Til Bombay i bus
Da jeg var i Indien.....
......for 3 siden, for anden gang, havde jeg besluttet mig at tage en tur til Bombay (Mumbai), som jo er en af verdens fattigste og største byer, men også en kæmpeoplevelse! Indenrigsfly er dyre og at komme med tog er svært, da man skal bestille i god tid. Så jeg fandt et busselskab der kørte fra staten Goa (Calangute) til Mamposa og derfra skift til bus til Bombay, en tur på ca. 16 timer op igennem bjergene på elendige veje og for fulde drøn; i Indien siger deres religion - Hinduismen - at deres død er forudbestemt, så det lever de helt tydeligvis efter.
Jeg havde bestilt en liggeplads, men var ikke klar over at jeg kom i en overkøje med kun 50 cm til loftet og stuvet inde og skulle dele den med andre. Vi startede og kørte hele natten, og nogle gode råd; de har tændt for airconditionen, så det er koldt at sove i bussen, så husk tæpppe, foruden spiller de så højt musik at det ikke er til at sove, så husk ørepropper og man bliver kylet rundt når disse busser kører racerløb i bjergene - i de mange kurver. Undervejs stopper man et par gange for at spise og gå på toilettet; husk endelig toiletpapir og vær ikke sart, toiletterne er ofte inde bag et krat, og det vrimler med slanger og andet kryb.
Vel ankommet - men mørbanket og træt - til Bombay, skulle jeg finde et hotel, men havde glemt mit pas, så det var umuligt. Men jeg fandt ud af at ringe til en ven i Goa,som kørte hen til mit faste hotel der og de faxede så en kopi af mit pas og endelig fik jeg et hotel, og det var en god standart.
Jeg skulle nu ud og se byen og hoppede ind i en taxa, og det første han spurgte mig om, var om jeg ønskede piger; ikke ualmindeligt i den store verden, men han tilbød også børn (små Piger) og så blev jeg vred. Vi kørte så lidt rundt, men jeg fandt ud af at han prøvede at snyde mig, så vi returnerede til mit hotel. Her gik jeg en tur nede ved havnen, lige ved det store monument "Gate of india", et af Indiens merte berømte steder, som nu er lukket af.
Her mødte jeg en fyr som kunne køre mig rundt og se en masse for en forud aftalt pris, og han sagde det var en flot bil med aircondition, og det kan fandme være varmt i Indien, så det lød da godt; jeg sagde ja, og han gik rundt om hjørnet og han kom tilbage med et gammelt vrag af en - vist nok - hvid Lada, hvor airconditionen bestod i at åbne vinduerne. Men inden jeg havde fået fat i denne bil havde jeg mødt en af de tusinde hellige mænd man ser overalt i Indien, og han gav mig armbånd og halskæder af gule og røde snore, hvor farven smittede af, han farvede mine hænder og gav mig streger i hovedet, mens han "messede" og inden jeg havde set mig om var han væk; ingen penge, bare en bøn for en sjæl.
Det værste var alle tiggerne, der er overalt i Bombay, ja i hele ndien, og jeg kom til at give en lille pige noget mælkepulver og straks havde jeg 30 -40 unger efter mig og de sloges indbyrdes for bare et par rupies, men chauføren steg ud og jog dem væk, og igen, man skal ikke være sart på disse kanter, for det er barske sager man får at se og føle. Og så skal man være opmærksom på, at der lugter vidunderligt i Indien, det skyldes al den røgelse, men aldrig, og jeg mener aldrig har jeg set så meget møg og skidt allevegne. De sk.... og p.... på åben gade og de hellige køre vader rundt i det hele.
Det var nu en fantastisk tur, men jeg skal ikke fortælle alt det jeg så i Bombay, mn hvis i kommer forbi, så prøv en middag hos "Leopold", der får man en udmærket vandbøffel; i det hele taget er det indiske køkken fantastisk, og meget billugt, dog ikke hos Leopold. Men det er om hjemturen jeg vil berette, jo min mave var begyndt at gøre ondt og jeg skulle konstant på toliettet, og var nu klar over den var gal; jeg havde fået delli-belli, en betegnelse for tynd mave som kan være meget slem i Indien.
