tomheden indeni

jeg er en pige på 20 år som fik foretaget en provokeret abort i morges og sidder nu og prøver at finde frem til nogle som kan forstå den ulidelige tomhed man kan føle efter en abort. jeg er så ked af det - har masser af gode og hjælpsomme venner og veninder, men jeg mangler nogle som forstår det fuldt ud og som har prøvet det på egen krop og sjæl. jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at det kunne blive så hårdt - jeg fortryder mit valg og jeg ved ikke om jeg kan overleve denne ulidelige skyldfølelse. jeg har dræbt mit eget barn!!!!!!!!!
kan kun finde indlæg fra frelste og hellige folk(sandsynligvis mænd) der prøver at tage andre folks beslutninger for dem.
jeg vil gerne frabede mig diskussionen om den nuværende abortlovgivning og deslige.
jeg har bare brug for at høre andre piger/kvinders beretninger om dette og at vide at jeg ikke er helt alene i verden...
maria

Hvad var dine mange årsager til at vælge abort, før du gik ind og fik aborten fortaget? Jeg spørger, fordi jeg mener, at du skal huske ,at være tro mod dig selv og dermed huske dine vigtige beslutninger. Og det er du altså ikke lige nu. Du har dårlig samvittighed, men for pokker du er kun 20 år! Er du stabil i din økonomi, kisten fuld af penge, godt gift, fysisk og psykisk ovenpå, med godt job med en stærk faglært løn, gode venner, familie, far er der 100%, og alle de rigtige ting, man som minimum bør kunne give et nyt levende væsen denne verden? Nej vel?! Du har helt sikkert truffet det, i forhold til din status, rigtige valg. Man kan ikke sætte børn i verdenen blot fordi man har lyst. Der skal været et grundlag, et fundament. Jeg tror du har valgt rigtigt, - du har ikke valgt egoistisk efter dit behov, men tænkt yderst fornuftigt! Fandmer godt! Kram herfra.

man må leve med. Din krop reagere fordi den har fået abrudt noget den har forberedt sig på...dvs du vil muligvis få en nedtur omkring terminstidspunktet. Hvis du gør det, så har du den forklaring, at det kroppens indflydelse på psykken. Din krop har en hukommelse.
DU skal tilgive dig selv for det valg du har truffet. Spørgsmålet er om du har følt dig presset til at tage det valg siden du har det sådan ?
vh anonym

Jeg føler med dig, har selv selv været der for mange år siden.
Jeg følte ikke jeg kunne handle anderledes, da jeg befandt mig i en situation hvor jeg allerede havde to børn, den mindste var ikke fyldt to år endnu og hans far var lige bortgået med døden.
Tankem om at være alene med tre små børn og ingen far gjore at jeg valgte aborten. Det var egentligt ikke et svært valg på det tidspunkt men hold da helt op hvor jeg fortrød mange gange bagefter. Jeg følte præcis som dig. Aldrig har jeg grædt og fortrudt så meget, som da jeg vågnede på hospitalet efter indgrebet.
Siden hen har jeg dog ikke været i tvivl om at det var den rigtige beslutning i forhold til hvor jeg var i mit liv.
Alt held og lykke i fremtiden.
mange knuz

Kære Maria
Du overlever, tænk på at du formentlig gjorde det bedste for dig selv. det nytter jo ikke noget at være så ung, med hele livet for dig og så have et barn til at hindre din færden.
Ligenu er det hormonerne der er ved at tage livet af dig, det går over.
Venlige tanker
Løvemor

