Vil gerne slå op - HVORDAN?

Hej
jeg har gennem en længere årrække gerne villet slå op med min kæreste, da jeg efterhånden er sikker på, at det ikke er hende jeg vil have børn og dele fremtid med. Mit STORE problem har været, at min kæreste har det stik MODSAT! Min kæreste elsker mig betingelsesløst og viser mig dagligt sin kærlighed - hvilket blot gør det sværere for mig at slå op! Det vil altså ikke være sådan noget, hvor vi skilles som venner.
Jeg har i nu snart uendelige tider haft forskellige undskyldninger overfor mig selv med at udskyde det. Men NU skal det være! Jeg vil ikke spilde flere gode år af min kærestes liv - det fortjener min kæreste ikke! Vi har været sammen i godt 6 år, hvoraf jeg i de sidste 4-5 år har været ret sikker på, at det ikke skal være os....hvor UFATTELIGT det end kan lyde!!!!
Så NU vil jeg meget gerne have nogle rigtig gode råd til at slå op med min kæreste på den mindst smertefulde måde (for min kæreste altså). Håber I gode SOL-læsere kan strække en arm frem med noget hjælp!
PS: og ja, jeg ved I sikkert mener, at jeg ikke fortjener at leve...sådan ender det sikkert også...efter jeg har slået op og min kæreste har startet et nyt liv :-(
Venlige hilsener og rigtig mange tanker fra
slåopklarievigheder

Angående min beslutning om at slå op, så undrer I jer sikkert; for HVORDAN kan man dog tillade sig at slå op med én som elsker en hver dag ovenikøbet?
Jeg kan ikke komme indpå, hvorfor, men det har ikke noget at gøre med, at jeg har fundet en anden. Det har jeg ikke. Måske hænger noget af det sammen med at jeg ønsker at leve som single igen men samtidig også nogle i mine øjne alt for store forskelligheder mellem jeg og min kæreste - nogle forskelligheder, som min kæreste åbenbart kan se bort fra (måske?), men som jeg ikke har kunnet i lang, lang tid.

Der er ikke nogen nem og smertefri måde at ende et forhold på, så mit bedste råd vil være at snakke lige ud af posen, og fortælle din kæreste, at det er nødt til at være slut. Jeg kan kun give de andre ret i, at det er vigtigt, at hun ikke ledes til at tro, at det kan blive jer igen.

Men sørg nu for ikke at fortælle hende, hvor længe du har gået med disse tanker. Det vil ødelægge alle hendes minder om jeres forhold og føle sig i den grad svigtet over, at du ikke har meldt ud noget før. Så kan man tale om at have spildt sin tid. Og har hun noget ud af at vide at du i næsten hele jeres forhold ikke, har set en fælles fremtid for jer sammen?
Men med tiden vil hun også være dig taknemlig over at få sluttet forholdet. Der er jo ingen, som hverken ønsker eller fortjener at leve sammen med nogen, som egentlig helst vil være et andet sted.
Forbered dig på hvad du skal sige, når hun spørger hvorfor. Det er enormt svært at forstå og forklare, men en god forklaring vil helt sikkert hjælpe jer begge.

på dig.
Du skriver i årevis !!!!
Du kan tillade dig at spilde dit eget liv,men du kan ikke tillade dig at spilde en andens.
Det er jo rent faktisk det du gør,du spilder din kærestes liv,og udnytter hendes følelser for dig.
Du er en svagpisser,og hun fortjener en langt bedre person end dig.
Drude

Sådan et forhold har jeg også levet i - næsten.
Her holdt vi vel af hinanden, på en eller anden måde, men det vi holdt mest af, var tanken om kernefamilien osv. Vi holdt hinanden oppe på en drøm, der var dømt til at mislykkes. Skænderierne blev flere og flere, og langsomt døde den sidste rest af kærlighed. For den havde skam været der, men aldrig i en grad der lovliggjorde et 6årigt samliv.
Du skal IKKE fortælle din kæreste at du har følt sådan i årevis. Du skal fortælle, at du på det seneste er blevet klar over, at dine følelser ikke er dybe nok til fortsat samliv.
Hvis du fortælle hende, at du har haft det sådan i årevis, vil hun føle sig bedraget på samme nivau, som hvis du fortalte du havde haft en elskerinde i årevis. Og det er jo præcis hvad du har gjort - bedraget hende til at tro, at I har en fremtid sammen.
Og selvfølgelig har du fortjent at leve. Du skal bare se at blive lidt mere klar i dine udmeldinger, så en stakkels kvinder ikke tror hun har noget med dig, hun i din verden tydligvis ikke har.

