Vente?

Jeg er en kvinde først i tyverne, der har et dilemma. Jeg har i godt et halvt år haft en affære med en gift mand sidst i tredverne. I de første to måneder var det kun sex, og når vi skrev sammen var det kun frække beskeder. Jeg spørger ofte mig selv hvorfor jeg gik ind i det her, for han har prøvet at score mig i 8 måneder og hver eneste gang har jeg sagt nej, fordi jeg vidste at han var gift. Men så blev vi begge en aften meget fulde hver for sig, men havde skrevet sammen hele aftenen. Og så mødtes vi og havde sex. Derefter er det bare fortsat og blevet mere og mere intenst. Fra at have set hinanden 1-2 gange i ugen, er det nu 4-5 gange de fleste uger. Vi skriver sammen konstant om alt og intet, hvis vi har det godt, hvis vi har det dårligt - selv hvis vi intet har at sige, så skriver vi sammen.
For ikke så længe siden inviterede han mig til en anden by, for at vi kunne være sammen offentligt og bruge et helt døgn sammen. Jeg var bange for, at det ville blive akavet, men det var så dejligt. Hele tiden ville han holde mig i hånden, kysse mig, røre mit hår, holde om mig.
Efter den weekend ændrede det hele sig. Vi diskuterede et par dage efter, en åndssvag diskussion, men vi var begge meget oprevede. Om aftenen ringede han til mig og sagde, at vi ikke ville reagere sådan, hvis vi ikke følte noget for hinanden, og han indrømmede at han havde fået flere følelser for mig, siden vi mødtes første gang. Alt jeg kunne sige af frygt for at ødelægge noget, var at jeg syntes han samtidig var en god ven. Men sagens kerne er den, at jeg er blevet dybt forelsket og savner ham hele tiden. Jeg har grædt i over en uge, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op. Det mest etisk korrekte er jo, at sige stop nu. Det allermest etisk korrekte ville være slet ikke at have gået ind i det her spil. Det er så nemt at være bagklog. Men jeg kan ikke lade være med, at tænke på hans version: Det han mest af alt er bange for sker, hvis konen finder ud af det er, at han ikke kan se sine børn, da de er ret små. Men tingene er ikke som de skal være hjemme hos ham, de har aldrig sex og har ikke haft det længe. Han sover ofte på sofaen, er næsten aldrig hjemme om aftenen efter børnene er lagt i seng.
Nok siger samfundsnorman, at er man gift, så bliver man sammen og er ikke sammen med andre. Men på en måde forstår jeg godt hans bekymring omkring børnene, og får han samtidig ikke nærhed derhjemme, er det et sølle ægteskab. Mit spørgsmål er bare: hvad gør jeg? Afslutter det, eller venter til han måske opdager at han ikke kan undvære mig længere? Han har lovet mig at sige til, hvis han får så mange følelser for mig at han tænker, at han vil forlade konen alligevel. Men jeg ved jo ikke om det nogensinde sker, eller om han overhovedet tør at gøre det. Jeg sidder fast i en venteposition, men samtidig elsker jeg tiden med ham, specielt de få dage han kan være hos mig i længere tid. Men jeg hader tiden, når han ikke er her, eller når jeg ved at han skal lave ”familieting”.
Jeg ved godt, at dette emne er rimelig ømtåleligt, men jeg håber, at jeg kan få nogle konstruktive svar, og måske høre fra nogen i en lignende situation.

Det er egentlig rimelig simpelt.
Du må forholde dig til hvordan det er:
1. Kan du leve med han er gift? eller kan du ikke.
2. Du må kræve en udmelding omkring hans planer.
3. HVIS du kræver han bliver skilt, så må du stoppe med at se ham indtil han har afsluttet sit forhold/fortalt det til hans kone.
Jeg er sikker på han er godt tilfreds med hvordan tingene er LIGE NU - der er både spænding, og ikke så mange forpligtelser, men om han kan se dig som en kæreste i fremtiden (på trods af din unge alder) er kun ham der ved.
Vil du have børn i fremtiden? Hvad hvis han ikke vil? Har du tænkt de tanker, om i måske er forskellige steder i livet?

Det må være nogle meget små børn hvis han er bange for ikke at se dem efter en skilsmisse. Hvorfor skulle han dog ikke kunne se dem❓for mig lyder det som en dårlig undskyldning for at undgå at være ærlig.
Du bliver også nødt til helt alvorligt at overveje, om det er dig der om 3-4 år står med 2 børn og en mand der har en affære. Jeg ved godt at det ikke er muligt, men for dig ville det være vigtigt at vide hvordan hans kone ser sit ægteskab. Hun er måske rævestolt af sin dygtige mand der "arbejder" mere end de fleste og er SÅ populær. Hun synes sikkert at de har et super ægteskab.
Du er først i tyverne og du burde unde dig selv et sundere forhold. Forhold der bygger på andres ulykke er svære.

de har små børn og konen mangler sikkert søvn, hendes mand arbejder meget, så han kan ikke give meget hjælp med ungerne, hun er så træt og det kniber med sex livet men skidt han er jo også meget hjemmefra, de har en tid de skal over og når deres børn kræver lidt mindre, får de tid til hinanden.
måske er der en i den anden enden, der tænker sådan.

Hvis du mener noget alvorligt med det her, og du fornemmer at han også er seriøs er det vel bedst at du taler med hans kone om det, for at finde ud af hvad hun mener om det hele.
Akavet?
Tjahh, det er jo ikke så akavet at ødelægge en anden familie, bare man ikke selv skal stå til ansvar for det, vel?
Det må være rart for ham makkeren at have lidt adspredelse ude i byen, sådan helt uden nogen form for forpligtelser, og du mener åbenbart at det er helt fint at blive udnyttet på den måde.
Snak nu med hans kone om det, og kræv samtidig af ham at han melder krystalklart ud hvad han egentlig vil med dig.

