"The significant other" - hvor mange har fået ham?

Hej!
Jeg er 29 år gammel og ellers fuldt ud tilfreds med mit liv, mit studie, mine fritidsinteresser...der er bare lige det der med kærligheden.
Jeg har været forelsket to gange i mit liv (altså sådan rigtigt forelsket) i to mænd, der ikke ville have mig. Hvor mange af jer (hånden på hjertet), er sammen med den mand i drømmer om, den mand som får jeres puls til at stige...den mand i forelskede jer hovedkuls i, UDEN at I skulle opgive noget i jeres eget liv (selvfølgelig lige bortset fra jeres singleliv)?
I alle de længerevarende forhold jeg har haft, har det altid været manden, der var forelsket i mig og kun lidt den anden vej... Jeg håber og beder til, at jeg også en dag får chancen for, at være sammen med en jeg er forelsket i (sådan rigtigt).
Hvor mange af jer, har haft en forelskelse, som har varet i mere end to år? Begge mine forelskelser varede flere år. Er jeg mutant eller hvad? For jeg synes ikke, jeg har oplevet nogle af mine veninder have det på denne måde. De tuder måske i en uge og så er de videre til den næste, mens jeg går og sukker i måneder og år efter den samme mand - selv om jeg har prøvet at komme videre: date andre, udfylde min tid med projekter, der kræver min fulde opmærksomhed osv osv osv....og det sørgelige er, at den ene forelskelse overtog den anden. Dvs. da jeg havde gået rundt i næsten 7 år og sukket efter den ene, faldt jeg pludselig pladask for den anden. Nu går jeg så og prøver at komme videre igen. Skriver side op og side ned og side op igen, prøver at date andre mænd. Og jeg kan sagtens se, at disse mænd er små guldklumper, med gode liv og alt det der, men "at the end of the day" er jeg bare ikke forelsket. Og det betyder åbenbart meget for mig at være det. Jeg har, som sagt været sammen med fyre, som var søde, pæne osv, men hvor jeg ikke var forelsket og jeg er bare så træt af, at JEG ikke oplever det. At JEG ikke er sammen med den eneste ene. At JEG skal lære at "se" den andens kvaliteter med tiden og være den der giver chance efter chance, for "det kunne jo være, jeg pludselig synes han er dejlig". FUCK DET! Jeg FED UP af det!
Anyway...indrømmet, jeg er kommet langt, jeg har accepteret, at det ikke bliver mig og ham, men når jeg ser ham....smelter jeg igen og må på en eller anden måde starte forfra. Jo mere jeg arbejder med mig selv, des lettere bliver det selvfølgelig også, at komme ovenpå igen...men han sidder i mig. Og jeg kan ikke se andre, selv om jeg prøver. Jeg PRØVER!
Jeg har været single i 2½ år nu og har i denne periode mødt søde fyre, som ikke har tændt noget i mig. Jeg frygter for, at blive en af de der kvinder, som er totalt selvtilfredse, helt igennem selvstændige og har nok i deres eget (liv, karriere, hverdag, håndværk) og hvor der så bare ikke er plads til mænd mere, for det er der mit liv er på vej hen...på den anden side, vil jeg heller ikke opgive noget, for en mand....
I må have mig undskyldt, mine tanker flyver og indlægget bliver vist lidt rodet...
Hvad med jer? Er der ikke bare ET menneske på denne jord, der har det lidt ligesom mig?
Aaanonym

mit liv du så fint har beskrevet - eneste forskel(le): jeg er 5 år ældre og har nu været single dobbelt så lang tid som du....måske ikke opmuntrende...min første helt store forelskelse tog "kun" 6 år at komme over, den blev så afløst af den jeg kæmper med/mod ligenu og jeg er da lidt spændt på at se hvor længe det skal tage.
Som du - har jeg tænkt meget over hvorfor det lige skal være sådan for mig(har ikke svært ved at møde nogen, men...men..) Alle omkring mig vælter fra det ene forliste forhold og i armene på den næste.. og ja - mangler vist kun at finde et eller andet håndarbejde, en gyngestol - så kan jeg sidde dér og sukke over mine to "major ones".
Kan i sagens natur ikke rigtig give dig et godt råd....men held og lykke - vi er sikkert bare altfor seriøse;0))

