West Life-fan

Jeg vil gerne vide om det kunne forarge nogen, hvis jeg kastede mig hovedkuls ud i en fantilværelse i kølvandet for West Life (eller et andet såkaldt "boy-band").
Altså den eneste forskel der ville være på mig og de andre fans er alderen....jeg kunne være mor til bandmedlemmerne...men betyder det noget, for det er vel musikken det handler om eller er det?
Hvad er det i tanken om en kvinde45 som fan af et boy-band, der kan provokere?
Jeg er oprigtigt nysgerrig efter at vide det, for jeg kan nemlig godt selv synes, at det forekommer en anelse små-pædofilt, men det er fordi jeg er overbevist om at hele kulturen omkring popmusik handler om noget andet end musik. Handler meget om mere sex, manipulation, enretning, menneskeundertrykkelse og profit.
Er der noget jeg ikke forstået rigtigt?

Hmmm...
Et godt spørgsmål.
Personligt vil jeg aldrig anerkende musik på andre præmisser end musikken selv! Lyder det godt i mine ører, så ER det godt! Basta.
Men derfor kan andre mennesker jo godt dyrke musik/musikere på andre præmisser.
Jeg må indrømme, at det er usædvanligt at en moden kvinde på 45, engagerer sig i et boyband a'la Westlife, men det er helt og holdent din egen afgørelse. Hvad DU mener er vigtigt i din musik-verden, er det der tæller - og KUN det!!
Indrømmet - hvis du følger Westlife p.g.a. andre ting end musikken, så kan man sagtens få diverse mistanker, men.... tanker er gratis :-)
Forargelse??? Ikke hos mig. Der skal mere til. MEGET mere....
Hygge

Hvis jeg var dig ville jeg være noget så pinlig..
ikke pga. din alder, men pga. at du er fan af det (bøsse)boyband..

Hejsa..
Jeg er 19 år, og der er mange der syntes at jer er barnlig fordi jeg kan lide westlife, men helt ærlig,vi har alle sammen lov til at hører det vi har lyst til.
Jeg har aldrig forstået hvorfor boyband kulturen er blevet tilegnet de yngre teenagere, jeg syntes stadigt at deres musik er godt og jeg syntes faktisk at teksterne er mere relevante for lidt ældre personer end teenagere på 13-14 år (ihvertfald når vi snakker westlife, er ik så meget til de andre boybands)
Det var bare min mening!
Hvis du kan lide westlife, hvorfor skal det så absolut være forkert? Vi lever i et frit land og der er ingen der forhindrer dig i at købe deres cd.. *Ss*
MVH Westlifefan19

Mangfoldigheden længe leve... efter min mening kan alle høre den musik de vil og være fan af diverse musikere.
Jeg er godt klar over at min musiksmag fx ikke passer sammen med andre piger på min alder (19 år), derfor hører jeg min trip-hop / rockmusik m.m. på Discman eller derhjemme. En gang imellem kan jeg finde på at lade mine veninder og venner høre det, men som regel beder de bare om at høre noget andet. Min musik gør mig glad - derfor lytter jeg til den. Min musik gør ikke nødvendigvis andre glade - derfor påtvinger jeg dem ikke min musiksmag ;)
Nogle i min omgangskreds hører også helst noget mere mainstream musik (boybands/girlbands/Britney Spears etc.), det siger mig ikke noget, men jeg ved at det gør dem glade og hvis jeg er gæst i deres hjem, synes jeg også de skal spille deres musik, uden at jeg brokker mig.
Alder spiller ingen rolle, min mor købte fx min første CD i psychedelia klassen (Infected Mushroom), hun syntes at det havde noget hun kunne lide. Hun har også hørt The Prodigy, Guns n' Roses, Indisk musik, klassisk musik, Queen, Metallica... ja alt ;)
Mine barndomsvenner syntes altid at min mor var sej, fordi hun ikke hang fast i Dansk Toppen, The Beatles eller Elvis.

