (de skal lave noget ikke alle andre kan) forventer vi også, at læger, psykologer, psykiatere etc "kan noget specielt", det er derfor vi betaler dem. Men jeg bryder mig ikke om, at fordi jeg betaler en psykolog, kan jeg fralægge mig alt ting. Jeg mener et eller andet sted, at vi mennesker selv har det overordnede ansvar for os selv.
Hvor er det dejllgt at se en person, der siger, at der er noget han er god til. Og så fuldstændig uden pral og blær. Bare som en konstatering. Det er et af mine store problemer, jeg føler ikke der er noget som helst jeg er god til. Min logiske sans siger mig, at det er der selvfølgelig. Og jeg kan da også godt se, at mine intilligenstests liggger i den bedre ende samt at de kurser/eksaminer jeg har taget som voksen, har kastet 2-cifrede karakterer af sig. Men så er det filmen knækker!!! Det kan alle andre også gøre!!. Altså er jeg heller ikke noget særlig der!. For så ikke at tale om det jeg slet ikke kan. Uha, uha........
Det med interesser kan jeg godt følge dig i. Jeg har det på samme måde med reality-shows. Jeg elsker at se, hvordan folk kommer ud af det med hinanden og samtidig giver det mig lidt fred i min knold for egne problemer, idet jeg bruger tiden på at sætte mig ind i de tanker og følelser deltagerne har.
Tak for din invitation, som jeg p g a personlige ting takker nej til. Men det var pænt af dig at spørge. Og også tak for dit venlige svar.
Mvh

Kære Mig,
Jeg mener også vi påtage os ansvaret for vores eget liv.
Men er det ikke det du gør, som jeg læser imellem dine linier, så er du en meget pligtopfyldende person. Der nok ikke altid får den værsættelse, som du burde have.
Men det er jo også sådan i dag, at vi har experter/eksperter til udtale sig om alt her i tilværelsen, og personligt tror jeg ikke altid det er af det gode, da det nok får os tvile og blive nervøse for vores egene fornemmelser og intentioner.
Men i de rigtige gamle dage da vi levede i stammerne, var det med ansvaret måske lettere da ens ansvars område var nok mere klart. Nogle gik på jagt andre tilbedrette maden osv. Hvor i dag vores opgaver i livet ikke er fastlagte, men vi er mere overladt til os selv, med finde ud af vores rolle og position i samfundet, og hvad det føre med sig af egne og andres bedømmelse af en.
Håber ikke jeg har spildt din tid.
Mvh Claes.

....det har du på ingen måde. Det er altid sjovt at diskutere.
Vi "tales" sikkert ved i en anden diskussion.
Mvh

Hej Claes & Co.
Terapeuter KAN jo godt være dygtige. Men af og til tror selv de praktiserende læger, at samtale terapi kan helbrede ALT.
For et par år siden røg jeg helt ned med flaget grundet stress. Sådan HELT ned. Bl.a. var jeg grusomt træt og kunne ikke tænke to sammenhængende tanker. Mit blodtryk var helt vildt lavt. Og så ville den flike læge have mig til at gå til samtale terapi... HALLO - Alt mit blod skvulper rundt i mine fødder! Der kommer ikke noget op til hovedet! Vi bliver nødt til at fixe hardwaren før vi gør noget ved softwaren...
Men da jeg først fik rettet op på pumpeværket og vitaminbalancen og alle de andre tusind ting der var fysisk galt havde jeg meget glæde af at snakke med én, der kunne sætte tingene i perspektiv :-)
Mojn'

Hej Lotte,
jeg ved godt terapi kan hjælpe mennesker, og det kan være godt at åbne sig for et menneske, der har ro i sin egen sjæl, og kan møde en som man er.
Men jeg har ikke overskud til at komme med langt svar nu, da det ikke tjener noget formål at komme med en forenkelt begrundelse. Men jeg er bare af den opfattelse at forestilling om terapien kan hjælpe, er mange tilfælde stærk overdrevet, og skaber illusioner hos mange der har et dårligt liv.
Men tak for dine svar på mine indlæg.
Mvh. mig , men ved ikke hvor du får det co med ind.

Jeg ved godt terapi kan hjælpe.
Mvh

Hej Claes!
Du laver nogle gode indlæg :-) Derfor ulejligheden med at svare *hehe*
Hvis vi alle var enige, var der jo ingen debat, vel??
Mit "og co." gælder alle, der deltager/læser debatten. Ej rettet mod nogen specielt...
Hav en rigtig god uge! Og husk nu at komme ud i det dejlige vejr. Det er godt - uanset om man skal depressioner eller overvægt til livs!
Og forresten er jeg enig i, at terapi er godt. Det er bare ikke løsningEN på alt det, det bliver gjort til :-) Der er ofte flere samspillende løsninger på problemerne.
Med venlig hilsen