ved en gravidite udenfor livmoderen, og i sengen ved siden af kom en 19 årig pige, som før indgrebet bare fortalte, at hun skulle have en udskrabning.
Efter indgrebet lå hun og græd som dig og så fik jeg sandheden. Og selvom jeg lige havde mistet ufrivilligt, så kunne jeg snakke med hende om det for hun var i en helt anden situation end jeg.
Hendes begrundelser var: hun og kæresten var gået fra hinanden, inden hun opdagede graviditeten, hun havde ingen udannelse, hun boede stadig hjemme og var slet ikke klar til at tag sig af et barn.
På den anden side af hende (vi lå på en 5 sengs stue), lå der en 30 årige i fast forhold som boede i hus og det hele. Hun følte sig bare ikke parat til et barn. Hun burde skamme sig over, at hun valgte abort.
Men at den 19 årige og du vælger abort, kan jeg sagtens forstå og jeg tror ikke på, at nogen gør det uden at blive påvirket af det. Som andre skriver, så er din krop helt og aldeles gravid og det tager tid for hormonerne at falde på plads.
Giv dig selv lov til at sørge over det du har mistet. Forhåbetlig har du en masse veninder/søstre/familie, du kan snakke med det om. Bliv ved med at snakke om det, selv om det er svært, indtil knuden løsner sig lidt, og som en anden siger; vær forberedt på en reaktion når du skulle have haft termin (født).
Du må meget gerne skrive om nogle dage og sige hvordan du har det.
Jeg ville ønske, jeg kunne tage smerten for dig, men det kan desvæære kun tiden.
Pas på dig!

Da jeg var 19 år, fik jeg en provokeret abort. Jeg var ikke, og ville ikke være kærester med manden. Jeg boede hjemme, og havde lige taget studentereksamen. Så det var logisk at vælge en abort. Men jeg har fortrudt det lige siden. Da jeg med vilje blev gravid igen som 28-årig, og jeg så billeder af fostre på 10 og 12 uger, kom det hele væltende tilbage, og jeg fik kvalme over dét, jeg gjorde dengang jeg var 19, og jeg græd og græd igen. Mit bedste råd til dig er, at du skal omfavne din sorg og skyldfølelse, ikke fortrænge det, men tage det med dig som en del af dig. Det vil give dig dybde i tilværelsen, en indsigt og forståelse, som for de fleste forbliver abstrakt. Og du må lære at tilgive dig selv. Rigtig tilgivelse kommer ikke ved at retfærdiggøre en handling, men ved at forstå den og angre. Ved at angre, som du gør, er du allerede på vej til at kunne tilgive dig selv. Du er på rette vej, og du er ikke alene.

Jeg sidder her 7mdr efter jeg fik foretaget en abort. Har gruet længe for imorgen. Den 17.oktober skulle jeg have født. Har følt så meget skyld og vrede. Har bebrejdet alle omkring mig. Og har stadig så mange uafklarede følelser omkring min beslutning. Har haft mit livs nedtur, og det er virkelig svært at forholde sig til at en beslutning kan være rigtig når man er så ulykkelig. Så nej du er ikke alene:) Troede jeg egentlig jeg var:) Men det tager lang tid og man vil i lang tid blive mindet om den smerte der er fulgte med. Jeg sidder og tænker om jeg nogensinde kommer mig helt over det. Jeg ved det ikke. Sidder jo her og googler på svaret:) Som andre også skriver tror jeg det er vigtigt at give plads til sin sorg. For det er en reel sorg. Og det tar tid. Og måske slipper man aldrig helt for den. Men man kan forhåbenligt med tiden lære at leve med den. Det håber jeg. Og jeg håber at alle andre der sidder med disse følelser kommer over det og på et tidspunkt i deres liv, når de er klar til det, bliver fantastiske mødre!
Nu er det som sagt flere mdr siden jeg fik foretaget aborten. Følelserne er der stadig. Savnet og vreden og magtesløsheden. Men jeg er kommet videre i den forstand at jeg kan fungere i min hverdag. Jeg kan grine og ha det sjovt igen. Jeg har givet plads til de "forbudte" følelser, så de ik længere får lov til at styre mig. Og nogle gange er det en kamp...
Men det skal sgu nok gå det hele:)

Maria, jeg håber du har det bedre nu, men det kunne være rart at vide. Jeg vender ofte tilbage til indlæg, hvor jeg har svaret, for at se om der er kommet yderligere kommentarer. Men også for at se, om den der startede tråden, har fortalt nyt.
Håber at høre fra dig!
Knus.

