Tror I på den Eneste Ene?

Sad lige og så DR1 interviewe instruktøren af "De Grønne Bude" og en af skuespillerne, og så faldt samtalen på "den eneste ene" som vor tids store myte. Jeg tror, der blev sagt, at myten om den eneste ene spænder ben for at vi møder kærligheden, fordi vi går og venter på denne ene person og dermed ikke har øje for, hvad der er foran os.
Jeg har selv fornylig haft en længere diskussion om "den eneste ene" og "soulmates" med en veninde. Hun tror fuldt og fast på den eneste ene, og det gør jeg så ikke (længere). Jeg tror, at vi igennem livet vil møde mennesker, som vi tiltrækkes af og som vi harmonerer godt med. At vi udvikler os og hvis vi ikke passer godt på vores forhold, sagtens kan udvikle os væk fra hinanden.
Og så synes jeg, at der er noget rigtigt i, at troen på den eneste ene og drømmen om den STORE kærlighed godt kan spænde ben for både at finde en partner og at få et parforhold til at fungere. Hvis forventningerne til kærligheden er alt for urealistiske, så vil man altid blive skuffet - for hvem kan i grunden leve op til Hollywoods og kærlighedsromanernes "Happy End"...
Men hvad siger I? Og er der forskel på mænd og kvinder? Bliver kvinder i højere grad flasket op på lyserøde myter om prinser og prinsesser og leve lykkeligt til deres dages ende?
Laxmi

Den diskution har jeg også haft med en.
Nej, vi bliver ikke flasket op til en lyserød drømmeverden. Vi lærer at være kærlige og at ønske det samme.
Jeg tror vi er mere følsomme "væsner", men de fleste af os da trods alt med realitetssans.
Der er mange der kan være den eneste ene, det er vel og forhåbenligt et aktivt valg man træffer, selvfølgelig med hjertet som guide, for så er det da langt lettere at elske hele livet ( eller bare længe ) hvis man hver dag beslutter at den man er sammen med er den eneste ene.
Jeg tror i hvert fald ikke på at der er en enkelt mand derude der er bestemt til mig. Og det tror jeg heller ikke selvom jeg er kvinde.

Vi lærer ikke at være -nixen
Vi er kærlige
Ja vi er kærlige

hvem kan være mere kærlig end Pia K.
Kan du se ?

Vi ER kærlige.
Vi lærer at dyrke det.
Og P.K. er nok kærlig på sin egen måde. ( Det håbes da. )
Kan se at det defineres forskelligt. Tager jeg til mig!!!

Pia K følelse er lige med Mary's hårdt job
Og alle vil være prinsesse og følsomer JA DA

Selvfølgelig ser mænd sig ikke som enlige forsørger. Selv om der faktisk blev ligestilling, dvs at kvinden kunne forlange, at han tog ungen hvis han eksempelvis fandt på at skride under graviditeten, da kan han bare trække hende igennem en faderskabssag og igennem retten, så er ungen lidt over et år, før han står som far på papir og så har moren så stærke bånd til barnet... smart ikk:-)
nemt at være mand og slippe for det hårde slid med børn

.......måske ikke den eneste ene...måske har det hele en højere mening. Måske man igennem livet møder forskellige partner for derigennem at lære et eller andet. Vi er også underlagt valg.... af og til træffer vi dårlige valg.
Det ville da være betryggende, -om der var mening med galskaben :-)

