Troskabet under stigende pres !??

I forlængelse af sidste indlæg om forført – selvforskyldt eller uforskyldt rejser jeg nu følgende debat med udgangspunkt i citatet fra digteren Albert Camus, som siger…at elske betyder at indvillige i at blive sammen. Derfor er troskabsløfte på tid imod kærlighedens natur!
Forudsætninger for stabilitet i ægteskabet, familielivet og partnerskabet anser jeg for at være under voldsomt pres, fordi grundlaget for at indgive troskabsløfte overfor hinanden har ændret sig radikalt i løbet af sidste årtier. Med øget ligestilling, små kernefamilier med max. 2 ønskebørn, ændret familieroller, mere åbenhed i forhold til privatlivet, stigende ansvarsforskydelse af børns og unges opdragelse fra hjem til samfundet, øget personlig frihed til at vælge sit eget karriere og livsstil og mange andre samfundsmæssige forhold bringer ligegyldigheden, tomheden og anonymiteten ind i det moderne samliv – og det lægge pres på vores troskabsløfte.
Samtidigt blomster alternative samlivsformer med prøve-forhold, papirløse ægteskaber, parallel samliv og social-elektronisk netværk på forskellige intimitetsniveauer. For mig set handler det om løse parforhold, hvor man egentlig vil prøve, om det går, om man passer sammen, inden man binder sig. Er det en naturligt udviklingstendens, fordi vi ikke længere i vores samtid har tid og muligheder for at møde hinanden som tidligere, så vi kunne gennemgå intellektuelt, sprogligt og seksuelt modningsproces.
Er denne form for moderne samlivsform dybest set ikke i strid mod kærlighedens natur og dermed medvirkende til en undergravelse af eksistensgrundlaget for vores troskabsløfte???

og havd skal vi gøre ved det?

Men kan du forklare dem, at de roder med deres liv, når fredagsknaldet absolut skal flytte ind om søndagen?
Prøv at læse nogle af trådene herinde. Folk der lever sammen behandler hinanden med mere kulde en de behandler købmanden henne på hjørnet.

citat:"at elske betyder at indvillige i at blive sammen".
Jamen det kan man jo også - blive sammen - selvom der er utroskab inde i billedet! Sådet er vel ikke det, der er det egentlige problem. Men nok mere hvordan vi lever sammen.
Et andet problem er at kunne administere den større frihed - som jeg personligt vil mene er et gode - ved den moderne livsstil! Vi lever jo mere fragmenteret end nogensinde,og det gælder indenfor snart sagt alle områder, og derfor også i vores ægteskab.
"Tilværelsens ulidelige lethed" er vi nok mange der ligger under for...mig selv inclusiv. Desuden er der den større åbenhed kønnede imellem, som jo ikke kun er et gode! Mange oplever en ægte kærlighed til andre end deres partner, dels gennem arbejde og gennem fritidsaktiviteter. Og hvordan vi skal kunne styre disse følelser som opstår, er jo spørgsmålet. Det gør virkelig ondt i sjælen at skulle afvise, være NEUTRAL overfor et menneske, der vækker stærke følelser som KUN burde være rettet mod ens partner. Om de følelser er "rigtige" eller "forkerte" gider jeg ikke diskutere herinde, da man ingen vegne kommer med moralister i disse anliggender (tænker ikke specielt på dig plexus10).
Men at erkende AT stærke følelser opstår til andre og det på trods af stor kærlighed til ens partner, og finde ud af hvordan vi håndtere disse følelser - UDEN det behøver være en KATASTROFE for ens ægteskab!! - det ville være mere interessant at diskutere. Hm..men det er der jo slet ikke rum for i dette forum, hvor fortidens moral og fastlåste holdninger til tosomhed og kærlighed er dominerende...ikke tåler at blive modsagt.
Så hvordan vi åbner op for en kærlighed, der godt kan rumme stærke følelser for andre end lige "dig og mig og vi to" kunne være en interessant diskussion. FREMFOR at diskutere hvordan vi tæmmer vores følelser for andre og får det moderne menneske tilbage i folden, tilbage i den traditionelle ramme der definerer hvad kærlighed og tosomhed indebærer.
Tror ikke dette forum er det rette debatsted, da der er for mange "puffere" (fra de mange sårede utrosramte herinde) der kommer i vejen for en seriøs debat.
Men vi kan da altid gøre endnu et forsøg..;-)