som jeg synes nogle her fremstiller det. Det er da sjældent det er så 100% afklaret i parforhold at begge parter hele tiden (!)føler fremtiden sammen som eneste mulighed. Der er jo over tid overvejelser i perioder, f.eks. om det nu også går fremover og om man egentlig har energi og lyst til at satse resten af sit liv på forholdet. De overvejelser har jeg da haft (og min mand også ved jeg) i dentidslommer hvor modsætningerne har været FOR store...hvem har ikke prøvet det? Jeg tror alle har, og også de der lever med deres såkaldte soulmate. Men grundfølelsen af man godt vil den anden og elsker ham/hende for meget til man kan udholde tanken om at bryde forholdet gør så forskellen om man bliver eller skrider. Her i trådstarterens tilfælde har det så vist sig, at han er blevet klar over han godt kan udholde tanken om at miste sin kæreste, ja at han helst vil se sin fremtid UDEN hende ved sin side. Det tager da noget tid at komme til den konklussion, så jeg forstår ham egentlig godt, også fordi en andens næsten betingelsesløse kærlighed BINDER en til sig. Det er med SÅ megen kærlighed som manden her får fra kæresten - uanfægtet han ikke føler det samme - som tråde man indvikles i og ikke bare sådan uden videre kan rive sig løs fra! Nej det er bestemt ikke så ligetil at afvise kærligheden og slet ikke efter man har haft et længerevarende forhold....
Men det er også lidt underligt at kvinden ikke kan FORNEMME hendes følelser ikke har været lige gengældt. Har manden her været den type der giver en masse, kan man jo godt forstå hans kvinde elsker ham...måske har hun ikke været i stand til at give den samme følelse til HAM! Er der slet ingen af jer der har tænktovr det?
Drude som jeg ellers har stor respekt for og nyder hendes indlæg ofte..nej jeg forstårikke denne kategoriske fordømmelse af manden her. Men nu kan jeg jo også godt lide at vende tingende på hovedet..så måske er det mig der (igen) er lidt rasmus modsat..hm;-)
Nej jeg mener virkelig hans kvinde må mangle noget følelsesmæssigt(?)siden hun ikke har kunnet mærke det ikke var ægte kærlighed hun fik de sidste år her, og måske hun bare har været glad for det mere formelle og da det syntes at fungere perfekt. Hvis man ikke kan kende forskel på rene og falske toner, så er det jo ikke den der spiller falsk man skal bebrejde, men mere ens eget føleapparat så at sige. Det kan da godt tænkes at det lige præcis er dette ved hende, der gør manden her ikke har lyst til at binde sig til en fremtid med hende..hun er ikke "musikalsk"????
Bare et gæt...
Som udgangspunkt skal manden her vel ikke have dårlig samvittighed. For bliver man elsket så meget som han gør, er det nok fordi han som person er et givende menneske, og det skal han da ikke klandres for. Hvis kvinden ikke kan få samme følelser frem hos den mand hun elsker, mener jeg derfor det ligesåvel er hendes ansvar, at det ikke går imellem dem.
Mit råd til trådstarteren: Du er nødt til at få viklet dig ud af de kærlighedstråde kvinden her har spundet dig ind i. Du kan gøre det hurtigt ved at tage en kraftig bevægelse og gøre dig FRI i et hug, og sige det som det er at du simpelthen ikke tror på det længere. Forstår godt du har haft svært ved at gøre det, da du jo sikkert holder af kvinden og hendes følelser for dig har viklet nogle kraftige tråde omdig der er svære at kappe over...
Du kan også vikle dig langsomt ud af det...ved at forberede hende nænsomt, og lidt efter lidt få afviklet det forhold.
Jeg tror da ikke du er typen, der ikke vil afslutte det ordentligt og selvfølgelig vil du tale med hende face to face. Men først og fremmest skal du ikke gå rundt med dårlig samvittighed..hun bærer altså også en del af ansvaret, og hun vil når I bliver frie af hinanden kunne lære meget af dette! At elske så betingelsesløst er ikke altid så givende for ens partner som det kan lyde som....
Så min sympati er lige så meget på mandens som kvindens side!
Pusser...der beklager/er forberedt på røre i tråden nu ;-)

Man taler om den den der elsker MEST, underforstået elsker "den anden" mest..men hvad vil det dybest set sige at elske et andet menneske. Er det KUN at elske det menneske fordi ja man elsker selve personen? Er det ikke også at være den SELVSTÆNDIGE person, der fornemmer hvad den anden person tænder på og elsker. Er man kvinde synes jeg godt man fornemmer hvad ens kæreste elsker og IKKE elsker...og den bedste måde at vise kærlighed er efter min mening ikke kun ved direkte at vise sin kæreste hvor HØJT man elsker ham, men mere at man indirekte viser det ved at være den person man godt ved han vil elske (det gjorde han jo oprindeligt) og som man ikke føler er i modstrid med ens egen natur...ellers havde man vel heller ikke forelsket sig i manden.
Hvis man nu ved ens mand er til slanke kvinder, ja så går man vel ikke hen og bliver tyk ..eller omvendt hvis han er til man skal være buttet, så er det vel ikke just udtryk for kærlighed, hvis man hellere vil gå rundt og ligne en catwalk model vel?
At give kærlighed er vel også at være den person man ved ens kæreste vil BLIVE VED MED at elske, og er den person lig den person man selv føler man godt vil være, ja så passer man jo sammen - ellers er det vel bedst for begge parter at skilles mener jeg.
Så når jeg skriver:"..Har manden her været den type der giver en masse, kan man jo godt forstå hans kvinde elsker ham...måske har hun ikke været i stand til at give den samme følelse til HAM! Er der slet ingen af jer der har tænkt over det?"
Her mener jeg så med at "give en masse" at være en person, der i sig selv er udstråler en personlighed som tiltrækker lige netop den man elsker så højt. Det er langt mere givende end den selvfornægtende kærlighed..efter min erfaring!

5 år på den konto kan man vist roligt kalde l a n g s o m t.
Se anstændighedsvis at få det her afsluttet. Modsat de andre mener jeg du skylder sandheden - kun sandheden men hele sandheden. Hun kan ikke bruge hvide løgne til en dyt. Vel kommer det da nok til at give genlyd, men skal hun komme gennem det her på en ordentlig måde, ligner det ikke noget at afvæbne hende med fortielser.

Men når det er sagt er jeg dybt uenig i at kvinden skulle have "spildt" de ca.4-5 år af sit liv. Hun har måske været den, der har haft det bedst! Det tyder det da på siden hun har levet sammen med den mand hun elsker betingelsesløst, så glæden har vel været mest på hendes side siden hun har ønsket at fortsætte med ham. Havde hun haft det dårligt sammen med kæresten, ville hun vel forlængst ha` sagt fra! Hvis hun også har været utilfreds med forholdet har de vel begge spildt hinandens tid, hvis man overhovedet kan tale om spildtid i et kærlighedsforhold? Bliver man må det være fordi man selv mener man får noget ud af det..på den ene eller anden måde. Jeg opfatter mine medmennesker som frie væsener og ikke som "ofre" når det gælder at indgå/fortsætte/afslutte et kærlighedsforhold.
Trådstarteren skriver: "Jeg har i nu snart uendelige tider haft forskellige undskyldninger overfor mig selv med at udskyde det. Men NU skal det være! Jeg vil ikke spilde flere gode år af min kærestes liv - det fortjener min kæreste ikke! "
Men hvordan i alverden kan det være andet end gode år, hvis man er sammen med den mand man elsker og STADIG ønsker at fortsætte samlivet? Det må vel betyde at kvinden har haft nogle gode år sammen med ham, ellers er det vel mest hende der undertrykker (sig selv). Som jeg ser det er det nok især manden her, der SELV ikke ønsker at spilde flere af hans "gode år" med at leve i et halvhjertet kærlighedsforhold....
Sig dog tingende som du føler dem, også problemerne med de forskelligheder I har og som du ikke vil bygge en fremtid sammen med hende på. Selvom sandheden kan gøre ondt, så er den langt at foretrække fremfor denne fordækte pakken tingene ind "for den andens skyld"...hvilket jeg opfatter som et misforstået hensyn og mangel på respekt.