Så inden jeg skulle finde bussen havde jeg fundet hovedbanegården, den er stor og jeg satte mig ned og turtde ikke røre mig, for så skulle jeg på toliettet
som heldigvis var der. Og der så jeg rædselsfulde ting, såsom fattige mødre med småbørn, der blev jaget væk med stokke , men de vendte bare tilbage Og selvfølgelig måtte jeg løbe derud - på toilettet - og der var en million mennesker (?) derude, ingen lukkede døre og bare et hul i jorden, mange tog bad og børstede tænder og så sidder man der - og ikke helt alene i verden - med bukserne ned om haserne og et enormt publikum på.
Jeg nåede bussen og var klar over, at det gjaldt bare om at ligge stille - i de næste 16 timer - i samme rystetur som på udturen, men det gik det nok; havde taget nogle piller imod dette, men de hjalp ikke, jeg var virkelig syg nu !
Vi kørte så og holdt tre gange undervejs, hvor jeg bare sad ude på pedal-lokummet eller i det nærmeste krat, og led alverdns pinsler. Og så kørte vi, timerne sneglede sig afsted, og jeg blev kylet rundt i svingene oppe i bjergene; troede jeg havde klaret den, men var så faldet i søvn og vågnede med virkelige mavepine. Gode råd var dyre, jeg prøvede at kontakte chaufføren, men det var umuligt, jeg skulle her og nu. Det var ved at lysne, så jeg var klar over at vi nærmede os den storby hvor jeg skulle af og skifte, så jeg kravlede hen over ham der sov ved siden, klemte ballerne godt sammen og gik hen til midterdøren, og fik lirket den op, stadig mens vi kørte, og på 2-3 sekunder havde jeg fået flået mine shorts af og så kom det hele - noget ud af busen og noget ned på gulvet i bussen - ja, undskyld, men det var sådan det foregik, men jeg var på det tidspunkt ligeglad og i dag kan jeg og min familie grine af det; tænk hvis nogen havde set en hvis r.. ud af bussens dør. Heldigvis var vi kommet til byen, det var kun lidt lyst og en af chaufførerne kom hen til døren for at gøre klar til udstigning. Jeg stod helt stille, lod som ingenting, havde fået hever bukserne op, men kunne så høre en der snusede og så chauførren tænde en lygte, men i det samme stoppede bussen og jeg løb med min rygsæk alt hvad jeg kunne - og turde - om bag en mur og igen ned på hug. Efter at have hvilet mig, og brugt det sidste toiletpapuir; også kaldet "det hvide guld" i Indien, fik jeg fat i en taxa, og vi skulle køre ca. 10 km for at jeg kunne komme hjem til hotellet og det undrede mig at han ikke opfattede noget, for det var ikke "Hugo Boss" jeg duftede af. Hejmme på hotellet flåede jeg mit tøj af, smed det i en pose, gik i baf og så i seng og næste morgen kom en læge og gav mig noget medicin og dagen efter igen, var jeg oppe på en motorcykel, klar til de store oplevelser. Men denne oplevelse kunne jeg godt have været foruden, men det er meget normalt at redde sig delly-belly på de kanter, og den kan være meget kraftig.
Men ellers var det en fantastisk tur og jeg håber at kunne komme til at gense Indien igen og køre rundt dernede på motorcykel, aldrig bil, dertil er trafikken for farlig.