Kærligheden skal nødvendigvis ikke altid forbindes til parhold, hvor man har indgået et troskabsløfte med hinanden - for at den kan blive personligt meningsdannende. Den kan være flertydigt og gælde i mange forskellig livssammenhæng. Derfor anser jeg din indgangsvinkel til debatten: Troskab under stigende pres som værende relevant og betydningsfuld, også selv om du bruger af dine personlige erfaringer som grundlag for dine udsagn. Men det skal ses i den rette sammenhæng. For et snævert bevidsthed baseret på egne erfaringer, kan ofte give en begrænset - dog forenklet sammenhængsforståelse, så derfor skal der også flere "bløde udsagn/data" til, hvis man vil have et dybere,mere nuanceret og kompleks billed af emnets problemfelt og betydning. I disse tilfælde vil løsningsforslag, kritiske bemærkninger og holdningsspørgsmål også ofte blive diskuteret på et så personligt plan, at andre har svært ved at forholde sig til det. Dermed kan debatten "dø"...
Jeg værdsætter derfor også - som dicegirls - at enhver debat også får mulighed for at komme op på et højere bevidsthedsniveau, dvs. kan perspektivere emnet fra alle vinkler - således at man gennem en højere erkendelse (visioner/tanker) kan forstå de uforståelige og skjulte årsags-virknings-sammenhængskraft. Her undgår du fortabe dig i minimerede og fordomsprægede regler og holdninger, men i stedet får du mulighed for at få en større visdom/forståelse af menneskesjælens mange egenskaber, som er godhed, tilgivelse, omsorg, værdighed, skabende og kunstriske evner - og ikke mindst kærlighedens natur og dens manifisterende magisk evne til at påvirke vores sind og handlekraft.

Det lyder godt alt det du skriver....:-)
Men at tro man selv debatterer objektivt og ikke ud fra netop egne sublektive holdninger (fordømmende som ikke fordømmende) er da at snyde sig selv. F.eks. skinner jeres holdninger jo klart igennem her i debatten PÅ TRODS af påstået objektivitet.
F.eks. udsagnet: "Er denne form for moderne samlivsform dybest set ikke i strid mod kærlighedens natur og dermed medvirkende til en undergravelse af eksistensgrundlaget for vores troskabsløfte??? "
Jamen dette udsagn forudsætter jo dybest set at vi er enige om det du her kalder "kærlighedens natur" ikke? Og hvad er så den..syntes DU?? Kan du rent objektivt forklare hvad den er, så jeg f.eks. kan forstå hvorfor den skulle undergraves af moderne livsførsel????
Vi har alle vores helt subjektive følelse af hvad kærlighed er og hvad den betyder for os, og vi ved alle med os selv NÅR vi føler den er dybest. Men derfra til at kunne afgøre hvad der er "undergravende" for ANDRES kærlighedsforhold eller bare for kærligheden alment talt, er der en stor afgrund: Skellet mellem den der oplever og erkender og den virkelighed de andre oplever og erkender. Så hverken du eller andre kan objektivt udtale jer om hvad derer bedst for kærligheden, ligegyldigt hvor højt et bevidsthedsniveau man mener man befinder sig på, så kan ingen definere hvad der er godt eller dårligt i anliggender der omhandler noget så PRIVAT som følelser.

Jeg erkender, at jeg aldrig kan være helt objektiv - og debattens ordlyd og indhold vil derfor altid være farvet af dels mit menneskesyn og dels min øjeblikkelig følelsesmæssigt tilstand - og derfor vil jeg heller ikke kunne forklare dig rent objektiv, hvad "kærlighedens natur" er for en størrelse.
Måske kunne debatoplægget været formuleret mere neutralt, idet jeg på intet tidspunkt har haft intentioner om at virke forudindtaget og fordømmende i forhold til dig eller andres livsførsel. Jeg vil - som du og forhåbentlig alle andre - gerne bidrage til en alsidig, åbent og sobert debat om troskabsløftens betydning og betingelser i det moderne samfund...