Jeg vil sige tusind tak for jeres svar, både de velmente og de hårde. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet med at skrive her, men jeg var klar over at kunne få nogle hårde ord med på vejen. For som "drudeheksehyl" helt korrekt skriver, så er jeg en svagpisser, endda af værste skuffe!! :-((
Ved ikke om jeg vil undskylde det, men har i hele min opvækst været mobbeoffer #1. Jeg har været så påvirket af det at jeg altid blot har vendt den anden kind til og "ladet som ingenting" Jeg har altid haft lavt selvværd og kun følt accept, hvis jeg har "talt andre efter munden" og aldrig sagt min egen mening. Dog har jeg aldrig fået venner på den konto, hvilket har gjort at jeg har isoleret mig i mange år..og således ikke har nogetsomhelst eget netværk - mit netværk har været min kærestes venner. Dette har derfor yderligere udskudt min beslutning om at slå op med min kæreste - den eneste pige, jeg har haft indtil videre, men som jeg ikke ønsker at blive gammel med.
Så jeg er helt enig med drudeheksehyl, jeg er en svagpisser, som ikke fortjener at indlede et forhold til en kvinde.
Men jeg vil hulens gerne starte helt forfra. HELT FORFRA!!! Og droppe mit svagpisseri. FULDSTÆNDIGT!!! For jeg har MANGE meninger, jeg er bare enig med de færreste. Det kan og SKAL jeg acceptere, istedefor blot at tale folk efter munden...jeg VED DET NU!!!!!
Ang "Pusserpigens" indlæg, så synes jeg nu, jeg har SPILDT nogle gode af min kærestes år. Selvom vi har haft det rart sammen (jeg er jo endda hurtigt kommet til at elske hende) og hun har nydt at være sammen med mig, så er det jo TOTALT SPILD af hendes liv. Hun har i det seneste ½ år begyndt at kredse omkring tanken at få børn. Derfor kan man godt sige, at det virkelig snerper til nu! Og derfor jeg føler mig presset. For at jeg dropper hende nu, betyder det, at HUN (og jeg, men det er mindre vigtigt) har mistet, hvad vi har bygget op. Og derefter skal bruge tid på at finde en partner (som hun elsker ligeså højt) og finde ud af om de er noget sammen. DERFOR har JEG været SPILD af TID for min kæreste!!
Jeg havde måske håbet på, at der var en eller anden der havde en mirakel-metode, men jeg må erkende, at der kun er den hårde vej: At fortælle hende det face to face. Jeg vil dog også følge det råd ikke at fortælle hende, at jeg har været i tvivl omkring hende og mig i det meste af vores forhold - det kan jo kun såre hende endnu mere, det er der ingen grund til.
Jeg har derfor besluttet mig for at fokusere på de ting, der irriterer mig ved hende, de ting hvor vi er plimforskellige, og netop de ting, som gør at jeg hele tiden har overvejet vores forhold. Derved vil det også virke mest logisk på min kæreste. Min irritation har jo været der hele tiden - nu skal jeg bare vise den for hende. OG JEG LOVER AT JEG GØR DET!
Udtrykker jeg min irritation véd jeg at emnet om vores forhold ret hurtigt kommer på banen. Der er også ting, der har irriteret hende - og måske er hun ikke så sikker på mig, som jeg måske går og tror.
Derfor, opsummeret af jeres gode råd: jeg vil udtrykke SANDHEDEN og lade hende vide, hvad der irriterer mig ved hende, istedet for bare at være "vag" og ligeglad. Hvis hun så ikke bringer vores fremtid på banen, så LOVER jeg at gøre det.
Det skylder jeg hende!!!
Tak endnu engang
slåopklarievigheder

Jeg undrer mig over den måde du tilsyneladende mener man viser sin kærlighed for hinanden. Du taler om at blive ved med at være den person manden elsker???? Må man ikke udvikle sig??? Du taler om ikke at blive tyk, når man ved manden er til slanke modeller??? Hvad gør den stakkels kvinde der efter det fælles ønskebarn ikke længere er en str. 38 og som ikke kan komme ned igen????? Er hun så ikke længere værd at elske??? Dit ellers meget frie syn på parforhold kan jeg ikke helt forstå i forhold til de udtalelser du her kommer med.
Til alle: Hvorfor leder vi altid efter et sted at placere skylden, når noget går galt??
Der er vel dybest set ikke nogen mennesker der er mere rigtige end andre? I sidste ende mener jeg det handler om at rtespektere at andre mennesker har andre holdninger end en selv. Det unge par her må skilles for at komme videre hver især og det handler vel bare om at få det gjort forbi på en ordentlig måde. For mig er sandheden det eneste rigtige!

Jeg tillader mig at undre mig (som jeg så ofte gør her på SOLen).
Drude, du skriver i din profil, at du arbejder med psykologi til dagligt...og alligevel er dette det bedste, du kan diske op med? Foragelse og fordømmelse og ord som "svagpisser".
Er det det nuværende niveau indenfor psykologien i det offentlige idag? Nej for håbentlig ikke (og nej, det er det ikke, jeg ved bedre, da jeg er indirekte berørt af det via min samlever, jeg ved det kan gøres langt bedre).
Selvom jeg også synes indlægsstilleren er en "svagpisser", så har jeg ikke totalt manglende empati for ham. Jeg har forståelse for, at det kan være uhyggelig svært at slå op, og at det ikke bliver nemmere, som tiden går, men derimod sværere.
Så til slåopklarievigheder: Jeg synes du er inde på det rigtige - udtryk dine følelser, på den måde ved din kæreste også hvor du står. Og tænk ikke for meget på, at du har spildt nogle gode år af din kærestes liv - I har sikkert haft mange gode stunder samme - fokuser på dem istedet!
Til Drude, jeg synes du skal acceptere, at ikke alle kan være lige så beslutningsdygtige som dig, men skal have hjælp henad vejen. Det er jo også derfor vi er her på SOLen :-)

