Udødeligheden Og Evigheden.
Udødeligheden Og Evigheden.
I udødelighedens hede favntag,
hvor voldsom kraft og nærhed
søger, at frigive det bundne liv –
skabes ud af intetheden
en helhed, som
i sit væsen
vokser og vokser og udvider sig,
som den glødende lavastrøm
der presser sig op gennem
keglen i bjerget.
Dybt nede i det glødende
urhav, hvor helheden tog sin
begyndelse –
slumre evigheden
med voldsomhed.
Hvordan kunne noget så
varmt tåle det tryk, som
milliarder af atomer udøver
i sit væsen?
Med samme voldsomhed,
som fastholdt den bundne energi –
frigives nu det bundne liv.
Med en kraft, der kun kan
fattes i drømmen – presses den
glødende røde og flydende lavastrøm op –
op gennem keglen i bjerget –
for at give slip på den varme,
som milliarder af atomer har udøvet på hinanden.
Som et gisp efter luft –
udstøder ildsøjlen en lyd –
der minder om den lyd
når det oprørte hav med voldsom
kraft – ukontrolleret,
slynges mod klippene –
igen og igen.
Presset er så stort, at
en ildsøjle skyder op gennem himlen
og oplyser hele jorden –
ja, selv himlen farves i et
rødligt skær,
som får solen til at blegne.
På sin ven gennem de
nedre luftlag – afkøles den
og trykket fra universets voldsomme vægt –
standser dens videre
himmelflugt.
Der mellem himmel og jord –
tøver den i brøkdele af sekunder,
for derefter, at styrtdykke
med lige så voldsom en kraft –
der nu truer med,
at flytte jorden ud af sin bane.
Den naturlige balance
der er mellem himmel og jorden –
griber denne energiudfoldelse – og
bruger den til, at udjævne
klipperevner og sylespidse bjergtinder.
På sin ven brænder og svider
den grønne og frodige bevoksninger –
og efterlader landskabet
dækket med et sort - brunt slør.
Imedens årmilliarderne går –
sprækker og revner denne overflade
og åbenbarer – livgivende mineraler
og nye vækster,
får nye livsbetingelser.
I kraterets indre spiller solens lys nu
i utallige funklende stene –
som aldrig før er set af noget væsen.
Diamanter – rubiner – og dejlige blå safirer.
Et naturens underværk –
som mennesker ved deres snilde
forvandler til stene
med tusinde facetter.
Lyset brydes og hele universets
farvestrålende spektre
afgiver farver i stråleglimt –
som kun overgås af regnbuens klare røde –
gule og blå toner.
Af liv kommer liv –
i kraft og vælde manifesterer udødeligheden
sig og slipper sit favntag –
for i kærlighed at frigive livet – og
livets konsekvens.
Hvad menneskehænder ej kunne
og øjne ikke havde set –
blev i brøkdele af sekunder født og frigivet –
som en naturlig konsekvens
af Guds kærlighed.
Kan du tage imod Guds kærlighed?
Kan du bærer den glødende lavastrøm
i dine hænder?
Kan du række op til himmelens yderste grænse
og hente den ned?
Når strømmen når en temperatur,
som harmonerer med det menneskelige væsen –
når ildsøjlen igen
søger ned mod jorden –
ja, så kan vi.
Som et produkt af denne voldsomhed –
står du nu med de kostbareste ædelstene –
diamanter- rubiner – og
dejlige blå safirer
i dine hænder.
Så tag dog favntag med udødeligheden –
lad dig bære af den frigivne kraft –
som tilsyneladende blev skabt ud af intetheden –
lad de svimlende afstand beruse dig og nyd genfødslens øjeblik –
det øjeblik da Guddommen smykker dig
med diamanter – rubiner og safirer.
Venlig hilsen
Enoch
I udødelighedens hede favntag,
hvor voldsom kraft og nærhed
søger, at frigive det bundne liv –
skabes ud af intetheden
en helhed, som
i sit væsen
vokser og vokser og udvider sig,
som den glødende lavastrøm
der presser sig op gennem
keglen i bjerget.
Dybt nede i det glødende
urhav, hvor helheden tog sin
begyndelse –
slumre evigheden
med voldsomhed.
Hvordan kunne noget så
varmt tåle det tryk, som
milliarder af atomer udøver
i sit væsen?
Med samme voldsomhed,
som fastholdt den bundne energi –
frigives nu det bundne liv.
Med en kraft, der kun kan
fattes i drømmen – presses den
glødende røde og flydende lavastrøm op –
op gennem keglen i bjerget –
for at give slip på den varme,
som milliarder af atomer har udøvet på hinanden.
Som et gisp efter luft –
udstøder ildsøjlen en lyd –
der minder om den lyd
når det oprørte hav med voldsom
kraft – ukontrolleret,
slynges mod klippene –
igen og igen.
Presset er så stort, at
en ildsøjle skyder op gennem himlen
og oplyser hele jorden –
ja, selv himlen farves i et
rødligt skær,
som får solen til at blegne.
På sin ven gennem de
nedre luftlag – afkøles den
og trykket fra universets voldsomme vægt –
standser dens videre
himmelflugt.
Der mellem himmel og jord –
tøver den i brøkdele af sekunder,
for derefter, at styrtdykke
med lige så voldsom en kraft –
der nu truer med,
at flytte jorden ud af sin bane.
Den naturlige balance
der er mellem himmel og jorden –
griber denne energiudfoldelse – og
bruger den til, at udjævne
klipperevner og sylespidse bjergtinder.
På sin ven brænder og svider
den grønne og frodige bevoksninger –
og efterlader landskabet
dækket med et sort - brunt slør.
Imedens årmilliarderne går –
sprækker og revner denne overflade
og åbenbarer – livgivende mineraler
og nye vækster,
får nye livsbetingelser.
I kraterets indre spiller solens lys nu
i utallige funklende stene –
som aldrig før er set af noget væsen.
Diamanter – rubiner – og dejlige blå safirer.
Et naturens underværk –
som mennesker ved deres snilde
forvandler til stene
med tusinde facetter.
Lyset brydes og hele universets
farvestrålende spektre
afgiver farver i stråleglimt –
som kun overgås af regnbuens klare røde –
gule og blå toner.
Af liv kommer liv –
i kraft og vælde manifesterer udødeligheden
sig og slipper sit favntag –
for i kærlighed at frigive livet – og
livets konsekvens.
Hvad menneskehænder ej kunne
og øjne ikke havde set –
blev i brøkdele af sekunder født og frigivet –
som en naturlig konsekvens
af Guds kærlighed.
Kan du tage imod Guds kærlighed?
Kan du bærer den glødende lavastrøm
i dine hænder?
Kan du række op til himmelens yderste grænse
og hente den ned?
Når strømmen når en temperatur,
som harmonerer med det menneskelige væsen –
når ildsøjlen igen
søger ned mod jorden –
ja, så kan vi.
Som et produkt af denne voldsomhed –
står du nu med de kostbareste ædelstene –
diamanter- rubiner – og
dejlige blå safirer
i dine hænder.
Så tag dog favntag med udødeligheden –
lad dig bære af den frigivne kraft –
som tilsyneladende blev skabt ud af intetheden –
lad de svimlende afstand beruse dig og nyd genfødslens øjeblik –
det øjeblik da Guddommen smykker dig
med diamanter – rubiner og safirer.
Venlig hilsen
Enoch