Træt af at være mor

Jeg føler mig som en dårlig mor. Jeg er pissetræt af at være mor. Pissetræt af at alting handler om et barn, der plager mig konstant.
Har lige smidt den unge i seng med skæl ud og dør-smækken, fordi min tålmodighed bare slap op.

Kan altsår kun sige til dig at det er opdragelsen den er gal med. Hvis barnet kender grænserne bliver der ikke ballade. Jeg har en søn på 10 år og han har altid haft en mor der mente det hun sagde. Ikke noget med smæk. Et nej er et nej og kan det ikke respekteres så sagde jeg altid: gå væk så jeg ikke kan se dig. Jeg har ikke lyst til at være sammen med dig når du ikke kan være sød. Jeg bliver ked af det når jeg skal skælde dig ud konstant. Så gå og kom igen når du gider være sød. Det virker. Prøv det selv. Og man bliver ikke sød på 2 min på værelset. Lad barnet tænke lidt over tingene. Kommer det hurtigt så sig det samme igen. Hvis det råber og skriger og alt det der så følger du det ind på værelset, wc, soveværelset el. Og igen: jeg har ikke lyst til at se på dig når du ikke er sød. FARVEL. Husk på at du er den voksne og et barn er et barn.... Ved godt det til tider er pisse hårdt.

det valg har du taget
og skælde ud og smække med døren er skide synd for dit barn
styr dit trmp. det er selvfølgelig iterne når de plager og ikke vil forstå et nej men det er konsekvserne ved at have valgt at være mor og det kan vel ikke komme bag på dig børn kan være umulige
selv elsker jeg at være mor også når de er syge og ikke kan sove- der er så meget der gives igen når du fylder dit barn med kærlighed og tidlig
tror ikke du er en dårlig mor men du skal nok arbejde lidt med din stres terkel og gøre noget godt for dig selv, lad dine forældre passe dit barn og tag i biffen hold en pause fra hinanden det vil gavne jer begge
og husk nu der ingen retur ret på børn og inderst inde vil du nok heller ikke undvære ham/hende
knus fra folly
:-)

negativ kontakt er bedre end ingen kontakt
børn kan godt være stride til tider men tror helt klart ikke på det hjælper og råbe og skrige og msække med døren

Hej trætte mor.
Hvor jeg dog kan følge dig. Jeg har aldrig været træt af at være mor, men jeg kan godt huske hvordan det var med skæld ud og smækken med dørene.
Der hvor jeg kiggede en ekstra gang, var der hvor du skriver, at "dit barn plager dig konstant" (jeg går ud fra at du er træt og ikke lige har overskud til barnet), for får barnet ikke får positiv opmærksomhed, kræver det negativ opmærksomhed istedet for, bare det får opmærksomheden. Dit Barn genere dig ikke af ondskab, men for at få dig til at bruge tid på det.
Men jeg håber at det bliver bedre for dig.
Mvh Tidsling

Har lige siddet inde ved senget og hvisket undskyld en masse gange. Jeg er en dårlig mor.
Hun havde ikke engang plaget mig negativt -hun ville bare have tryghed og jeg skulle sidde ved sengen til hun faldte i søvn og der løb min tålmodighed op og jeg gik ud. Hun gik med. Det skete 2 gange, hvorefter det var at jeg råbte osv.
Stakkels barn. Jeg kan bare ikke holde ud at være mor.