Jeg fangede den godt,lige fra første indlæg at har taget en rolle på dig som den "skyldige" ..du er en svagpisser skriver du og ikke værd at elske. Jamen kan du ikke se at du bare fører mobberierne videre fra din barndom (?)og NU er det bare dig selv der fører sværdet.Du er ligefrem lykkelig for at få pisken fra Drude...prøv dog at se dig selv som den dejlige mand du er og som en kivinde kan elske betingelsesløst. men det skal selvfølgelig IKKE være hende her, for det første fordi I nok har en usundt gensidig binding. Du har brug for "en" der elsker dig fordi du ellers ville være ensom, derfor har du holdt ud så længe med hende..og hun har måske haft brug for en der er alt for afhængig af hendes kærlighed. Begge dele lige usundt.
Tænk at du kan mene dette:"Så jeg er helt enig med drudeheksehyl, jeg er en svagpisser, som ikke fortjener at indlede et forhold til en kvinde. "
Ja lige i den sætning er du sgu da en svagpisser og tudekiks og et selvmedlidende fjols!
Man altså se nu at tage dit liv på dig. Vi har ALLE været ude for lidt af hvert i vores barndom som vi stadig kæmper med...hver på sin måde, men vi må tage ansvar for SELV at skabe den person vi godt vil være. Det kan enhver gøre, det er kun et spørgsmål om vilje og selvdiciplin og ikke mindst at skippe al autoritetstro. Du er sikkert lidt af en ener...det skal du da bare være stolt af, for det er åbenbart din personlighed. Jeg er da også ofte uening med mine omgivelser om levevis osv. men har så fundet en mand der har det som jeg, og også er lidtaf en "særling" havd meninger og holdninger angår. Så du skal se at blive dig selv nu og føre den person i stilling overfor omverdenen, så kommer den rette kvinde helt af sig selv. Man tiltrækker det man udstråler!
Nej nej og atter nej. Kærlighed er aldrig SPILD, for det er en af de allerbedste måder vi mennesker kan udvikle os på. Både du og din kæreste har udviklet jer af det forhold..tror din kæreste vil kunne lære meget af jeres brud også..også om hendes egen "laden stå til" i jeres forhold. Men selvfølgelig hvis du bildte hende ind at I skulle have børn sammen osv...så er det bare med at stille hende fri så hurtigt sommuligt. Gør det NU..vent ikke til i morgen.
Godt NYT år og liv til dig.
Pusser :-)

Den med str. 38 efter fødsler ..nej altså det er selvfølgelig en del af et forhold at udvikle sig og hvis man indgår i et forhold til en kvinde ogønsker børn med hende, jamen så vælger man hende jo også som MOR, og her er inkluderet at kvinden tager mere på og brysterne hænger osv...hos de fleste. Men jeg har set for mange i min omgangskreds hvor man bare har ladet stå til overfor den anden part. Manden gider ikke gøre noget ud af sig selv KUN når han går i byen, og kvinden trøstespiser sig ud af kedsomheden...
Man bliver jo også ældre..så selvfølgelig mente jeg ikke man skulle være den SAMME person som dengang man startede forholdet. Men kærlighed er altså at have antennerne ude mht.hvad man ved ens partner kan lide og ikkelide...det er også at please hinanden,og det synes jeg mange glemmer efterhånden som årene går.Man bliver alt for sikker og falder ned i en tryghed der dræber intensiteten i forholdet.
Det skete for mig..min mand var ikke til at gå en tur men sad og hang over sit arbejde dag ud og dag ind. Nu er han (mystisk nok først efter jeg begyndte at miste interessen for hvad han gjorde med sig selv og ikke gjorde)selv begyndt at motionere. Går lange ture næsten daligt,og det har virket ret befordrende for vores sexliv også..en god sidegevinst udover at det er godt for elbredet.
Pusser...ved godt det jeg skrev kunne misforståes lidt i den retning,men så ikke mere ;-)

Håbede da også at det var sådan!

Spitte mine bramsejl, for en bolværksmatros.
Spørge hvordan man undgår at påfører den anden smerte, når man gør det forbi???? Himmel og havskum. Bruger du vat unden om dynejakken?
Hold kæft, hvor har jeg ondt af din kæreste. Du får da ikke sagt noget som helst, de første 25 år. Først når børnene er store vil der måske røre sig noget inde i den hjerne, du har.

Det er muligt at du synes,at neveauet psykologisk set,er for lavt.
Jeg mener derimod,at det er bekymrende,at et menneske holder,et andet menneske for nar,gennem flere år.
Det er jo umuligt at lave en psykologisk udredning,med så lidt kendskab til parret.
Jeg forholder mig til,at trådstarteren har villet ud af forholdet gennem flere år....og det kalder jeg spild af et andet menneskets tid og følelser.
Hvordan synes du man skal gøre/lave et brud?
Er det tænkeligt,at man bliver i et forhold,fordi det synes umuligt at få sat ord på sine egne følelser?
Det du skriver,kan betyde at man bruger mange år af sit liv,på noget som man ved aldrig bliver det rigtige..er det fair???
Derfor er jeg meget klar i tonen.Fatter du det?
Kh.Drude

