Umulige børn, hvad gør man?

Min veninde er blevet skilt og har så de tre drenge.
Men børnene er helt per automatik i krigshumør når hun henter dem. Dert går fint i skole og børnehave. Den mindste er i dagpleje.
Faren er fuldstændig fraværende i hverdagen. Har dem hver 14. dag. De er bange for ham og gør som der bliver sagt. Men de elsker ham over alt på jorden. Men han tager ikke del i hverdagen og hjælp kan ikke forventes af ham. Da de som sagt er skilt og han føler sig trådt på i den anledning. Og vil være rasmusmodsat i alt hvad der har med moren at gøre.
Men lige så snart de kommer hjem er de i fuld gang med at genere hinanden. Det trapper op til at den ene så går helt over gevind og skræmmer den anden rigtig meget. Det er som regl den mellemste der har overtaget. I det han er kvikkere end den store.
De presser bare grænserne og gerne til de er udholdlige at være sammen med.
Nogle af deres kammerater må ikke komme hjem til dem, mere da det smitter.
Jeg må sige at selv om jeg kan se det går galt aner jeg ikke hvad jeg kan hjælpe med. Hun er selv snart kørt træt af denne evige kamp. Hun er ikke voldlig mod børnene, eller andre, men ender med at skulle råbe for at få ørenlyd. De lukker fuldstændigt af og høre ikke før at enten der råbes(som regl meget højt) eller tages fat i armen og de tvinges til at se en i øjene.
Hvor kan man få hjælp til at styre sine børn? Så de bliver gladere og ikke har behov for at kæmpe sådan. De har jo heller ikke godt af det...

Det er jo meget svært for dem at takle at deres forældre er blevet skilt. Jeg tror den bedste løsning er at hun tager en weekend og sætter sig ned og for talt ud med børnene, det har de sikkert brug for.
Knus tek-12

Det lyder som om din veninde er højtråbende og vred og det smitter af på børnene.
Det lyder ikke til at være faderen, som den er gal med. Drengene gør, som han siger og elsker ham. Jeg tror at frygten for faderen er din og din venindes ønsketænkning. Jeg tror, at de gør som han siger, fordi deres erfaring viser, at så er han en fed far. Hvad er der galt i det?
Mange fyre, inkl. mig selv, har det godt i faste rammer med selstændighed og konsekvens.
Frustration og afmagt er irriterende at tage hensyn til for en fyr som mig. Hvis en kvinde råber af mig eller tager fat i mig og nærmest tvinger mig til at tale hende efter munden, så har hun tabt al respekt på forhånd.
Håber et kan bruges. Det er ment som en hjælpende hånd, selvom det måske lyder som et angreb.

Der er jo ikke nogen god grund til at vente med at reagere til ungerne er uudholdelige. Hun er da nødt til at tage det i opløbet.
Skilsmissebørn eller ej - ungerne skal opføre sig så omgivelserne - også deres mor - kan holde dem ud, men det er noget HUN skal lære dem, ikke veninderne eller eks-manden.

Børnene søger formentlig opmærksomhed... og den får de når de slogs og skaber sig - dårlig opmærksomhed er bedre end "ingen". Det er en dårlig vane der er svær at bryde men at skælde ud forværre situationen. Det handler at få minimeret opmærksomheden omkring de negative handlinger og få skabt en et positivt miljø omkring dem. Mine tanker.... mit råd ville være at få fat i sundhedsplejersken på skolen der evt. kan henvise skolepsykologen.

skal ikke sendes til skolepsykolog.
De skal bare have lært at opføre sig så man kan holde dem ud. Ingen grund til at lave dem til "tilfælde" på den konto.

Hej
Det lyder ikke som et angreb. Det lyder mere som enten har du ikke forstået hvad jeg skriver eller også har jeg ikke skrevet det klart nok.
Om det er ønsketænkning med om børnene er bange for deres far. Kan du måske have ret i. Men jeg tvivler. Men under alle omstændighedder. Så er han ikke en del af deres hverdag og ville heller ikke hjælpe hvis han kunne. Han har demostreret det ret så tit. Men de er glade for deres far. Ingen tvivl. Men han gider dem ikke til hverdag, så hjælper det lige fedt om manden er en fed far.
Det passer med faste rammer og konsekvens. men nu er situationen langt forbi det punkt. Og det er vejen tilbage der er interesant.
Hvad det har med sagen at gøre at en person tvinger dig til at tale dem efter munden ved jeg ikke.
Selvfølgelig skal man vise hinanden respekt. Jeg taber også hurtigt al respekt for en mand eller kvinde som råber af mig.
Men problemmet er afmagt og være i en situation som hun ikke kan se sig ud af.

