Ved ikke mere

Jeg er blevet alene efter min mands død for nogle måneder siden. Tabet er frygteligt for vores børn og for mig. Lige da det skete var alle venner meget hjaelpsomme men efter begravelsen har alle ligesom nok i deres eget. jeg har ringet og besøgt dem sådan lidt på skift fordi jeg ikke kan vaere alene hjemme, sorgen og ensomheden overvaelder mig. Weekenderne er saerlig slemme hvilket jeg også har givet udtryk for. Nu et par måneder efter er der ingen der ringer eller kommer på besøg. Alle har mange ideer til hvad jeg skal gøre men jeg er sat skatmat. Kan ikke ringe til fx. offentlige kontorer osv. Tidligere havde jeg slet ikke disse blokeringer. Hvis ikke det var for vores yngste barn på ca 20 ville jeg nu vøre hos min elskede mand. jeg ved ikke hvor eller hvad jeg skal stille på med mig selv. Omstaendigheder gør at jeg har mistet hele mit fundament, er bare så ked af det. Taender jeg for radioen og de spiller en kaerlighedsmelodi så graeder jeg, kan ikke koncenterer mig om at laese en bog eller se en film i tv, går bare rundt og rundt, dufter til hans tøj eller krammer hans hovedpude. Kan slet ikke se hvordan jeg skal komme videre uden ham og forstår slet ikke at jeg aldrig mere skal høre, kramme, dufte eller bare se ham igen.

Mon der findes en sorg-gruppe nær dig......hvor du kan møde andre som har mistet
en pårørende..
Ved sådanne grupper findes, men ved jo ikk hvor du bor..
Taler du med din datter åbent om, hvor ked af du er det..
Hun går jo også med en sorg..
Er noget rigtig skidt noget, at dine venner IKK stadig tror du sørger..
Eller også ved de ikk hvordan de skal takle det..
Hvis jeg var dig ville jeg gå til lægen, for du kan godt få en depression når du har
mistet din mand..
Håber du har en god og lydhør læge, som kan se du lider..
Du kan altså godt få livs-gnisten tilbage, men er bare i et dybt hul, du ikk selv kan
kravle op af..
Du må ha en hjælpende hånd som et anti-depressiv middel, som får dig tilbage med en
livskvalitet du kan holde ud......og pludselig får du et godt liv igen..
Håber alt vil gå dig godt i fremtiden, for der er stadig noget at leve for.....din datter.....venner og familie..
Kram..

Puha, kan godt fornemme hvor hårdt i har det hjemme hos jer, og det er HELT i orden at være ødelagt over Jeres tab af mand/far.
Du skal nok lære at leve med det på et tidspunkt, men indtil da, så må du give dig selv lov til at sørge i den tid det tager. Man kan ikke fremskynde det på nogen måde, og det er vigtigt at få det bearbejdet, men som tiden går, så kommer der også flere og flere smil på dine læber.
Du kan få en henvisning til en psykolog hos din læge, hvis du skulle ønske hjælp til at få din sorg bearbejdet. Det kan jeg helt klart godt anbefalde.
Med hensyn til dine venner, så tror jeg også de synes det er svært at hjælpe dig, når du render rundt helt ødelagt, og det er jo ikke sjovt for nogen som helst, men selvfølgelig burde de være der for dig i et vist omfang.
En ting kan jeg dog love dig, og det er du nok skal lære at leve med det på et tidspunkt. En dag bliver det muligt at smile i stedet for at græde når du tænker på jeres dejlige minder.
[s] [f]

Kære dig
Selvfølgelig sørger du. Det er jo helt naturligt. Græd og vær ked af det. Udlev sorgen.
En skønne dag (ved godt det ikke er den største trøst), vil du alligevel opleve at stå op af sengen og nyde en dejlig sommermorgen.
Men et godt råd, er at komme ud blandt andre mennesker. Her vil du møde smil og grin. Jeg har selv gennemgået flere VUC-kurser. Du kan tage dem om aftenen. Du bliver både klogere og beriget af socialt sammenværd med andre.
Held og lykke.

