Voldtog min far,min mor??

Okay, jeg regner ikke med at denne familie konflikt bliver løst idag,imorgen eller måske nogensinde!..Men jeg regner med at få flyttet noget vrede og få lidt håb tilbage!
Nå, men her er historien som jeg har set den..
Min mor (62år) døde for snart 2 år siden af lungekræft.8 uger efter diagnosen blev stillet var hun død og begravet.Det i sig selv var en intens rejse og det håber jeg aldrig aldrig jeg skal igennem igen!
Jeg har stoppet al komunikation med mine søskende og lige nu er jeg fyldt op med had og afsky mod dem.
Det startede egentlig bare som en samtale mellem min søster og jeg.Hvor vi diskuterede vores undren over den manglende interesse fra både vores far og vores stedfar i forhold til deres børnebørn og vores liv generelt.Men mest omkring vores rigtige far.Jeg er vokset op hos ham og anderkender han har problemer med at vise omsorg og kærlighed.Men jeg har aldrig tvivlet på den, men kan godt forstå hende og min yngre bror tvivler.Nå, men filmen knækker da jeg prøver at forklare mig på hans vegne, hvilket jeg nok ikke skulle ha´gjort.Jeg siger til hende at jeg et stykke hen ad vejen godt kan forstå at han vakler i forholdet til vores lillebror, udfra den betragtning at min mor og far blev skilt under megen drama hvor ingen ville ta´ansvar for noget som helst.Min lillebror var ganske spæd da de gik fra hinanden og udfra den betragting at der kort efter flyttede en anden mand ind hos min mor og at vores lillebror ikke ligner os overhovedet! Det tænder åbenbart en ildebrænd i min søster at jeg mellem linjerne beskylder min mor for utroskab og at vores bror ikke har samme far som os!..Pludselig fortæller hun mig at vores mor har fortalt hende fornyeligt at vores far har voldtaget hende og udfra den voldtægt skulle min bror komme fra..Jeg bliver så ufattelig rasende at jeg smider røret på og ringer til min far med det samme og fortæller ham at han har 20min til at tænke sig godt om og at jeg er på vej ud til ham.Jeg køre derud med den indstilling at hvis jeg fornemmer at der er noget om snakken, så vil jeg ødelægge alt han har og banke ham til han ikke rejser sig igen..Jeg kommer ind og er pumpet med vrede og er klar til alt..Men da jeg faktisk stille og roligt fortæller ham hvorfor jeg er der, kan jeg med det samme se at det er første gang han høre om de mistanker og vi sidder hele natten og snakker om ting som vi aldrig har snakket om før..bl.a andet hans tanker omkring skilsmissen og hans mistanker om utroskab.
Tanker ophober sig i hovedet på mig! Hvorfor har min mor fortalt både min bror og søster at deres far har voldtaget hende og hvorfor har jeg ikke fået noget at vide.Og nu er hun død og kan ikke forklare sig.Min mor var et rart menneske, men jeg hader hende!..Jeg hader min søster fordi hun ikke har "overskud" til at høre min fars side af historien.Jeg hader min bror fordi han er ligeglad med hvad jeg føler.Han er fuldstændig ensrettet og har intet til overs for vores far pga. voldtægts mistanker!...
Jeg har flere gange forsøgt at få os allesammen samlet, men det er der åbenbart ikke overskud til, eller måske er det ikke vigtigt nok!..Hvad fanden ved jeg!..Det er vigtigt for mig!

Men jeg tror ikke, du nogensinde kommer til bunds i den historie med den indstilling dine søskende har. Hvis de ikke vil lade manden komme til orde, er der ikke meget at gøre. Lyt til din far og bestem dig til om han er troværdig. Du kender ham bedst. Din mors historie om voldtægt kan have mange facetter og årsager, men DEN har du ingen mulighed for at få vertificeret.
Det er ikke alle ting her i livet, vi kan få rede på og vi lever nok også udmærket videre uden.

ikke du kommer nogle vegne med din harme, du skal nok bare forsøge at "glemme" det. Nogen mennesker er ikke til hverken at hugge eller stikke til, lade dem leve vider i deres tro og tænk så dit. Kan godt forstå dig, men det nytter jo ikke og da slet ikke nu da din mor desværre er død.