Der bliver efterlyst, hvad jeg forstår ved kærlighedens natur. Tja..det er jo et stort spørgsmål, som nok andre her i solen er mere kvalificeret til at besvare. Men jeg vil da forsøge, for at fremme den gode debat..:-)). Men eftersom kærlighed ikke er et begreb men mere et fænomen, bliver min beskrivelse udelukkende baseret på min subjektiv oplevelse heraf.
Generelt kan ordet: kærlighed beskrives som det modsatte af egoisme – dvs. en stærk ønske om og villighed til at give af os selv – ubetinget – for at hjælpe og glæde andre (bemærk flertallet). Men kærlighed kan for mig også være flertydigt.
Første gang, man bliver forelsket i et andet menneske – typisk i ungdomsårene - oplever man en slags uskyldig kærlighed – (uden sex), som man ikke kan beskrive eller forstå. I efterfølgende år tilegner man sig en mere dybdegående erfaring med kærlighedens natur – og hvilken betydning den har i forhold til at elske et andet menneske.
Ægteskabs – og andre moderne par-lignende kærlighedsforhold adskiller sig ved, at man også seksuelt bliver forenet med hinanden. Det seksuelle forhold er unikt og normalt udeleligt med andre, dvs. man har indgået troskabsløfte med hinanden. (debattens udgangspunkt!!)
Socialorienteret kærlighed taler man om, hvis man deler sin kærlighed ubetinget med flere end ét menneske. Her skelner man ikke mellem religion, race, kulturbaggrund og nationalitet.
Herudover er der selvfølgelig andre kærlighedsformer som moderkærlighed, forældrekærlighed, egenkærlighed, religiøs kærlighed osv…og ikke mindst kan fænomenet også beskrives som en biologisk og kemisk proces med bl.a. hormonstoffer som sexhormoner testosteron(mandlige) og østron (kvindelig) osv..men tror, at det ikke er aktuelt i forhold til debatten...
Det var vist i hovedtræk - og nærmere uddybning af emnet kan selvfølge komme, men inden da vil jeg selvfølgelig gerne høre, hvordan andre oplever / vil beskrive kærligheden…

Problemet er ikke noget psykologist eller all de her "specielle ord".
Samfundet i Denmark er lagt op til at ingen ved hvad de virkelig ønsker sig, hvem de ønsker sig eller hvad der vil virkelig gøre dem glade. Så folk hopper rundt fra tøj stil til tøj stil, fra bil til bil, fra attitude til attitude, fra partner til partner i håbet om at finde den rigtige lykke som alle mennesker har håb om at det findes.
Gå en til på strøget og vær sikker på at det er sjældent du kommer til at se et ægte par, som begge virkelig elsker hinanden ubetinget og kunne ikke drømme om at være hinanden utro, jo de findes men det er ikke særlig mange.
Hvis du virkelig elsker nogen så vil tanken om at være med en anden aldrig falde i hovedet på det. Det du tror du elsker er virkelig ideen om at du har "en" fordi i dagens danmark er det ikke in at være alene. Derfor hopper alle rundt i mange forskellige forhold.
Hvor mange piger/kvinder har du kendt som bruger sætning som "jeg er ikke sikker.." og "jeg ved det ikke.." når de bliver konfronteret med utroskab. Mændende er ligeså slemme, de siger slet ikke noget.
Og her ligger sandheden: De færreste mennesker i DK ved hvad der virkelig kan gøre dem glade, og dem som ved men ikke indrømmer det vil aldrig lad det komme ud.
Det at være utro er næsten blevet "smart" og det er trist, det foregår mellem 15 årige kæreste i folkeskolen og gifte par i 50erne.

kan enhver, der skal definere den, jo tage udgangspunkt i sin egen virkelighed, akkurat som du på udmærket vis gør det her. Men vi kan kun nærme os en definition og aldrig udråbe hvad kærlighed objektivt set er.
Næsten som hvis en person skal beskrive hvordan et jordbær smager...ja hvordan smager det i grunden? Meget forskelligt fra menneske til menneske, og alligevel vil alle der synes om jordbær være enige og overbeviste om at netop deres smagsfølelse er identisk med den andens....Men alligevel er det umuligt at bekrive præcist hvordan jordbær smager, da det beskrevne jo netop kun er det beskrevne og ikke selve smagsoplevelsen.
Kærlighed er for mig især en evne til at forstå(indlevelse) og føle (opleve), hvordan et andet individ har det OG samtidig være berørt af det, ja så meget at man vil investere sig selv i at give ud af sit overskud til den andens udvikling OG dette PÅ TRODS AF det kan medføre, man selv mister sin magt overfor samme person. Altså en form for given uden fordring.
Kærlighed kan kun være kærlighed hvis den udleves i FRIHED. Ved godt kærlighed ofte forveksles med besidderglæde og lign. Men det er så ikke min definition af kærligheden.