Det er musikken det handler om. Og ud fra det du skriver kunne din mor jo lige så godt have kastet sig over West Life...
Men du er inde på noget...Hvorfor var din mor "sej" fordi hun kunne lide det psychodelic music? Bliver man noget som helst af at kunne lide noget musik?
Hvis du læser mit første indlæg så er jeg ude i at finde ud af om det kunne forarge nogen, hvis jeg var fan af West Life. Bare fordi, jeg synes det bliver så tydeligt med netop dem, at det fører noget helt andet med sig end musikbegejstringen.
Jeg kan overhovedet ikke fordrage West Life, fordi jeg netop mener det har til formål at enrette folk, og at der er dannet en hel kultur omkring noget, der vist nok skulle have været musik, men for mig ligner en pengemaskine.
Jeg kan meget bedre tilslutte mig din mors musiksmag...men det er nu ikke for at være sej, jeg kan "ikke gøre for det"...det er bare sådan :o)

Var Beatles, Rolling Stones ikke også boy-bands? Hvilken forskel er der på dem og vore dages boy-bands?
(Jeg er simpelthen så nysgerrig, også fordi det er nogle smaddergode svar, der er kommet indtil nu. Dejligt åbne og seriøse mennesker uden hadefulde indlæg)

Du siger:
"Men derfor kan andre mennesker jo godt dyrke musik/musikere på andre præmisser. "
Dyrke musikerne...du er da inde på lige det jeg efterlyser i debatten. Dyrker man musikken og/eller musikken? Hvis man skal dyrke musikerne så hører det vel til i en anden branche skulle jeg mene. Jeg DYRKER ikke musikerne, og hvis jeg gjorde, så ville jeg måske kaste mig over nogen, der havde lidt mere "pondus" Det viker enormt mærkeligt på mig, at det er vigtigt at vide, hvor gamle de musikere er, som spiller den musik man kan lide. Hvorfor står der på West Life's hjemmeside hvor gamle medlemmerne er? Angiver det adgang for nogle og forbudt adgang for andre?
Det er det der med at være fan af et band fordi det er lækre mænd at se på og så tropper man troligt op til deres koncerter, køber alle bladene for at se på billeder af dem, og man køber deres musik for at høre dem synge ind i sit øre "I love you"...og man drømmer helt sindssygt, at det er lille mig de synger til...
Det har da ikke noget med musik at gøre...det er profit på folks drømme om kærlighed og længsler.
Jeg dyrker selv musik som spilles af bands, jeg for det meste overhovedet ikke aner, hvordan ser ud...og det er slet ikke centrum for min interesse.
En gang var jeg dog til en ManOwar koncert hvor jeg skal indrømme jeg flippede helt vildt godt ud over deres looks. Men det var sgu en surprice...jeg havde kun hørt deres musik forinden...og idag aner jeg ikke om de stadig render med læder og bare baller (Whoohuuu). Men det er helt primært musikken det handler om.

Det er jo ikke forkert. Musikglæde kan ikke være forkert. Og nej, der er ingen der forhindres i at købe West Life's musik. Det er det hele idéen bag drejer sig om.

..eller.. ikke flot.. men god! Den fik andre debatøre til at deltage :)
Jeg vil egentlig ikke kommentere hvad du skriver så meget, for jeg er (som sædvanlig) enig med dig, og stiller de samme spørgsmål.
Jeg ville bare lige skrive, at ManOwaR har ikke ændret deres stil, hverken i udseende, eller deres optræden! Og de gør _meget_ for ikke at ændre det. De siger i mange af de interviews jeg har set, at de vil aldrig ændre sig, bare for at blive mere populære, som mange andre bands gør. De har deres egen stil, og den vil de _altid_ følge. "We will never change!" lydder det faktisk tit fra Joey og Eric (bassist og forsanger).
Du bliver næsten nød til at komme til deres koncert næste gang de kommer til Danmark, så du kan genopleve det sus som du har beskrevet her og et andet sted :)