Kære Helt-alene,
Jeg vil gerne kondolere, men du hader sandsynligt de ord.
Der er blot gået noget få måneder siden, at du mistede ham, men I andres verden synes det længere tid. Som du selv skriver, så stopper folk med at kontakte en efter ca. 2 måneder, folk tror, at det går bedre, men de ved ikke bedre, for de har ikke oplevet det, som du har været ude for.
Du vil opleve nogle blokeringer, og det er en naturlig reaktion på det, som du har oplevet. Der vil højest sandsynligt gå nogle måneder, hvor du har denne følelse. Det du er ramt af minder højest sandsynligt om stress, og jeg kan betrygge dig med, at det med tiden vil reduceres.
Jeg ved ikke, om du går til en psykolog, men jeg vil kraftigt anbefale dig, at du gør det. Du må huske at fokusere på dig selv og dig egen sorg, selvom du også har dine børn.
Der var en, som anbefalede antidepressiv medicin, men det vil jeg stærkt fraråde dig. Lad ikke din smerte dulme med piller, for det kan eventuelt gøre det hele værre end det er.
Jeg kan blot trøste dig med, at tiden vil hjælpe, selvom det synes meget svært.

Jeg har ingen personlige erfaringer med det, du gennemlever; men det slår mig, at der tilsyneladende ikke er nogen af dine/jeres venner, som forstår, hvor svært det er?
Det lyder lidt som nogle overfladiske bekendtskaber - i mine ører...
Man tænker straks: Sorggrupper. I hvert fald vil der være nogle, der sikkert har det ligesom du. Og de vil også være motiverede for at støtte dig gennem et længere forløb, bl.a. fordi de selv står midt i det.
Og så kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvordan ser du på det - rent spirituelt? Hvis man tror på en mening med tingene, er der vel også en god mening med dette? - Og jeg har svært ved at tro, at facit er, at du kommer videre ved at begå selvmord?
Livet er somme tider som en vandretur i Norge! Man aser afsted, og først når man har nået det næste højdepunkt, kan man se, hvorfor man sled sig afsted...
Min erfaring er, at det er ikke altid, at man kan se omkring det næste hjørne; - men ofte viser det sig at være umagen værd.
Der er mange, der tænker på at tage biletten; men i langt de fleste tilfælde betyder man meget mere, end man går og tror, når man ser alting sort i sort!
Så find nogle mennesker - med substans, - og find ud af, hvad der venter omkring det hjørne!

Hej Helt-alene 😖..jeg med er også blevet enke tidligt i livet..da jeg var 59 år og det er nu 2 1/2 år siden...boede i udlandet men flyttede "hjem" til Danmark efter..OG den förste lange tid var der folk men som tiden gik forsvandt de som hos dig...!!
Idag er jeg ensom dvs har venner der jeg för bode men det er langt väk!
Jeg syntes livet er meget svärt at leve i Danmark i dag...folk er sig selv nok og har de som du og jeg IKKE oplevet noget "smerteligt i deres liv endnu" er de temmelig egocentriske og mangler EMPATI.
Jeg kan godt väre ene i min alm hverdag...kan godt i dag få en hverdag til at gå...men ensomheden smerter mig utroligt meget OG desvärrer er jeg bosat i en udkantsby uden noget socialt som foregår her - dvs en "död" by.det er alt for dyrt at flytte i Danmark men jeg söger nu ind til den störrer by jeg hörer under ..ellers klarer jeg ikke min sidste - jeg med har cancer som min mand döde af. [:*(]
Men siger INGEN ER värd at lade stå til dor....så kom igen og tag dig sammen ike for andres skyld men for DIN 🙂 [l] lad [s]skinne på dig.
Tanker fra en som selv er under bearbejdelse efter 25 år i samme ägteskab.
Nynne