Jeg har været forelsket en gang i mit liv for 5 år siden.
Det kunne ikke blive os to, for han lå så meget under for sin ex at mit hovede sagde "se så at komme væk" at det endte jeg med at gøre.
Jeg tænker stadig på ham engang imellem, på om han mon har det godt, og håber at han har fundet lykken.
Jo jeg har da været gift i en del år, og også haft kærester før og efter, men som dig har det altid været sådan at han elskede mig mere end jeg elskede ham, så der har altså kun været den ene der virkeligt fik skovlen under mig.
Jeg tror på at der er en derude som bare er helt rigtig, som kan få både hjertet og hovedet til at sige JA, men jeg har opgivet at finde ham mellem alle frøerne.
Jeg har mødt mange dejlige mænd men som jeg ikke ville andet end venskab med, og også forsøgt med et længere forhold til en der på alle måder er en dejlig mand, og som jeg havde det godt med, men jeg kom aldrig til at elske ham, kun at holde af ham som en god ven.
Jeg har ikke kunnet klare at skulle såre dem der faldt for mig undervejs, og har opgivet at finde ham, den helt rigtige, så jeg har affundet mig med at jeg forbliver single.
Det er bare en skræmmende tanke at skulle blive gammel alene, eneste plus er dog at jeg har det godt med at være alene som det er nu.

Hej,
er bare så glad for at se, at jeg trods alt ikke er den eneste, men også trist over at vi alle tre vist er nået til et punkt, hvor vi har indset livets barske realiteter. At vi er singler...og....I ved nok!
Måske skulle man starte en brugergruppe for singler der er SINGLER! Jeg synes ALDRIG, jeg møder nogen der har det som mig...
Nå, men ;o) Det er jo heller ikke så slemt. Livet er jo andet end ducks and drakes...
Knus
Aaanonym

der er bare lidt forskel...jeg er mand og jeg forelsker mig ofte kun i en kvinde så jeg har nogen at være forelsket i, ikke for at være sammen med hende, eller snakke med hende
fordi jeg, når det kommer til stykket ikke føler jeg kan elske, eller føler mig elskelig
det er ikke det samme som din situation det ved jeg godt, men det er måske samme følelse så tillod mig at skrive her.

Jeg fik den eneste ene og elskede ham ALT for højt! Det i en grad, så jeg var ved at blive trukket med ned i sølet, inden det gik op for mig at jeg vist måtte rive mig løs fra stammen jeg sad på, og dermed tage min knop med mig. - Min løveunge.
Det er 5 år siden og jeg har stadig ikke haft nogen anden mand. Min datter vil heller ikke se ham, for jeg tænker ofte på den replik Mads Mikkelsen kommer med i Rejseholdet "Hovorfor falder kvinder altid for psykopater?" Såden en er jeg, derfor vil jeg heller ikke kigge mig om efter andre, for jeg bliver alt for forelsket i den forkerte. Jeg har indset at jeg vil leve resten af mit liv som selvstændig single!
Jeg er kommet over ham, det er slet ikke det, jeg gider bare ikke for min datters skyld rende ind i dent ene håbløse forhold efter det andet. Jeg har besluttet mig for at være mor 110% for min datter og så have mit liv i stalden og på arbejdspladsen. Og herhjemme for den sags skyld. Man kan sagtens være en glad single.
Wrauuuu! fra Løvemor

Hej
Jeg tror at der er mange som har været singel i lang tid - kan ikke lade være med at overveje om det måske har noget med den livsstil som man fører at gøre ?. Jeg er selv en dem af dem som har været singel i alt for lang tid. Og jeg tror det har noget at gøre med at jeg ikke har brugt den tid som det er nødvendigt til at finde den rigtige. (jeg er mand, 30 år, ekstern konsulent og rejser rigtigt meget - mit andet hjem er E45 og lufthavnen🙂Og det er fandme svært at lave sit liv om - så jeg har erkendt at jeg nok forbliver singel. Så jeg er rigtigt glad for at jeg har mange gode venner - selv om det sociale liv ofte gange ligger under for arbejdet.
Jeg har været forelsket 2 gange i mit liv med 10 års mellemrum - desværre var der ingen af dem som blev til andet end gode venner. Men jeg håber da at finde den rigtige på et eller andet tidspunkt - da det at blive gammel alene ikke tiltaler mig.