Jeg burde måske ikke skrive noget her, mest fordi jeg nok ikke har alderen til det, men jeg vil nu give mit syn på det alligevel.
Jeg tror ikke der har været den store forskel. Jeg har ikke alderen til at kunne snakke om hvordan det var dengang Beatles og Rolling Stones var vildt populære, men af hvad jeg har hørt og set på TV af dokumentar programmer om musik og Beatles/Rolling Stones, så tror jeg faktisk ikke der har været nogen stører forskel, end dem der er idag.
Jeg kunne dog godt forestille mig, at der måske var flere folk som rent faktisk hørte dem på grund af musikken, men jeg tror stadig at størstedelen af deres fans, var fan på grund af at de var dengangs mainstream boybands, deres (dengang) gode look, og så videre.
Idag, vil man jo så kunne finde dem, som syntes deres musik var så vildt godt, for det er nok dem, som stadig hører Beatles når de går hjemme og hygger sig.
Jeg kan jo så tage grueligt fejl, netop fordi jeg ikke ved så meget om Beatles, og deres fans, hverken nu eller dengang, men sådan er mit syn på den her sag. Feel free to change it!

...og Talant du "bør" sgu da aldrig tie stille, jeg synes altså, at folk som dig er en mangelvare! Unge mennesker der tør sige noget og være ved det. Det er pissesejt. Det kan sgu da godt være du tager fejl ind i mellem (selvom jeg jo endnu ikke har oplevet det, men det kan jo komme) so what!
Og altså at du ikke har alderen til at kunne huske Beatles...pyt! Dine betragtninger med, at folk nok den gang i større udstrækning lyttede til musikken dengang end i dag, er nok rigtige nok. (Alt andet lige, så ved jeg ikke om man kan sige jeg "var der" dengang, for da Beatles kom frem, var jeg 3 år gammel, husker stort set ingenting...såeeeh....)
Men boyband, det var de. Og Rolling Stones ligeså. Jeg har aldrig kunne lide Rolling Stones og aldrig været Beatles fan...måske fordi det mere var tiden end musikken der var det centrale. Sådan er det vel...sådan var det jo også med Mozart og Bach og dem. De vidste jo ikke de var klassikere, dengang de komponerede deres musik.
Hvis jeg må gribe din bold og filosofere lidt videre på den..........
OG JEG UNDERSTREGER FOR ALLE DER LÆSER DETTE, AT DET ER KUN MINE EGNE TANKER OM UDVIKLINGEN...DET ER NOGET JEG VED EN LILLE SMULE OM, MEN DET ER MEST FORNEMMELSER. IKKE NOGET KONKRET HISTORISK VIDEN...SÅ I MÅ MEGET, MEGET GERNE KORRIGERE MIG. DET ER JO DERFOR VI SNAKKER SAMMEN HER I DETTE FORUM. IKKE FOR AT SLÅS.
Der var vel heller ikke så meget spekulation i popmusik-industrien, som der er i dag. (Men der var nu godt gang i bixen allerede i 50'erne alligevel med Elvis, Tommy Steele og alle dem.) Folk købte plader, blade og billetter til koncerterne, og så var det vist det. Elvis legede så også skuespiller ind i mellem, så hans fans fik lidt mere, men i forhold til alt det der er i dag var det jo vand ved siden af.
Beatles var "provoer". Deres musik og deres udseende appellerede til ungdommen (og den måde man kan se de blev modtaget på verden over, blev de med lynets hast, det man i dag ville kalde mainstream. Er det ikke rigtigt?) De valgte at lade deres hår gro, og hvis man ser billeder af dem, fra dengang, ville jeg med min mormors udtryk beskrive dem som "nogle nydelige kortklippede unge mænd". De "langhåerede" mænd i dag, har fandme da hår! Meget langt hår! YESSSSSS!
