Volden kun overgået af tavsheden
Læserbrev sendt til Nordjyske Stiftstidende d. 27. oktober men blev ikke optaget...
Jeg er rødglødende. Og det er ikke kun mit sår i hovedet der er det. Jeg blev ramt i hovedet af en fyldt flaske der blev kylet af en autonom og blev efterfølgende syet med 7 sting. Jeg er også rødglødende indeni. Jeg er rødglødende fordi nogen kan finde på at slå, slå for at slå ihjel fordi de ikke bryder sig om et bestemt budskab, et budskab der er helt i tråd med frihedens og demokratiets principper, og jeg er rødglødende p.gr.a mediernes opførsel efterfølgende.
D. 21. oktober blev en lille gruppe fredelige borgere på vej til en demonstration overfaldet og forsøgt myrdet med jernstænger og knive. Autonome udseende personer var altså villige til at ty til mord for at lukke munden på fredelige borgere, deriblandt en ældre dame på 73, som blev slået ned med en jernstang. Det i sig selv er jo uhørt i et "fredeligt" land som Danmark. Vi er jo ikke vant til den slags og rystes i vores grundfjeld af disse fascistiske metoder.
Men vi overlevede mirakuløst. Stiksikre veste reddede 2 af personerne. Vi regnede selvfølgelig med at aviser, netaviser og TV ville dække overfaldet. Men nej. Ovenpå en sådan uhyggelig oplevelse var der næsten totalt tavshed fra samtlige medier. Der blev givet et interview til Ritzau samme dag, men næste dag kunne man læse det stik modsatte af det der var blevet sagt. Heri stod bl.a. at nogle demonstranter havde slået ud efter forbipasserende ved demonstrationen! Magen til løgn og latin skal man lede længe efter. Samtlige aviser godtog dette elendige telegram og kun en enkelt avis forsøgte at rette lidt op på miséren dagen efter, resten har været tavse som graven.
Jeg må indrømme at jeg foragter medierne for deres tavshed. På trods af at de er blevet informeret i detaljer om volden og drabsforsøget vælger de at danskerne ikke skal informeres. Jeg foragter journalisterne for deres fejhed og kujonagtige adfærd, og jeg foragter dem fordi alle ved at når man tier så samtykker man. Føj! Jeg var klar over at medierne, aviser som TV, ikke bryder sig om at dække begivenheder der går imod islamiseringen af Danmark, men jeg var ikke klar over at medierne er så sammenspiste og så enige. Min respekt for denne medieverden kan ligge et meget lille sted. Vi bryster os af den fri presse. Den er en illusion!
Hvad ville i gøre i samme situation tie eller fortsætte?