Det lyder fuldstændigt vanvittigt, at I tre, voksne mennesker begynder at grave i jeres forældres for længst overståede, private affærer. Det er uværdigt, og I skulle skamme jer alle tre.
DU tillader dig mellem linjerne at antyde, at din mor har været din far utro - noget, du ikke kan vide det fjerneste om. Du tillader dig ligefrem at opfatte det som en formildende omstændighed i forhold til, at din far tydeligvis har svigtet din yngre bror.
Dine søskende har hørt en anden, lige så grov beskyldning om din far. Noget, DE ikke kan vide det fjerneste om.
Oven i dette formår dine søskende alligevel at gøre dig så usikker, at du farer frem som retfærdighedens vogter og truer din far til at fortælle "sandheden" - igen en "sandhed", som du STADIG ikke kan vide det fjerneste om.
Det eneste interessante og relevante i denne "historie" er, at din far har svigtet din lillebror. Derudover har mindst en af jeres forældre løjet, i hvert fald har de begge fortalt jer grimme ting om den anden, men I får ALDRIG opklaret, hvem der har gjort hvad, og hvem der har løjet og manipuleret mest.
Var det da for pokker ikke mere relevant at klinke skårene og være der for hinanden som søskende - ikke mindst tage hånd om den af jer tre, der har været det største offer?
I skulle skamme jer alle tre og se fremad i stedet for at trampe rundt i jeres forældres forliste ægteskab. Og du bør STRAKS ringe til dine søskende og få gjort en indsats for, at I tre finder ud af at omgås uden at sladre og tilsvine hhv. mor og far. Din bror er "ligeglad med, hvad du føler" - hmmm! Du har haft mere travlt med at forsvare din fars svigt over for ham end med at tage dig af, at han har lidt under dette.

Og jeg kan love dig at jeg har forsøgt at få os alle samlet.Min søster har ikke overskud, men lovede mig at ta´kontakt til vores far så snart hun havde overskud til det.Det er 1 år siden her til oktober!..Jeg er udemærket klar over at vi alle er farvede i vores opfattelse, men det mindste vi kunne gøre er vel at mødes allesammen og få snakket om det!
Vores far vil rigtig gerne af med sit "ry" som forbryder som nu florere i familien og har ringet gentagende gange til min søster ugerne efter, men uden at telefonen blev taget!
Jeg forsvare ikke vores far´s svigt over for min bror, nærmere tværtimod, det er noget jeg har kæmpet imod i mange år men de er nok et eller andet sted socialt afstumpet begge to!..Men det gør jo ikke vores far til en voldtægtforbryder!?
Jeg aner ikke hvad det skete dengang,kun at de var to om balladen. Jeg prøvede at forklare tingene på hans vegne og det fortryder jeg også.Den mulighed skulle han selv har haft..

hvorfor du først skriver: "Jeg har stoppet al komunikation med mine søskende og lige nu er jeg fyldt op med had og afsky mod dem." - og nu, at du kan love mig, at du har forsøgt at samle jer. Du skriver også, at du hader din mor, din bror, din søster - det lyder altså, som om du ikke er helt sikker på din egen rolle i dette.