Jeg vil foreslå hende det når vi er sammen igen.
Det kan være hun eller han kan tale med hende mere på de præmisser det er at have med børn at gøre hver dag.
Om hun vil foreslå en psykolog eller selv kunne vende de tanker hende om hvorfor de mønstre gentager sig. Det ved jeg ikke.
Dulkis skriver at det er hende der skal opdrage børnene. Ikke en eks eller veninder.
Det er lidt til debat. Eksen som er faren, burde tage det ansvar han har. Han har været med til at sætte dem i verden.
Jeg skal ikke opdrage dem. Ja, det er rigitgt.
Men når hun spørger er jeg jo nød til at svare efter bedste evne. Jeg ville da være en lus, hvis jeg sagde at den afmagt hun har det er ikke mit bord. Så kunne hun så tygge på den.
Hun er voksen og kan nok selv sige hvis jeg ikke skal blande mig.
Men jeg synes det er et godt sted at starte med hensyn til sundhedsplejsken. Så det vil jeg lade gå vidre. :)

Klogt råd.
Hej;)

Hej,
jeg ved godt at det er altid nemmest at opdrage andre folks børn, og komme med gode råd, men at stå i det er straks noget andet.
Mit råd er at hverdagen skal lægges i faste rammer. Ikke kæft, trit og retning, men børnene skal vide hvad de har med at gøre. Hvad der forventes af dem, og hvordan man opfører sig, både overfor hinanden, moren og omgivelserne.
Moren skal sætte nogle retningslinier eller grænser og holde fast i dem. Børn er tit frustreret hvis de ikke har et fast holdepunkt. Eksempelvis: kender jeg en familie med 3 børn, hvor mindste datter på 5 styrer det hele. Hun er totalt uudholdeligt og vil altid have opmærksomheden. Det foregår f.eks. ved at hun bliver ved med at bede om tingene indtil hun får et ja. Det starter med at hun får et nej, men hun ved godt at hvis hun plager længe nok (cirka 20 gange), så får hun et ja til sidst, så for hende gælder det bare om at blive ved.
Hun har forsøgt det nummer hjemme hos os, et par gange, men det gik ikke. Jeg står fast ved mit, og så må hun lære at det ikke hjælper at råbe og skrige. Så må hun gå et andet sted for at råbe.
Dette var en lille historie, men det er fakstisk essensen. Man skal holde på det, hvis man først har sagt nej.
Ellers synes jeg din veninde skulle prøve at læse bogen:
Lær at lytte, (1997)af Adele Faber
Det er en meget god bog med mange gode fif til at snakke med sine børn og få dem til at forstå hvad man mener.

opføre de sig som børn! Men når man er kommet ind i en dårlig vane og ikke selv kan komme ud af den igen er man nødt til at finde svar på, hvorfor det er sket. For at finde et svar er man nødt til at gå til ekspertisen, fordi børns signaler ikke altid er lette at afkode. At tale med en psykolog er ikke det samme som at børnene skal i behandling, men en måde at få redskaber til at komme videre. Dette kan ske ved nogle samtaler om hvordan man ændre sit mønster i hjemmet evt. vil en sundhedsplerske kunne henvise til en pædagog med speciale i familieforhold og skilsmisse. Hovedpointen er jo at de er nået et stadie hvor både moren og børnene har det dårligt. Derfor kræver det indgreb, jo længere tid der går desto dårligere får begge parter. Det kan godt være det kun er små ændringer der skal til, men jo hurtigere man får andre øjne til at se på det, jo hurtigere kan alle parter få det bedre.
Ikke meget argumentation i "det skal tages i opløbet" - det er forsent.
Eller "børn er børn" - selvfølgelig, man skal bare kunne tyde deres signaler.

Jeg skrev lige et lille indlæg til Dulkis, som måske var lidt mere indholdsrigt. Men poiten er at jo længere tid der går jo mere håbløs vil det se ud.
Det selvfølgelig moderns ansvar at opdrage børnene men når man lige har været igennem en skilsmisse er det rart at have nogle at støtte sig til og søge råd. Hvilket åbenbart ikke er så let hos ex'en. Så selvom du ikke har de vise sten er selv den mindste støtte og opbakning guld værd.
-Håber det bliver bedre:)

Jeg orker ikke at uddybe det. Du er faktisk lidt en klovn lige nu.

....

så syntes jeg at allerede i dit indledende indlæg, var du ude med riven efter ham, men det er svært at være primær opdrager, når man -hvad en skilsmissse jo er - er skilt fra børnene også. Det er ikke et rimelig forlangende. Det er nærmere ansvarsforflygtigelse. Har hun overvejet om hun faktisk skal have alle tre børn?
Nogle kan klare det ander ikke - og hvem bliver taberne, når det voksne ikke kan finde ud af det?
Jeg synes da klart det er fint, du er en god veninde, men ansvaret er stadig noget hun har påtaget sig, da hun - som du skriver - satte dem i verden. Det var faderen vel ikke alene om, så hvorfor påpege hans og hjælpe hende med at glide af på hendes del?

