Uvenner med din søster...

Har du prøvet at være uvenner med sin egen søster i en sådan grad at i ikke kunne tale sammen i en længere periode (uger/måneder...)? Og vil meget gerne høre hvordan det "endte"....
Jeg skriver fordi jeg desværre er kommet i den situation - hvilket piner mig rigtigt meget da min familie altid har betydet rigtigt for mig... Vi er begge sidst i 20´erne.
Har brug for at høre andres råd/erfaringer lige nu...

Med min søster og hvordan det endte ved jeg ikke, for har ikke talt med hende i 10 år.

Også 2 brødre og den ene er jeg også uvenner med og har ikke talt med ham i 1 år og 7 mdr:
Men den anden taler jeg med. og han er også uvenner med de 2 andre.

uvenner med nogen.

Men ellers går det godt. ??

Hvad gør du så til familiefesterne osv. Jeg vil virkelig være ked af det og er også lidt bange for hvis jeg ikke kommer til at snakke med hende i flere år.... Vi har stadig begge forældre som "familiesamlepunkt" - så kommer jo aldrig helt uden om det...

der ikke nogle af, vi holder dem adskilt, min søster blev 50 for 2 år siden, jeg kom ikke og sendte intet kort, jeg ar lært at leve mit eget liv, så nu betyder det intet, det var da hårt i starten, men man kan lære at leve med alt og jeg har det helt fint med at vi ikke ses.

Jeg er uvenner med min "kære" storesøster.
Jeg har ikke snakket med hende i 2 måneder.
Hun bor i lejligheden ved siden af mig, og keg sniger mig langs væggene for ikke at møde hende. GIder ikke snakke med hende mere Hun kan sq passe sig selv.

med min mand, så nu er min mis lukket.. så kan han lære det...

og jeg har altid været meget forskellige, så vores kemi og interesser passer ikke altid sammen. Hun kan have et voldsomt temperament, og kan være meget dominerende, fordømmmende, kritisk og vil gerne bestemme over mig og andres meninger. Politisk set er vi også meget lang fra hinanden, så der er mange synspunkter hvor vi ikke har fælles holdninger, dette kan godt give nogle spændinger når vi er sammen. Jeg er mere en rolig og jordnær type, som vægter menneskelige værdier og sociale forhold højere end hende. Hun og hendes mand er meget borgerlige, så penge, status og magt betyder mere for dem, så det er ikke så sjovt at være socialist, når man er i selskab med dem. Så vi er kun sammen til nogle tvungne familiesammenkomster, så skal man passe på hvad man siger.

Så kan han låne min kone, til din mis er åbne igen.
Vi mænd må holde sammen🙂

Jeg har 3 søskende og snakker ikke med nogen af dem.
Det er 7 år siden jeg sidst snakkede med de to og 3 år siden jeg snakkede med den sidste.
De har deres egen far og jeg min egen og vi er blevet opdraget sådan. Derudover passer vores livsstil og holdninger slet ikke sammen. De er alle 3 alkoholikere og lyver sig fra alt og det er ikke min livsstil og holdning.
Jeg har smidt dem alle 3 ud og vi har og får aldrig kontakt med hinanden mere.
På et tidspunkt må man gøre op med sig selv hvad man vil bruge sine kræfter på.

Det var da nogle frygtelig triste svar du har fået. Jeg troede sådan set at mit forhold til min bror var lidt for sig selv, men det kan jeg da se nu at det er det ikke.
Om vi er uvenner? Hmmm...det ved jeg ikke.
JEG synes jo at jeg har gjort hvad jeg kunne for at holde kontakt, lave nogle fælles ting osv...og det gik da også rimeligt efter jeg fik børn. Men da han så fik børn, så er det da gået helt den gale vej. Derudover så ELSKER min mor ham også, og synes jeg er sådan lidt besværlig...og det har vist også gjort sit med forskelsbehandling gennem tiderne. (det var min svigermor der rent faktisk gjorde mig opmærksom på det...og set i bakspejlet har det altid været der)
Vi optræder høfligt overfor hinanden til familie sammenkomster, men det var første gang i flere flere år at jeg fik en sms på min fødseldag i år. Så han fik også en retur da det blev hans tur.
Vi har aldrig snakket sammen, skrevet sammen, mailet sammen...nothing. Og de gange det er sket, har det været mig der har været drivkraften. Om det ændrer sig må være op til ham. For jeg er i hvert fald uforstående og temmelig vred efterhånden. For det er ikke kun mig der ikke har fået nogen opmærksomhed på min fødseldag...det har også været mine børn. Og da det er en yderst lille familie vi har...så rammer det hårdt. Og en lille telefonsamtale eller et fødselsdagkort med posten ville fandme have været rart.
Om vi er uvenner...jeg ved det ikke. Jeg ved så heller ikke hvorfor. Om det bliver godt igen, tror jeg ikke. Igen er måske også så meget sagt.

..det lyder meget bøvlet at bo ved af sin søster i den situation. Er det ikke mærkeligt at kunne høre hende gennem vægen, musik, fester osv... Men hold op hvor kunne jeg godt finde på at genere hende hvis det var mig med ect støj - hvert fald i et par timer hvor jeg er aller mest sur/skuffet over det ;-)

...det mest handler om man altid kun hører de gode historier og glemmer de dårlige hurtigst, når du siger du troede du var en ener... Dine venner/kollegaer snakker måske ikke så meget om det hvis de har et dårligt forhold.
Tak for svarene. Efter at have læst dem er jeg lidt klogere, føler mig ikke længere alene men hvad der skal ske må tiden vise...

- selvfølgelig vælger man ikke selv sine søskende, men hvorfor har forældre ikke lært deres børn, så meget rummelighed, at der kan blive noget givende ud af det, at være en del af en familie? Det ligger vel lige for og er - som jeg ser det - en foræring. Synd det ikke bliver brugt bedre.

...at vide, sårn i hvilken retning jeres uoverensstemmelse er i. For jeres fremtid sammen er nok afhængig af dette. Jeg har nok Verdens dejligste søster! Hun er 32, og jeg er 30.
Jeg ville DØ, hvis jeg blev ægte uven med min søster!!! Og jeg ved, hun har det lige sådan. Men jeg ved osse, at vi begge har perioder, hvor vi ikke orker at være sammen, kan ikke holde den andens argumenter for dit og dat ud, sys den anden opfører sig tosset osv osv. Så lader vi bare være med at overrende hindanden i de perioder. Og da vi begge ved, at vi nok skal blive gode venner igen - før eller siden, så er der ingen ko på isen med at vi ikke ses. Tværtimod, så begynder vi efter måske en månedstid eller to at savne hinanden. Så ses vi lidt igen - måske kan vi "lege" igen - måske skal der gå et par uger til.
Min mand har en ældre søster og en ældre bror. På grund af nogle gamle historier har der i en del år ikke været noget kontakt. Stille og roligt er de nu - først med broren - begyndt at snakke og være sammen igen. Og dér er der selvfølgelig nogle ting, der skal snakkes om - nogen er skuffede - måske alle er skuffede over andres reaktioner. Men alt ialt, så vil de gerne hinanden, og så må man jo snakke sig til en måde at være sammen på. Idag virker deres forhold til at være rigtig behageligt og hyggeligt og inddrager alles mænd og hustruer :o)
Så afhængig af årsagen til "uvenskabet", så skal I nok gøre forskellige ting for ikke at miste hinanden...

hej jeg ha fire små søskende jeg elsker dem meget højt