Jeg mener ikke at du slet ikke skal have en kvinde.
Men du skal da ikke have en kvinde,som du bare ønsker at komme fra...det siger sig selv.
Det er min mission,at få dig til at forstå,at du også spilder din kvindes liv,foruden dit eget.
Jeg aner da ikke noget som helst om,hvem du er som mand.
Det er således KUN i den konkrete situation jeg kalder dig en svag pisser,og vid at du ikke er den eneste.Der findes tusindevis af mennesker,der forbliver i et forhold,fordi de ikke aner,hvad der skal blive af dem,hvis de bryder et forhold.
Men husk...når man lukker en dør,så åbner man en ny.
Fat mod kammerat,du skal nok få et liv du kan holde ud.
Kærligst
Drude

dig,men det er rigtig svært,al den stund at jeg ikke aner hvor gammel du er,og hvordan jeres forhold ser ud.
Jeg vil ikke angribe dig,det skal du vide.Men alene anskueliggøre at du både spilder din kærestes liv og dit eget.
Mange mennesker lider af denne pænhed,som gør det umulig at handle.Du har været klar over,at forholdet ikke var godt,allerede efter et år,og da burde du selvfølgelig ha handlet på det.
Tag dig selv i kraven,og fortæl din kæreste hvordan du har det..måske har hun det på samme måde,det ved du faktisk intet om.Man ved aldrig hvad et andet menneske tænker.
God vind til dig.
Kh.Drude

Jeg gætter på hun har det på samme måde..altså at forholdet ikke giver hende det hun søger. Jeg tror derfor heller ikke på man skal være så bange for at sige sandheden af misforstået hensyn om at de anden elsker en betingelsesløst. Ja måske vil denne sandhed bare frigøre kvinden fra at leve på hendes egen livsløgn....
Når kærligheden LEVER mellemto så ved man det begge og på SAMME tid. Så er man nemlig ikke i tvivl. En kvinde kan da godt mærke når manden er vild med HENDE og elsker af begær efter netop hende...og modsat om hun bare er hans "behovstilfredsstiller". Så mon ikke kvinden her også vil blive sat fri til et bedre kærlighedsforhold...noget hun nok selv forlængstburde have indset. Hun er akkurat lige så "skyldig" som manden her..hvis man altså kan tale om skyld i et kærlighedsforhold mellem to voksne mennesker!
Pusser..og GODT NYTÅR soldebattører mht. kærligheden :-)

Hej igen
Jeg er utrolig glad for alle tilbagemeldingerne - jeg kan faktisk bruge enhver form for respons til noget, da jeg har været uhyggelig alene med mit problem. Ja, rent faktisk har jeg i det hele taget været uhyggelig alene omkring mange problemer - netop, da jeg NTET netværk har, som jeg kan betro mig / har turdet betro mig til til og mine personlige problemer derfor altid har haft det med at vokse sig tårnhøje.
Først min klagesang og enormt "syge" undskyldning for ikke at have gjort noget ved det:
Ang. det med at "alle har sine problemer i barndommen" og at man som et voksent menneske kommer over det. Man kan så sige, at det med at kue mig og mobbe mig ikke kun har stået på i barndommen men også de første af mine voksne år...at blive sat udenfor fællesskabet og blive mobbet er noget jeg har oplevet konstant fra før jeg kan huske (dvs. fra før mit 4. år) op gennem skoleårene (på forskellige skoler) og konstant indtil jeg var i starten af 20erne. Det med at blive isoleret og mobbet af andre har altså fyldt ENORMT meget i min opvækst og jeg er stadig påvirket af det. Da jeg så begyndte at indlede et forhold til min kæreste, fandt jeg ENDELIG en, som jeg kunne knytte mig til - noget, som jeg har VIRKELIG har savnet!
I den første tid sammen med min kæreste har jeg naturligvis også lagt mærke til vores forskelligheder, men jeg havde INGEN problemer med at nedtone dem og at være tavs om at udtrykke min irritation omkring vores forskelligheder, da jeg var uhyre bange for at hun ville droppe mig og at jeg så ville ryge tilbage til mit totale helvede. For et levende helvede var min hverdag - hver dag - før jeg mødte min kæreste.
Mht. kærligheden, så er der ingen tvivl om, at vi ELSKER hinanden. Der er på ingen måde taler om et overfladisk "fornuftsforhold" mellem os - der er til stadighed store følelser indblandet - min kæreste udtrykker også meget ofte - næsten hver dag, sine følelser for mig, i form af knus og kram og hjælp til mig i mange henseender og spørgen ind til om jeg har haft en god dag og generelt spørge ind til, hvordan jeg har det. LIGE præcis, hvad jeg totalt har manglet! Bare det, at hun har spurgt ind til mit humør har nærmest gjort mig lykkelig - at jeg så ikke har fået gjort noget ved mine komplekser, er måske jeg bare har levet i lykkerusen over at der endelig er én der bekymrer sig om mig og ikke bare ser mig som "sær" / en der skal mobbes!
Så som en nævner, så er det klart trygheden jeg har savnet og som jeg har nydt godt af. Jeg har så været VIRKELIG god til at lyve omkring mine irritationer omkring vores forskelligheder - OGSÅ så en kvinde ikke kan mærke det! Jeg VED jeg har været LOUSY og har VIDST, at jeg har ført min kæreste bag livet - det er også det, der gør at jeg ledes MEGET ved mig selv. At tiden så går og går uden at jeg har fået gjort noget ved det, bare efter de første 6mdr, det har så kun gjort det sværere for mig og jeg har nærmest levet mig fuldstændig ind i denne dobbeltrolle.
Men som sagt er det mere kompleks end som så - for jeg elsker min kæreste, det er ikke sådan at hun ikke er elsket af mig. Der er bare så mange områder hvor jeg mener vi er forskellige og problematiske og også en del småting ved min kæreste, som irriterer mig grænseløst (men som er så personlige træk ved hende og ting som jeg ikke vil sige direkte til hende, da det ikke er noget hun kan gøre for eller ændre på).
Jeg vil ikke komme nærmere ind på hvad forskellene er på os, vores alder eller andet, da jeg er bange for at nogen af hendes omgangskreds eller hun selv skulle læse her på debatten og derfor få tingene at vide af bagvejen - og det ønsker jeg under ingen omstændigheder for hende!!
Som sagt er det svært for mig - netop fordi jeg også elsker hende. Men jeg ved at beslutningen må tages. Måske kan det også gå hurtigere end jeg regner med. Her i går aftes konfronterede jeg hende med en ting, der irriterede mig - jeg tog hende på "fersk gerning" i det - og hun reagerede MEGET voldsomt (hvilket også var forventeligt, da det måtte være kommet som et chock for hende at jeg ikke længere reagerer jovialt og smilende næsten uanset hvad hun laver).
Måske fik jeg i denne tråd ikke nogle råd til, HVORDAN jeg bedst slår op med min kæreste - mest blot råd om at jeg skal gøre det og hellere i går end idag, men til gengæld har meget af responsen fået mig til at turde tænke videre. For jeg VED at jeg vil dumpe ned igen i et hul af fortabelse og dyb depression hvis jeg og min kæreste slår op og skal flytte fra hinanden. Jeg VED at jeg fortsat er meget krampagtig og har behov for en at støtte mig til lige efter et brud med min kæreste - jeg VED at jeg vil føle mig UHYGGELIG alene. Netop fordi jeg i virkeligheden IKKE har udviklet mig specielt mht. udadvendthed overfor andre gennem mit forhold til min kæreste - da jeg jo netop har haft hende at knytte mig til. Derfor kan jeg også forestille mig, at jeg vil have MEGET svært ved at holde hende stangen, hvis hun skulle henvende sig til mig igen kort efter bruddet for at forsøge at få mig ind i forholdet igen. Nej, det går nok ikke sådan, jeg har på fornemmelsen, at hun nok slet ikke har lyst til at kontakte mig igen, hvis det går op for hende, at jeg har holdt hende for nar gennem hele vores forhold. ...eller HAR jeg nu også det? Jeg ELSKER hende jo og HAR elsket hende og VIST mine følelser for hende..netop FØLELSER og IKKE ligegyldighed!
Jeg mangler bare komplet troen på at jeg kan komme videre efter min kæreste. Men jeg ved at det også handler om mig selv og at jeg skal turde åbne mig mere overfor omverdenen. Kan godt være jeg skal henvende mig til en terapeut omkring dette. Det er først lige nu, her hvor jeg sidder og skriver dette at denne tanke falder mig ind.
Tak fra
slåopklarievigheder