Kære M35Kbh,
Jeg synes, at du peger på noget meget væsentligt, nemlig at forholdene mellem kønnene har ændret sig, især økonomisk. Før i tiden var der nok mange, der blev sammen, fordi der ikke var andre muligheder (især for kvinderne, som var hjemmegående og som ikke nødvendigvis havde nogen uddannelse eller arbejdserfaring). Når jeg tænker på min bedsteforældres generation, så var det i høj grad tilfældet. Ægteskabet var måske ikke specielt "lykkeligt" (hvad det så end er), men man blev sammen fordi det var nødvendigt og fordi der var et fællesskab om at få tingene til at fungere indenfor nogle relativt snævre økonomiske rammer.
I dag er kvinder selverhvervende og tendensen er at kvinder er bedre uddannet end mændene. Så det der skal få to mennesker til at blive sammen, er ... kærlighed!!! Og her er mit spørgsmål så, om den romantiske myte vi har i den vestlige kultur om "den eneste ene" og "den store kærlighed" giver kærligheden trange kår, fordi vi har så store forventninger til hvordan "kærligheden" skal se ud. Måske er det derfor så mange mennesker jagter "forelskelsen", fordi den bliver sat lig med kærlighed: stormende følelser, lidenskab, passion, stærk sexuel tiltrækning. Men når dagligdagens trummerum sætter ind, så er det vel at kærligheden skal stå sin prøve - og ofte fejler (taget den høje skilsmisserate i betragtning).
Men er det en del af myten at tro på "livslang kærlighed"? I dag er der meget fokus på skilsmisse og utroskab i parforhold, og måske er det fordi at det ikke er muligt at være med den samme hele livet - og stadig elske det (det er der vist en bog, der hedder). Her i slutningen af trediverne og starten af fyrrerne ser jeg i hvert fald mange skilsmisser og brud i omgangskredsen: folk som er vokset fra hinanden. Er det et udtryk for en voksende egoisme og selv-realiseringstendens. Eller skal vi måske til at revidere vores forestillinger om kærlighed og parforhold.
Jeg synes i hvert fald, at der er et misforhold mellem virkeligheden og de billeder på kærlighed, som vi massivt udsættes for på film. Og er ikke i tvivl om, at det medvirker til nogle forkerte forestillinger om ægte kærlighed.
KH
Laxmi

Det er et godt spørgsmål jeg tror man skal havde haft en rigtigt forhold og noget livsefaring for man kan besvare det spørgsmål
Jeg tro selv på en blanding af de 2 ting du nævner jeg tror på der er en der ude som er måske er mere egenet til dig end de andre du har været tiltrukken af ! men jeg tror heller ikke på at det er den store kærlighed og nu kan du bare lægge dig tilbage i forholdet og tænke "ummmm hvor dejligt der kommer aldrig problemer i det her forhold" !

i mange år at der var een bestemt, ens skæbneven der var derude et sted. Jeg kæmpede hårdt for at få ham. Det varede 11 år, fyldt med blanding af frygt og håb. Himmel og helvede. Da han skred fordi jeg blev syg, var jeg i det mindste helbredt for den "vrangforestilling" om at der kun er een der er den rigtige. Jeg har haft rigtig lang tid til at filosofere over netop dette emne. I dag tror jeg at man kan møde et menneske der har en kemi der passer perfekt til ens egen og at man kan føle at det menneske, dybest set, vil en det godt. Og omvendt. Det er det jeg er nået frem til. Det var svært at slippe drømmen, men den slap med et klask og det føles på en måde,meget mere rigtigt nu. Men STORT spørgsmål er det jo. Og nok også et af de ældste, overhovedet

