Troede jeg kendte ham...

Jeg har kendt en mand i næsten syv år. Vi har vist prøvet næsten alt sammen... boet sammen, boet hver for sig, været kærester og i perioder "kun venner". Jeg har hele vejen igennem gerne villet det hele med ham, men han har hele tiden sagt at han ikke vidste hvad han ville. Sidste sommer gjorde jeg det forbi med ham, fordi han (igen) trak sig væk fra mig. Jeg orkede ikke længere at mærke smerten ved at elske ham uden at føle at det var gengældt. Ved juletid begyndte han at ringe til mig og fortælle hvor ensom han var og hvor meget han savnede mig. Vi mødtes og alle mine følelser for ham dukkede frem igen. Jeg forsøgte at holde fast i at det ikke kunne nytte noget, men bare det at se ham igen var nok til at slå benene væk under mig. Jeg elskede ham stadig og i Februar kontaktede jeg ham og fortalte ham at jeg ikke kunne/ville undvære ham i mit liv. Han fortalte mig at det var for sent. Han havde fundet en anden. Alligevel så vi hinanden et par gange efter. Han ville have at vi skulle være venner, men jeg kunne ikke holde ud at se ham, når han samtidigt var sammen med den anden. Jeg ved ikke om det var min sårbarhed der tiltrak ham, men han inviterede mig ud at spise og i biografen og inden længe endte vi med at være sammen igen. Vi var "nyforelskede" men den anden kvinde ringede og skrev til ham hele tiden. Jeg sagde at han var nødt til at vælge for jeg kunne ikke holde ud at han også var sammen med hende. Han kyssede mig og sagde at jeg intet havde at frygte. Han "dyrkede" kun mig. En aften hvor han havde inviteret mig og min søn ud at spise brændte han mig af. Næste dag sagde han at han havde været hos hende, men ikke været sammen med hende. Jeg blev stiktosset over at han stadig så hende og endda lod mig sidde all-dressed-up for at være hos hende. Han svor at han ikke havde noget for med hende og lovede mig at fortælle hende at han var sammen med mig igen. Kort efter begyndte han igen at opføre sig underligt... ringede ikke og tog ikke sin telefon når jeg ringede. Alligevel valgte jeg at stole på ham, for et forhold uden tillid er i mine øjne meningsløst. Indtil for et par uger siden, for da opsøgte han mig og fortalte at han havde været hos lægen og fået konstateret klamydia. Han indrømmede at han havde været sammen med hende samtidigt med at han kom sammen med mig. Påstod at hun ikke betød noget og at det ikke var meningen at jeg skulle have haft det at vide (!) Min reaktion var at bede ham gå ad H til. Jeg ved ikke om han ved hvor ondt det gør at blive holdt for nar af den man elsker... Jeg har været ham tro i al den tid jeg har kendt ham. Troede virkeligt at han var manden for mig, men nu forstår jeg hvor lidt man i virkeligheden kender et andet menneske. Hans løgne har ætset sig ind i mit sind, og jeg ved at jeg aldrig vil kunne tro et eneste ord han siger igen. Men FUCK hvor er det svært at skulle indse at han ikke er den jeg troede han var. At skulle undvære ham.

og det er ikke for at hælde salt i såret.
Men du skriver ". Jeg har hele vejen igennem gerne villet det hele med ham, men han har hele tiden sagt at han ikke vidste hvad han ville.
I har helt klart manglet noget kommunikation der, du har ikke opfanget hans tvivl tydelig nok.
Du har vist fået lagt mere i forholdet, end han har været parat til at give.
Istedet for at gå og blive bitter, så brug det frem over til at passe bedre på dig.
Hvis du høre igen, at han ikke ved hvad han vil, så er han ikke den rette.
For din skyld håber jeg, du ikke giver efter igen.
Han har jo givet dig hvad han formår, men ikke hvad du har brug for.
Når du har forliget dig med det, så kan du starte søgningen af ham der kan og vil give dig det du søger.
Jeg håber forresten for din skyld at du har været en tur til lægen.