Når du ikke får noget konkret råd om, hvordan du gør det forbi med din kæreste, så er det nok fordi, at ligemeget hvad så gør sådan noget, din spade.
Hvis vi tager ugangspunkt i at du elsker hende som du skriver, fordi du har følelser????, så har jeg lige et par råd.
Det kan godt være du er inde i en fase i forholdet, hvor du er lidt træt af det hele. Det kan være du er ved at blive så tryg og gerne vil være mere udadvendt, hvilket hun er en hindring for, og derfor føler du lige nu, at du er træt af hende, men dine grundliggende følelser for hende er i orden?
Sådan kan det godt være det er, men hvad ved jeg?
Til gengæld, hvis det er sådan så har du (IGEN) et ansvar for at snakke med hende om det. Du skriver meget om din barndom og ungdom. Jamen igen, skal DU gøre noget ved det. Gå til psykolog eller hvad ved jeg. Det skal da ikke være nogen undskyldning resten af dine dage. Så vil det jo også blive en undskyldning i din næste forhold. Gør noget ved det nu. Du har oven i købet en der vil støtte dig og have børn med dig.
Som det er nu, køre du et dobbelt liv, hvilket burde udløse et spark i røven. Jeg tror du giver kæresten skylden for din maglende handling, hvilket er pinligt.
Desværre tror jeg du bliver i forholdet, fordi det er jo dejligt, sådan at gå rundt og ynke sig selv. Hvor er du bare lav.

En drejebog? Du ævler jo.

bliv opdaget. Så smutter hun---- den er sikker hver gang.

for det er meget nemmere at forstå din problematik, når du beskriver din situation nøjere.
Du ligger desværre under for det som mobbeofre desværre ofte gør: De går over på fjendens parti! Og så mobber de sig selv en ekstra omgang oveni, for at give mobberne RET. Og det gør de fordi det simpelthen er umuligt for et menneske(barn) at tage kampen op mod en omverden, der ser en som en latterlig person eller bare totalt ousider - en man kan pisse på. Derfor valgte du sikkert SELV rollen som såkaldt "svagpisser"....
Og se selv, du får lige præcis den respons, som du ønsker herinde...og er sikkert også mest TRYG ved mobbekoret herinde og deres latterliggørelse af dig som person. FOR DEN REAKTION KENDER DU JO og det giver alt andet lige en tryghedsfølelse at være udsat for det man kender alt for godt til. Så kan man jo fortsætte i den rolle, som man engang i fortiden søgte ind i.
Men du er altså en voksen mand nu! Og du er en ENER, og den person skal du fan... KÆMPE for og STÅ INDE FOR! Om så hele verdenen stod og rakte tunge af mig, så ved jeg at jeg ville stadig elske mig selv og stå inde for den jer er, for jeg har valgt mig selv (i mine unge dage) som den jeg vil være, og står helt inde for det. OGSÅ selvom jeg hele tiden fejler i perioder...ja i det sidste år så fatalt, at jeg burde hade mig selv, men det gør jeg ikke! Forsøger tværtom at komme ind bag ved HVORFOR jeg har handlet som jeg har gjort og finde frem til dette i kærlighedog solidaritet med mig selv.
Find kærligheden nu til dig selv, det er ethvert menneskes PLIGT at tage sit liv på sig og forsvare det med næb og klør,og at ELSKE sig selv. Du hader nærmest dig selv fornemmer jeg, derfor foragter du også lidt de personer, der måtte synes om dig (mine indlæg synes du med garanti IKKE om - mobberierne elsker du lidt ikke? Dette stik i brystet du kender alt for godt!).
Du skriver at du har ELSKET din kæreste i den tid i har været sammen, men samtidig haft denne afstand overfor hende med irritation og så videre. Tror irritationerne kan skyldes du ikke elsker dig selv, og derfor kan du slet ikke elske et andet menneske helt ved f.eks. "bære over med" irriterende vaner. Derfor kan du sagtens begynde samtalerne med din kæreste ved at lægge helt ærligt ud, at du nu må finde dig selv nu og dette HELT ALENE, for du må først lære at elske dig selv førend du kan binde dig til nogen overhovedet.
Hun har haft masser af gavn af at elske en person som dig.Tro mig det har givet hende både selvtillid og MAGT. Så hvis hun ikke vil/kan forstå dig her, men bliver vred så er det også fordi hun mister magten over dig....
Du skylder hende intet, for du har givet hende en masse mens det stod på.Og HUN har selv valgt dig med alle de mangler du måtte have.
Men du er jo sikkert perfektionist, og forlanger af dig selv (og andre) at alt skal være 100% efter dine egne idealer - tror jeg (?) Hm..måske fordi der har været alt for meget fokus omkring din person igennem dit liv. Du har hele tiden skulle forsvare dig og derfor røget ind i perfektionistens rolle...fornemmer jeg lidt.
Ja en god idè med at kontakte en terapeut. Men pas på dem også, for der findes bare så mange middelmådige terapeuter, som selv kokser rundt med personlige problemer. Så er den første, den anden eller tredie ikke god nok for dig, så bliv endelig ved for jeg tror du kan få gavn af en rigtig god terapeut!
Hvis du er ensom og mangler nogen at tale med, så er internettet vel den bedste mulighed for at løse det problem. Findes der ikke sider hvor ensomme "særlinge" kan kontakte hinanden❓Hvis ikke så opret selv en kontaktside eller hjemmeside evt.Mange mennesker har været udsat for mobberier gennem hele deres liv, så her må du også kunne få kontakt til ligesindede gennem internettet.
Det vigtigste er at du HANDLER nu.Og du har ikke gjort noget som helst forkert i at holde ved din kæreste pga. af hun gav dig tryghed. Jeg vil tro at størstedelen af parforhold har denne faktor inde som ret væsentlig, for netop at blive i et ellers ikke helt optimalt kærlighedsforhold. Så slut med at se dig selv som en særling - altså lige her!!
Alle vil SÅ gerne være noget helt specielt og okser rundt for at være disse "enere" og alligevel er de fleste jo dybt kedsommelig ENS..;o)
De ægte særlinge og enere (som dig) burde derfor være stolte og køre sig selv i stilling overfor omverdenen, fremfor at krybe langs husmuren i rollen som "svagpisseren".
Gu er du ej en svagpisser! KUN når du tager rollen på dig som netop en "svagpisser". Men du er garanteret en spændende mand med dine helt egne meninger og holdninger. Værn dog om den person du er og stå vagt ved dig selv fremover. Bare mit "enkle" råd til dig.
Pusser :-)