Mit had til dem er vokset løbende..Jeg tog absolut ikke de rigtige beslutninger da det hele rullede, men de mennesker jeg trådte over tæerne bl.a min bror og min stedfar har jeg undskyldt overfor!..Jeg forventede at de ville gøre det samme, men sådan skulle det ikke være!..Alle skeletterne står stadig i skabet og alle virker tilfredse med at det er vores biologiske far som har trukket nitten.Det har gjort mig så gal at jeg ikke længere kan tåle at tænke på dem!
Kunne du tænke dig at blive kaldt for voldtægtforbryder i ordets ondeste betydning af din nærmeste familie hvorefter de stikker halen mellem benene uden at gi´ dig et sekund til at forklare dig i!?..
Og hvad angår min rolle i det her, ja så har jeg jo som den eneste haft en fod i begge lejre!..Hvilket jeg gerne ville ha undværet!..

at din bror ikke ønsker at omgås en far, som har svigtet ham og som hele hans liv har tvivlet på, han var hans søn?
Om jeg kunne tænke mig at blive kaldt voldtægtsforbryder? Det har intet med sagen at gøre. Jeg kunne tænke mig en bror, som bakkede mig op og var der for mig, når de var fuldstændigt klar over, at jeg ikke var blevet behandlet ordentligt af vores far. Jeg kunne tænke mig en bror, som ikke skiftede mening og sympati, som vinden blæste, og som viste sig voksen nok til at se, at det var formålsløst at gisne om fortiden. Og så kunne jeg ønske mig en bror, som var klarsynet nok til at se sin egen rolle i dette drama og som ikke hele tiden undskyldte sig med, at han "nu var blevet klogere".
Du virker som fars marionetdukke. Hvad med at lade de gamle og de døde i fred og koncentrere dig om at råde bod på det svigt, du tilsyneladende passivt har fulgt igennem hele din brors barndom? Hvorfor VIL du have, at din bror skal pines ved at konfronteres med en far, som - voldtægt eller ej - har været en skiderik over for ham?

Det er selvfølgeligt svært for dig at få alle nuancerne med.
Min fars tvivl har han aldrig udtrykt verbalt overfor andre før dette her startede.Det var mig som udtrykte mig overfor min søster på hans vegne!..Det er noget jeg har snakket med venner om osv osv..Altså, jeg følte det så underligt ud at næsten sammentidigt med at min far flytter ud flytter den mand ind som min far mistænkte min mor var utro med igennem længere tid.Min bror var på det tidspunkt knap 3mdr.
Jeg ønsker udelukkende at min far får snakket med mine søskende og det ønsker han faktisk også nu, men det har der ikke været "overskud" til fra min søsters side.
Og ang. min bror og fars forhold, Så er der ingen af dem der har været (citat dig) "skiderikker" overfor hinanden, det løb bare ud i sandet i løbet af hans teenage år vel pga. manglende interresse for hinanden..Jeg har forklaret min bror at det var ikke min menning at han blev tvunget til at ta´ hele sin grunlæggende eksistens op, det var en samtale mellem min søster og jeg som triggede ildebranden.En samtale som iøvrigt ikke behøvede at lande hos min bror, ihvertfald ville jeg gerne selv ha´haft muligheden for forklare hvad jeg mente inden alle "fakta" fløj rundt i familien!..Det skal også siges at min bror hørte først om "voldtægten" fra min mor 14 dage inden hun døde til et familie-møde hvor jeg ikke var med!
Det eneste jeg gerne vil er at få renset ud i familien, men udgangspunktet bliver bare dårligere og dårligere jo længere tid der går!

Du lyder nu lige så barsk, som dine søskende. Dog måske med den forskel, du gerne vil have talt ud omkring det. Det kan du umuligt. Måske har din mor været utro, men det skal ingen da dømme hende for. Hvem ved, hvad der er sket.
Stakkels kvinde og med din indstilling til tingene, forstår jeg godt, hvis hun ikke har turdet fortælle den mulige sandhed. Hvem er du, at du skal dømme hende. ??? Hvad kender du til hendes liv.
Og din far. Er han måske bange for dig. Du lyder noget grov. Hvem er du, at du skal dømme ham. Der kan være så mange elementer i hele denne sag, det kender du og dine søskende intet til.
Hvis din bror vil være sikker kan han jo få taget en DNA test. Men det er hans sag.
I bliver en stor hadefuld familie. Til skade for jeres kommende børn.
Tro mig, jeg ved det. Jeg blev efter mange år gode venner med min søster. Der havde været mange ting, som aldrig kan opklares.
Hun døde kort efter vi havde fundet hinanden. Til min store sorg. Familien bliver aldrig familie, vi kender ikke hinanden.

