Vor ideelle etik?
Vor medmenneskelige etik er frigjort fra Kristendommen, så den nu begrundes med fornuft i stedet for som religiøs befaling.
"Hvis du behandler dine medmennesker godt, vil de også behandle dig godt"?
Den foreskriver stadig samme hensynsfulde og tolerante adfærd.
Anvendelsen af etikken er dog betinget.
Ideelt handler man uden hensyn til egne interesser.
Men etikken tilsidesættes, når man derved belaster sig selv for meget.
Betingelsen kan opfattes som egoisme – gruppeegoisme – eller national solidaritet, om man vil.
Ideelt behandler man også andre uden hensyn til hvem og hvad, de er.
Men etikken tilsidesættes overfor mennesker, der ikke har fortjent hensyn og tolerance (retfærdighed?).
Forbrydere udsættes eksempelvis stadig for repressalier.
Den betingede anvendelse gør det muligt at tilsidesætte eller afgrænse etikken efter forgodtbefindende ved at opstille "passende" vurderinger.
For at bekæmpe en sådan praksis må tilhængerne af etikken monopolisere de betingende vurderinger.
De må gennemtvinge et "politisk korrekt" meningsdiktatur.
Da "god" og "ond" for etikerne måles efter etikkens ideal, er mennesker "onde", hvis deres mening er længere fra idealet end den "politisk korrekte" mening.
Vurderinger, der afgrænser etikken længere fra idealet end de "politisk korrekte" vurderinger, er ligeledes "onde".
"Politisk ukorrekte" mennesker er følgelig "onde".
Det er på sin plads at tilsidesætte etikken overfor dem.
De har ikke fortjent hensyn og tolerance.
Derimod bør de udsættes for diskrimination og repressalier som forbrydere (retfærdighed?).
Hvis man går tættere på idealet end de "politisk korrekte" etikere, bringes de i forlegenhed.
Overfor sådanne super-idealister kommer de "politisk korrekte" etikere selv i samme situation, som Dansk Folkeparti er i overfor de "politisk korrekte".
For "god" og "ond" måles efter etikkens ideal, hvor man handler uden hensyn til egne interesser, og hvor man behandler andre uden hensyn til hvem og hvad, de er.
Super-idealisterne må affejes som verdensfjerne mennesker, der ikke kan tages alvorligt.
De bringer etikken i miskredit, ved at sætte spotligt på dens relative karakter og ved at rejse for stor modstand overfor den "etikkens rene vare", der tilsidesætter selvopretholdelsen.
Den fornuftige modstand i befolkningen er således bestemmende for den "politisk korrekte" afstand til idealet, hvor man bør tilsidesætte egne interesser og altid "vende den anden kind til".
Afstanden fra idealet er afgørende for bekæmpelsen af modstanden mod idealet.
For bekæmpelsen er ikke tilgængelig, hvis etikken ikke er betinget.
"Man bør handle uden hensyn til egne interesser - og man bør behandle andre uden hensyn til hvem og hvad, de er."
Etikkens ideal er således i strid med fornuften og etikkens overlevelsesmuligheder.
Er det ideelt?
"Hvis du behandler dine medmennesker godt, vil de også behandle dig godt"?
Den foreskriver stadig samme hensynsfulde og tolerante adfærd.
Anvendelsen af etikken er dog betinget.
Ideelt handler man uden hensyn til egne interesser.
Men etikken tilsidesættes, når man derved belaster sig selv for meget.
Betingelsen kan opfattes som egoisme – gruppeegoisme – eller national solidaritet, om man vil.
Ideelt behandler man også andre uden hensyn til hvem og hvad, de er.
Men etikken tilsidesættes overfor mennesker, der ikke har fortjent hensyn og tolerance (retfærdighed?).
Forbrydere udsættes eksempelvis stadig for repressalier.
Den betingede anvendelse gør det muligt at tilsidesætte eller afgrænse etikken efter forgodtbefindende ved at opstille "passende" vurderinger.
For at bekæmpe en sådan praksis må tilhængerne af etikken monopolisere de betingende vurderinger.
De må gennemtvinge et "politisk korrekt" meningsdiktatur.
Da "god" og "ond" for etikerne måles efter etikkens ideal, er mennesker "onde", hvis deres mening er længere fra idealet end den "politisk korrekte" mening.
Vurderinger, der afgrænser etikken længere fra idealet end de "politisk korrekte" vurderinger, er ligeledes "onde".
"Politisk ukorrekte" mennesker er følgelig "onde".
Det er på sin plads at tilsidesætte etikken overfor dem.
De har ikke fortjent hensyn og tolerance.
Derimod bør de udsættes for diskrimination og repressalier som forbrydere (retfærdighed?).
Hvis man går tættere på idealet end de "politisk korrekte" etikere, bringes de i forlegenhed.
Overfor sådanne super-idealister kommer de "politisk korrekte" etikere selv i samme situation, som Dansk Folkeparti er i overfor de "politisk korrekte".
For "god" og "ond" måles efter etikkens ideal, hvor man handler uden hensyn til egne interesser, og hvor man behandler andre uden hensyn til hvem og hvad, de er.
Super-idealisterne må affejes som verdensfjerne mennesker, der ikke kan tages alvorligt.
De bringer etikken i miskredit, ved at sætte spotligt på dens relative karakter og ved at rejse for stor modstand overfor den "etikkens rene vare", der tilsidesætter selvopretholdelsen.
Den fornuftige modstand i befolkningen er således bestemmende for den "politisk korrekte" afstand til idealet, hvor man bør tilsidesætte egne interesser og altid "vende den anden kind til".
Afstanden fra idealet er afgørende for bekæmpelsen af modstanden mod idealet.
For bekæmpelsen er ikke tilgængelig, hvis etikken ikke er betinget.
"Man bør handle uden hensyn til egne interesser - og man bør behandle andre uden hensyn til hvem og hvad, de er."
Etikkens ideal er således i strid med fornuften og etikkens overlevelsesmuligheder.
Er det ideelt?