Tilbage til eksen... Rigtigt valg?

Hej allesammen.
Jeg befinder mig i en rigtig træls situation. Jeg gik fra min kæreste for knap et år siden, da han synes at det var sjovere at feste i weekenderne i stedet for at tilbringe tid med mig. (Han var 22 og jeg var 18)Det var selvfølgelig ikke den eneste grund, men en stor del af problemerne hang sammen med at jeg simpelthen ikke kan med hans venner, da de kun fester og drikker. Udover det var min eks meget jaloux hvilket gjorde det svært både at feste sammen men også hver for sig.
Men nu her, så lang tid efter savner jeg ham stadig og vi har nok begge to holdt fast i håbet om at finde sammen, alligevel er jeg meget i tvivl og holder utrolig meget igen.
Jeg ved ikke om det er fordi jeg er et trygheds-menneske der har svært ved at give slip og frygten om at jeg aldrig finder en fyr igen hænger også lidt fast i mine tanker.
Derfor vil jeg bare hører jer ad hvad i har med erfaringer af og gå tilbage til en eks?
Kunne i få det til at fungere? Starte på en frisk, eller faldt i hurtigt tilbage i de gamle mønstre og endte med at såre hinanden igen?

Du har alle de forkerte motiver til at gå tilbage til ham. Desuden er det en dårlig idé for ham, at gå tilbage til dig, når du ikke kan med hans venner. Det er nederen for en fyr. Ligesådan, hvis du ikke kan med hans familie.
Han er heller ikke færdig med at feste, hvis han kun er 23 😉 Jeg ville glemme alt om det, hvis jeg var dig.

Hej med dig,
jeg har stået i nogenlunde samme situation, hvor vi slog op og var delvist væk fra hinanden i et godt stykke tid. Vi havde det begge to på samme måde - vi kunne ikke
undvære hinanden til sidst, og jeg synes ofte man har hørt den historie.
Spørgsmålet er om han har det på samme måde, altså om han har savnet dig ligeså meget - det havde min kæreste. Hvis ikke, er det nok ikke nogen god ide.
Men hvis I står og føler det samme, kan jeg ikke se at der skulle være noget problem i det. At de gamle problemer så kan vende tilbage, ja, det kan de så, det gjorde de også for os, men ikke på den samme måde, de ændrede sig lidt.
Jeg tror det er svært at slippe udenom problemer i et forhold, og man er som voksen mange gange nødt til at forholde sig til dem.
Når man er meget ung, vælger man altid "den nemme løsning" og går fra hinanden, men senere kan det være man finder ud af at man er nødt til at løse problemerne sammen, fordi man ikke kan leve uden hinanden.
Point is - jeg synes du skal give det chancen, hvis han er med på den. Hvis ikke - er der nok ikke noget at stille op.
Jalousien skal I have talt om og arbejdet med, den går ikke væk af sig selv.
Det er ofte svært at leve sammen med et meget jaloux menneske, men personen er hjælpeløs og har brug for hjælp, fx ved hjælp af en psykolog. Der er som regel dybere årsager til jalousi, fx i barndommen el ungdommen hvor man følte sig truet.
Men mit råd: Snak med ham om det.

Har faktisk efterfølgende fundet ud af at grunden til at hans venner har været så afvisende er fordi han bliver sure på dem hvis de snakker for meget til mig (igen, han er meget jaloux).. Og jeg fungerer nu godt med hans familie - De er allesammen utrolig glade for mig.
Han påstår jo selv at han er færdig med at feste, da han har været på den siden han var 13-14 år, men det er jo svært at vide om det holder stik..
Men hvordan kommer jeg så videre nu?
Jeg har MEGET svært ved at se mig med andre end ham og jeg kan ikke give slip og være sammen med en anden fyr. Bare tanken om at miste min eks for alvor gør at jeg fysisk får det dårlig og kan sagtens græde over ham endnu, selvom det var ham der behandlede mig dårligt. Ja, det var mit første forhold, men har meget svært ved at forestille mig sammen med andre - hvad gør jeg?

Hvor gammel var du da dette skete og havde du haft andre forhold før det?
Min eks-kæreste vil meget gerne forsøge igen, så det er udelukkende min beslutning og føler ikke at jeg kan tage den. Jeg gider ikke gå tilbage og "spilde" min tid hvis tingene bliver som før og det er det jeg frygter.
Den fortid vi har delt sammen indeholder en del problemer og jeg tror at min omgangskreds ville blive kede på mine vegne hvis jeg tog ham tilbage - alligevel tager jeg mig selv dagligt i at forestille mig hvor dejligt det ville være hvis vi kunne få tingene til at fungere, jeg synes nemlig heller ikke at man bare skal give op, men ved ikke om det er muligt at "glemme" fortiden eller om den altid vil hænge fast.
Det var mit første seriøse forhold så ved ikke om den følelse jeg har "bare" er sådan en følelse der følger med når man går fra hinanden, men det er umenneskeligt svært, og vi kan ikke lade vær med at kontakte hinanden, så vi hænger ligesom fast i en grå-zone lige nu. Ydermere føler jeg bare at jeg gang på gang sårer ham og alligevel er jeg ikke i stand til at tage den afgørende beslutning og "slette" ham i mit liv.

Jeg var omkring de 22.
Det lyder fuldstændig som den situation jeg stod i - vi blev også ved med at kontakte hinanden og ønskede egentlig begge to det bedste, men kunne ikke rigtig finde ud af det.
Det var også mit første faste forhold, det er faktisk også mit nuværende.
Man siger jo at det første forhold altid fylder rigtig meget i ens liv, men der er også nogle der bliver ved det første forhold. Vi er stadig væk sammen den dag i dag, og vi tog beslutningen at prøve igen (vi har holdt mange mange pauser) og vi har til tider haft et on-off-forhold. For nogle lyder det dumt at prøve og give slip, prøve og give slip, men for andre kan det være nødvendigt hvis der er problemer (se bare på Ross og Rachel, hihi). Det er jo også en måde at stå ved sig selv på og ikke finde sig i det den anden gør.
Men jeg kan godt forstå du er i tvivl, for man er altid bange for at havne i det samme igen, de samme konflikter, de samme problemer. Jeg synes vores problemer har ændret sig over tiden, de er ikke ligeså store som før, men de er der stadig.
Hvis man elsker hinanden, synes jeg ikke man skal give op på det. Man må prøve at finde ud af det sammen, og hvis det så ikke går, så kan man gå fra hinanden.
Men kan man ikke leve uden hinanden, synes jeg heller ikke man skal leve uden hinanden :)
Min kæreste og jeg har det i hvert fald sådan begge to- vi kan ikke leve uden hinanden, men vi kan heller ikke altid rigtig leve med hinanden (vi bor hver for sig!)
Men tag en dag ad gangen og se hvad der sker, jeg synes det er det værd.

Mange tak for dit råd - Har faktisk netop brugt de ord om "vores" forhold i dag.
Har det lidt sådan at jeg ikke kan leve med min ekskæreste, men heller ikke uden :(

Ganske simpelt svar. Gå aldrig tilbage til en eks. den er 100% sikker på at gå galt

... du er 18 år gammel! lad nu være at spilde den dyrebare tid vi 'gamle' kalder livet på en el anden tumpe som ikke forstår hvad du er værd!!!!!!!
[:|]