Jeg er en kvinde først i tyverne, der har et dilemma. Jeg har i godt et halvt år haft en affære med en gift mand sidst i tredverne. I de første to måneder var det kun sex, og når vi skrev sammen var det kun frække beskeder. Jeg spørger ofte mig selv hvorfor jeg gik ind i det her, for han har prøvet at score mig i 8 måneder og hver eneste gang har jeg sagt nej, fordi jeg vidste at han var gift. Men så blev vi begge en aften meget fulde hver for sig, men havde skrevet sammen hele aftenen. Og så mødtes vi og havde sex. Derefter er det bare fortsat og blevet mere og mere intenst. Fra at have set hinanden 1-2 gange i ugen, er det nu 4-5 gange de fleste uger. Vi skriver sammen konstant om alt og intet, hvis vi har det godt, hvis vi har det dårligt - selv hvis vi intet har at sige, så skriver vi sammen.
For ikke så længe siden inviterede han mig til en anden by, for at vi kunne være sammen offentligt og bruge et helt døgn sammen. Jeg var bange for, at det ville blive akavet, men det var så dejligt. Hele tiden ville han holde mig i hånden, kysse mig, røre mit hår, holde om mig.
Efter den weekend ændrede det hele sig. Vi diskuterede et par dage efter, en åndssvag diskussion, men vi var begge meget oprevede. Om aftenen ringede han til mig og sagde, at vi ikke ville reagere sådan, hvis vi ikke følte noget for hinanden, og han indrømmede at han havde fået flere følelser for mig, siden vi mødtes første gang. Alt jeg kunne sige af frygt for at ødelægge noget, var at jeg syntes han samtidig var en god ven. Men sagens kerne er den, at jeg er blevet dybt forelsket og savner ham hele tiden. Jeg har grædt i over en uge, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op. Det mest etisk korrekte er jo, at sige stop nu. Det allermest etisk korrekte ville være slet ikke at have gået ind i det her spil. Det er så nemt at være bagklog. Men jeg kan ikke lade være med, at tænke på hans version: Det han mest af alt er bange for sker, hvis konen finder ud af det er, at han ikke kan se sine børn, da de er ret små. Men tingene er ikke som de skal være hjemme hos ham, de har aldrig sex og har ikke haft det længe. Han sover ofte på sofaen, er næsten aldrig hjemme om aftenen efter børnene er lagt i seng.
Nok siger samfundsnorman, at er man gift, så bliver man sammen og er ikke sammen med andre. Men på en måde forstår jeg godt hans bekymring omkring børnene, og får han samtidig ikke nærhed derhjemme, er det et sølle ægteskab. Mit spørgsmål er bare: hvad gør jeg? Afslutter det, eller venter til han måske opdager at han ikke kan undvære mig længere? Han har lovet mig at sige til, hvis han får så mange følelser for mig at han tænker, at han vil forlade konen alligevel. Men jeg ved jo ikke om det nogensinde sker, eller om han overhovedet tør at gøre det. Jeg sidder fast i en venteposition, men samtidig elsker jeg tiden med ham, specielt de få dage han kan være hos mig i længere tid. Men jeg hader tiden, når han ikke er her, eller når jeg ved at han skal lave ”familieting”.
Jeg ved godt, at dette emne er rimelig ømtåleligt, men jeg håber, at jeg kan få nogle konstruktive svar, og måske høre fra nogen i en lignende situation.

Hvad blev af de søstersolidariteten, nu i render med andre kvinders mandfolk. 😃

I ses 4-5 gange ugentligt + lejlighedsvise små 'forretningsrejser'. Manden er sjældent hjemme efter at børnene er lagt i seng! Der er altså FLERE, ret små børn. Hmm. Man ser for sig en træt og forsømt kone og hvornår skulle der overhovedet blive plads til sex i det forhold med sådan en illoyal mand, der lægger sin energi og sin nærhed andetsteds? Der kan være 1000 grunde til utroskab og nogle mener sig næsten i deres gode ret til at være utro. Bare tænk forskellen på en træt ung mor og en veludhvilet, forelsket ung pige, der ikke har andre formål i livet end at gøre sig lækker og at være lækker for denne illoyale og løgnagtige mand. Det ender i de fleste tilfælde med konens tårer, mandens anger, elskerindens bitterhed og et nyt forsøg på at være både familiefar og ægtemand og elsker hjemme på egen adresse. Eller det ender med at den dejlige unge elskerinde avancerer til hustru og moder - og som kronen på værket: som endnu en bedraget kone til et pattebarn, der ikke tør blive voksen.

Hold da op, hvor har jeg ondt af hans kone, der valgte at gifte sig med ham og dedikere sit liv til ham og føde hans børn.... Hvor kan vi mennesker bare være egoistiske nogle gange.
Det lader til jeres forhold har udviklet sig så meget, at i begge er helt forelsket i hinanden. Men stil dig selv det spørgsmål... hva nu en dag, når du har været sammen med ham i lang tid og måske fået børn med ham... vil han så behandle dig anderledes end sin forrige kone, så snart han er blevet træt af familielivet, eller mødt en hot babe på arbejdet?
Det her emne rører mig meget, da jeg tidligere har været i et forhold med en fyr, der var i et fast forhold uden at jeg vidste noget om det. Jeg kan lige love dig for, at hans kæreste var så smadret og ked af det indeni, da hun ville mødes med mig for at få det afklaret.. INGEN fortjener, at blive holdt for nar på denne måde😕
På trods af, at jeg kan se du prøvede at stoppe det i starten, synes jeg at det er meget barnligt og egoistisk gjort af jer begge .....🙁sorry to say

Jeg synes du har fået nogle meget fordømmende svar herfra, så jeg vil prøve at svare dig i en mere positiv ånd. For du hænger på den mand nu, hvor du har overgivet dig til ham. Så uanset hvad bliver fremtiden svær for dig, medmindre han finder en løsning på sit dilemma og enten fortæller konen om sin forelskelse i dig samt han ikke ønsker at miste sit familieliv til dig. Det er nemlig nok sandheden her - få ham til at sige til konen og til dig det dilemma han slås med, og så kan I tage den derfra.
Dette lurepasseri skaber kun smerte og den venteposition du har fået her vil i længden skade dig ogn dit selvværd - det ved jeg fra veninder i samme situation. Jeg har også selv været involveret med en gift mand og vi var SÅ forelskede. Han havde samme angst for at miste børnene (den daglige kontakt med dem) - og den angst var reel for ham, da han elsker sine børn overalt og gir dem al sin fritid - familien ligeså. Hans kone er meget bestemt og styrer ALT indenfor familiens fire vægge - også mandens gøren og laden iøvrigt. Ved ikke om din elsker har en kone der ville blive ondskabsfuld, hvis hun finder ud af hans kærlighed til dig - det er der mange forsmåede kvinder der bliver, og så bruger de børnene i deres kamp imod/straf af manden.
Du må ikke fordømme din elsker, da han (eller du) IKKE kan gøre for de følelser, der er opstået mellem jer. Det er stærke kræfter der river i en, og det kan gøre folk syge - så pas nu på dig selv. Jeg blev syg af det, min elsker blev kørt ned - hans datter lider nu af anoreksi.
En god veninde der var så livsglad og erotisk aktiv er helt smadret efter 5 år som en gift mands elskerinde - hun er nu blevet kronisk syg efter - manden er stadig gift, men kan ikke finde ud af at gå fra konen men heller ikke holde sig fra min veninde. Min veninde har også fået psykiske mén af dette, hun er i underskud konstant og uafbrudt på vagt om vi andre nu også elsker hende.
Så pas nu på dig selv, for dette forhold vil sætte dit selvværd på prøve - og dit helbred. Men forstår godt dine følelser, for det er så livgivende at leve sin forelskelse ud. Ud fra det du skriver er jeg sikker på din elsker føler det samme for dig, som du for ham - han er bare bundet op i familien og det er du ikke.
held og lykke med dit liv 🙂

Hvis den mand du havde et forhold til, virkelig var så "bange" for ikke at se sine børn når krampen opdager han hopper uden om.
Så er han altså ikke særlig bange.
For han sætter sine agne behov før sine børn.
Så et eller andet sted er han vel ligeglad med at han udsætter sine børn for en eventuel skilsmisse. Det bekymre ham ikke at han smadre sine børns hverdag.
Men han er "bange" for han ikke kan se dem???
Det var da en underlig priotering.
Specielt når han er villig til at udsætte dem for de skrækkelige ting, som to voksne mennesker kan udsætte hinanden for. Når den ene eller den anden svigter sit ægteskab.
Uanset om det er manden eller kvinden, der har sat ægteskabet overstyr.
Så er det da patetisk at den voksne mand er bange for ikke se sine unger.

