Thulesen Dahl - så derfor synger de Kong Kristian
http://www.bt.dk/politik/thulesen-dahl-haard-hund-bag-bloed-facade
Bag det jernhårde ydre banker et blødt hjerte. Kristian Thulesen Dahl er Dansk Folkapartis jernhårde lady/man. Peter Brüchmann har ret i sin vurdering af dansk politiks mest magtfulde person.
De synger begge sange til Dansk Folkepartis årsmøde i Herning Kongrescenter denne weekend. Så dansk, som det overhovedet kan blive:
‘Der er et yndigt land’ som åbning kl. 11.00 lørdag formiddag og Kongesangen ‘Kong Christian’ som afslutning søndag eftermiddag.
Og bortset fra stavemåden – Christian med ‘C’ – er symbolikken så tyk, at man næsten kun man smile. Kristian Thulesen Dahl holder lørdag formiddag sin første formandstale og har ført partiet frem til en position som den største udfordring til midten af dansk politik, som bødlerne over Socialdemokraternes storhedstid og som partiet, der efter næste valg sandsynligvis skal vælge mellem ministerbiler og mest mulig indflydelse. Hvis ikke Thulesen havde været en ydmyg mand fra Thyregod, var det formentlig endt som regulær kroning af ‘Kong Kristian’ og en meget dansk variant af ‘simply the best’.
Men fredag var Thulesen Dahl mere markant end nogensinde, da han til Berlingske sagde: “Vi skal ikke i regering. Vi foretager en benhård kalkule af, hvor vi får mest indflydelse, og det er ikke i regering, som vi ser det nu.”
Hans første årsmødetale som formand vil formentlig også være præget af det helt lange lys: At placere Dansk Folkeparti helt i centrum af de næste 10-20 års danske politik. Mere end af aktuelle ministerdrømme.
Fredag kom det også frem i en ny bog fra det digitale forlag, Zetland, med titlen ‘Den Stuerene’, at Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup er to af de aktører, der drømmer markante ministerdrømme. Pia Kjærsgaards drøm som den endelige fuldbyrdelse af rejsen fra at være partiet, der ifølge Poul Nyrup aldrig blev stuerene til at være en seriøs politisk faktor. Og Skaarup som justits-ordføreren, der ifølge partiets pressechef Søren Søndergaard har lært tre-fire konservative justitsministre op.
Søndergaard var usædvanlig åben i den nye bog med blandt andet citatet om den gamle formand: “Pia angler efter anerkendelse på alle ledder og kanter. Hun er dødglad for at være respekteret af kongehuset. Hun er dødglad for at sidde i Folketingets præsidium.”
Fra årsmødet i Herning vil der formentlig blive skelet til Norge, hvor det tilsvarende parti, Fremskrittspartiet, lige nu forhandler regeringsgrundlag med Høyre og Erna Solberg. Hvor det danske Fremskridtsparti i 1973 blev det første højrepopulistiske parti i vesten, der fik stor valgsucces og førte til det norske søsterparti, så var det faktisk linjen i Norge, hvor formanden Carl I. Hagen i sin lange periode fra 1978-2006 skabte den mere afdæmpede resultatorientering, der blev kigget mod, da Pia Kjærsgaard og Co. skabte Dansk Folkeparti i 1995.
I Norge har man de seneste et-to år i Fremskrittspartiet stilet målrettet mod regeringskontorerne. Partiet gik ganske vist 11 mandater tilbage ved det nylige valg, men har rejst sig efter det ubeskrivelige chok, som Utøya var for to år siden.
I partiets såkaldte centralstyre skrev man tidligere i år følgende i sin beretning: “Det kritiske søgelys, som rettes mod os, vil på ingen måde aftage i årene fremover. Arbejdet med at sikre en seriøs, ansvarlig og grundig fremtoning, både i det offentlige og private rum, må derfor fortsætte med uformindsket styrke”.
Altså også her en rejse mod det stuerene – omend af noget mere dramatiske årsager i Norge end i Danmark.
I Danmark er kursen i forhold til regeringsarbejdet altså en anden. Mere langsigtet. Stadig på jagt efter den ‘stuerene’ kurs, men mere optændt af Thulesens kalkuler om indflydelse end den endelige anerkendelse.
