Vædeskrud
Du kaster svampen
i hovedet på mig og ler
knæler ned og samler sæben op
truer med at kaste den
Jeg holder mig for ansigtet
spiller grædende hjælpeløs
mærker din hånd på min arm
trækker mig ind under bruseren.
Dine glatte arme om min hals
Du trøster og ler
vore øjne mødes -
dine blide og stærke.
Du lader blidt en finger glide
over mit øjenbryn, øjenlåg og kind.
Glider ned på knæ
kysser din sæbeboble-mave
får udlængsel efter
at genfinde velkendte steder
på din forårsspirende krop.
Du læner dig mod væggen
sukkende og smilende,
du griber i mit hår
og trækker mig op.
Nærheden er opslugende
da du hæver dig op
og kysser mig inderligt,
magtesløsheden fylder mig
da du glider nedad
og omslutter mig.
Vore hænder på vandring
hektisk søgende
det sublime øjeblik,
ser vanddråberne i dine øjenvipper,
nakkehårlokkerne mod din hals.
Læner os mod væggen,
frie, lette om hjertet
har taget svampen i munden
du ler som kun du kan le
slår koket ud efter mig
griber min hånd
og kysser den.
Dine øjnes glans er smukkere
end nogensinde før.
Vil sige noget
du lægger en hånd på min mund
og nikker.
Dette digt bliver mit sidste bidrag her på Sol. Jeg holder, bl.a. på grund af sygdom, i det mindste for en tid. Det har været spændende at følge debatterne her, og til trods for uforsonligheder ind imellem, har det været dejligt at stifte debat-bekendtskab med personligheder, der stikker ud fra mængden, også dem jeg har været uenig med. Jeg vil gerne takke dem her på poesi-siden, der har fortalt, de har glædet sig ovder mine digte. Jeg har selv glædet mig over andres poesi, og at der kommer flere og flere, der tager mod til sig. Det bekræfter mig i, at vi mennesker har kreativt potentiale, der blot skal frem. Mit farvel betyder ogaså et farvel fra min enæggede tvillingebror, Svante, men det vil han selv fortælle.
Alt Godt, bonobo
Ja, sæt dig bare, så holder jeg din kamillete....
Ja, hej! Jeg er ikke så god til at snakke, så jeg skriver i stedet for. Hedwig, min kone, ryster på hovedet med løftede øjenbryn. Hvorfor ved jeg ikke, nå men, jeg synes, det har været dejligt at besøge de mange steder her. Og jeg kan stå inde for, at der ikke er nogen, jeg ikke kan udstå.
Jeg har ikke skrevet så meget, men har ellers meget på hjerte. Sladder om de kendte er spændende, fordi min kobne og jeg holder meget af Kongehuset, selvom Hedwig engang var publikaner.
Jeg vil også holde en pause og hjælpe min anden-æggede bror, så han kan komme fra halvbred til helbred. Nu ryster Hedwig på hovedet igen, med lukkede øjne. Jeg tror, jeg er blevet meget klogere på grund af jer allesammen, selvom Hedwig siger, det da vist ikke kan passe, jeg er jo så klog i forvejen. Det er kun hende, der har sagt det, men hun elsker mig også. Man lærer hele tiden noget nyt, ikke? Så sent som i går gav Hedwig mig et godt råd, og det vil jeg dele med jer: Det er meget lettere at mose kartoflerne, efter de er kogt.
Hav det godt, alle sammen, og måske på genskriv, Svante.
i hovedet på mig og ler
knæler ned og samler sæben op
truer med at kaste den
Jeg holder mig for ansigtet
spiller grædende hjælpeløs
mærker din hånd på min arm
trækker mig ind under bruseren.
Dine glatte arme om min hals
Du trøster og ler
vore øjne mødes -
dine blide og stærke.
Du lader blidt en finger glide
over mit øjenbryn, øjenlåg og kind.
Glider ned på knæ
kysser din sæbeboble-mave
får udlængsel efter
at genfinde velkendte steder
på din forårsspirende krop.
Du læner dig mod væggen
sukkende og smilende,
du griber i mit hår
og trækker mig op.
Nærheden er opslugende
da du hæver dig op
og kysser mig inderligt,
magtesløsheden fylder mig
da du glider nedad
og omslutter mig.
Vore hænder på vandring
hektisk søgende
det sublime øjeblik,
ser vanddråberne i dine øjenvipper,
nakkehårlokkerne mod din hals.
Læner os mod væggen,
frie, lette om hjertet
har taget svampen i munden
du ler som kun du kan le
slår koket ud efter mig
griber min hånd
og kysser den.
Dine øjnes glans er smukkere
end nogensinde før.
Vil sige noget
du lægger en hånd på min mund
og nikker.
Dette digt bliver mit sidste bidrag her på Sol. Jeg holder, bl.a. på grund af sygdom, i det mindste for en tid. Det har været spændende at følge debatterne her, og til trods for uforsonligheder ind imellem, har det været dejligt at stifte debat-bekendtskab med personligheder, der stikker ud fra mængden, også dem jeg har været uenig med. Jeg vil gerne takke dem her på poesi-siden, der har fortalt, de har glædet sig ovder mine digte. Jeg har selv glædet mig over andres poesi, og at der kommer flere og flere, der tager mod til sig. Det bekræfter mig i, at vi mennesker har kreativt potentiale, der blot skal frem. Mit farvel betyder ogaså et farvel fra min enæggede tvillingebror, Svante, men det vil han selv fortælle.
Alt Godt, bonobo
Ja, sæt dig bare, så holder jeg din kamillete....
Ja, hej! Jeg er ikke så god til at snakke, så jeg skriver i stedet for. Hedwig, min kone, ryster på hovedet med løftede øjenbryn. Hvorfor ved jeg ikke, nå men, jeg synes, det har været dejligt at besøge de mange steder her. Og jeg kan stå inde for, at der ikke er nogen, jeg ikke kan udstå.
Jeg har ikke skrevet så meget, men har ellers meget på hjerte. Sladder om de kendte er spændende, fordi min kobne og jeg holder meget af Kongehuset, selvom Hedwig engang var publikaner.
Jeg vil også holde en pause og hjælpe min anden-æggede bror, så han kan komme fra halvbred til helbred. Nu ryster Hedwig på hovedet igen, med lukkede øjne. Jeg tror, jeg er blevet meget klogere på grund af jer allesammen, selvom Hedwig siger, det da vist ikke kan passe, jeg er jo så klog i forvejen. Det er kun hende, der har sagt det, men hun elsker mig også. Man lærer hele tiden noget nyt, ikke? Så sent som i går gav Hedwig mig et godt råd, og det vil jeg dele med jer: Det er meget lettere at mose kartoflerne, efter de er kogt.
Hav det godt, alle sammen, og måske på genskriv, Svante.