jeg føler med dig søde. Tror at der findes en bedre mand derude, kun til dig 🙂
Men det gør ondt og når følelserne stadig er der så er det ikke nemt da.
Jeg har læst en bog der hedder: kvinder elsker for meget.. af Robin Norwood, prøv at låne den på bibloteket.
Til slut vil jeg give dig et kram og ønske dig alt held og lykke 🙂 knuzz fra grop66[l]

- timing er alt. Nu er I kommet dertil at han faktisk vil dig - og så vil du sige han skal skride ad H... til.
- Har du glemt du ringede og sagde du ikke ville undvære ham i dit liv? Hvad mente du? Kan han regne med DIG?

og videre

Han lyder til at have såret og svigtet dig for mange gange.
Jeg er bange for at det eneste rigtige vil være at droppe ham helt.
Det gør ondt, ja, men i længden vil det med hele tiden at blive svigtet gøre endnu mere ondt.
Sørg for at bruge noget tid hvor du kan tænke kun på dig selv, være sammen med venner/veninder, gøre gode ting for dig selv.
Kom ovenpå og så kan du igen begynde at søge dig om efter en, en der vil være den rette for dig - i mine ører lyder han ikke som den rette, men jeg ved godt hvor svært det kan være at tage det endelige skridt, jeg har selv været i en situation hvor det hele tiden var on/off og så i tvivl, så prøver man igen. Hold op en lettelse da det var definitivt slut.
Han og jeg er venner i dag, gode venner og intet mere, jeg føler mig ikke tiltrukket af ham på den måde, så den kæreste jeg en dag får vil intet have at frygte
Jeg tror virkelig det vil være det bedste for dig at gøre det forbi med ham
Held og lykke hvad end du vælger :-)

Og gode tanker. Der er meget at tænke over. Kun forstår jeg ikke hvordan nogen kan udlede af min historie at han "endeligt er nået til at ville have mig"? Det er jo netop det han IKKE ville... Han ville have det hele. Min kærlighed og sex med både mig og den anden.

Bærer selv på det samme. Omvendt selvfølgelig da den man kendte var en pige.
Når man elsker en uden at blive elsket rigtigt tilbage, så er det svært og især fordi når man falder for en så er det altså den skønneste i verden og ingen skal ændre på det. Selv ikke det han/hun gør. Man elsker dem alligevel.
Kun et råd. Slip af med de klamme ting og elsk dig selv lidt. Det er OK at være en vildkat når man nu har det sååen

Selvfølgeligt betyder det meget at have elsket en. Der er dog et stort men. Jeg ønsker somme tider at jeg aldrig havde mødt ham, for han trængte alt for dybt ind under huden på mig og jeg kan ikke finde ud af at komme videre. Jeg forsøger at fortælle mig selv, at jeg ikke må tænke for meget på ham og alt det, der er sket, for smerten og sorgen er ved at drive mig til vanvid. Jeg prøver at fokusere på de gode ting i mit liv, min søn og mine venner, men alligevel er han det sidste jeg tænker på inden jeg falder i søvn og det første når jeg vågner igen. Jeg har forsøgt at "nedgøre" ham i tankerne... at fortælle mig selv at han er et dumt svin og ikke mig værdig, men det virker ikke ret lang tid ad gangen. Han var min bedste ven, det troede jeg i det mindste, og jeg savner ham hele tiden. Nogen der ved hvordan man kommer videre herfra??

Det var aldrig min mening at gøre dig ked af det og ja det har også påvirket mig at du ikke er der mere ......

Dybt ind i sjælen. Du viftede mig om næsen med det jeg ønskede mest i verden... og rev det fra mig igen. Morede du dig? Du er ikke noget dårligt begavet menneske, og du burde vide at andres følelser ikke er en legeplads.Jeg elskede dig.....

Men Dulkis har nu lidt ret der.
Det er nemt at være forarget og såret. meget sværere at ikke vide hvor man står.

Er det ikke sådan det hænger sammen. Dulkis har ikke ret. Han har ikke sagt at han ville have mig EFTER at han var mig utro. Tværtimod mente han at det ikke kom mig ved hvad han foretog sig og hvem han var sammen med.Han sagde i telefonen at han ikke gad høre mere på mig og at vi jo skulle videre derfra. Da jeg spurgte ham hvordan vi kom det sagde han at det var da nemt løst: Vi skal bare ikke ses mere!.... og sådan er det gået.