"Næsten som hvis en person skal beskrive hvordan et jordbær smager...ja hvordan smager det i grunden? Meget forskelligt fra menneske til menneske, og alligevel vil alle der synes om jordbær være enige og overbeviste om at netop deres smagsfølelse er identisk med den andens... "
Anonym

kærligheden forveksles med besidderglæde ?
hvornår mener du, at en person er besidderisk ?
hvad forståes ved at kærligheden udleves i FRIHED ?
anonym

Kærlighed er for mig især en evne til at forstå(indlevelse) og føle (opleve), hvordan et andet individ har det OG samtidig være berørt af det, ja så meget at man vil investere sig selv i at give ud af sit overskud til den andens udvikling OG dette PÅ TRODS AF det kan medføre, man selv mister sin magt overfor samme person. Altså en form for given uden fordring.
Sådan som jeg forstår det, du her skriver, ville utroskab ikke eksistere, da manden, hvis han da elsker sin kone, må være interesseret i at give uden fordringer. Du snakker netop om kærlighed som forudsætter at man kan indleve sig i den andens følelser og være berørt af dette, at man giver uden at fordre. Du taler også om en magt over et andet menneske( kun forældre kan/skal i mine øjne have over et andet menneske, barnet) som man mister og dette er kælighed, siger du. Får lyst til at spørge om du har magt over de mennesker, du ikke elsker? Undskyld, vil gerne forstå, men det er ikke tydeligt for mig, hvad du mener med magt i denne forbindelse overhovedet Magtforhold mellem mennesker er da kun noget jeg accepterer i arbejdsforhold, hvor jeg jo ikke kan undgå dette.

Jeg har svært ved at undlade at inddrage de psykologiske og følelesesmæssige aspekter, når vi taler om så værdiladede ord som troskab og kærlighed. Derfor vil svarene eller eller vores dybere forståelse af kærlighedens natur også skulle søges inde i vores eget følelsesliv, som dels er under konstant påvirkning og dels består af et stabilt fundament, som kun ændres ved traumatiske og voldsomme følelsesmæssige oplevelser (forførrende musik, seksuelle klimaks, nyforelskelse, voldsomme sorgprocesser osv.). Alle disse personlige erfaringer og oplevelser, som har gjort et personligt indtryk, bliver "lagret" og brugt som en tolkningsmodel for vores nu og her tanker, når vi høre ordet "kærlighed", som pusserpigen også er inde på med eksemplet med "jordbær" osv.
Hvorimod din bekymring omkring vores rodløshed og mange skiftende identiteter og relationer er forståeligt, idet jeg også mener, at det er hovedårsagen til, at vi har større tendens til at opgive troskabet end tidligere. Men er det overhovedet en udvikling, vi kan bremse - eller skal forsøge at kæmpe imod. Handler det måske om, at vi er i en periode, hvor vi er ved at omdefinere betydningen og betingelserne for troskabsløfte?? Derimod tror jeg fortsat på, at fænomenet - ja tankerne og værdierne omkring kærligheden og dens natur fortsat vil forblive de samme...:-))

Er troskabsløftet netop ikke en af de værdier vi søger, når vi indgår i forhold?

i forbindelse med kærligheden er det naturligvis negativt ladet.
At give hinanden fri til at udvikle sig på EGNE vilkår, altså som et selvstændigt individ (og ikke KUN som den ene part af en EENHED/parforhold) betyder at man opgiver den magt, man netop har i et kæresteforhold til så at sige at styre hinandens udvikling eller mangel på samme. Netop fordi man er DEN elskede og derfor den person ens partner ikke ønsker at miste for alt i verden, så har man magten til at stække kærestens udfoldelse. Det er en magt - som ofte kan føre til tyranni - som vi, der lever i et parforhold har over hinanden. For vi kan jo sætte vores følelser op imod kæresten, hvis såfremt han/hun ikke opfører sig lige som vi nu SELV synes er det bedste..for os selv!
Så i kraft af den følelsesmæssige magt man har (som den person, der giver ens partner kærlighed og glæde ved livet) kan man begrænse den andens udvikling, ja på længere sigt sætte den helt i stå. Det sidste sker desværre i mange parforhold, hvor man styrer sin kærestes personlige udfoldelse og udvikling (mangel på samme) og netop KAN gøre dette, fordi man har MAGTEN til det = udsigten til at miste sin elskede(hvis der handles imod hans/ hendes vilje)kan være så skræmmene, at man vælger sin egen personlige udvikling fra.
Det sker desværre i mange traditionelle parforhold, men jeg ser da en åbning mod en anden slags parforhold i tiden. Måske er utroskab ikke så dårlig en idè til at sprænge de snævre rammer...for en tid.;-)
PS)Kan jeg ikke lide citater??
;-)

når man indgår i et fast forhold.
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Hvad er kærlighed og hvad er kærlighedens natur.
Opleves hvis meget forskelligt kan jeg læse mig til ;-)