Nu må i sku da være voksne og tage ansvar. Enten er i gift eller ikke.

Kære Flaks.
Gid det var så enkelt som du beskriver det.....
Det at forelske sig i et andet menneske - imens man er kæreste eller gift med en anden - det er som at drive med en understrøm i et bølgende hav - bølgerne går den ene vej, understrømmen den anden.
Det er måske en naturlov for mennesker at længes mod noget andet end den strand bølgen regelmæssigt rammer. Nogle kan så sublimere denne længsel ud i kunsten (det gjorde jeg f.eks. derfor kom jeg nemmere over bruddet end min elsker) nogle bliver syge, fordi de lever et splittet liv - kender flere der er blevet syge af det. En veninde er mentalt og arbejdsmæssigt "druknet". Det er sørgeligt og det er livet for flere🙁
Lad os dog forholde os til det fremfor et ideal, som næsten ingen evner at leve efter!!!!
Nogle forløser deres længsel ud i drikkeri og/ eller spiser sig fede og grimme. Nogle kaster sig over fanatiske aktiviteter, så som overdreven fysisk træning ved løb eller fitness osv.osv.
De færreste har et længerevarende forhold, hvor partneren kan opfylde den understrøm af længsel, der er i ethvert levende individ. Længslen mod udvikling måske - eller mod en større fylde i ens liv.
Hvis det at være voksen og tage ansvar (som du skriver) betyder man skal dræbe denne eksistentielle længsel med afsavn og et liv i middelmådig laden stå til med småborgerlige sysler, så håber jeg aldrig jeg bliver voksen!
Man kan godt være gift og have en facination af et andet menneske. Elsker man sin partner så højt, at man ikke vil risikere at miste denne, ja så følger man ikke sine følelser, så lader man det blive ved facinationen og har ingen trang til at følge understrømmen ud på det dybe hav - hvis du forstår.
Så det afhænger af hvor stor kærligheden er til ens kone/mand. Det tyder ikke på den store kærlighed, når denne mand er sin kone utro så intens som beskrevet - både fysisk og mentalt. Det er unfair ja for konen bør vide det - men jeg forstår godt manden ikke ønsker at miste sine børn. Og det bliver resultatet ofte efter en skilsmisse. Det er normen at kvinderne får børnene, og manden kan så få lov at se sine børn i weekender og ferier. Det er nok derfor denne mand tøver med at forlade sin familie.
Når han siger til elskerinden at hans sexliv med konen er ophørt, så skal hun nok tage det med et gran salt. For selvfølgelig har han også sex med konen. Måske er det pligtsex - måske er det også god sex, når konen igen bliver hengiven, når hun oplever manden er ved at forsvinde mentalt.
Det må elskerinden så forholde sig til om hun kan leve med det.
Jeg mener hun bør redde sig selv hurtigst muligt, ved at sætte et krav om at få sandheden i dette forhold frem i lyset. Kun det vil frigøre hende - eller manden.

Vil lige prøve at kommenterer på mange af svarene.

Ja, jeg har tænkt på at han måske ikke vil have flere børn, og at jeg gerne vil. Men igen, skal vi droppe kærligheden fordi vi ønsker at få børn nogle år ude i femtiden? Nej. Så firkantet er jeg ikke.
Mht. alt det her med børnene så har det noget at gøre med, at han har måttet kæmpe for et barn, han har med en anden kvinde han var sammen med før konen. Pga. uvenskab og løgne var han næsten ved at miste sit barn. Hans børn er alt for ham.
Her er det så jeg tænker: Når de bliver en smule ældre vil de også kunne mærke gnidningerne imellem deres forældre. Jeg har selv været der, og ville ønske at mine forældre var blevet skilt noget før. Men det kan han ikke helt indse og han vil heller ikke lukke mig for meget ind i disse konflikter konen og ham imellem.
Jeg ved ikke hvordan det er hjemme hos dem. Om konen er træt og udbrændt og ikke orker sex. Det tror jeg ikke, så små er børnene heller ikke. De har uenigheder , det er det, jeg ved. Men han hjælper meget til med børnene.
JO, jeg HAR andet at give mig til end at gøre mig lækker og lege bimbo for denne mand. Faktisk behøver jeg ikke engang gøre mig lækker for ham. Jeg er ikke ung, dum og naiv. Jeg har et arbejde, studie, venner, familie og får ofte at vide, at jeg er meget moden af min alder. Måske er det netop også derfor at jeg har fundet sammen med en, der er så meget ældre? Hvilket heller ikke er første gang.
Og nej. Jeg skal ikke gå til konen, det er hans job. Hvis jeg først gør det, så bliver der da rigtig drama. Hans familie er ikke mit ansvar lige nu. Jeg kender dem ikke.
Til Fairy: Tak for dit meget modne og konstruktive svar.
Først og fremmest så ved jeg ikke om han har lige så stærke følelser for mig, som jeg har for ham. Vi snakkede dog for lidt tid sammen om, om vi skulle stoppe fordi det er blevet så hårdt. Men ingen af os vil stoppe det, og han sad næsten med tårer i øjnene (må vel betyde noget). Så vi sidder stadig fast. Vi har det både sjovt og lidt for intenst, men jeg længes sådan efter mere og jeg savner ham hele tiden. Hvordan gjorde du, lod du bare savnet være? Og hvordan havde du det, når du vidste at han var hjemme med konen? Han fortæller mig jo, at de ikke har sex, hvilket jeg altså tror på grundet omstændigheder jeg ikke vil nævne her. Men det gør ondt at tænke på, at de har et liv sammen trods alt. Børnene, huset, ja forpligtelser er det vel. Men de har et hjem sammen og jeg har kun ham, når han kan passe det ind nogle timer ad gangen. Jeg vil kunne kysse ham i offentlighed.
Hvis jeg beder ham om at tale med konen, er jeg bange for at han siger, at han ikke kan.