Franklin FF
Franklin
Jeg fandst omsider -i denne millionby - bussen som jeg skulle hjem til Goa med - lidt sydpå - og havde fået en siddeplads, hvor sædet kunne ligges ned når man skulle sobe, også her sad jeg ved siden af en fcremmed, men det må man tage med
......for 3 siden, for anden gang, havde jeg besluttet mig at tage en tur til Bombay (Mumbai), som jo er en af verdens fattigste og største byer, men også en kæmpeoplevelse! Indenrigsfly er dyre og at komme med tog er svært, da man skal bestille i god tid. Så jeg fandt et busselskab der kørte fra staten Goa (Calangute) til Mamposa og derfra skift til bus til Bombay, en tur på ca. 16 timer op igennem bjergene på elendige veje og for fulde drøn; i Indien siger deres religion - Hinduismen - at deres død er forudbestemt, så det lever de helt tydeligvis efter.
Jeg havde bestilt en liggeplads, men var ikke klar over at jeg kom i en overkøje med kun 50 cm til loftet og stuvet inde og skulle dele den med andre. Vi startede og kørte hele natten, og nogle gode råd; de har tændt for airconditionen, så det er koldt at sove i bussen, så husk tæpppe, foruden spiller de så højt musik at det ikke er til at sove, så husk ørepropper og man bliver kylet rundt når disse busser kører racerløb i bjergene - i de mange kurver. Undervejs stopper man et par gange for at spise og gå på toilettet; husk endelig toiletpapir og vær ikke sart, toiletterne er ofte inde bag et krat, og det vrimler med slanger og andet kryb.
Vel ankommet - men mørbanket og træt - til Bombay, skulle jeg finde et hotel, men havde glemt mit pas, så det var umuligt. Men jeg fandt ud af at ringe til en ven i Goa,som kørte hen til mit faste hotel der og de faxede så en kopi af mit pas og endelig fik jeg et hotel, og det var en god standart.
Jeg skulle nu ud og se byen og hoppede ind i en taxa, og det første han spurgte mig om, var om jeg ønskede piger; ikke ualmindeligt i den store verden, men han tilbød også børn (små Piger) og så blev jeg vred. Vi kørte så lidt rundt, men jeg fandt ud af at han prøvede at snyde mig, så vi returnerede til mit hotel. Her gik jeg en tur nede ved havnen, lige ved det store monument "Gate of india", et af Indiens merte berømte steder, som nu er lukket af.
Her mødte jeg en fyr som kunne køre mig rundt og se en masse for en forud aftalt pris, og han sagde det var en flot bil med aircondition, og det kan fandme være varmt i Indien, så det lød da godt; jeg sagde ja, og han gik rundt om hjørnet og han kom tilbage med et gammelt vrag af en - vist nok - hvid Lada, hvor airconditionen bestod i at åbne vinduerne. Men inden jeg havde fået fat i denne bil havde jeg mødt en af de tusinde hellige mænd man ser overalt i Indien, og han gav mig armbånd og halskæder af gule og røde snore, hvor farven smittede af, han farvede mine hænder og gav mig streger i hovedet, mens han "messede" og inden jeg havde set mig om var han væk; ingen penge, bare en bøn for en sjæl.
Det værste var alle tiggerne, der er overalt i Bombay, ja i hele ndien, og jeg kom til at give en lille pige noget mælkepulver og straks havde jeg 30 -40 unger efter mig og de sloges indbyrdes for bare et par rupies, men chauføren steg ud og jog dem væk, og igen, man skal ikke være sart på disse kanter, for det er barske sager man får at se og føle. Og så skal man være opmærksom på, at der lugter vidunderligt i Indien, det skyldes al den røgelse, men aldrig, og jeg mener aldrig har jeg set så meget møg og skidt allevegne. De sk.... og p.... på åben gade og de hellige køre vader rundt i det hele.
Det var nu en fantastisk tur, men jeg skal ikke fortælle alt det jeg så i Bombay, mn hvis i kommer forbi, så prøv en middag hos "Leopold", der får man en udmærket vandbøffel; i det hele taget er det indiske køkken fantastisk, og meget billugt, dog ikke hos Leopold. Men det er om hjemturen jeg vil berette, jo min mave var begyndt at gøre ondt og jeg skulle konstant på toliettet, og var nu klar over den var gal; jeg havde fået delli-belli, en betegnelse for tynd mave som kan være meget slem i Indien.