Jeg er ikke en skid bedre end mine søskende, det ved jeg godt..Jeg er givetvis den primære grund til det hele spindede ud af kontrol og det vil jeg gerne gøre om.Men det sku´ svært når ens søskende har besluttet at "sandheden" blev begravet for 2 år siden og egentlig ikke gider snakke om noget.Jeg er i tvivl og det burde de også være!..Jeg er ligeglad med hvem der snød hvem dengang,det eneste jeg vil er at få min søster til indse at man ikke kalder nogen for voldtægtsforbryder og ringer til alle i familien med nyheden.Facebook var også hendes gode "ven" hvor den ene status opdatering efter den anden poppede op med ting som overhovedet ikke kom andre ved!.Ret fantastisk at se hende snakke med venner på FACEBOOK jeg ikke engang kender, om ting som hun burde snakke med mig eller sin egen far om!

Vores far er 72 år og skal bruge sine sidste år på tanker som jeg overhovedet ikke kan acceptere.
Vores far har gjort sit liv surt ved at lade sit forhold til sine egne børn rende ud i sandet, det er et faktum!.Et faktum jeg i min vildeste fantasi ikke kan fatte kan ske.Men det er sket og det var der ikke længere nogen der reagerede på.Sådan var tin gene bare blevet, altså lige indtil jeg prøvede at forklare tingene på hans vegne!..
Det er bare skidt når jeg rigtig gerne vil ha´ alle skelleterne ud af skabet nu, men fornemmer en vis tilfredshed med tingenes tilstand fra min bror og søster!..

til at lade det være. Det vil kun bringe endnu mere ufred. Din søster må selv tage ansvar for, hvordan hun er.
Du får aldrig nogensinde skeletterne ud af skabet. Det kan du lige så godt indse med det samme. I bliver så uvenner, at I aldrig kan tale sammen mere.
Du kan være rar ved din far. Så har han da dig i det mindste. Du kan ikke ændre noget som helst, kun gøre alting endnu værre. Så ti stille, det gør du klogt i.

Den kører vist på de høje nagler i jeres familie?
Man siger, at det er den mellemstes forbandelse, at han/hun altid kommer til at så i midten, når de andre er uenige. Det er der selvfølgelig en sandhed i; men modsat dine søskende har du et tættere forhold til jeres far.
Det er jo entydigt en fordel.
Jeg er enig med mine medskribenter i, at der er lidt for meget søgang. Du kan jo ikke pirke til de andre implicerede, og håbe og tro på, at de skaber ro i dit sind... At I vender jeres tanker sammen, skaber kun splid, fordi ingen af jer kender ret meget til sandheden, så det bliver en kamp om gisninger.
Hvis jeg var i dine sko, ville jeg:
1) Holde kontakten til mine søskende; men sørge for ikke at gå ind i diskussionen om vore forældre. Klap i som en østers, hvis de starter på den.
2) Snakke rigtig meget med både min biologiske far og min stedfar - om min mor.
Ud fra det, de hver især fortæller, kan du med tiden danne dig et mere og mere sammenhængende billede af hende. Og da du har to kilder, bliver det et lidt mere nuanceret billede, du får.
Du kan IKKE starte med at løse det sammen med dine søskende. Men du kan måske få ro i dit eget sind, hvis du når til at forstå dine forældre - hver for sig.
Og hvis du gør det, får den problemstilling også lavere og lavere prioritet - i forhold til dine søskende.
Dine forældres liv har jo ikke været sort/hvidt! Deres liv har været ligeså nuanceret som dit - og dine søskendes. Så først og fremmest må du gøre op med forestillingen om, at der er "helte" og "skurke" i den her historie. De er/var bare mennesker, der levede deres liv.
Du finder ingen absolutter; men måske finder du en "sandhed" - eller vished, - som du kan leve med. Og når du har fundet freden inden i dig selv, - så klink skårene med dine søskende.