Hej igen Who?
Det eneste jeg kan sige til dig som 'hjælp' er at den situation du sidder i - med savn og smerte over han er sammen med familien og ikke dig - det er den værste situation man som kvinde kan komme i. Det er dræbende for ens selvværd, selvom man på den anden side bliver bekræftet i overmål - mandens begær er jo så livgivende og man føler sig som en helstøbt Kvinde - med stort K [l]
Men alt i længden en rædselsfuld tilstand at være i, fordi man kan hverken komme frem eller tilbage, men er helt fastlåst - i ja en venteposition. Min situation var anderledes end din, da jeg også var gift - havde en krise i mit ægteskab på det tidspunkt. Så det var en meget stresset tid over flere år ialt - først hans bejlen gennem et par år, så utroskaben og efterfølgende år med at frigøre sig. Jeg fik meget men mistede så meget af mig selv i det, at det kun skyldes en enorm stærk vilje, at jeg ikke gik helt ned på det forhold.
Ja jeg lod savnet være, for jeg vidste jo jeg 'havde ham' - og så alligevel ikke....
Til sidst sluttede jeg det brat. Ingen direkte krav fra min side om han skulle vælge, men jeg satte mig udenfor situationen og satte ham lidt på en prøve, for at se om han var mandfolk nok til selv at tage en beslutning. Jeg fik så en den erkendelse at jeg skulle frigøre mig her og nu. For fortsatte jeg skulle jeg nærmest være den, der frigjorde ham fra familie projektet, og den rolle ville jeg ikke påtage mig.
Han nød lidt konens ulykkelighed idet hun rendte efter ham når der var noget officielt hvor han og jeg mødtes - kunne ikke lide han nød rollen at være så efterstræbt af to kvinder - bl.a. derfor trak jeg mig og lod konen om at få ham. Det har været meget ulykkeligt efterfølgende - både for ham og mig.
Men jeg er stærkere nu end da vi havde et forhold, så jeg er meget glad for min beslutning.
Jeg kan ikke råde dig. For din situation er ikke lig min. Men pas på du ikke bliver for involveret i hans liv ved at længes efter ham mens han har sit helt eget familieprojekt ved siden af. Men klart det kommer til at fylde alt for meget i dit liv, når du savner ham i dagligdagen.
Det er netop den rolle du skal passe på ikke bliver permanent.

Who? Jeg synes, det er tankevækkende, at de indlæg der opfordrer dig til at skifte kurs får prædikatet "umodne" og "fordømmende". Det ligner til forveksling projicering.
Hvis jeg var dig ville jeg overveje følgende:
* Du siger selv, at du har andre ting at tage dig til, hvorfor så ikke bruge energien på at finde en anden mand at kaste din kærlighed på, i stedet for at deltage i destruktionen af en familie? Jeg ved godt, at det primært er mandens ansvar, men du deltager i løjerne.
* Hvor lang tid går der før spændingen ved det forbudte forhold ebber ud - for ham og for dig selv?
* Hvorfor tror du, at manden præsenterer sit sande jeg for lige præcis dig? En mand som i øvrigt lever sit ægteskab og familieliv på en løgn.
* "If he cheats with you, he will cheat on you." Når løgn og bedrag er en livsstil, så er det en del af din/hans karakter. Det forsvinder ikke blot fordi han bytter sin kone ud med dig.
* Vi er ikke selv herre over andres handlinger, naturkræfter og tilfældigheder, men vi vælger selv hvordan vi ønsker at leve vores liv og hvilken person vi ønsker at være. Hvilken person ønsker du at være?
Lidt at tygge på, held og lykke med dit kærlighedsliv.

at zenmaster her kommer med SVARET, når Who, Fairy og ligesindede nu engang har besluttet sig for at det er modent og velovervejet at utro mænd er deres store kærlighed. Næ, - en løjser, er en løjser, er en løjser. Det skulle undre mig meget, om ikke netop Fairy og andre Miss Has-beens er blevet så kloge. Håber også Who besinder sig. Ganske vist er det mandens ansvar at være utro, at lyve, at splintre en familie, men godt nok kan man ikke styre sine følelser, men det er faktisk muligt at styre sine handlinger.
Ingen sex med konen! Godaw do! Når konen engang afslører ham, så er en af de første løgne, at han ikke har haft sex med veninden! Skal vi vædde?

Jeg syntes du skal stoppe det forhold og finde dig en single fyr, sex er noget vi alle sammen nyder i fulde drag og din glæde for sex behøver jo ikke at stoppe fordi du afbryder dit forhold med denne mand og finder en single fyr i steden for, nu ved jeg ikke om det er fordi du bliver tiltrukket af ældre fyre men der er masser af single fyre på samme alder som denne mand 🙂

Who? Jeg synes, det er tankevækkende, at de indlæg der opfordrer dig til at skifte kurs får prædikatet "umodne" og "fordømmende". Det ligner til forveksling projicering.
Hvis jeg var dig ville jeg overveje følgende:
* Du siger selv, at du har andre ting at tage dig til, hvorfor så ikke bruge energien på at finde en anden mand at kaste din kærlighed på, i stedet for at deltage i destruktionen af en familie? Jeg ved godt, at det primært er mandens ansvar, men du deltager i løjerne.
* Hvor lang tid går der før spændingen ved det forbudte forhold ebber ud - for ham og for dig selv?
* Hvorfor tror du, at manden præsenterer sit sande jeg for lige præcis dig? En mand som i øvrigt lever sit ægteskab og familieliv på en løgn.
* "If he cheats with you, he will cheat on you." Når løgn og bedrag er en livsstil, så er det en del af din/hans karakter. Det forsvinder ikke blot fordi han bytter sin kone ud med dig.
* Vi er ikke selv herre over andres handlinger, naturkræfter og tilfældigheder, men vi vælger selv hvordan vi ønsker at leve vores liv og hvilken person vi ønsker at være. Hvilken person ønsker du at være?
Lidt at tygge på, held og lykke med dit kærlighedsliv.

Virkeligt godt skrevet zenmaster :-)
Til WHO du er virkelig forelsket :-( .
Han HAR sex med konen, men alt det som konen ikke formår lige nu modtager han fra dig.
Du skriver, han har et barn fra tidligere ægteskab hvor han var ved at miste sit barn. Undskyld mig ser du ikke en rytme i det her❓En kone to kone snart dig og så den næste.........

Efter min erfaring er de mænd, som er værd at bygge en fremtid med disse typer...
De mennesker som vokser fra hinanden bliver skilt uden utroskab, de mænd som forelsket sig i en anden, går hjem til konen og fortæller det. Hvis de ikke vælger disse veje, har de ingen respekt for andre menneskers følelser.... Og hvad efterlader det den næste med. Hvorfor bliver kvinder og mænd for den sags skyld ved med at tro, det gør han ikke med mig.... Mig ELSKER han ?????