I de gamle Unix-dage med Usenet, var et ofte anvendt begreb "POTM" = Post Of The Month. Dette var ment som en særlig kredit til den, der havde skrevet pågældende indlæg.
Pusserpige, jeg vil sige dit svar kandiderer kraftigt til dette - med den energi, du har lagt i det, håber jeg næsten indlægsstilleren læser det!
Cadeau til dig for at udvise empati, hvor det modsatte ellers er oplagt - det giver gode, nuancerede debatter!

Hej Pusserpigen
Du skriver, at der er mange kvaksalvere mellem ofte selvbestaltede terapeuter. Det er jeg ikke i tvivl om. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at du ville være en med gode evner som terapeut! Ihvertfald har dit indlæg givet mig stof til eftertanke og et rygstød, der gør at jeg allerede kan finde meget mere mod til at komme videre! Hvis jeg skulle ryge ind i tvivlen igen vil jeg igen kaste et blik på dette indlæg - for det er bare så rigtigt det du skriver!!! Det hele, både det med offerrollen, at falde ind i rollen som perfektionist, etc, etc...det hele stemmer!!
Dit indlæg har været terapeutisk alene, jeg tror allerede godt jeg kan komme videre.
Det har været en lang uge. Jeg er væk fra debatten et stykke tid herefter. Jeg vil rette et særligt tak til dig, Pusserpigen, men også til jer andre!
Tanker fra
slåopklarievigheder

Tak for din omsorg før nytår.
Hvordan har din nytår været? Er du selv ok?
Jeg har tænkt om, du ikke har valgt det forkerte navn i hvert fald i dette indlæg, for min første tanke var, at du burde hedde Kaptajn Haddock. Husk monoklen! Whiskeyen vil jeg lade være op til dig og for gud skyld undgå lamaer :o) (tintin i Tibet)
Er selv blevet spyttet i hovedet af sådan en gang og det kan absolut ikke anbefales og slet ikke, når man har briller *LOL*
Og du har ret med 68.
Hilsen
Lotte68

For din åbenhjertighed og fordi du fik sat en rigtig spændende problemstilling op til diskussion. Dit reelle oplæg satte meget i gang og vi fik da nogle væsentlige ting op at vende her på debatten må man sige.
Du skal bare bruge os (eller andre) til din videre udvikling frem. Skriv hvis du en dag kører fast i mudderet igen, så skal der nok være nogen her, der vil gi`dig et skub frem - sikkert akkompagneret af et mobbekor, for det hører vel med i dit liv ;-)
Men tage det bare som baggrundsmusAk (!) der ikke anfægter dig det mindste.