Hør her
Hele dette fænomen omkring den eneste ene, er i bund og grund velsagtens det eneste der holder os gående. Kærlighed er livets nektar. Det har det altid været og det vil det også altid være.
Problemet!
Er at vi i et stort omfang er blevet liggende på jorden, når vi er faldet. Da vi var små sagde mor bare "op igen!" og hjalp os op. Men som årene går får man mere ansvar, og dermed også ansvaret for at hjælpe sig selv op igen.
Det jeg siger er at når/hvis vi er blevet såret, på den ene eller anden måde, så har vi i høj grad pålagt os den tendens at fravælge kærligheden fremfor at lade det gøre ondt endnu en gang.
Folk holder med andre ord op med at TRO på kærlighed. Førhen var man bedre til at acceptere at hjertekval og kærestesorger var en del af det at leve. Selvfølgelig gør det da ondt, ellers ville det ikke være godt. Kærlighed afspejler et helt livs smerte, men også et helt livs lykke.
Der er faktisk ikke mange som virkelig tror på kærlighed mere. Det er blevet en rædsom trend at være single og bare være sammen med så mange som muligt. Og ifølge de mennesker som netop udlever denne trend, er det deres opfattelse af at nyde livet og have det sjovt.
Men vi ved jo alle at man bliver ensom og tom uden kærlighed, så lykkelige nægter jeg at tro på de er.
Lad os håbe at denne trend går af mode og at folk på den måde genvinder troen på kærlighed. At folk igen får energi til at orke, at bearbejde et knust hjerte og komme på fode igen.
Mht. det med den eneste ene så tror jeg ikke på den skæbnesbestemte udgave at dette. Jeg tror på at nogen er bedre for nogen end andre, og at den eneste ene kan være mange.

Der findes da ikke et parforhold uden problemer - og er det to der vil hinanden nok, kan de fleste problemer løses!
Men jeg indrømmer, at jeg tror ikke på nogen eneste ene ....jeg tror på at man passer bedre sammen med nogle mennesker end andre...og så er det om man kan være heldig nok, til at "sætte sig på nålen i høstakken"!
Nogle gange involverer det at man tager nogle risici, og dermed kan vinde eller tabe!
Som nogle måske har læst, har jeg lige tabt ...det gør ondt, er svært osv, men jeg skal nok komme videre med mit liv og finde troen på manden igen🙂og måske også troen på manden for mig ;)
Smil
Hende der smiler

Jeg har haft flere lange forhold og egentlig aldrig tænkt på "den eneste ene" når jeg har mødt en ny. Istedet har jeg tænkt, at jeg var heldig, at kunne blive forelsket igen gang på gang og være lykkelig sammen. Der er så mange eksempler på, at folk ikke er lykkelige når de tvinger sig selv til at blive i et forhold - ikke at jeg ikke mener, at man skal arbejde for at få ting til at fungere og at man da ikke sådan lige forlader mand og børn bare fordi man er utilfreds. Men da jeg ikke ahr nogen børn ser jeg det som et privilegie at være lykkelig forelsket nu for 4. gang i mit liv. og her fjerde gang tror jeg , at jeg har fundet manden jeg gerne vil giftes mred, have børn med, hus og kat med :-) og det vil jeg arbejde ihærdigt på til døden os skiller !!!
God jagt til alle jer andre
vh den heldige

Jeg tror faktisk på den eneste ene. Det kan godt være, at jeg er en drømmer, der bilder mig selv en hel del ting ind, men jeg mener, at jeg har fundet den eneste ene. Og det mener jeg virkelig. Der er ikke kun tale om en kærlighed ud over alle grænser, men også en samhørighed, som jeg aldrig har oplevet med et andet menneske. JEg tror på, at min mand er den eneste ene. Da vi mødte hinanden, vidste vi med det samme - inden vi overhovedet havde åbnet munden - at vi var hinandens eneste ene. Jeg vidste, at ham skulle jeg leve sammen med resten af mit liv, og selv om jeg overhovedet ikke kendte ham, vidste jeg præcis, hvordan han var. Hvilke ting, der var vigtige for ham, og hvad han prioriterede. Jeg var slet ikke bange for at gå ind i et forhold med ham, for jeg vidste, at vi ville samme vej, og at han ville holde min i hånden hele vejen.
Det er svært at forklare, hvordan det var, og hvordan det er nu. Men jeg ved, at han er min eneste ene. Et eller andet sted tror jeg, at der er den eneste ene et eller andet sted for alle, men jeg tror ikke, at alle er så heldige at finde den. Men hvis man gør, holder man sammen for altid, og man ved det bare. Det tror jeg. Sådan er det i hvert fald for mig.