Min søn og jeg var i dag taget i City 28 (vi bor i Ishøj) Min søn(første, men ikke den sidste)er 3 år. Vi skulle have noget at spise og jeg købte bla. en bolle til ham. Men han ville ikke spise pænt, som jeg ved han kan. Til sidst var der mere bolle på gulvet end der var på hans tallerken. Nå, jeg prøvede at få ham til at spise pænt flere gange. Det var slut for mig, da han til sidst smed bollen på gulvet. Så sagde jeg, så tager vi hjem igen!! Min søn tudede helt vildt, mens vi gik mod udgangen. Men jeg stod fast på min beslutning,og vi var hjemme igen en halv time efter. Her til aften sagde han undskyld, fordi han havde været strid. "Jeg elsker dig altså", sagde han til mig, da han blev lagt i seng. Det jeg vil fortælle med det, er at jeg tror at børn, gerne vil kende hvor langt de må gå, hvor grænsen er. Og det er sgu hårdt at markere den grænse. Og det er hårdt uanset om det er derhjemme, i Bilka, eller andre steder.
Du er ikke nogen dårlig mor. Men dit barn ved lige hvad det skal gøre for at gøre dig sur. Du må se at bryde skallen. Er der ikke nogle der kan tage over og passe ham lidt. Hvad med hans far? Det plejer at være rart at andre tager over og giver et pusterum.
Du er ikke den perfekte mor, for hun eksisterer ikke. Vi er ikke perfekte.
Så hold ud, og hold fast på dine beslutninger over for dit barn.
Og husk så lige på at det er dit barn, der skal hjælpe dig, når du bliver gammel engang.
De er kun til låns........

Jeg er ikke selv mor, men kender kun alt for godt det, at have en mor der er pisse stresset og irriteret. Prøv lige at tænke over at du altså selv har valgt at få det barn. Den gang var det måske sjovt og spændende, og nu kan du altså ikke bare skide det hele et stykke, fordi det ikke er morsomt længere. Det tror jeg der er mange der glemmer, før de får et barn. Jeg kan altså ikke forstå at det kommer bag på folk, og det er blandt andet derfor jeg aldrig nogen sinde selv skal have børn. Jeg følte ikke min mor kunne lide mig, men at hun syntes det var min skyld hendes liv var et rent stresshelvede. Prøv engang at gætte hvor morsomt det var. Blandt andet det, har faktisk gjort at jeg har fået socialfobi idag, og har pisse svært ved at være sammen med andre mennesker. Og så prøv at tænke på at det som regel altid er forældrenes egen skyld, hvis børnene er hysteriske.

har man også søde og rolige børn.

børnene vil altid prøve hvor grænsen er. Hvor er din grænse? Du kan sikkert også hidses op. Spørgsmålet er bare hvor meget,der skal til???

og sætter min omsorg på pause, indtil de kommer til fornuft.

Lader være med at hente dem på fredag?

Er du alene med din lille pige?
I så fald skal du finde lidt aflastning. Ellers kører det helt af sporet for dig. Der skal være tid til dig selv også.
Find ud af hvad der interesserer dig udover barnet. Prøv at finde nogen hun er tryg ved og så få lidt fri engang imellem. Jeg kender det kun alt for godt.
Løvemor

jeg kan tydeligt huske da jeg var alene med min datter, jeg var ung og havde bare ikke særlig meget tålmodighed og overskud pga. en masse problemer inde i mit hovede. jeg have slet ikke lyst til at være mor, og følte jeg var den værste mor der fandtes.
det var frygtelig- for jeg elskede hende jo over alt andet.
jeg kan også huske at jeg sad og undskyldte ved sengen hvor hun lå og lignede en engel, og jeg græd og græd, og havde så dårlig samvittighed.
nu er jeg jo så snart 30 år, er blevet mere rolig og tålmodig, ældre og mere moden, og har fundet en dejlig mand der elsker min datter, og nyder at hygge med hende. dette giver mig mere overskud, da jeg har aflastning, og samtidig er hun efterhånden 8 år gammel og meget mere nem og rolig.
selvfølelig skal børn have klare grænser, det har min datter også, men istedetfor at råbe og skrige og flippe ud, prøver jeg den dag i dag at være rolig, og forstående, og respekterer hende, og hendes menninger, også selv om det ikke kan ændre på mit NEJ.og så husker jeg at fortælle hende at det er i orden at blive vred og at jeg elsker hende trods det. grunden til jeg skriver denne kommentar er at der længere oppe står at du skal sige til dit barn, at du ikke vil være sammen ed det når det bliver vredt eller er slem, dette mener jeg er SÅ FORKERT og det er det der giver et dårligt selvværd.
man skal huske at fortælle at det er opførslen der er forkert IKKE barnet.
vi har alle, haft episoder som vi bitterligt fortryder.
jeg husker specielt engang, min datter hadede at køre i bil og flippede og skreg. det var ikke til at holde ud. engang tændte hun helt af, hun har vel været 3 år gammel, jeg holdte ind til siden, satte hende ud af bilen, og kørte. hun løb hyldende og skrigende efter. jeg fortryder bitterligt idag, ville ønske jeg aldrig havde gjort det, og at jeg kunne have gjort det ugjort. det kan jeg desværre ikke, men minderene om den episode kan altid få tårene til at trille hos mig.
jeg håber dog at min ændrede opførsel, og at hendes kærligheds opfyldte hverdag kan opveje episoder som disse bare en smule.
vi er MEGET tætte idag, og det er skønt at være mor.
men for 5 år siden ville jeg have ladet mig sterillisere, da var jeg 110% sikker på jeg aldrig ville have flere børn, idag forsøger jeg på at blive gravid.
ældre, mere tolorant, med en mand man kan dele projekt barn med.