Jeg lever sammen med min soulmate på 20. år.
Vi har kendt hinanden i 27 år. De første år var svære og turbulente, hvor vi begge levede som singler (og ind imellem havde andre, da vi gik fejl af hinanden flere gange) - men til sidst fandt vi altså ud af det skulle være os. Det har jeg aldrig fortrudt. jeg ser på mine søstre der er gift med mænd de ikke elsker (her tænker jeg som trådstarteren vel også - på det erotiske). Mine søstre valgte den sikre mand, der elskede dem, men som de ikke selv havde et erotisk drive overfor.
jeg gik den svære vej, for jeg valgte enten at leve alene, eller med ham. Til sidst blev det så ham, og det er vidunderligt at leve sammen med en mand man finder seksuelt tiltrækkende og samtidig beu´ndrer som menneske og alt det andet. Han er dog en stor egoist, hvilket har medført nogle opgør på det sidste - idet jeg vil have han støtter mig mere i mine egne projekter, og ikke kun hans egne. Det var lige ved at gå galt - helt vildt, for jeg fik jo den mand jeg gik og sukkede efter i årevis, og vi har levet 20 år lykkeligt sammen og vi skal blive gamle sammen, det vil vi jo begge! Alligevel var jeg ved at falde for en 20 år yngre mand for et stykke tid siden. Han lagde så kraftigt an på mig med tydelige seksuelle signaler at jeg var ved at falde i. Det var en mand jeg aldrig nogensinde ville gå rundt og sukke efter - så det ville have været torskedumt at falde i utroskabsfælden, når man lever sammen med den mand man elsker som MANDEN i sit liv. Sp intet er 100% sikkert - man kan godt dumme sig, selvom man har fundet sin soulmate.
men ok. grunden til jeg netop ikke "faldt i" er vel så at jeg lever sammen med med manden i mit liv, og ikke (som jeg kan høre mange gør) med den der lige bød sig til på rette tid og sted.
Skal I finde jeres soulmate er mit bedste råd at I hver især arbejder kmed jer selv. I skal gøre lige præis det i selv personligt finder er det rette - finde ud af jeres egne værdier og leve efter dem 100% så tiltrækker i automatisk den rette.
Stol på det :-)

Jeg synes der mangler et amen.
For set med mine øjne, har du meget ret, specielt i at kvinder gerne må blive bedre til at tillægge egne projekter og ideer lige så stor betydning som den, der næsten pr. automatik følger mandens ideer og tiltag.
Tak for læsningen;0)).

at så mange kvinder tiltrækkes af mænd som ikke rigtig ser lyset i dem,,,men lige så snart en mand slet ikke kan skjule sine varme føelser - så kan han sutte på en temmelig kold skulder. Det er barske løjer det kærlighed!...Lige den tanke som først meldte sig.
Jeg har været stormende forelsket 1. gang med kærlighed til følge;0)) og vi kender hinanden den dag i dag...stadig med kærlighed til følge,,,vi har dog indrettet os noget anderledes end mine forældre ville have gjort det. Vi bor sammen noget af tiden, resten bruger vi hver for sig; på arbejde, videreuddannelse...og hvad vi hver især interessere os for - så vi er sammen efter devicen om kvalitet frem for kvantitet...og det virker for os.
En anden ting du får mig til at huske er...at i begyndelsen var han slet ikke tiltrukket af mig - aldrig har jeg svedt og arbejdet så hårdt for en scoring...men jeg ville have ham og kun ham......så kan man jo ikke tillade sig at give op midt i det hele, og min ubændige vedholdenhed virkede.
Du må væbne dig med tålmodighed og rigelige mængder af mening for dig i dit liv...og når du bliver så opslugt, at du nærmest glemmer dit forehavende med "at finde"...så står han der lige pludselig, er det ikke sådan det også kan ske?
Hvordan du får ham "ud af blodet"...er det muligt for dig helt at undgå ham i en periode.
Det lyder lidt råt, men det er vel næsten det eneste du kan gøre?
alt det bedste til dig.