Så inden jeg skulle finde bussen havde jeg fundet hovedbanegården, den er stor og jeg satte mig ned og turtde ikke røre mig, for så skulle jeg på toliettet
som heldigvis var der. Og der så jeg rædselsfulde ting, såsom fattige mødre med småbørn, der blev jaget væk med stokke , men de vendte bare tilbage Og selvfølgelig måtte jeg løbe derud - på toilettet - og der var en million mennesker (?) derude, ingen lukkede døre og bare et hul i jorden, mange tog bad og børstede tænder og så sidder man der - og ikke helt alene i verden - med bukserne ned om haserne og et enormt publikum på.
Jeg nåede bussen og var klar over, at det gjaldt bare om at ligge stille - i de næste 16 timer - i samme rystetur som på udturen, men det gik det nok; havde taget nogle piller imod dette, men de hjalp ikke, jeg var virkelig syg nu !
Vi kørte så og holdt tre gange undervejs, hvor jeg bare sad ude på pedal-lokummet eller i det nærmeste krat, og led alverdns pinsler. Og så kørte vi, timerne sneglede sig afsted, og jeg blev kylet rundt i svingene oppe i bjergene; troede jeg havde klaret den, men var så faldet i søvn og vågnede med virkelige mavepine. Gode råd var dyre, jeg prøvede at kontakte chaufføren, men det var umuligt, jeg skulle her og nu. Det var ved at lysne, så jeg var klar over at vi nærmede os den storby hvor jeg skulle af og skifte, så jeg kravlede hen over ham der sov ved siden, klemte ballerne godt sammen og gik hen til midterdøren, og fik lirket den op, stadig mens vi kørte, og på 2-3 sekunder havde jeg fået flået mine shorts af og så kom det hele - noget ud af busen og noget ned på gulvet i bussen - ja, undskyld, men det var sådan det foregik, men jeg var på det tidspunkt ligeglad og i dag kan jeg og min familie grine af det; tænk hvis nogen havde set en hvis r.. ud af bussens dør. Heldigvis var vi kommet til byen, det var kun lidt lyst og en af chaufførerne kom hen til døren for at gøre klar til udstigning. Jeg stod helt stille, lod som ingenting, havde fået hever bukserne op, men kunne så høre en der snusede og så chauførren tænde en lygte, men i det samme stoppede bussen og jeg løb med min rygsæk alt hvad jeg kunne - og turde - om bag en mur og igen ned på hug. Efter at have hvilet mig, og brugt det sidste toiletpapuir; også kaldet "det hvide guld" i Indien, fik jeg fat i en taxa, og vi skulle køre ca. 10 km for at jeg kunne komme hjem til hotellet og det undrede mig at han ikke opfattede noget, for det var ikke "Hugo Boss" jeg duftede af. Hejmme på hotellet flåede jeg mit tøj af, smed det i en pose, gik i baf og så i seng og næste morgen kom en læge og gav mig noget medicin og dagen efter igen, var jeg oppe på en motorcykel, klar til de store oplevelser. Men denne oplevelse kunne jeg godt have været foruden, men det er meget normalt at redde sig delly-belly på de kanter, og den kan være meget kraftig.
Men ellers var det en fantastisk tur og jeg håber at kunne komme til at gense Indien igen og køre rundt dernede på motorcykel, aldrig bil, dertil er trafikken for farlig.
Franklin FF
Franklin
Jeg fandst omsider -i denne millionby - bussen som jeg skulle hjem til Goa med - lidt sydpå - og havde fået en siddeplads, hvor sædet kunne ligges ned når man skulle sobe, også her sad jeg ved siden af en fcremmed, men det må man tage med