[quote="Zenmaster" post=2714712]Who? Jeg synes, det er tankevækkende, at de indlæg der opfordrer dig til at skifte kurs får prædikatet "umodne" og "fordømmende". Det ligner til forveksling projicering.
Hvis jeg var dig ville jeg overveje følgende:
* Du siger selv, at du har andre ting at tage dig til, hvorfor så ikke bruge energien på at finde en anden mand at kaste din kærlighed på, i stedet for at deltage i destruktionen af en familie? Jeg ved godt, at det primært er mandens ansvar, men du deltager i løjerne.
* Hvor lang tid går der før spændingen ved det forbudte forhold ebber ud - for ham og for dig selv?
* Hvorfor tror du, at manden præsenterer sit sande jeg for lige præcis dig? En mand som i øvrigt lever sit ægteskab og familieliv på en løgn.
* "If he cheats with you, he will cheat on you." Når løgn og bedrag er en livsstil, så er det en del af din/hans karakter. Det forsvinder ikke blot fordi han bytter sin kone ud med dig.
* Vi er ikke selv herre over andres handlinger, naturkræfter og tilfældigheder, men vi vælger selv hvordan vi ønsker at leve vores liv og hvilken person vi ønsker at være. Hvilken person ønsker du at være?
Lidt at tygge på, held og lykke med dit kærlighedsliv.[/quote]
Virkeligt godt skrevet zenmaster :-)
Til WHO du er virkelig forelsket :-( .
Han HAR sex med konen, men alt det som konen ikke formår lige nu modtager han fra dig.
Du skriver, han har et barn fra tidligere ægteskab hvor han var ved at miste sit barn. Undskyld mig ser du ikke en rytme i det her❓En kone to kone snart dig og så den næste.........

Efter min erfaring er de mænd, som er værd at bygge en fremtid med disse typer...
De mennesker som vokser fra hinanden bliver skilt uden utroskab, de mænd som forelsket sig i en anden, går hjem til konen og fortæller det. Hvis de ikke vælger disse veje, har de ingen respekt for andre menneskers følelser.... Og hvad efterlader det den næste med. Hvorfor bliver kvinder og mænd for den sags skyld ved med at tro, det gør han ikke med mig.... Mig ELSKER han ?????

Tænker det samme. Jeg kan ikke se hvordan det skulle ende lykkeligt. Sorry.

Altid fryd at læse om piger der bliver røvrendt. Så kan I smage Jeres eget lort I udsætter os mænd for.

Zen anna.sunshine - og hvad de mange 'grædekoner' herinde ellers hedder - er så opfyldt af bitterhed over livet som det nu kan flaske sig, at de KUN ser dæmoner, utugt og evig fortabelse, når det drejer sig om dit forhold til denne gifte mand. Jeg ville nok også tage deres råd med en grand salt 😉 det handler mere om deres personlige erfaringer og fordomme iøvrigt.
Men intet er mere LIVGIVENDE end at leve en forelskelse ud. [f] [l] [f]
Så gør det. Så må du tage efterspillet som det kommer, og se om du selv kan holde til at være hans fødselshjælper i frigørelsen fra konen og vanen i familiens skød. Jeg vil anbefale dig, at du IKKE hjælper ham, han skal selv være mandfolk nok til at tage skridtet, og er han ikke stærk nok til det, skal du frigøre dig - for at redde dig selv.
Men følg dine følelser lige nu og lev det ud, som I to har sammen. Tydeligt for mig at han er forelsket i dig, ellers ville han nok ikke gå så langt som tilfældet er her - han risikerer jo at miste kone og børn og trygheden i familien, ved at starte og fortsætte denne intense affære med dig.
Ja selvfølgelig har manden sex med konen - han savner dig jo også når I ikke er sammen, og konen er jo pludselig mere hjertelig og kærlig. Men det må være sårende for hans kone, for hun ved jo godt, at det er dig og ikke hende han tænker på, når de har sex. Derfor er det også mentalt set utroskab, hvis man er forelsket i en anden, men fortsætter samlivet med kæresten, som var intet hændt 'bag facaden'.
Utroskab er nok det nærmeste man kan komme på rendyrket bedrag, da man holder et andet menneske fanget i et falsk scenarie.

citat "Så hold kæft og vær glad for du er det andet valg."
Nu er spørgsmålet hvem der er 'førstevalg' og hvem der 'andet valg' - når det gælder den erotiske kærlighed (som jo adskiller et kærlighedsforhold mellem mand kvinde fra et forhold på mere venskablig basis) vil
jeg mene man i dette lys kan diskutere hvem der skal føle sig som førstevalg her [???]
Der kan vel ikke være meget ved at være kone til en utro mand kan der? Når man jo i og med at manden har intimitet og ses hemmeligt med elskerinden som kærestepar i fremmede byer osv. uværgerligt må blive og føle sig som andet valg i denne forbindelse. Det er jo elskerinden der får glæden af mandens attrå og begær, det mærker konen nok ikke så meget til....
At konen så er førstevalg m.h.t. de hjemlige og familiemæssige sysler med manden, er jo et tydeligt tegn på man vægtes højt som mor for mandens børn, som en veninde/søster der dækker hans tryghedsbehov for en familie.
Men som KVINDE er det netop denne tilsidesættelse af konen som KVINDE, der er langt mere sårende (efter min mening) end at skulle savne at stå for hans husholdning og tage vare om hans familie.
Begge situationer er dog i længden utålige at leve med for den kvinde - kone eller elskerinde - der er så uheldig at blive trukket ind i mandens dilemma mellem to kvinder, fordi han ikke selv kan vælge sit liv, men lader livet (kvinderne?) vælge det for ham.
Min pointe er så, at er manden så svag, at han ikke SELV bevidst kan vælge sit liv, men lader kvinderne styre det, så er han ikke værd at kæmpe for.
Er man kone eller elskerinde til den type mand, bør man beskytte sig selv og afbryde forholdet. Det er at sætte sig selv og sit liv på stand bye, hvis man fortsætter med at være en del af hans dilemma. 😕

Pyha. Man tolker vel ud fra sin egen forforståelse. .. Jeg har aldrig udtrykt, at de andre svar var umodne eller fordømmende. Derimod skrev jeg, at jeg var glad for et erfaringsbaseret konstruktivt svar.
Nej, jeg ved ikke helt og holdent om han ikke har sex med sin kone. Dog er jeg selv vokset op med forældre der i mange år havde et ægteskab uden passion, og de havde ikke sex i lang lang tid. Så jeg vælger at forsøge at tro på ham, men som jeg siger til ham, så kan jeg ikke stole 100% på ham – i hvert fald ikke lige nu – fordi han har en affære med mig.
Politisk ukorrekt citat:” Altid fryd at læse om piger der bliver røvrendt. Så kan I smage Jeres eget lort I udsætter os mænd for.” - Ja dit navn siger da det hele.
Han siger nu, at jeg har fået ham til at tænke over tingene og han ved godt, at det her ikke kan foregå for evigt. Han kan ikke lyve for sin kone for evigt. Så kan man jo så diskutere hvor lang tid, jeg vil vente. Han står over for en radikal ændring i sit liv, når/hvis han fortæller det til konen, og jeg kan egentlig godt forstå at han er bange. Men når det så er sagt, så er et halvt år længe og jeg har udtrykt at jeg ikke kan gøre dette lang tid endnu. Men han skal selv være klar, ellers nytter det ikke. Nogle vil måske tænke at jeg lyder naiv her, fordi folk mener at han kun tænker på sig selv. Dette har jeg selvfølgelig in mente. Jeg har fortalt ham, at jeg synes, at han er egoistisk på visse punkter. Det er en dårlig ide at vælge at være utro frem for at komme problemerne til livs og om endeligt komme ud af sit fastlåste ægteskab.
Hvad angår børnene, så vil jeg igen referere til mine forældre. Jeg ser dem hellere lykkelige hver for sig (og det har jeg tænkt hele min barndom), end at de skændtes, aldrig var glade når de var sammen, eller bogstavelig tal fik overset os børn pga. deres egne konflikter. Så sommetider er skilsmisse altså det bedste selv for børnene.
Jeg vil dog lige pointere at jeg ikke forsvarer ham. men set ud far et psykologisk aspekt, er det en stresset tid og en enorm pinefuld situation at stå i.
Til gengæld så vil jeg gerne forsvare mig selv. Jeg tager ingen del i, at deres ægteskab ikke fungerer. Det må udelukkende være de to parter imellem, der forårsager dette.