Kærlighedens natur, styrke og formål er for mig uhyre interessant område. Nogen gange føler, at jeg fortsat bevæger mig ind i et uopdaget område i mit liv, når jeg til stadighed lader mig forundret over de menneske, som berører mine inderste følelser så intens, at de fremkalder sorg, mismod eller glæde, som det behager dem. Og hvordan vi håndtere det eller vores kærlighedsliv i forhold til vores allernærmeste afhængig af, hvilket menneskesyn og dertilhørende værdisæt vi er blevet præget af gennem vores liv.
Alle er nok enige i, at det er let at være kærlighedsdræber, hvorimod at holde gnisten, troen og respekten for hinanden i et forhold igennem længere periode/hele livet, således kærligheden i forholdet fortsat udvikles – er en langt vanskeligere udfordring. Men forudsætning for at det skal lykkes afhængig af, at vi bl.a. kan give hinanden personlig frihed til at være den, vi er/ønsker at blive til... -( selvfølgelig under ansvar for fælleskabets interesser) - fordi, at når du ikke kræver, at din partner skal være det, som du forestiller dig, så elsker du jo din partner nøjagtig som det er..MEN det kræver jo også, at du også er i stand til at elske dig selv, som du nu er…
Derfor tror jeg, at hvis du ikke er i stand til at give andre kærlighed, så er du heller ikke i stand til at rumme eller modtage den andens kærlighed. Og hvis du ikke kan elske andre, så kan du heller ikke rumme eller modtage den – selv om den anden reelt elsker dig. ...og det kan jo stille dig i en svær livssituation...

Lad os lige lege med en tanke. Mand elsker sin kone. Han er hasardspiller og bruger MANGE penge, selvom der ikke er råd. Konen føler ikke at manden elsker hende når han nu gør det, han gør, selvom han VED, hun bliver dybt ulykkelig . Selv da konen stiller ham stolen for døren og siger: Spil eller mig!, vælger han spil. Tror du hun føler , at han elsker hende?

er jo som bekendt AT man elsker sig selv.:-)
Det er der jo nogen, der har problemer med, så kærligheden bliver betinget af OM man nu også selv får den kærlighed (man ikke selv føler?)som man mener man har "krav på"!
Iøvrigt: At elske har jeg altid følt er langt mere givende end at blive elsket.

Ved hun ikke at ludomani er en sygedom? Hun giver ham ikke noget reelt valg, hun piller bare i sin navle, men det er også nemmere end at få manden i behandling.
En af mange muligheder
http://www.ludomani.dk/cms/index.php?index

Men der må vel være nogle grænser, der er OK at sætte i et forhold? Ikke for at begrænse partneren men for at holde fst i sig selv. Hvad nu hvis manden en dag springer ud af skabet med en eller anden sexuel tilbøjeighed man ikke vil være med til, ensige kan tolere? Eller får en hobby der er så dyr at det begrænser hele husstanden elle... for nu bare at tage fat i , om der virkelig ikke er nogle grænser, der med rimelighed kan sættes i et forhold?

den mand var så langt ude i torvene ved sin trang til at formøble deres fælles økonomiske basis, at jeg slet ikke tror han var fri nok til at give sin kone kærlighed i det hele taget.
Og så vil jeg ikke ligefrem mene at hasardspil går ind under "udviklende handlinger" det er nok mere indviklende...;o)

Ja det var nok et par dårlige eksempler. Det jeg er interesseret i er hvilke grænser, der efter jeres mening er ok at sætte overfor hinanden i et forhold, hvis der er nogen?
Udviklende handlinger er jo nok noget mange også ser forskelligt. Hvad er udvikling? Kender folk der ændrer sig under f.eks. uddannelsesforløb. Personerne selv synes det er godt men andre synes: Nu rabler det da for ham med alt det "føleri"
Hvad der er udvikling er vel i sidste ende en yderst personlig sag?

Grænseløs adfærd er som vand, der bare løber ned i jorden og forsvinder...
Man sætter altid grænser, hvis man skal skabe noget f.eks. og derfor er der også i et kærlighedsforhold grænser. Spørgsmålet er bare hvilke, og om de er naturgivne, når der er tale om kærlighed mellem to. Det mener jeg så ikke..mere at de er nedarvede, og derfor i et frit samfund kan defineres på ny. Det mener jeg de både kan og bør, hvis man vil udvikling - også selvom det er svært!