Men dengang forargede de borgermusikken med deres "Beatles-hår". De fokuserede på at sende provokerende signaler via deres looks, så de startede vel egentlig den bølge med at bruge udseendet i større udstrækning som signalbærere end tidligere og med nogle andre signaler end de kendte.
Det har siden dengang været en afgørende del af et bands image at "se ud". Nogen valgte at lade håret gro helt vildt. Farver og striber fyldte hele rockens verden op. Extrem art-performance forbandt man meget hurtigt med kunstnere som Alice Cooper, Ozzy og David Bowie og idag er det vist Marilyn Manson der uden tvivl styrer den del suverænt.
The Who smadrede alting til deres koncerter, og efter deres intro blev det IN, at være i smadrehumør, og på en video fra 1971 med Deep Purple, udfører de et halvhjertet smadreshow i førsøget på at følge tidens tand. Men de kom efter det. På en video fra 1974 lykkes det Ritchie Blackmore at brænde sin guitar af i et fedt bålshow på scenen.
Og Iron Maiden's Eddie blev den vilde rocks maskot, og alle heavy-rockerne gik med Judas-Priest-agtige læder-og-nitte-kostumer. Kæmpe sceneshows med kulisser, udstyr, og lazerlys blev hverdagskost.....Men centrum var dengang som idag musikken. Alt det uden om er "lir"....det er teksterne og musikken det handler om.
Den eksperimenterende musik, med Family, Pink Floyd, King Crimson og Emerson, Lake & Palmer, udsprang også fra den bølge Beatles havde startet.
Og fra heavy-metal udspringer vel alt det sorte Death, Gothic, Grunge...selvdestruktive-som-ind-i-helvede-musik. Mon ikke? Jeg tror det. Jeg er heeeeelt syg med det. Jeg er høj på livet, men det sorte musik giver mig afløb for alle de depressive tanker det også fører med sig at indeholde disse store følelser. Det giver mig ny energi og frisk luft i sjælen.
Det er i erkendelse af livets kontraster at man får øje på spændingsfelterne. og det er i mellem disse at nye stilarter opstår efter min opfattelse.
Fra Beatles til Meshuggah
Men som jeg ser det blev poppen tilbage på "sporet" i afdæmpet og borgerlig stil. Var ikke oprørske, sang stort set de samme tekster, der hovedsaligt handlede om kærlighed, på melodier bygget efter samme opskrift.
Jeg ved det ikke, men har man hørt en tekst i en pop-sang, som handler om den extreme følelsesmæssige afgrund man kan befinde sig, den dag, man beslutter at tage livet af sig? Eller hvordan man som barn har været udsat for vold og incest?
Beatles' texter var sgu heller ikke altid for børnehavebørn. "Lucy in the sky with diamonds" nok en af de mest berømte uforståelige sangtexter, der findes...den kan jeg kun forsøge på at trænge ned i, men ikke være sikker på at jeg når igennem. Findes der lignende "mysterier" indefor pop-genren?
Jeg tror faktisk herude på den anden side af denne her tankerejse, Talant, at jeg ikke giver dig helt ret i at der ikke er den store forskel på Beatles og vore dages boybands. Med mindre det altså vil vise sig ude i fremtiden, at West Life får lige så stor betydning for musikkens udvikling, som Beatles fik sidenhen. Men ærligt du...jeg tvivler.
Men fordi man elsker sin kæreste, behøver man ikke også elske hans oldefar! Jeg er ikke vild med Beatles...men jeg tror deres bidrag har været uvurderligt for mig som heavy-freak. For jeg tror faktisk at Beatles var stamfader til heavy-metal-genren...selvom sammenhængen ikke umiddelbart fremgår.
Kan man foholde sig til mit tankespin eller skal jeg lige smutte til lægen og få en pille til at flippe ned på :o)?