Grædekone? Tak for et godt forsøg på at klistre en label på mig, men hus forbi - jeg græder ikke på vegne af andre, så den kasket må du gerne beholde selv, Fairy.
Jeg græder ikke for den bedragede kone, men derfor kan jeg sagtens have sympati for hende og udvise en smule empati. Jeg mener ikke, at der er nogen mennesker på denne jord, der fortjener at blive mødt af løgn og bedrag fra de mennesker, der står dem nær.
Vi kan have mange meninger om, hvad konen bør gøre og hvad manden bør gøre, men sandheden er jo, at ingen af os ved noget som helst om, hvad der i virkeligheden foregår i deres forhold, og vi kan ikke tale til dem, for de er her ikke. Derfor koncentrerer jeg mig også om mit budskab til OP, som rent faktisk er til stede.
Who? Du har fuldstændig ret i, at vi alle ser tingene igennem de briller vi nu engang er udstyret med. Og du ser din elskers forhold igennem en linse skabt af dit syn på dine forældre. Elskeren og hans kone er ikke dine forældre.
Du gled meget bekvemt af på mine direkte spørgsmål til dig. Du skriver blot til sidst, at du ikke mener, at du med dine handlinger har noget ansvar over for andre mennesker end dig selv. Her er vi jo så blot uenige. Jeg mener, at man har et ansvar over for både sig selv, sine medmennesker og for så vidt også dyr og planter. Hvis ikke jeg mente det, så ville jeg heller ikke bruge tid på at sidde her og skrive til dig.
Du placerer dig selv midt i et ægteskab mellem to andre mennesker uden at nævne noget om det til konen. Nu har de to efter sigende problemer i forholdet. Gad vide hvordan det er at skulle arbejde for at redde et parforhold, når der er en tredje person i det, som man ikke ved noget om? Det lyder for mig som en kamp, hvor man kæmper med bind for øjnene.
Hvis du mener, at dit valg om at deltage i deres ægteskab ikke påvirker deres forhold, hvorfor så ikke bare melde ærligt ud og leve i et åbent forhold alle tre? Det ville da forenkle mange ting.
Og jeg gentager gerne mit spørgsmål fra sidst: Der er flere millioner single mænd derude, og jeg er ret overbevist om, at der også er en eller flere der matcher dig, hvorfor bruger du ikke din energi på at finde en der, i stedet for at deltage i destruktionen af en familie? Det er jo et bevidst valg du træffer.

citat:
'Jeg vil dog lige pointere at jeg ikke forsvarer ham. men set ud fra et psykologisk aspekt, er det en stresset tid og en enorm pinefuld situation at stå i.
Til gengæld så vil jeg gerne forsvare mig selv. Jeg tager ingen del i, at deres ægteskab ikke fungerer. Det må udelukkende være de to parter imellem, der forårsager dette'

Hvis manden ikke var utro, men havde rene linjer og konen var exkone, så lettede stresset og pinen nok, skal du se. Nå ja, han ville da også være ked af at have ødelagt hverdag og meget andet for de børn som 'betyder ALT for ham'. Du forsvarer ham IKKE, men men men HVAD?
Og du har ingen del i at hans ægteskab ikke fungerer? Nå! Så længe jeres forhold er kørende, så har du i den grad del og ansvar. Er du så voksen og følsom som du gerne giver udtryk for, så tag ansvar også for ham,- (den man elsker, kan man slet ikke lade være at tage ansvar for), og bed ham holde sig væk fra dig indtil han har rene linjer med konen, om han forlader hende eller i alle tre vælger og accepterer et åbent forhold. Utroskab er nu engang én stor løgn og korrumperer alle indblandede, både de aktive og de passive ofre!

Det du misforstår her er, at hvis det var så forfærdeligt mangelfuldt at være gift men en utro mand, så ville konen nok blive mistænkelig af sig selv. Hvis konen ikke bliver det, så er det fordi hun får sine behov opfyldt af hendes mand. Mænd kan altså sagtens skille følelser og sex og bliver sjældent forelsket i deres elskerinde. Alt for ofte trækker elskerinden det korte strå, hvis noget bliver opdaget.
Så at sige, at konen er en stakkel er jeg uenig i. Elskerinden er staklen her.
Konen lever i lykkelig uvidenhed og har både sex og samliv med manden. Elskerinden må altid vige pladsen for konen, og kommer i 2. række. Har manden lavet en aftale med elskerinden, så har konen "magten" til at forpurre planerne. Får konen pludselig en spontan ide - Ja, så må elskerinden desværre bøje sig. Til stor sorg for elskerinden.
Livet som elskerinde er et helvede, og det er på ingen måde misundelsesværdigt. Jeg vil hellere være kone end elskerinde - og i det hele taget vil jeg helst være fri for at møde sådan en mand.
Tænk på, at her står elskerinden med en mand, som fortæller han intet deler med konen. Elskerinden deler sit underliv, sit hjerte og sine inderste tanker med manden og fortæller ham, at hun gerne vil dele resten af livet med ham. Manden tøver stadig! Øv bøv for en ydmygende og nedværdigende situation for elskerinden. At kalde det kærlighed er simpelthen for naivt og ødelæggende for elskerinden selv.

Jeg har selv været elskerinde for nogle år siden. I dag er jeg gift med manden. Dengang som nu tænker jeg, at det er en ydmygende situation for elskerinden. Jeg brød mig ikke om at komme i 2. række, og jeg valgte at sætte stolen for døren og ikke deltage i utroskaben længere. Det fik manden til at opløse sit forhold. MEN han har altså også været mig utro i starten af vores forhold, og desværre har jeg idag fundet ud af, at det faktisk ofte sker, at elskerinden bare overtager konens rolle. For det er sjældent kvinderne det er galt med. Det er manden, der har et problem. Som kvinder er vi bare ekstra gode til at romantisere en affære og tro det er true love. For manden er det ofte bare sex og en livsstil som modsiger troskabsløftet.