Tja.. Det er meget svært at svare på, synes jeg. Jeg lever jo? Det svinger meget, i nogle perioder tænker jeg slet ikke på det, men så pludselig slår det mig hvad der er sket og så går det voldsomt ned af bakke igen. Specielt efter at 'faderen' har fået en anden kæreste - han proklamerede jo ellers dagen før aborten at han synes vi skulle prøve at få barnet sammen (han bor i Århus jeg i København) Vi har set hinanden et par gange siden - han synes det har været rart (vores forhold til hinanden har jo fået en helt ny dimension, synes han) jeg synes derimod det har været ret meningsløst - jeg mener, der er ligesom ikke rigtig mere vi kan snakke om, ingenting kan ændre det der skete. Men jeg er jo også verdens stærkeste pige som han og alle andre siger. Det er jeg måske også på mange måder men en ting som at få en abort kan virkelig slå en omkuld. Mere end jeg nogensinde havde troet, og jeg ved at det aldrig skal ske igen. aldrig. nu har jeg lige haft to dødsfald med tilhørende begravelser i min familie her op til jul. Det er jo ekstremt hårdt, og meget sørgeligt. Men.. det er en sorg der kan bearbejdes, og som går væk med tiden, dog med mindet om den afdøde. Det at få en abort er langt mere abstrakt og fuldstændigt umuligt at bearbejde - du vil altid skulle leve med den beslutning som DU tog. Eller som JEG tog. Jeg har altid troet på det der med at 'What doesn't kill you only makes you stronger'! men det gør jeg ikke længere - nogle ting gør en svagere.
Maria

men jeg kan også tydelig mærke, at du stadig sørger meget.
Husk på, der er KUN gået tre måneder siden, du fik aborten, du og din kæreste er gået fra hinanden, han har fundet en ny OG du har haft to dødsfald i familien lige fornylig. Det kan ikke undgås, at du stadig vil være MEGET påvirket. Din abort alene, skal du regne med min. et år at komme nogenlunde over - ja, måske to år. Eller hvad det nu tager for dig. Ingen kan sætte maksimum tid på!!!
Du nævner de to dødsfald i familien, at den sorg kan bearbejdes. Ja, men der var der jo også en begravelse og formodentlig et gravsted du kan besøge. Nu ved jeg ikke hvor du bor; i byen, i forstæderne eller på landet. Men prøv om du kan finde dig et sted, hvor der er fred, ro og måske noget flot at kigge på. Sæt dig så stille og roligt ned og giv dig selv lov til at tale (evt. højt) om det der er sket. Fortæl dig selv hvad der gjorde du måtte vælge som du gjorde og giv dig selv lov til at græde over at det var nødvendigt. Hvis du bor et sted hvor du kan skrige al din sorg og vrede ud, kan det også hjælpe, ellers gør ned i en pude.
Lad være med at slå dig selv oven i hovedet, med din dårlige samvittighed. Det kan du ikke bruge til noget. Mind i stedet dig selv om, igen og igen, hvorfor du måtte gøre det. Du kan ikke lave aborten om, men du kan lære af det (som jeg lidt fornemmer at du har ; "aldrig igen") og på sigt bliver du stærkere af det! Tro mig! Du er bare ikke kommet så langt endnu og måske skal du endnu længere ned (dette siger jeg ikke for at forskrække dig, for jeg ved det føles slemt nu), før det begynder at gå frem. Snakker du stadig med andre om det hele??
Maria! Jeg er så glad for at du skrev igen. Jeg beder altid om at få en mail, hvis nogen svarer på mine indlæg og i dette tilfæde, så var det jo bare rigtig godt. Skriv endelig igen og pas godt på dig selv.
Stort knus!