Udvikling er en personlig sag. Og derfor er det sværet for andre at vurdere om en udvikling er umiddlbar god eller dårlig for en anden.
Kendte en person der var et stort navn indenfor sit fag, men han skippede det hele for at kaste sig over noget han ikke var nær så god til Ingen kunne forsyå det, men for ham personligt var det en nødvendig udvikling.
I et parforhold er der hele tiden den der med at man kan komme til at udvikle sig på den andens bekostning.Det er lidt af en balancegang også.
Men at sætte hinanden fri, dvs. elske sin kæreste i frihed, det betyder også for mig at man har TILLID til den andens evner det rette valg mht. at udvikle sig - og derigennem også beriger og udvikler parforholdet...

Er en god kone der støtter sin mand i hans personlige udvikling, da det betyder STOR øknomisk usikkerhed og STOR gæld. Dette til trods for selv at have stort behov for økonomisk tryghed, ikke at skylde nogen noget. Hvad gør man ikke for kærligheden?
Selvfølgelig skal man unde hinanden plads til at gøre det man føler for her i livet, det tror jeg de fleste i teorien er enige om, men det er bare ikke altid så let, tænker jeg. Jeg tror da ikke at nogen af os ønsker at fremstå som en bremseklods for vores partner, selv om vi måske ofte er det alligevel.

Set udfra de samfundsmæssige udvikling, så er det efterhånden mere normalt end unormalt, at man på ubestemt tid indgår i nogle "test-forhold" inden man for alvor indgiver et troskabsløfte med hinanden - og for nogen bliver det en permanent livsstil ikke at binde sig til et forpligtende forhold.
Hvis man i et forhold har intime fysiske og følelsesmæssige udvekslinger med hinanden, har jeg det personligt bedst med at have en salgs troskabsløfte, hvor der også er plads til personlig frihed med respekt for de fællesinteresser, som netop binder forholdet sammen.

fordi der er nogen der træffer det valg( 4 ud af 10), så er troskaben i fare.Vi er stadig 6 ud af 10 der godt kan leve op til det.
Og det er sørgelig hvis nogen tror at det er billede af i dag.
At utroskab flurere mere end det er tilfællet.

Link: http://www.dst.dk/OmDS/BagTal/Arkiv/23-10-2002-skilsmisser.aspx
Uddrag af konklusionen er bl.a."...for femte år i træk er skilsmisserne steget i Danmark" ....fortsætter: "..en af årsagerne er, at unge par hyppigere bliver skilt..." osv..

og andre kan måske også forstå indlægget bedre ved at læse det.
Så giver det pludselig en mening.
http://www.catholic-web.dk/brev20.htm

jeg lader mig generelt inspirere af mange forskellige trosretninger, som jeg samholder med samfundsmæssige hårde statistiske data, udviklingsmæssige realiteter med stor inspiration udfra Giddens sociologiske visioner og realtitetsteorier.

Jeg har kasseret rigtig mange undervejs, havde det ikke været værrere at beholde en af dem, og så være ulykkelig idag?
Jeg tager heller ikke det første stykke kød i køledisken, jeg kigger dem igennem til jeg finder det stykke der behager mig bedst.
Man skal vel ikke tage det først, man får øje på.
Og sådan er det også med forhold, det går fint de først par måneder, så skranter det, når man ikke passer sammen.
Så det er en god ide at se om man passer sammen, inden man forpligter sig.Hvis der var flere der lod være med at gifte sig med en de ikke passer sammen med, så ville skilsmisseprocenterne rasle ned, og det samme med utroskab.