Bag det jernhårde ydre banker et blødt hjerte. Kristian Thulesen Dahl er Dansk Folkapartis jernhårde lady/man. Peter Brüchmann har ret i sin vurdering af dansk politiks mest magtfulde person.
De synger begge sange til Dansk Folkepartis årsmøde i Herning Kongrescenter denne weekend. Så dansk, som det overhovedet kan blive:
‘Der er et yndigt land’ som åbning kl. 11.00 lørdag formiddag og Kongesangen ‘Kong Christian’ som afslutning søndag eftermiddag.
Og bortset fra stavemåden – Christian med ‘C’ – er symbolikken så tyk, at man næsten kun man smile. Kristian Thulesen Dahl holder lørdag formiddag sin første formandstale og har ført partiet frem til en position som den største udfordring til midten af dansk politik, som bødlerne over Socialdemokraternes storhedstid og som partiet, der efter næste valg sandsynligvis skal vælge mellem ministerbiler og mest mulig indflydelse. Hvis ikke Thulesen havde været en ydmyg mand fra Thyregod, var det formentlig endt som regulær kroning af ‘Kong Kristian’ og en meget dansk variant af ‘simply the best’.
Men fredag var Thulesen Dahl mere markant end nogensinde, da han til Berlingske sagde: “Vi skal ikke i regering. Vi foretager en benhård kalkule af, hvor vi får mest indflydelse, og det er ikke i regering, som vi ser det nu.”
Hans første årsmødetale som formand vil formentlig også være præget af det helt lange lys: At placere Dansk Folkeparti helt i centrum af de næste 10-20 års danske politik. Mere end af aktuelle ministerdrømme.
Fredag kom det også frem i en ny bog fra det digitale forlag, Zetland, med titlen ‘Den Stuerene’, at Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup er to af de aktører, der drømmer markante ministerdrømme. Pia Kjærsgaards drøm som den endelige fuldbyrdelse af rejsen fra at være partiet, der ifølge Poul Nyrup aldrig blev stuerene til at være en seriøs politisk faktor. Og Skaarup som justits-ordføreren, der ifølge partiets pressechef Søren Søndergaard har lært tre-fire konservative justitsministre op.
Søndergaard var usædvanlig åben i den nye bog med blandt andet citatet om den gamle formand: “Pia angler efter anerkendelse på alle ledder og kanter. Hun er dødglad for at være respekteret af kongehuset. Hun er dødglad for at sidde i Folketingets præsidium.”
Fra årsmødet i Herning vil der formentlig blive skelet til Norge, hvor det tilsvarende parti, Fremskrittspartiet, lige nu forhandler regeringsgrundlag med Høyre og Erna Solberg. Hvor det danske Fremskridtsparti i 1973 blev det første højrepopulistiske parti i vesten, der fik stor valgsucces og førte til det norske søsterparti, så var det faktisk linjen i Norge, hvor formanden Carl I. Hagen i sin lange periode fra 1978-2006 skabte den mere afdæmpede resultatorientering, der blev kigget mod, da Pia Kjærsgaard og Co. skabte Dansk Folkeparti i 1995.
I Norge har man de seneste et-to år i Fremskrittspartiet stilet målrettet mod regeringskontorerne. Partiet gik ganske vist 11 mandater tilbage ved det nylige valg, men har rejst sig efter det ubeskrivelige chok, som Utøya var for to år siden.
I partiets såkaldte centralstyre skrev man tidligere i år følgende i sin beretning: “Det kritiske søgelys, som rettes mod os, vil på ingen måde aftage i årene fremover. Arbejdet med at sikre en seriøs, ansvarlig og grundig fremtoning, både i det offentlige og private rum, må derfor fortsætte med uformindsket styrke”.
Altså også her en rejse mod det stuerene – omend af noget mere dramatiske årsager i Norge end i Danmark.
I Danmark er kursen i forhold til regeringsarbejdet altså en anden. Mere langsigtet. Stadig på jagt efter den ‘stuerene’ kurs, men mere optændt af Thulesens kalkuler om indflydelse end den endelige anerkendelse.