fredag.

næsten os alle sammen med mindre børn. Man er på kanten af udmattelse hele tiden.
Som én skrev i et læserbrev i Politikken for at par dage siden. Hvis tv2 havde optaget 160 timer hjemme hos ham, så ville han få børneværnet på nakken - skal sammenlignes med optagelserne af forholdene hos de handicappede.

Jeg har truet min 3 årige datter med at sætte hende af, hvis hun blev ved at brokke sig, men jeg har heldigvis ikke gjord det.

så du går ind for at manden godt kan have børnene :-)
det var da et godt træk :-)

hun skal finde noget aflastning engang i mellem, så hun kan få lidt tid til sig selv og dermed mere oveskud til barnet. Der kan jo være forskellige grunde til at man kører hurtigere træt i det end andre. Jeg kan godt lide hun er så ærlig og jeg synes jeg har hørt lignende historier fra mange andre mødre :0) Vist en meget normal fase ;0)

Du trænger jo bare til en pause i moderrollen, det har vi alle haft behov for, og har du ikke mulighed for det, ved hjælp af din datters far, veninder eller familie, så lover jeg dig, at hvis du holder ud,så bliver det bedre af sig selv.
Det er naturligvis synd for din datter, men du er jo ked af det, så du har de følelser, der skal til, for at være en god forældre.
Prøv at lukke ørerne for hendes plagerier, tæl til ti før du bliver vred... gå en tur med hende, det er ikke altid så meget der skal til.
Jeg er sikker på, at årsagen skal findes i andre ting, problemer med en mand, penge eller arbejde... drop det hele, hvis det er det, der går dig på - så har du bedre overskud til din datter.
Håber det bedste for jer, og ellers henvend dig i åben rådgivning, det er anonymt, og de kan også hjælpe dig med aflastning, hvis det er det, der skal til.

- men vi har vel alle været i situationer, hvor vi har et glimt af forståelse for, at nogle arter æder deres afkom. *S*
- Det plejer heldigvis at jævne sig, når vi har fået søvn nok.

- nogle børn er så heldige, de har en far ved hånden, der også er anvendelig, men mange mødre er jo også alene med deres børn.
- Aflastende bedstemødre er efterhånden en by i Rusland og man hader jo også fornemmelsen af at "hænge på andre".
- Betalte barnepiger er for dyre, hvis man skal betale dem, det man vil være bekendt, så det ER da et problem, hvad enten vi elsker vore børn overalt på jorden eller mindre.
- Jeg forstår ikke at I ikke får lavet noget "byttehandel". Det kan være en "ligeover" eller det kan være en gruppe, hvor man så tager over for hinanden. Alt efter behov.
- ville det være en hel umulighed for Jer at etablere, med nogen i kender i forvejen?