som jeg gerne vil forsøge at besvare – men desværre bliver svaret lang….:-))
Der er mange gode og logiske grunde til at flere og flere vælger at indgå i en slags test-forhold flere gange og ofte over længere periode.
Når man vælger et fast parforhold, har man mulighed for at udvikle sig både individuelt og fælles under de trygge rammer, som et parhold kan give fysisk og psykisk. Men prisen for at opleve de fællesgivende oplevelser som følelsesmæssige og seksuelle tryghed, nærværelse og intimiteten, samhørighedsoplevelsen, kærligheden osv. er, at man ikke opgiver den fælles udviklngsvej, som er har valgt eller billedligt set, springer fra toget i utide, fordi man lige støder ind i en uventet krise, kedelig og sur hverdagsrutine, små-irritationer over hinandens svagheder, særheder og vaner, hadefuld skænderi, jalousi, fysisk og mental afvisning, sorg, smerte, sygdom, inaktiv sex-liv osv.
Drivkraften og dynamikken i et sundt parforhold opstår, når begge parter ubetinget bidrager til at kærligheden og den enkelte i forholdet bliver løbende beriget med ny inspirerende og perspektiverende oplevelser i hverdagen og over tid. Med andre ord er det vigtigt, at parrets fælleshistorie og den enkeltes personlige historie udvikler sig, men sandelig også komplementere hinanden, således der i forholdet er en grundlæggende du-, jeg- og vi-følelse. Og det skabelsen af VI-FØLELSEN, som jeg anser for at være den største udfordring i moderne parforhold. Fordi det fordrer til, at vi viser social hensyn, tager ansvar for andre og yder/giver noget til fællesskabet, uden det er betinget af, at man får noget tilbage.
I en fortravlet tid, hvor begge parter ofte har fuldtidsarbejde, fritidsaktivitet, mobilen tændt – så man kan kontaktes næsten hele døgnet – i disse tider forsvinder vores muligheden for at skabe kvalitetstid til vores primær omsorgsopgaver for vores børn, familie og venner. Kærligheden har dårlige betingelser i moderne parforhold, fordi der ikke afsættes tilstrækkelig tid til romantikken, erotikken, fælles nærværende fordybelse i hinandens interesser og udvikling. Vi planlægger kort og godt vores samvær i forholdet, familien, arbejdet og fritiden mindste detalje, så vi kan nå så meget som muligt. Alt det tror jeg er hovedårsagen til, at gnisten oftere end tidligere dør i parforldet og viljen til at få det bearbejdet konstruktiv igennem udebliver – fordi det er lettere (og legalt) at skifte forhold….

Kort fortalt udfra et makro-perspektiv. En af de negative konsekvenser af den tiltagende fristilling af den enkelte individ i vores moderne samfund er, at vi har større personlig frihed og mange flere personlige valgmuligheder, men til gengæld vokser vores problemer i forhold til at indgå i en social orden i samfundet og i parforholdet.
Mit svar er derfor til dig - den krævende kvinde: NEJ, der er i mine øjne og udfra ovennævnte perspektivering intet unormalt i at indgå i forskellig slags test-forhold. Min opmærksomhed er kun rettet mod problematikken i at være i en test-forhold over længere tid/hele livet eller det forhold, hvis vores vilje til at gennemleve kriser i parforholdet svækkes med tiden.
Plexus

At det i vor tid nok er FOR nemt at løsedisse kriser hver for sig i stedet for SAMMEN!
Og her er der jo netop så mange muligheder udenfor parforholdet, der kan give den enkelte i parforholdet livsmodet tilbage, hvis det foren tid står på vågeblus i ens parforhold. Man er ikke - som i fortidens bondesamfund - henvist til hinanden, og kan søge en løsning udenfor parforholdet, og det er selvfølgelig ikke umiddelbart til fordel for parforholdet - at man søger en løsning udenfor rammerne, men det KAN jo ære det...
Men uenig i dette:"Vi planlægger kort og godt vores samvær i forholdet, familien, arbejdet og fritiden mindste detalje, så vi kan nå så meget som muligt. Alt det tror jeg er hovedårsagen til, at gnisten oftere end tidligere dør i parforldet og viljen til at få det bearbejdet konstruktiv igennem udebliver – fordi det er lettere (og legalt) at skifte forhold…. "
Jeg tror ikke du har noget belæg i at mene/vide at "gnisten" skulle være mere levende i tidligere tiders parforhold!!!!!
Som bekendt var kvinderne dengang langt mere afhængige af mænd..og som bekendt "nød lærer enhver kvinde at spinde"..så mon ikke kvinderne dengang var deres mænd tro af ren og skære NØD mere end af lyst?
Prøv at glemme fortiden og den påstående idealtilstand mand og kvinde imellem!

