Ven og ven imellem
Goddag alle der kender det med at føle at kommunikation og initiative i et venskab kan føles som en envejs beskæftigelse.
Jeg har brug for at høre nogle af jer hvor mange gange i gider at tage kontakt til jeres venner og veninder, uden at de tager kontakt eller initiativ til at lave en aftale med dig?
Jeg har en del gode venner og veninder, som jeg deler en masse med her i livet. Men i nogle perioder kan det godt føles som om jeg er den eneste der ringer for at høre hvordan det går, og den eneste der tager initiativ til at se dem.
De er altid snaksagelige nå r jeg ringer, og de vil altid gerne ses når jeg forslår det, men det kan til tider føles lidt ensomt.
Skal man blive ved med at ringe, eller skal man give folk den kolde skulder lidt?
Jeg har brug for at høre nogle af jer hvor mange gange i gider at tage kontakt til jeres venner og veninder, uden at de tager kontakt eller initiativ til at lave en aftale med dig?
Jeg har en del gode venner og veninder, som jeg deler en masse med her i livet. Men i nogle perioder kan det godt føles som om jeg er den eneste der ringer for at høre hvordan det går, og den eneste der tager initiativ til at se dem.
De er altid snaksagelige nå r jeg ringer, og de vil altid gerne ses når jeg forslår det, men det kan til tider føles lidt ensomt.
Skal man blive ved med at ringe, eller skal man give folk den kolde skulder lidt?