Var ikke ude efter eksen med riven. Skrev det for at komme råd om at han skulle tage del i løjerne i forkøbet. For det gør han ikke. Da han allerede har dem hver 14. dag. Og faktisk har fisket efter at gå ned på en gang om måneden. Da det var nemmere for ham...
Så han har ikke den højeste stjerne uanset om jeg var efter ham med riven eller ej...
Så kan man så diskutere hvem af dem der glider af. Hun gør et enormt godt stykke arbejde med de børn.
Jeg ville aldrig kunnet præstere hvad hun gør.
Jeg må nok sige det er ret så sjældent jeg ser en enlig mor (eller et forældrepar for den sags skyld)der har overskud til bare at sætte sig ned og forklare sin dreng hvorfor mor lige gjorde som hun gjorde.
Den ældste spændte ben for hende en dag hun gik forbi ham med den mindste på armen. Han var ikke klar over hvad der kunne ske. Han ville bare, ja hvad børn nu vil når de ikke tænker så langt.
Hun var nær snublet og den mindste der var spæd kommet alvorligt til skade. Hun fik balancen i sidste øjeblik og i forskrækkelsen fik råbt af den store(på det tidspunkt ca 4-5) Så han blev helt ude i tovene.
Da den lille var af vejen med noget legetøj. Satte hun sig ned og sad den store i rigtig lang tid og fik forklaret ham hvorfor hun råbte og hvad der kunne have sket.
Og ja det skal lige siges at jeg ikke har børn og skal heller ikke have dem. Så når hun har brug for at snakke, råder jeg ikke. Men lytter.
Men lige netop denne situation er gået i hårdknude. Derfor skrev jeg denne tråd. For hun er jo ikke den eneste med børn.
Og der er allerede to som er kommet med noget fornuftigt.
Det har Mee og 65ækhj, så jeg siger tak til dem.🙂
Har lært det med at snakke om noget man ikke lige har prøvet. Av, av... :9 Kom til at samligne min tilstand af nul energi og oppustet krop(den var sådan pga sygdom) med at være eller føle mig som gravid. UPS. det er åbentbart en meget ekslusiv klub som der ikke må spøges med. Jeg fik da i hvertfald læst og påskrevet at det vidste jeg ihvetfald ikke noget om. Punktum.. Hi, hi.

giv dem væk i en fart😃

Kender den her historie alt for godt.
Jeg har 2 børn på snart 7 og 5 år.
En dreng og en pige--pigen er den ældste.
Lige fra de står op om morgenen til d skal i seng generer de hinanden,og min kæreste som jeg har været sammen med i 2 år kan ikke holde det ud mere..
han blir deprimeret når jeg råber fordi de bare ik vil høre hvad jeg siger..
jeg er selv v at gå id af mit bareskind og vores forhold r v at opløses :-(
aner ik hvad jeg skal gøre mere :-/[:*(]

@Dulkis, så det du siger er at faren ikke har et ansvar for hvordan hans børn har det? Han har intet ansvar for at de lærer at begå sig socialt? Det er sgu nemt at være forældre hvis man bare kan smide håndklædet i ringen og opgive og bare ovrladet ansvaret til moderen, det er sgu noget gammeldags for at sige det ren ud børn er et fælles ansvar, skilt eller ej...
Mit forslag vil være at konakte mødrehjælpen og få råd, hjælp og vejledning, så man lærer at håndtere disse konflikter. SDet er vigtigt hun også finder overskud il sig selv.
Jeg har selv rigtig god erfaring med at gribe ind i opløbet som der bliver skrevet og tælle til ti. Hvis man er stresset og irriteret smitter det meget let af på ungerne. Min søn på tre får time-out når han gør ting han ikke må eller ikke vil høre efter, det foregår således:
Han får en advarsel, hvis han gør det igen/ikke hører efter kommer han hen og sidde på stolen.
Hvis han kommer på stolen får han forklaret hvorfor han sidder der.
Æggeure blier stillet til tre minutter, hvor vi begge lige for et pusterum, så vi ikke når der til hvor jeg hidser mig op og han dermed også kører op - og han får en chance for at tænke over det ligesom jeg gør.
Nå de tre minutter er gået, såørger jg ham hvorfor han om på stolen, og vi snakker stille og roligt om det. Han siger undskyld, får et knus og et kys og får at vide jeg elsker ham. Det er enkelt og virker - man skal bare huske alle trin.
Jeg har ligeledes også fået en fast rutine i stilling - og det hjælper også rigtig meget. Jeg roser ikke min sn meget, men opmuntrer ham i stedet. Viser at jeg har lyst til at være sammen med ham. Det er rigtig positivt. Go planlægning er også vejen fri af stress. Skriv al ned hvad man skal gøre og gere vil have gjort - så er det ude af hovedet. Undgå at bruge tiden på lf snak og computer etc, men inddrag i stedet børnene i dagligdagen. Det er tilvæning, en det er slet ikke så vært når man førstt kommer i gang.
Familieværkstedet kan også være en løsning, men det har jeg ikke erfaring med.
Venlig hilsen
Den nu balancerede skilsmisse mor