I'll be there!!!! Men der står NO TOURDATES ARE AVALABLE FOR 2004. Så vi må jo se om de kommer her efter nytår.
Og alle der gider vide noget om ManOwar, skal selvfølgelig kigge på deres hjemmeside: http://www.manowar.com/index.php
Og de har men de har noget der helt unikt for dem: Deres Worldwide Web Warriors! http://www.manowar.com/wwww.php
Ja, er det ikke pudsigt, at når man skriver Popmusik er skadeligt...eller popmusik = satanisme?...så får man ikke så mange hits
Okay...vi har jo konstateret at der er flere heavy-hoveder herude (og det er jo fedt nok)....men jeg har ikke fået mit spørgsmål omkring det med alderen afklaret ordentligt synes jeg.....
Jeg tror jeg prøver at spørge ude i forummet igen...(hovedet på skrå, store naive øjne) Hvis ikke man spørger får man jo aldrig noget af vide....

Du skriver som var det taget ud af menuskriftet til en filosofisk dokumentar om musik til Discovery Channel :P
Jeg kan godt følge dig i det du skriver, og jeg kan godt se det fra dit synspunkt. Og med det, må jeg give dig ret i, at muligheden for at Beatles er heavy-metal's stamfader, er der. MEN jeg syntes ikke de alene skal have 'æren'. De bands som startede med at spille heavy, var måske lidt inspireret af Beatles, men jeg tror mere det var på deres provokerende måde at 'være til' på. Selve musikken, tror jeg, er meget lidt, hvis overhoved, inspiret af Beatles. Nu har jeg ikke hørt så meget Beatles, så jeg tager jo nok fejl her, men af hvad jeg har hørt, kan det slet ikke sammenlignes med metal, kun pop.. i mine ører, altså. Det kunne værre jeg skulle hører 'Lucy in the sky with diamonds' som du nævner?
Nu er jeg jo (igen) ikke så gammel, og jeg kan jo ikke huske mine forældres, eller bedsteforældres tid. Jeg kan jo derfor ikke sige hvad der er rigtig, eller hvad der er forket, i den her 'diskution'. Derfor har du jo nok ret som sædvanlig, og selvom du også skriver at du ikke har det store kendskab til det, så har du dog mere 'erfaring' og en bedre viden om musikkens historie end jeg har ;)
Og bare lige for at understrge det, så var det godt skrevet, og jeg havde da ingen problemer med at følge din tankegang. Nu er jeg bare sådan skruet sammen, at jeg gerne vil hører om en ting fra flere synspunkter, inden jeg 'vælger side' og finder min mening om tingen. Nu er det her det første jeg har læst om Beatles og Metal sammenhængen, så jeg har tilbøjelighed for at tro på dig, men der skal lidt mere til (andres indslag) for at jeg tror 110% på dig🙂 (skal ikke opfattes negativt! ..ikke fordi jeg tror du vil opfatte det sådan..)

..jeg vil også have svaret af vide.. ManOwaR er den eneste koncert jeg har været til, hvor der også var "gamle" fans.. det var fedt! De fyrrede den lige så meget af, hvis ikke mere, til musiken!
ManOwaR har ikke opdateret deres tour side, siden de blev færdige med den tour de havde med 'Warriors Of The World' (som var dén jeg var inde og se). Jeg håber virklig at de snart laver noget nyt, eller tournere rundt i europa snart igen.. De har lovet at de vil komme tilbage. Og før nogle begynder at tænke på hvor naiv jeg er, så vil jeg lige nævne, at de har i flere interviews og live optræden sagt at de _altid_ holder hvad de lover, og de lover _aldrig_ at ændre deres stil og bukke under for det pres, som pladeselskaber lægger på bands, for at tjene penge. Og de lover jo så også, at de vil vende tilbage til lille Danmark :)
Tilbage til selve debatten: SPØRG LØS! og spørg så mangle gange, som det nu bliver nødvendig! Det ville ikke være noget nyt at spørge mange gange herinde.. bare se mange af de andre dominerende debatter.. de er blevet debateret mindst 7325 gange..

Så godt som alle mine veninder forstår ikke engelsk, det glemte jeg lige at nævne... popmusik er konstrueret efter en ganske særlig opskrift, der tiltaler almenheden. Det gælder især noget med gentagelse af et 'letgenkendeligt' omkvæd. Det er sgu en hel kunst at skive disse.
Jeg lytter til fx Massive Attack for teksterne og for særprægetheden. Mine veninder ville fatte bjælde af disse tekster, uanset hvor gode de er.
Mig og mine veninder var sammen i weekenden og de sang karaoke på PS2, de sang Atomic Kitten: Ethernal Flame (Jeg ville normalt råbe op at originalen er bedre ;)
men det var så meget sjovere at høre hvordan popsange hænger fast - for de forstår ikke (kan end ikke udtale/læse teksterne), men alligevel kunne de sangen sådan rimelig godt.
En af mine svenske bekendte er begyndt at høre Japansk rockmusik, for som han siger: Når man gerne vil falde i søvn til noget god musik, er det umuligt med engelsksproget musik etc., for så tænker man for meget over teksterne, men med den japanske musik er det umuligt at gennemskue, hvis man da ikke taler japansk.
Jeg tror på en måde at vores lille dille med japansk musik, er for os, som den engelsksprogede popmusik er for de fleste uden A niveau i engelsk😉Dermed er vi jo ens.
Det gælder selvfølgelig ikke for dem der hører fx Westlife for teksterne. Måske passer teksterne bare bedre til dem. Eller måske er det pga. drengenes utrolige evner i synkrondans på Mtv.
Alle har deres egne referencer.
Det med min mor havde intet at gøre med 'noget' musik hun hører, det var fordi hun ligesom ikke var låst fast i én stil, som mange andre af hendes generation.
Min mor har iøvrigt altid haft lidt af et crush på http://www.imdb.com/name/nm0000136/ Johnny Depp, og http://www.imdb.com/name/nm0001618/ Joaquin Phoenix ... samt diverse langhårede mænd over 20 år.
Jeg er sgu ligeglad, bare hun ikke overtaler min far til at få langt hår igen ;)
Du forarger ikke mig på nogen måde, kvinder af den ældre generation har dog tendens til at fortrække den 'hårde' mand, hvor nutidens kvinder har større og større tendens til at foretrække den metroseksuelle mand. Men der er altid undtagelsen der bekræfter reglen.
Undskyld mig meget, jeg lod mig rive med😉ved godt hvad det var du ville ind på.