At indlede et forhold til mine søskende, ihvertfald til min søster, vil for mig kræve at min søster gir´ vores far en ydmyg undskyldning for blindt at tro på beskyldningerne fra vores mor og defter betragte det som "sandheden"
Der findes ikke andre udveje for mig!..Og kun derefter vil der være mulighed for at starte en ny fremtid for os allesammen!.
Om det så indebære at alle er indstillet på et forhold til hinanden eller om famlien fortsat skal være delvis delt som den har været i mange år uden større problemer, ved jeg ikke.Det må den enkelte vurdere deres behov for!..
Jeg kan ikke sidde hos min søster og lege bror, når hun i sit hoved og gerninger har besluttet at tro på at en mand som jeg holder meget af og som på sin egen måde altid har været der for mig, skulle være et monster.Det har han ikke fortjent.Han har fortjent at høre at han har svigtet hende og vores bror iforhold til manglende interesse for dem og deres liv igennem mange år!..På det område vil jeg til hver en tid bakke dem op, da det er noget som jeg selv har det svært med i forhold til ham, men det kræver at min søster vil mødes med vores far,hvilket hun indtil videre ikke har haft "overskud" til.
Et evt. møde skal stadigvæk være på de betingelser at ingen er skyldige i noget som helst som omhandler vores forældres forhold for 30 år siden..

Det er ikke dig, der skal afgøre, hvad din søster skal tro på?
Hvad er det egentlig, du vil? Vil du genopbygge forholdet til dine søskende? - Eller vil du bare brokke dig?
Der kan være mange ting i det. Du forstår ikke din søster, fordi det ikke var dig, han svigtede. Men hvorfor svigtede han hende egentlig? Havde det slet ingenting med din mor at gøre? Der kan også være forskel på kemien. Måske havnede du hos din far, fordi din mor synes, du lignede ham? Hvad ved jeg? Hvis fordelingen er foregået på den måde, er der ikke noget at sige til, at dine søskende tager din mors parti.
Hvad nu, hvis din far rent faktisk er skyldig? Så er det pludselig din søster, som har ret, og dig der holder på den forkerte hest? Selv om du kender ham som en god og varm far, kan han jo godt ha' lavet noget lort i andre sammenhænge...
Hvor vigtigt er dit glansbillede af din far? - Er det vigtigere end sandheden? Det gode forhold, I to har sammen, forsvinder jo ikke bare. Det er bygget op gemmen mange år - tusindvis af timer. At han har været der for dig, og at I har massevis af gode oplevelser sammen, kan ingen jo lave om på.
Men du vil overhovedet ikke være i stue med din søster, før hun behandler ham som en helgen - og giver ham en tårevædet undskyldning?
"Der er ingen, der er skyldige!". Det er meget bekvemt for dig? For din far står til at være skyldig, mens din mor står til at være offeret. Hvis ingen er skyldige, slipper din far af med skylden; men hvad med din mor? Bliver hun også rehabiliteret?
Der er også mange gradueringer af voldtægt. Det strækker sig jo fra alle nuancer af ufrivillig sex - til deciderede overgreb. Og tingene kan også ændre udseende over tid!
Tilgivelse går gennem forståelse. Ikke gennem indrømmelser.
Hvis du ikke vil forstå dine nærmeste, tror jeg ikke på, du vil flytte dig en milimeter.
Og så må du ha' det så godt med alle dine kvababbelser!
Min erfaring siger mig, at det er meget, meget sjældent, at retten er helt fuldstændig på den ene parts side.
Man siger, den største gave, man kan give sine børn er søskende... Og du nægter bare at tage imod gaven. Men det er DIT problem!