Jeg tror, at jeg vil udpensle mine svar lidt bedre. Jeg bliver både lidt vred og såret, når der direkte skrives at jeg ikke tager ansvar for andre end mig selv. Det passer simpelthen ikke, og det har jeg aldrig udtrykt. Men jeg holder fast i, at det ikke kan være min skyld, at deres ægteskab ikke fungerer. Det har været dårligt før mig, og det vil formentlig også være dårligt efter mig hvis det er sådan det bliver. Manden ved jo, at deres ægteskab nok ikke holder. At han så vælger at trække det i langdrag, siger han så, at han har sine grunde til. Mest af alt, tror jeg nu at han er bange. Selvom det ikke nødvendigvis er en valid undskyldning.
Mht. sammenligningen med mine forældre: selvfølgelig ved jeg, at ikke alle par er som dem. Mennesker er forskellige og således også deres relationer og den måde de vælger at tackle dem på. Men jeg har snakket med andre der har haft samme slags ægteskab, men også med en enkelt der bare var utro for spændingens skyld. Så ja. Der er mange synsvinkler. Men jeg har hørt hvad han siger, og jeg ved at sådan som han beskriver det, sådan kan det forekomme. Muligvis lyver han, og jeg skrev jo også, at jeg ikke 100% kunne stole på ham.
Jeg ved også godt, at der er mange single fyre derude. Men vi vælger ikke selv hvem vi forelsker os i. Måske er der en anden der er bedre og mere tilgængelig. Højst sandsynligt. Måske vil jeg bare aldrig møde ham. Måske møder jeg ham i morgen. Jeg tror dog ikke på den eneste ene, og derfor undrer det mig også en smule at jeg kan føle så meget smerte ved ikke at kunne få ham her manden nu. Jeg tror, at der er en anden, måske flere derude, jeg klikker ligeså godt med. Men hvem siger, at jeg møder ham/dem?
Man kan måske godt sige at jeg placerer mig imellem dem. Jeg vil dog nok nærmere sige, at han placerer mig imellem dem – så undgår han måske på den måde at føle alt det der er galt i deres ægteskab. Selvfølgelig er jeg klar over, at jeg selv er herre over mine handlinger, og at jeg ikke siger nej til at være det tredje hjul. Men jeg har altså ikke valgt at problematisere deres forhold og han må selv fortælle konen hvad der er galt og hvad han vil. Hvad får jeg ud at, fortælle hende det? Hun bliver vred på mig, på ham, og han bliver såret over at jeg går bag hans ryg. Vinder nogen noget ved det?
Nej, jeg forsvarer ham ikke, jeg ser det udefra fra et psykologisk objektivt synspunkt, når jeg siger, at han er i en pinefuld situation.
”Jeg har selv været elskerinde for nogle år siden. I dag er jeg gift med manden. Dengang som nu tænker jeg, at det er en ydmygende situation for elskerinden. Jeg brød mig ikke om at komme i 2. række, og jeg valgte at sætte stolen for døren og ikke deltage i utroskaben længere. Det fik manden til at opløse sit forhold. MEN han har altså også været mig utro i starten af vores forhold, og desværre har jeg idag fundet ud af, at det faktisk ofte sker, at elskerinden bare overtager konens rolle. For det er sjældent kvinderne det er galt med. Det er manden, der har et problem. Som kvinder er vi bare ekstra gode til at romantisere en affære og tro det er true love. For manden er det ofte bare sex og en livsstil som modsiger troskabsløftet.”
- Kan jeg spørge dig, hvordan du har det i dit forhold nu? I øvrigt er jeg ret enig med dig. Det er svært at være i 2. række for som en anden siger, så kan konen når som helst være ”skyld” i, at man ikke kan ses. I bund og grund er det jo hans skyld, fordi han ikke fortæller sandheden til hende, men set sort på vidt, kan hun blokere. Og ja, det er manden den er gal med, jeg tror også at vi romantiserer lidt for meget. Men – hvordan fik du ham så, hvis tilfældet var at han kunne ville sex?

Jeg er glad for, at du skriver igen, og jeg er også glad for, at du bliver lidt vred over det jeg skriver – det betyder, at jeg har rørt ved et eller andet i dig. Jeg var bekymret for, om du blot kom for at finde nogen, som kunne bekræfte dig og fortælle dig, hvordan du skal vinde kampen over konen.
Lad mig forklare lidt bedre, hvad jeg mener med at tage ansvar over for andre mennesker. Hvis du kan acceptere et udsagn om, at løgn og utroskab er fundamentalt forkert (i hvert fald moralsk), så er du vidende om og deltager i noget, som er forkert. Du kan vælge at gøre noget ved det, eller du kan vælge at lukke øjnene. Lukker du øjnene, så betyder det, at du ikke tager ansvaret på dig. Det som du vælger at gøre i denne tråd er at placere hele skylden og ansvaret på den deltager, som i forvejen har det største ansvar, nemlig manden (lidt fra eller til gør vel ingen skade).
Jeg læser om det i denne tråd, synes det, som jeg ser, er forkert, og handler på det i det omfang jeg kan. Jeg tager ansvaret på mig – det ville jeg ikke gøre, hvis jeg blot læste videre og rystede på hovedet. Du kan projicere skyld og ansvar over på andre alt, hvad du vil, men det ændrer ikke ved, at det er et aktivt valg du foretager. Jeg tror, at du dybest set godt ved, at det er et moralsk forkert valg, hvilket er årsagen til at du bliver vred på mig når jeg siger det. Du skriver, at du ikke forsvarer ham. Nej, det gør du ikke – du forsvarer dig selv for at undgå at foretage et valg og handle. Læg blot mærke til hvor mange gange, du selv skriver ”manden” og ”han”.
Mit budskab er: Flyt ud af offerrollen og gør noget for at ændre en ulykkelig situation.
Du skriver, at vi ikke selv vælger, hvem vi forelsker os i. Lad mig omskrive det en smule ved at sige, at vi ikke selv vælger hvem vi bliver tiltrukket af, for det sker jo hele tiden, at vi tiltrækkes af andre mennesker – det er helt naturligt, men vi vælger selv, hvornår vi handler på attraktionen. Og det gælder både din elsker og dig. Derfor fastholder jeg, at du selv vælger, hvem du vil kaste din kærlighed på, hvem du vil vælge at elske.
Forlad kampen imod den uvidende kone, indled kampen for at finde en mand, hvor der er gensidig tiltrækning, og hvor i foretager et gensidigt valg om at elske hinanden helt. Der er ingen der siger, det sker i dag eller i morgen, men intet er umuligt for den som bærer viljen og dermed handlekraften i sit hjerte.