Jeg skriver indlægget her også, for du har det jo med at slette dine indlæg og så ryger dine svar jo med...men du har simpelthen halshugget din datters bamser, når du er blevet tilstrækkelig vred på hende. Du ender hendes barnlige oprør med en henrettelse! Og så er det lige meget om det er på det symbolske plan, for det du viser hende, det er en løsningsmodel.
DU har vist hende, hvordan man løser konflikter på den mest fantastiske måde Randy!
Har I ikke forstået, at det netop er i de situationer at I er rollemodeller for jeres børn? Det er her de lærer hvordan man gør, når man er trængt op i en krog.
Børn kopierer ALT hvad deres forældre gør. Det er ALTID rigtigt, indtil de begynder at få en selvstændig mening. Hvordan skulle det kunne være anderledes?
Jeg er fandme chokeret over jer begge to! Dig og hovedindlægsforfatteren. Der er sgu da ikke noget at sige til at vi lever i en volde lig verden. Ungerne ser ikke andet!

at være konsekvent fra starten, så får du ikke helt de problemer.

overhovedet.

hvor jeg dog priser mig lykkelig hver eneste dag over at jeg er fri for børn

Så hvis barnet ikke er som du vil have det skal være, må det ikke ses?
Husk lige, at et barn er et selvstændigt individuelt menneske, som har sin egen adfærd. INGEN opfører sig nogen sinde fuldkommen som vi gerne vil have det, og du har lagt kimen i dit barn til, at hvis ikke det har en adfærd som er 100 % i tråd med hvad andre forventer, så er han ikke værd at være sammen med. Ja faktisk gider folk ikke engang se på ham.

som du siger, du føler dig som en dårlig mor, fordi du måske har svært ved at sige fra overfor barnet..det skal man jo gøre. det er langt bedre at kunne sætte en grænse og sige nej stille og roligt end at lade det komme så vidt at man må smække med døren skælde ud og bagefter føler sig som en dårlig mor osv. det er ikke nemt, og af og til vanvittigt hårdt fordi det jo handler om at barnet skal sættes først...og det er af og til svært at give så meget til et andet menneske gratis, og hvis barnet så ikke viser sin taknemlighed overfor det man gir men blir ved at kræve noget måske flyder bærgeret over. man blir tømt for al energi, frarøvet det af en lille tyranunge som trænger gevaldigt til en grænse. det er 10 gange bedre at sige fra tidligere inden det udvikler sig. men også at sætte sig i en vis respekt så barnet lytter til det man siger. derudover kan et barn ikke lide at blive skældt ud og det gir lidt utryghed fordi man måske blir så vred at man skubber barnet lidt fra sig følelsesmæssigt i vreden. hvios det er tilfældet er det lidt farligt og der er brug for at rette lidt op på situvationen. jeg har selv været langt ude og følt mig som den værste mor der var så vred at jeg enda sagde så må du jo flytte ned på gaden for jeg gider ikke have dig mere til en på 5...!puha, hvordan kan man gøre det...uanset om man det bare blev en lille trussel der hang i luften og ikke blev fuglt op, det skaber dårlig atmosfære,utryghed og jeg får det jo selv så elendigt for det er mit ansvar. men jeg må have hjælp til at løse det, og det får jeg. jeg snakker med en støttekontaktperson fra kommunen ,en pædagog som gir mig nogle gode redskaber til at løse op for konflikten og det virker rigtig godt. så nu føler jeg mig som en meget bedre mor, mere sikker og han trives også klart bedre. så i starten kan man selvfølgelig være lidt bange for at få hjælp, vejledning igennem en kommune og jeg ved heller ikke hvor mange problemer man skal have for at få det. men det hjælper at snakke om det, åbne op for de grimme tanker, få nogle bedre redskaber, komme videre i sit liv. jeg tænkte på et tidspunkt hvordan kan jeg leve med mig selv, at jeg har været så vidt at jeg har udsat mit barn for den utryghed mm..det har jeg det skidt med. men det har sin forklaring, som også er pres,stress, mm. jeg har lært at i stress situvationer kammer alt hurtigere over og der opstår dumme situvationer. hvorimod hvis jeg kan forebygge stress, ved at planlægge dagen anderledes så går alt bedre. og hvis jeg så mærker at jeg er stresset så går jeg ind på soveværelset og holder timeout for mig selv hvor jeg køler ned inden jeg når at afreagere og skælde ud. for det er ikke godt...håber du finder en god vej frem og evt genfinder de gode stunder med barnet så det ikke er alt for surt...
(nogle gange handler det om at sige det barnet har brug for at høre for at føle tryghed selv om man mere har lyst til at gå ned på barnets niveau og sige du er selv dum hvis du siger jeg er dum, hvis du slår mig slår jeg dig(lidt ekstremt),men som den voksne hæve sig op på et andet niveau der har overblikket, der ikke lader sig provokere af et lille barn, selv om man kan det, så skal det ikke have den magt og man skal sætte sig ud over det,stoppe konflikten - styre situvationen i en bedre retning. det er os der er rollemodelerne,der skal lære dem det. de lære ikke meget af at vi efteraber deres adfærd. hvis barnet siger noget sårende, så må man ikke lade sig påvirke af det, ikke tage det personligt som et stort nederlag. men rumme det med visheden om at det også er en reaktion fra deres side som er udtryk for at de ikke har mange andre redskaber. de redskaber skal vi efterhånden være i stand til at give dem. børn skal ikke styre og have magten, de har brug for trygge grænser. man kan forhandle minuter med dem hvis det handler om at stoppe en leg, skulle i seng mm. sige nå hvad skal vi aftale om 5 min 2 min❓hvad synes du? tit oplever jeg så at han nærmest overgir sig med det samme og der opstår ingen konflikt. eller han leger 1 min og jeg sir få gange nu er der gået 3 min tiden er gået, så meget begreb på tiden har de jo ikke. eller vise på uret..men det er et pædagoisk trick at give barnet feks 2 valgmulligheder vil du have det sæt nattøj på eller det andet..så føler de de blir anerkendt,set,hørt, de har en vis medbestemelse. det er ikke bare nogle voksne der hele tiden bestemmer noget for dem. for det protostere de jo også tit imod. eller afledelsesmanøvren,...jeg har noget jeg vil fortælle dig, jeg har noget jeg vil vise dig...så blir de nysgerrige, glemmer måske de er sure, glemmer måske de ville have et stykke legetøj eller andet...
kh herfra....

