Treenigheden er ikke en bibelsk lære
Definition: Læren om treenigheden er kristenhedens kirkers centrale dogme. Ifølge Den Athanasianske Trosbekendelse består Guddommen af tre personer (Faderen, Sønnen, Helligånden) som er lige evige og lige almægtige, ingen større eller ringere end den anden, hver af dem Gud, og dog er de tilsammen kun én Gud. Andre formuleringer af dogmet understreger at de tre „personer“ ikke er adskilte og forskellige, men er Guds eksistensmåder. Nogle tilhængere af treenighedslæren understreger som deres tro at Jesus Kristus er Gud, eller at Jesus Kristus og Helligånden er Jehova. Ikke en bibelsk lære.
Når treenigheden ikke stammer fra Bibelen, hvad er da oprindelsen til treenighedsdogmet?
The New Encyclopædia Britannica oplyser: „Hverken ordet treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det nye Testamente; ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte Sjema i Det gamle Testamente: ’Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én’ (5 Mos. 6:4). . . . Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid. . . . I slutningen af det 4. århundrede . . . havde treenighedslæren i det væsentlige antaget den form som har holdt sig siden da.“ — 1976, Micropædia, bd. X, s. 126.
New Catholic Encyclopedia siger: „Formuleringen ’én Gud i tre Personer’ var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og den kristne trosbekendelse før i slutningen af det 4. århundrede. Men det er denne formulering der har førsteret på betegnelsen Treenighedsdogmet. Hos de apostolske Fædre var der intet der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse.“ — 1967, bd. XIV, s. 299.
I The Encyclopedia Americana står der: „Kristendommen har sin rod i jødedommen, og jødedommen var strengt unitarisk [troede på Gud som én person]. Vejen der førte fra Jerusalem til Nikæa kan næppe siges at være lige. Det 4. århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra denne lære.“ — 1956, bd. XXVII, s. 294L.
I det franske leksikon Nouveau Dictionnaire Universel siges der: „Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den rationelle filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer. . . . Denne græske filosofs [Platon, 4. årh. f.v.t.] opfattelse af den guddommelige treenighed . . . findes i alle oldtidens [hedenske] religioner.“ — Paris, 1865-1870, redigeret af M. Lachâtre, bd. 2, s. 1467.
John L. McKenzie, S.J., siger i sin Dictionary of the Bible: „Til definition af treenigheden, tre personer der i væsen er ét, bruges udtryk som ’person’ og ’væsen’, der er hentet fra gr[æsk] filosofi; disse udtryk findes ikke i Bibelen. De forskellige formuleringer opstod som følge af langvarige stridigheder hvorunder disse og andre udtryk . . . fejlagtigt af nogle teologer blev anvendt om Gud.“ — New York, 1965, s. 899.
Kirke-Leksikon for Norden siger følgende: „Den hellige Skrift indeholder ingen teologisk Lære herom. Den ældre Teologi søgte med Urette Udtalelser eller Antydninger om Treenigheden i G[amle] T[estamente]. . . . I Oldkirken fastholdt man længe Troen paa Faderen, Sønnen og Aanden, uden at man anstillede dogmatiske Undersøgelser over deres indbyrdes Forhold.“ — 1929, bd. IV, s. 609.
Gads Danske Bibelleksikon siger: „Læren om t[reenigheden] blev udviklet i oldkirken, og den var et forsøg på at udtrykke det kristne gudsbegrebs egenart ved hjælp af begreber, der var hentet fra græsk filosofi. . . . Der er almindelig enighed om, at der ikke i Ny Test. findes nogen lære om t., og det eksegetiske spørgsmål bliver derfor, om der i Ny Test. findes holdepunkter for denne formulering af det kristne gudsbegreb. I denne forbindelse har man i første række henvist til de steder i Ny Test., hvor vi møder den treleddede formel: ’Faderen-Sønnen-Helligånden’. . . . Disse steder kan . . . ikke betragtes som det primære grundlag for læren om t. . . . Ny Test. er fremmed for de senere oldkirkelige spekulationer vedrørende forholdet mellem de tre ’personer’ i Guds ’væsen’.“ — 1982, bd. III, sp. 598, 599.
Når treenigheden ikke stammer fra Bibelen, hvad er da oprindelsen til treenighedsdogmet?
The New Encyclopædia Britannica oplyser: „Hverken ordet treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det nye Testamente; ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte Sjema i Det gamle Testamente: ’Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én’ (5 Mos. 6:4). . . . Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid. . . . I slutningen af det 4. århundrede . . . havde treenighedslæren i det væsentlige antaget den form som har holdt sig siden da.“ — 1976, Micropædia, bd. X, s. 126.
New Catholic Encyclopedia siger: „Formuleringen ’én Gud i tre Personer’ var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og den kristne trosbekendelse før i slutningen af det 4. århundrede. Men det er denne formulering der har førsteret på betegnelsen Treenighedsdogmet. Hos de apostolske Fædre var der intet der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse.“ — 1967, bd. XIV, s. 299.
I The Encyclopedia Americana står der: „Kristendommen har sin rod i jødedommen, og jødedommen var strengt unitarisk [troede på Gud som én person]. Vejen der førte fra Jerusalem til Nikæa kan næppe siges at være lige. Det 4. århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra denne lære.“ — 1956, bd. XXVII, s. 294L.
I det franske leksikon Nouveau Dictionnaire Universel siges der: „Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den rationelle filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer. . . . Denne græske filosofs [Platon, 4. årh. f.v.t.] opfattelse af den guddommelige treenighed . . . findes i alle oldtidens [hedenske] religioner.“ — Paris, 1865-1870, redigeret af M. Lachâtre, bd. 2, s. 1467.
John L. McKenzie, S.J., siger i sin Dictionary of the Bible: „Til definition af treenigheden, tre personer der i væsen er ét, bruges udtryk som ’person’ og ’væsen’, der er hentet fra gr[æsk] filosofi; disse udtryk findes ikke i Bibelen. De forskellige formuleringer opstod som følge af langvarige stridigheder hvorunder disse og andre udtryk . . . fejlagtigt af nogle teologer blev anvendt om Gud.“ — New York, 1965, s. 899.
Kirke-Leksikon for Norden siger følgende: „Den hellige Skrift indeholder ingen teologisk Lære herom. Den ældre Teologi søgte med Urette Udtalelser eller Antydninger om Treenigheden i G[amle] T[estamente]. . . . I Oldkirken fastholdt man længe Troen paa Faderen, Sønnen og Aanden, uden at man anstillede dogmatiske Undersøgelser over deres indbyrdes Forhold.“ — 1929, bd. IV, s. 609.
Gads Danske Bibelleksikon siger: „Læren om t[reenigheden] blev udviklet i oldkirken, og den var et forsøg på at udtrykke det kristne gudsbegrebs egenart ved hjælp af begreber, der var hentet fra græsk filosofi. . . . Der er almindelig enighed om, at der ikke i Ny Test. findes nogen lære om t., og det eksegetiske spørgsmål bliver derfor, om der i Ny Test. findes holdepunkter for denne formulering af det kristne gudsbegreb. I denne forbindelse har man i første række henvist til de steder i Ny Test., hvor vi møder den treleddede formel: ’Faderen-Sønnen-Helligånden’. . . . Disse steder kan . . . ikke betragtes som det primære grundlag for læren om t. . . . Ny Test. er fremmed for de senere oldkirkelige spekulationer vedrørende forholdet mellem de tre ’personer’ i Guds ’væsen’.“ — 1982, bd. III, sp. 598, 599.