Enig, kvinder (og sikkert også nogle mænd) går og leder efter den perfekte kæreste eller den eneste ene. Og det spænder ben for at man nogensinde finder nogen. Det kan sikkert også ødelægge nogle forhold.
Jeg tror ikke på den eneste ene, statistisk set er det noget vrøvl. Ud af 3 milliarder kvinder på jordkloden skulle det være temmelig usandsynligt at jeg ikke kan matche lige så perfekt med en anden kvinde end min kæreste. Men efter som jeg var 28 da jeg endelig fandt min kæreste som jeg fungerer "perfekt" med så vil det statistisk set tage mig 28 år mere at finde sådan en kvinde igen hvis jeg da ikke effektiviserer min kvindejagt. Men der er heller ikke noget der indikerer at jeg skal på jagt igen.
Vh Jacob

at næste gang jeg bliver født kommer kærligheden.

..og som regel ikke den type vi tror det er..

...... Jeg tror ikke på den eneste ene, jeg tror at det er noget man gør en Person til......

Jeg tror ikke på den eneste ene. jeg tror det kan opleves sådan, fordi man er modtagelig i en grad der gør at man er hurtig til at tune sig ind på den anden og acceptere ham/hende. Det er nok i virkeligheden kun nogle ganske få, man overhovedet ikke kan være partner med.
Men altså at det kommer mere ud på ens personlige , følelsesmæssige udvikling, end på hvordan den anden er, ikke er.
Endelig mener jeg at der er en kær romantiseren over begrebet den eneste ene, som er meget fint, men som ikke skal tages for alvorligt og tror man for meget på den og sidder og venter og savner, så bliver det måske mere en undskyldning i forhold til at være kræsen, som dækker over en generthed og manglende selvtillid.
Soulmate er et svært begreb, jeg tror som du siger at det er udvikling sammen, der skaber fornemmelsen af soulmate, psykologien bag er nok, at vi alle er meget mere ens i hovedet, grundlæggende end vi har lyst til at erkende. Vi vil gerne være enere, have karakter, være særlige, men vi indeholder alle sammen de samme følelsesregistre og behov, så faktisk tror jeg utroligt mange kan finde massere af ,,de eneste enere,, hvis de bevæbner sig med lidt buddhistisk visdom, nemlig tålmodighed og tolerance.
Hvis man stiller alt for høje krav til sin kommende partner, fordi man er hoppet på al romantik-bølgen, så kan det give frygteligt bagslag i form af dyb ensomhed og utilfredshed med sit liv. En nem regel er at være selvbevidst om sine egne dårlige sider og så ikke forlange mere af sin kommende partner, end det niveau man selv kæmper med.. så passer man godt sammen...
Og selvfølgelig kan man vokse fra hinanden fordi man ender med at ville noget forskelligt med sit liv. Det finder jeg helt naturligt og til den tid er det et spørgsmål og at erkende det uden sorg, og i stedet glæde sig over den gode tid man delte og også glæde sig over at man nu ved hvad man vil videre med.
Den eneste ene, er sgu også en måde at hæmme sig selv på idet man ved overdreven standhaftighed kan kede hinanden til døde, bare fordi man har teoretiske forestillinger om at et eviglangt forhold er det lykkeligeste. Man kan jo også ende som to gamle sure, der hænger på hinanden i fælles pineri.
Det er jo om at finde en balance mellem selvdisciplin og fælles fodslag og samtidigt nyde og realisere. vi lever i en tid med ekstrem frihed i forhold til de gamle dages fornuft-arbejds-ægteskaber bønderne i 1600 levede under, så hvorfor ikke udnytte den frihed?- det er udvikling menneskeheden har overlevet på, så det er noget jeg tror vi skal, ikke noget vi bare kan lade være med.
vh.