at din mors adfærd har haft den konsekvens får dit liv. men det er jo sandt at det får en konsekvens for barnet hvordan forældrene er. og det er lidt af en opgave at gøre det godt. jeg føler langt hen af vejen jeg gjorde et fantastisk arbejde, men så sker der jo så meget i ens liv, påvirkninger udefra, krav, forventninger og det kan måske være svært at overkomme det hele. men det er da forkert at give barnet skylden for at man har stres.

Husk dit barns smil, så bliver du glad igen^^
Mit barn er kun 4mdr, nok en del yngre end dit, men kender godt følelsen lidt alligevel. Var oppe i 2 - 3 timer i nat og lave og koge sutteflasker fordi hun ikke ville have når jeg tilbød hende, selvom hun var vildt sulten. Så var den for varm, så var den for kold. Vælling, mælk - intet ville hun have, men hun var sulten alligevel :(
til sidst lykkedes det...efter alt det knokleri blev jeg glad igen ved at se hende smile i søvne i armene hos sin far. Så husker man hvorfor man gør sig alt det besvær :)

Vi har vel alle på et eller andet tidspunkt været så langt ude at vi har smidt vores unger i seng med råben og skrigen og bagefter siddet på sengekanten og hvisket "undskyld mor elsker dig bare så meget". Jeg må indrømme at jo ældre jeg bliver jo bedre kan jeg takle det. Men det er svært og man kan ikke rigtig forklare at man er urimelig fordi alt går en imod. For en mor skal jo altid have overskud til sine børn........
Er der ikke en far der kan tage over engang imellem?

har det lige på samme måde...det står mig langt ud af halsen at være mor....er færdig og har ikke mere energi til deres evige plagen og skrigen....tænker: bare lad mig være!!!! jeg kan ikke ånde....

det er så typisk overskud forældre at skrive.....og nej ingen vil undvære sine børn..men det er bare ikke alle der har samme hjælp til at få sit barn passet et par timer engang imellem...gu fanden er det synd....men hvor skal man hente energien fra når man arbejder 40 timer om ugen og også har brug for et puste rum udover hver anden weekenden plus for ikke at tænke på dem der aldrig er børnefri uanset hvor højt man elsker sine små poder..så kører man altså bare TRÆT!!!!