Ja, det er enorm fedt og sjovt at synge sammen...og det lyder som om I hyggede jer for fuld skrue der i weekenden. Musik kan bruges til meget. Lidt flippet at stå og synge en hel masse man ikke ved hvad er....men DET er sgu en velkendt sag. Jeg gik en gang til korsang hvor vi skulle synge en eller anden salme på et uddødt sprog (ikke latin). Godt ikke jeg anede hvad jeg stod og sang, tænk hvis jeg også skulle MENE det?
Og der er det lidt sjov det du siger med teksterne...det man forstår, kan godt gå ind at forstyrre een. Jeg kan ikke sove med fjernsynet kørende, fordi talende stemmer, filtrer sig ind i mit system, og jeg er på vagt, skal holde mig vågen, høre efter om alting er som det skal være... Mens musik skaber mig en vugge af lyd, jeg slapper helt af og kobler fra i. Jeg hører faktisk ikke ordene, når jeg lægger mig til at sove. Sådan er vi jo så forskellige.
Massive Attack...det er min datters bord, det lød meget godt, fangede mig ikke sådan rigtigt. Fedt at texterne siger dig en hel masse, det er jo, efter min mening lige så meget, eller i hvertfald meget tæt på ligeså meget de verbale budskaber, der bæres ud af musikken som skal nå os. Det er lidt sjovt at i dyrker det der japanske flip, er I ikke lidt nygerrige efter hvad det egentlig er de synger?
Og jeg mener overhovedet ikke texterne i popsange bærer nogen former for budskaber med sig. Jeg vil gerne høre hvis der er...(provokerende? omvend mig endelig!)
(Jeg anede iævrigt ikke at Johnny Depp var SÅ gammel. Han er jo på alder med min sidste ex! Han er sin helt egen på en fed, underlig, mystisk måde. DET kan jeg rigtig godt lide.)

Tjah bare fordi jeg synes den er ustyrligt fed...
Take it
Break it
Bring it on to me...
http://www.lyrics-4all.net/Lucy_in_The_Sky_With_Diamonds_Lyrics.html

Beatles's Lyrics - Lucy In The Sky With Diamonds Lyrics
Picture yourself in a boat on a river,
With tangerine trees and marmalade skies
Somebody calls you, you answer quite slowly,
A girl with kaleidoscope eyes.
Cellophane flowers of yellow and green,
Towering over your head.
Look for the girl with the sun in her eyes,
And she’s gone.
Lucy in the sky with diamonds.
Follow her down to a bridge by a fountain
Where rocking horse people eat marshmellow pies,
Everyone smiles as you drift past the flowers,
That grow so incredibly high.
Newspaper taxis appear on the shore,
Waiting to take you away.
Climb in the back with your head in the clouds,
And you’re gone.
Lucy in the sky with diamonds,
Picture yourself on a train in a station,
With plasticine porters with looking glass ties,
Suddenly someone is there at the turnstyle,
The girl with the kaleidoscope eyes.