Jeg er mand og jeg opfatter det sådan at mænd både kan se sagen fra en meget praktisk side, men også kan være meget mere ungpige-romantiske end gennemsnittet af kvinder. vi mænd vokser op i en kvindeverden af pædagoger gennem vore ungdom og får ikke lært ret meget om vores følelser i forhold til pigerne. Det bliver i hvert fald tit lidt for meget fra kvindesiden vi skal se tingene.
vi bliver romantiske omkring parforhold og har store hjerteskærende poesi-drømme, som kan være slemt skuffende at opdage, når virkelighedens almindelighed kræver vores nærvær og vi står ret magtesløse og har ikke lært arbejdet i at tackle konflikter og arbejde sammen. Vi bliver stive og laver splitting og hele registret af mandefølelser skal lyn-læres og den logiske løsning er at trække sig væk og lave afstand og se kvinder som meget fremmede individer, slet ikke soulmates.
Det er jo et paradox at mænd inderst inde er mere ,,den eneste ene,, romantiske end kvinder, de holder det meget hemmeligt og håber bare på at det lykkes, uden at ane hvordan de kan arbejde sig derhen. Det er grumme synd at mænd ikke får lov til at udvikle sig som mænd og at følelser stadig er så meget et kvindedomæne, at mænd tit føler sig lidt bøssoide, når de skal snakke følelser.

Det kan godt være at vi har frihed og alt det der med kvindernes frihed. Syntes de lever for højt og kun ser tingene i deres perspektiv. Venner er for livet. Hvorfor så ikke kærester/Partner.
"Noget er gået af mode" :Man skal være glad for det man har!
Menneskets grådighed har ødelagt verden. Verden er ikke skabt til en så stor udvikling som idag. Den bryder langsomt ned og det kan man se.
Mit råd: Små unge kvinder, få dog fingeren ud. Har i også kun venner for en periode? OG! Hvad hvis der blev en mandefrigørelse i anden karakter.

Alle vil gerne -nåååååååå
Men vi har Mary -vil siger
Men vi har Per K.-vil siger
Og du vil have den plads -nåååååååå

<--------------(Venner er for livet )----------->

Først og fremmest må i tænke på, at det eneste, som styrer her i verden er ikke den eneste ene, men "www.Silkroadonline.net"

Jeg er kvinde, og nej, jeg tror ikke på den eneste ene, men det betyder ikke, at jeg hopper på hvem og hvad som helst, der byder sig til.
Jeg er blevet ekstremt kvalitetsbevidst, jo ældre jeg er blevet, og selvom det "kun" er en jeg skal være sammen med i X antal mdr., eller år, skal han stadig have nogle af de kvaliteter jeg også ville ønske, hvis det var et livslangt forhold jeg ønskede/troede på - for det er helt ærligt spild af tid at nøjes.
Jeg synes tit det stilles op som, at dem der tror på den eneste ene, er mere kritiske og besværlige end os, der tror på seriemonogami. Sådan mener jeg ikke det hænger sammen, for som sagt vil jeg have kvalitet, uanset hvad omfanget af forholdet er.
På ét punkt tror jeg dog på "den eneste ene", og det er ham der skal være far til mine børn. Han skal være det for livet, så der SKAL jeg simpelthen vente, til den helt rigtige dukker op - eller alternativt vælge en anonym donor, som aldrig skal være i mit eller børnenes liv.
I mange tilfælde tror jeg mere på, at det er dét kvinder (og nogle mænd) søger efter. Det handler mere om, at det skal være en god, solid partner at få børn med, og de hænger altså ikke lige på træerne.

Jeg tror godt man kan finde "den eneste ene" jeg har ham selv, vi har været sammen i 15år siden vi har kun henholdsvis 15 og 16år.
Det med at vokse fra hinanden eller udvikle sig i hver sin retning, tror jeg i fleste tilfælde sker hvis man ikke giver plads til hinanden i ens forhold. Jeg har aldrig "forbudt" min kæreste nogle af hans drømmer og heller ikke omvendt - på den måde tror jeg man for lov til at vokse sammen og ikke hver for sig
Bare lige en tanke.....