Alle gode tanker herfra
Pusser

Ja jeg var tændt i det indlæg, for når man læser oplægget fra "eneren" her, så synes jeg det tydeligt fremgik, at manden er alt andet end en psykopat...faktisk lige det modsatte: En selvundertrykker!
Han har troet det var enestående (for ham) og samtidig forkasteligt at fortsætte i SÅ mange år i et forhold, som han - på trods af han elskede kæresten, og husk lige denne detalje! - ikke rigtig troede på de havde en fremtid sammen.
Men jeg kender da adskillige forhold, hvor kvinden ofte efter meget få år mister troen på forholdet/manden og virkelig ønsker at stoppe, men alligevel ikke kan/formår at bryde ud. Og efter manden lover bod og bedring så fortsætter forholdet, og NETOP fordi tryghedsværdien i et forhold er langt mere bindende end selve kærlighedsidealets udlevelse - for de fleste altså! Det er min oplevelse af parforhold sådan generelt i dagens Danmark. Tiden går og kvinden venter med at bryde op, og ikke kun fordi hun elsker manden, men også pga. børn, tryghed, venner og familie-netværk etc...
MEN irritationsmomenterne er der stadig, så de undertrykkes, fordi kvinden (der pr.tradition stadig kæmper med sit kærlighedsideal) hun håber jo stadig på manden vil ændre sig sådan hen ad vejen - hvilket han jo aldrig gør. Ok, nok med meget få undtagelser (min mand f.eks...fornemmer jeg p.t.;) men de bekræfter blot reglen!
Manden fortsætter ligeledes også pga. af tryghedsværdien i forholde og han elsker sikkert stadig kæresten, men er blevet godt træt af hendes vaner og evige sniksnak og hendes fremturen med dit og dat OG hendes manglende erotiske approach overfor HAM. Men han bryder først ud (hvis han da gør/tør) når han bliver forelsket i en anden eller han bliver i forholdet (vanen..børn..venner..familie osv. fastholder ham) og finder sig så en elskerinde på sidelinien som ventil.
SÅ STOR VÆRDI HAR TRYGHEDEN for os mennesker!
Derfor er "eneren" her hverken ener eller særling i lige præcis denne sammenhæng, og det var vigtigt for mig at få frem også.
At "eneren" her så sig selv som ussel person (ikke en kvinde værdig!) blot fordi han under hele forholdet har været i tvivl, det vidnede jo om en meget følsom og selvkritisk (perfektionistisk) personlighed, der bestemt ikke er al dette mobberi værdig. Han har ovenikøbet elsket kæresten hele tiden skriver han, så jeg forstår slet ikke denne ensidigt fordømmende reakton. Han er da lige det modsatte af en psykopat med al hans selvkritik, men kender måske ikke til hvordan livet egentlig leves bag facaden i de "lykkelige" parforhold, han oplever eller hører om. For al hans energi bruges jo på selvjustits pga. af de psykiske overgreb, han har været udsat for lige siden den tidlige barndom og så videre frem. Men dette må han SELV stoppe nu!
Jeg tror min "mission" var at få ham til at forstå at hans svaghed kan gå hen og blive hans styrke en dag...han skal bare have et skub frem i den rigtige retning.
Pusser

Hvad med at begynde at pakke,
derefter finde et sted at bo,
bestille en flyttebil
og så sende blomster og gavekort til diverse arangementer så hun kan klare den

!

Jeg holdt ud til kl.4.
Kl.24 skålede jeg med vildt fremmede mennesker på en høj, hvor man kunne se alle københavns raketter. Det var vildt flot kl.00.10, da sangene var ovre.
Lamaer er nogle farlige nogen. Har selv haft fornøjelsen, at være sammen med sådan en. Jeg nåede dog at bakke, da jeg havde fået fortalt, hvordan ørene er på den før den spytter.
Jeg har fundet ud af at grøn ikke kan bruges som profilnavn, da nogen ikke kan læse ø, så måske skulle det være den gode kaptajn.O)
Wiskeyen er en god ting. Den passer til utrolig mange lejligheder.O) Jeg er endnu ikke blevet så gammel, at jeg kan lide cognac. Det smager simpelthen for sprittet, jo bedre kenderne siger det er. Så det må M47 gerne beholde for min skyld.

er en skam ligeså at spilde sit eget. og du af alle ved hvad du taler om, har jeg ret?

dyrke sex med bedstevennen, det virker hvergang
i guder håber du ikke er ret gammel med den holdning

HVAD?? Så skriver du lige sådan et indlæg der så vi kan få ondt af dig i stedet for din kæreste????
Det kan da godt være det er rigtig, men det er jeg total lige glad med!!!
Tag dig sammen!!!
og vær sød at lev som single resten af dit liv, for ingen pige skulle byrdes med dig!!
SIta

Åh har du været utrolig alene?????
Hvor eeerrr det synd for dig!!!!!!!!!!!!
NOT

Jeg anbefaler "slåopklarievigheder" at kontakte sin læge. Det gør jeg fordi han nævner, at hans kæreste er hans ENESTE netværk. Det er så muligt at hans læge kan henvise ham til en god psykolog, som kan "holde ham i hånden" i den fase hvor et evt. brud stå på, og lærer ham at "stå på egne ben", det er jo aldrig for sent...
Hilsen Undrende Fyr

heh, så fik jeg også oprettet en profil.
Håber det vil medvirke til at du og andre her på solen ikke bare opfatter mig som en af de "irriterende anonyme" :o)

Kære pusserpige
Du har her beskrevet mit forhold/ægteskab gennem 14 år. Jeg fik først nosserne til at bryde ud som mig selv efter 14 år.
Til trådstarter vil jeg tilføje, at selvom man er mobbeoffer gennem barndom og ungdom, så er det en enorm lettelse for én selv, når man selv tager stilling til et stort følelsesmæssigt problem og finder nosserne til at tage konsekvens, selvom man sårer andre. Ihverfald var jeg 50 kg. lettere over skuldrene dagene efter, at jeg havde sagt, at jeg ville skilles.
Samtidig vil jeg tilføje, at nettets chatsider m.m. kan bruges på en positiv måde - du kan blive bekræftet som mand og som person med holdninger, og finde ud af, at du er betydeligt mere værd at elske, end du nogensinde selv har turdet tænke.

Tak for en meget spændende tråd. Især til Pusserpigen!
Jeg synes, at det er på plads, at vi andre "svagpissere" kommer på banen. Jeg tror, vi er mange, der i en eller anden grad lever i forhold og med tvivl, der kan sammenligneds med trådstifterens.
Jeg synes i hvert fald, at jeg på en række punkter kan genfinde mig selv midt i debatten. Jeg har haft de samme tanker om at slutte forholdet i omkring et års tid (vi har været sammen i omkring 5 år).
For mit vedkommende er problemet opstået, efter at min følelsesmæssige intuition er blevet koblet fra. Jeg finder mig nogle gange i en situation, hvor jeg laver pros et cons omkring forholdet. Sygt ikk'? Jeg er simpelthen ikke længere i stand til at mærke efter i maven.
Og for mit vedkommende drejer det sig ikke om, at jeg til dagligt lever en hverdag uden netværk. Jeg er heller ikke undertrykt. Og selv om jeg godt nok blev vældig meget mobbet som barn, så har jeg i dag en god portion succes. Bare ikke, når det gælder følelseslivet og kærster.
Mvh.
Tvivleren