Forhold dig til nutidens virkeligheden,der er langt mere kopmpleks og udfordrende for den enkelte...;-)

Eftersom du og jeg belyser emnets problemfelter udfra imperiske iagttagelser og erfaringer fra fortid og nutid, vil oplevelsen af sandheden i de fremførte postulater afhængig af, hvilke livssyn og livsværdier du og jeg er præget af. Derfor ser jeg ingen grund til at kommemtere yderligere på, om jeg har belæg i at mene dit og dat eller mere provokerende - om jeg er er i stand til at forholde mig nutidens samfundsmæssige realiteter osv…, nej lad os i stedet opmuntre hinanden til at komme med yderligere interessante oplæg, som kan bidrage til at emnet bliver belyst endnu bredere og dybere…
Hvad handler ”gnisten” i et forhold om?. Lad os se på ”ligestillingsbølgen”, som også bidrager til at vi i dag mere end tidligere lever i et fortravlet, anonymiseret samfund, som på mange områder er under opløsning. Ligestillingens udbredelse har betydet, at vi efterhånden ikke længere kan finde nogle kønsrelaterede funktioner i samfundet. Der er efterhånden ikke nogen forskel mellem kvindens og mandens funktioner. Fordi vi har et velfungerende teknologisk, uddannelses- og oplysningsmæssigt samfund, hvor vi bliver født lige – gennem opvækst udstyret med samme livskompetencer og lige udviklingsmuligheder (selvfølgelig er der mange undtagelser). En udvikling, som umiddelbart virker tiltagende og rimeligt – men samtidigt er den også med til at skabe social ustabilitet.
De grundlæggende funktioner og betydninger vi har i parforholdet, familien eller ægteskabet – jeg kalder det forover for hjem – er under voldsom forandring, fordi vi også er i en samfundsmæssigt aftraditionaliseringsproces. Det betyder, at vi selv må definere, hvilke funktioner, opgaver og betydning vi hver i sær skal have i vores hjem, og det stiller store krav til vores kommunikative færdigheder. Det rejser jo straks en masse problematikker, fordi mænd og kvinder udvikler deres kommunikative egenskaber forskelligt – en spændende debat, vi må vente med.
Sammenfattende kan man sige, at det dynamiske samspil og modspil mellem kvinden og manden er mere og mere forbeholdt inden for hjemmet. Det er her, vi kan trække os tilbage fra et fortravlet og stresset samfund, det er her vi kan restituere og vigtigst af alt, så er det er her vi fortsat kan opleve forskellen – følelser, der kan berører vores dybeste kønsidentitet og omsorgsinstinkt. Gnisten – dvs. drivkraften, dynamikken og sammenhængskraften i enhver forhold udspringer ikke alene fra forholdets kærligshedsaktiviteter – men kommer også i kraft af vores spontane engagement i hinandens personlighedsudvikling, drømme og sorgs- og kriseforløb osv. Og det er lige her – skoen trykker – for det kan jo ikke altid planlægges.
Og paradoksalt nok vælger vi at ignorere dette forhold og i stedet lader vi os (ubevidst) styre af de ydre samfundsmæssige interesser. Interesser, som også indbefatter, at vi får muligheden for at vælge frit og udvikle os differentieret i forhold til ”mængden”. Men uden et velstruktureret hjem, en arbejdsplads og fritid, har vi svært ved at realisere og manifestere os selv som individualister. Så derfor har vi brug for at leve efter nogle faste dagligdagsrutiner, som skaber ”flow” og effektivitet i hverdagen (der holdes endda kurser i det). Det er også her ”gnisten” i forholdet kan lide en langsomt død. Fordi, hvis vi ikke har indbygget en vis fleksibilitet i vores dagligdag og ugeprogrammet, er der bare ikke plads til spontanitet ( romance, fordybelse, impulsiv kropsudvekslinger osv) eller tid til at bearbejde og løse uventede problemer eller opgaver (uanmeldt besøg, kriser, omsorgsbehov, økonomiske nedtur osv.).
Alt dette og meget andet lægger jo et stort pres på det moderne parforhold. Derfor tror jeg stadigt på, at udvikling af test-forhold er stærk stigende, og det naturligt vil indebære, at vi har lettere ved at hoppe af ”toget”, hvis livet i forholdet bliver for besværligt. Talene fra statens statiskinstitut understøtter denne hypotese, idet de viser med al tydelighed, at flere og flere opgiver etablere sig i et fast parforhold. Samtidigt viser instituttet også, at flere end nogen sinde vælger at leve et singleliv.
plexus

'Det er for mig skræmmende profetier(konstanteringer) du kommer med her!
Hvad forestiller du dig der vil ska med børnene freomover? Vil vi få færre børn i fremtiden? Vil der snart kun eksistere skilsmissebørn? Vil det snart være ikke bare acceptabelt men også normalt at folk får børn som single?
Glæder mig til den med kvinder og mænds forskellige kommunikative strategier!