Jeg tror at vi kvinder (også mænd) bliver trætte af dagligdagens kedelige tomrum. Jeg tror ikke der er nogle som drømme om et liv med diskussioner med ungerne, forældremøder, stresset arbejdsdage, for korte weekender, aften efter aften præget af snorken foran tv'et, for lidt overskud til sex (gælder begge parter)ulvetimer i supermarkedet, skænderier om vasketøj og for høje regninger. men dette er hvrdag for mange ægteskaber efter en rum tid. Og så ender vi i egoisme, vi vil have mere, vi holder op med at tale sammen, og vender os til vores venner, kollegaer eller total fremmede hvilke kan ende i utroskab eller at vi "vokse" fra hinanden. Vi drømte ikke om at den eneste ene skulle være i form af sidespring.
Jeg tror mange i ungdommens naivitet drømmer om den eneste ene, men at vi med tiden bliver mere realistiske. Det gælder både mænd og kvinder. At kvinder i højere grad kan se sig selv som enlig forsørger skyldes noget helt andet. Hånden på hjertet, hvis der virkelig var ligestillig på forældremyndigheden, så mændene i lige så stor udstrækning fik børnene ved skilsmisse, så var der ikke lige så stor skilsmisseprocent!!! Det er de færreste kvinder får børn for at aflevere dem til faren. Og slet ikke både 2 og 3 gange!!!
I dag bliver de fleste skilsmisser gennemført på foranledning af kvinden. Det ville ikke ske i samme udstrækning hvis hun var i risiko for at miste sine børn. så ville hun nok betænke sig lidt før hun besluttede sig for at være "træt af det hele".
Hvis der er noget jeg har lært efter 14 års ægteskab så er det at det er hårdt arbejde og at man skal være parat til at gå på kompromis med sine egen ønsker.
(jeg kan faktisk godt forstå at der er mange som opgiver undervejs)
mille

ofte udvikler mennesker sig ikke i samme takt, så det er sjældent at en skilsmisse sker i overensstemmelse med begge parters følelser. Og at sætte hinanden fri, er vel noget af det sværeste, der findes. Det kræver reelt en kærlighed, der går udover den romantiske kærlighed om den eneste ene.
Laxmi

Jeg tror på den eneste ene... fordi jeg netop har mødt ham for under 3 måneder siden.. Han er simpelthen min soul-mate og manden i mit liv..
Desværre er forholdet dømt til undergang fra starten, for ingen af os er fri til at kunne gøre, hvad vi allermest har lyst til.

Life sucks... :-(

Kvindernes økonomiske frigørelse har absolut stor betydning for skilsmisseraten og heldigvis for det.
Det med at kvinderne så efterhånden også synes at blive mere veluddannede giver et helt andet problem. Nemlig at de kvinder så må finde partnere med kortere uddannelser, men det vil de sikkert ikke.
Jeg har det ligesådan... Det drejer sig ikke om snobberi, men om at føle sig forstået og at kunne kommunikere på fælles præmisser.
De kvinder jeg har kærestet med som har haft kortere uddannelser har været nogle rigtig dejlige kvinder, men man snakker ikke ligeså godt sammen og det bliver et problem i længden.
det korte af det lange er bare at der er meget surt i at være i et længerevarende forhold og det må man bare æde. Man kan selvfølgelig også søge videre og droppe kæresten/ægtefællen.
Men jeg læste om en undersøgelse der sagde at de fleste af de folk som giftede sig 2. gang oplever de samme problemer som første gang og fortryder at de ikke var mere vedholdende første gang.
Personligt kan jeg i al fald godt se det samme mønster køre igen i mine egne forhold, der er jo nogen bestemte typer man tiltrækker, og jeg oplever varianter over de samme konflikter gang på gang.

din pointe med at den næsten automatiske ret til børnene gør at kvinder i højere grad tager initiativ til at stoppe et ægteskab...
Du har nok ret i at flere villle "give det en chance til" eller negativt formuleret "vil forblive i et halvdårligt ægteskab", hvis det ikke forholdt sig sådan..
Nu er målet jo ikke at folk skal blive sammen i dårlige ægteskaber fordi de ikke vil miste børnene, men at de skal lære at forholde sig realistisk til tilværelsen selv om den er røvsyg halvdelen af tiden.