Kan kun gi dig ret.
hvis man vælger at knalde uden om. så er der regler.
1. det er kun sex
2. lad være med at involvere hinanden i hinandes liv.
3. første tegn på forelskelse så stopper legen.
4. inden man starter få alle regler på plads.
og så er der frit slag, mænd mangler sex , kvinder mangler bekræftelse, få det nyd det
og lev med det

Kan kun gi dig ret.
hvis man vælger at knalde uden om. så er der regler.
1. det er kun sex
2. lad være med at involvere hinanden i hinandes liv.
3. første tegn på forelskelse så stopper legen.
4. inden man starter få alle regler på plads.
og så er der frit slag, mænd mangler sex , kvinder mangler bekræftelse, få det nyd det
og lev med det

Du glemte noget....
5. Blæs på alle andre der er involveret, og som bliver ramt af det frie slag - uanset om det er ægtefæller eller børn.

Jeg tror, at jeg vil udpensle mine svar lidt bedre. Jeg bliver både lidt vred og såret, når der direkte skrives at jeg ikke tager ansvar for andre end mig selv. Det passer simpelthen ikke, og det har jeg aldrig udtrykt. Men jeg holder fast i, at det ikke kan være min skyld, at deres ægteskab ikke fungerer. Det har været dårligt før mig, og det vil formentlig også være dårligt efter mig hvis det er sådan det bliver. Manden ved jo, at deres ægteskab nok ikke holder. At han så vælger at trække det i langdrag, siger han så, at han har sine grunde til. Mest af alt, tror jeg nu at han er bange. Selvom det ikke nødvendigvis er en valid undskyldning.
Mht. sammenligningen med mine forældre: selvfølgelig ved jeg, at ikke alle par er som dem. Mennesker er forskellige og således også deres relationer og den måde de vælger at tackle dem på. Men jeg har snakket med andre der har haft samme slags ægteskab, men også med en enkelt der bare var utro for spændingens skyld. Så ja. Der er mange synsvinkler. Men jeg har hørt hvad han siger, og jeg ved at sådan som han beskriver det, sådan kan det forekomme. Muligvis lyver han, og jeg skrev jo også, at jeg ikke 100% kunne stole på ham.
Jeg ved også godt, at der er mange single fyre derude. Men vi vælger ikke selv hvem vi forelsker os i. Måske er der en anden der er bedre og mere tilgængelig. Højst sandsynligt. Måske vil jeg bare aldrig møde ham. Måske møder jeg ham i morgen. Jeg tror dog ikke på den eneste ene, og derfor undrer det mig også en smule at jeg kan føle så meget smerte ved ikke at kunne få ham her manden nu. Jeg tror, at der er en anden, måske flere derude, jeg klikker ligeså godt med. Men hvem siger, at jeg møder ham/dem?
Man kan måske godt sige at jeg placerer mig imellem dem. Jeg vil dog nok nærmere sige, at han placerer mig imellem dem – så undgår han måske på den måde at føle alt det der er galt i deres ægteskab. Selvfølgelig er jeg klar over, at jeg selv er herre over mine handlinger, og at jeg ikke siger nej til at være det tredje hjul. Men jeg har altså ikke valgt at problematisere deres forhold og han må selv fortælle konen hvad der er galt og hvad han vil. Hvad får jeg ud at, fortælle hende det? Hun bliver vred på mig, på ham, og han bliver såret over at jeg går bag hans ryg. Vinder nogen noget ved det?
Nej, jeg forsvarer ham ikke, jeg ser det udefra fra et psykologisk objektivt synspunkt, når jeg siger, at han er i en pinefuld situation.
”Jeg har selv været elskerinde for nogle år siden. I dag er jeg gift med manden. Dengang som nu tænker jeg, at det er en ydmygende situation for elskerinden. Jeg brød mig ikke om at komme i 2. række, og jeg valgte at sætte stolen for døren og ikke deltage i utroskaben længere. Det fik manden til at opløse sit forhold. MEN han har altså også været mig utro i starten af vores forhold, og desværre har jeg idag fundet ud af, at det faktisk ofte sker, at elskerinden bare overtager konens rolle. For det er sjældent kvinderne det er galt med. Det er manden, der har et problem. Som kvinder er vi bare ekstra gode til at romantisere en affære og tro det er true love. For manden er det ofte bare sex og en livsstil som modsiger troskabsløftet.”
- Kan jeg spørge dig, hvordan du har det i dit forhold nu? I øvrigt er jeg ret enig med dig. Det er svært at være i 2. række for som en anden siger, så kan konen når som helst være ”skyld” i, at man ikke kan ses. I bund og grund er det jo hans skyld, fordi han ikke fortæller sandheden til hende, men set sort på vidt, kan hun blokere. Og ja, det er manden den er gal med, jeg tror også at vi romantiserer lidt for meget. Men – hvordan fik du ham så, hvis tilfældet var at han kunne ville sex?

Jeg har fuld forståelse for din situation og nå først der er følelser i spil gør på ingen måde tingene nemmere men som jeg kan forstå det så sidder du nu og venter på at han skal afslutte sit ægteskab hvilket Ingen ved om han vil gøre, jeg synes du skal tænke på dig selv nu og være kostbare og fortælle ham at i godt kan ses men der ikke er noget sex før han har taget en beslutning om hvor han er i sit liv, eller at i ikke skal ses før han har taget beslutningen.

Et minus ved utroskab er at når forholdet går i stykker, så er man alene med sin sørg. Man har holdt det gode hemmeligt, og man holder det dårlige også hemmeligt. Det bliver en kold tyrker og så er du ude igen. Det er det rigtige at gøre.

At vælge at destruere sin familie må vi utro nok selv tage ansvaret for, i stedet for at lægge ansvaret over på dem vi trækker med ned i vores egen forvirrenhed over vores situation.
Det næste er, at blive smæk hammerne forelsket i en anden kvinde/mand ville jeg umiddelbart mene ikke skete, hvis det ægteskab man er i fungerede som man gerne ville have det eller hvis man respekterede sin elskede så meget at man valgte ikke at være utro. Spørgsmålet er, om ikke noget af det vigtigste i mange utros formået og gøren er netop mangel på respekt, og mangler man respekten for sin partner, elsker man så i den periode. Kun en tanke!
Hvad der gør respekten er gået sig en tur kan der være 1000 grunde og årsager til, dermed ikke sagt at utroskab er i orden, men forståelig. Mangler der nærvær, omsorg og alm. daglig kommunikation om andet end praktiske ting, så går kærlighedsforholdet hen og bliver et venskab i stedet for ægteskab, og det er her det ofte bliver nemt at blive tiltrukket af en anden, som synes man er noget helt specielt.
Utroskab er med til at redde mange ægteskaber, og utroskab er med til slutte mange ægteskaber, og om det er det ene eller det andet er op til det enkelte par om hvilken start/slut det skal give det pågældende ægteskab.
Hermed vil jeg slutte som jeg startede, næsten da,hvis ikke denne kvinde var hans elsker, så ville han bare finde en anden, så længe det derhjemme ikke er godt nok for ham.