Udtrykket "den eneste ene" er vist gennem tiden blevet udviklet af dagdrømmere.
"Du bliver dine valg" er et andet, og særdeles godt, udtryk.
Mennesker kan sagtens forelske sig i mange personer gennem livet. Forudsat de giver sig selv lov.
At være bevidst om sine behov, giver langt bedre styring af behovsdækningen.
Realisten har således størst chance for et godt kærlighedsliv. Denne ved nemlig godt at ex.vis utroskab er ødelæggende for tillid og selvrespekt.
Rationelt at styre sin behovsdækning giver størst styrke. De løbende sejre befordrer yderligere styrke.
Dyrisk lever mange mennesker et liv, hvor behovsdækningens "autopilot" uoverskueligt trækker dem gennem livet.
Da kvinden oftest er den der betaler prisen for den stærke seksualdrift, så opdrages hun af sine forældre til idealet "den pæne pige".
Således bliver hun i en meget ung alder bevidst om mændenes egoistiske forsøg på at erobre hendes uskyld.
Heraf fødes drømmen om den rene/uskyldige mand - prinsen på den hvide hest !
-- 00 --
"Den pæne pige" har kvinder ofte taget så meget til sig, at det begrænser deres seksualitet i ægteskabets forhåbentlige trygge rammer.
Et nyt emne kunne således være; om det er udtryk for generel mangel på tryghed/tillid til deres ægtemand ?

Jeg kender et par, som har dannet par i - tjah, det må være 23-24 år nu, siden de gik i 3. klasse. Når jeg kommer til min gamle by og besøger dem, så virker de stadig lige så nyforelskede som da de begyndte at flirte med hinanden i 3. klasse som jeg husker det...DÈT er sgu sødt!
Men det er desværre idag de færreste beskåret. Netop fordi specielt mange kvinder foretrækker at en fyr har været sammen med mange piger før han binder sig. Mange kvinder er nemlig lige præcist så hjernedøde, at de tror alle fyre har behov for at "løbe hornene af sig", som det så flot hedder...

...fandt hende og mistede hende igen på grund af min egen dumhed og barnlighed.

Dit indlæg hjalp mig mit en krise, ofte er det svært selv at finde ord på så er det rart pludselig at falde over nogen andre har gjordt det for én ;)

jeg mener at den eneste ene findes.Det har noget med held at gøre og som at finde nålen i høstakken.Min eneste ene er min soul mate og vi har været sammen i over 30 år.Vi mødtes i Spanien for over 30 år siden og jeg vidste da jeg så ham første gang at det var ridderen på den hvide hestSElvfølgelig har der været problemmer,det er der i et hvert par forhold,men vi holder sammen og kunne aldrig forestille os et liv uden hinanden.Vi er hinandens bedste venner.Som sagt,det kommer helt an på om man er så heldig at finde hinanden.

helt klart på den eneste ene. men giver dig ret i at nogen gange har man så travlt med at finde den eneste ene så man ikke ser hvad der er lige foran en.... jeg har fundet den eneste ene og tror ikke at vi på nogen måde kan skuffe hinanden men man skal bare altid huske at selvom man passer perfekt sammen er man ikke ens og man er 2 mennesker der er opdraget på 2 forskellige måder og har mange forskellige oplevelser, men så længe man sørger for at gøre plads til hinandens forskelligheder og nyder de ting man har sammen så kan jeg ikke se det går galt.
tror en af grundene til at det tit går galt idag er fordi folk tænker for meget på sig selv i stedet for hvad de kan gøre for andre fx deres partner :)