Årsdag!!

I dag er det 1 år siden jeg lavede et selvmordsforsøg. Jeg overlevede heldigvis og var første gang, jeg gik så langt.
Min måde at prøve at komme herfra på var ved at tage nogen nervepiller og drikke ½ flaske vodka. Var klar over at med de piller jeg havde til rådighed ville det ikke lykkes. Troede så, at ved at drikke vodkaen, at det vil gøre det sidste. Havde prøvet at skaffe flere piller ved min læge, men hun havde lukket. Havde jeg skaffet dem, var det lykkes for mig. For så var jeg kørt hjemmefra og ingen havde vidst, hvor jeg var.
Grunden til det var og er stadig en grim historie. Blev fra jeg var 4 til mit 16 år misbrugt af bla min far og andre, han lod gøre det, fordi de havde fundet ud af, hvad han lavede med mig.
En meget grim skolegang med mobning i alle årene. (jeg var jo "voksen" da jeg kom i skole) Mobning på flere arbejdspladser. Et handicappet barn som min x ikke orkede at støtte op om. Et mordforsøg fra min x side og med deraf skilsmisse. En fyring pga en mega depression.
Så det endte med at jeg snublede.
Er heldigvis på rette vej nu. Kan se lyset forude og har fundet en mening med livet.
Havde så bare DET store ønske i dag, at fejre den dag som min GENOPSTANDELSESDAG, men nope var der ingen, som synes der var grund til. VAr ellers en god ide efter min psykologs mening, men åbenbart ikke efter mine nærmeste eller mine venners. De synes det skal ties ihjel.
Tænker så bare lige hmm...er de ikke glade for, at jeg har overlevet eller hvor er det deres problem ligger.
Alle synes ellers det er lækkert at jeg sprudler med fremtidsplaner om job, at starte mit eget firma med mine egne designede smykker mm., Med tiden ud på landet at bo, åbne en gårdbutik, opdrætte hunde mm. Hvorfor kan de så IKKE se det er nødvendigt for mig at fejre denne dag??

Eftertænksomme tanker Astrid

med din årsdag ! Du er dygtig - flot klaret. Vist kan du fejre din årsdag - hvis jeg havde haft mulighed skulle jeg med glæde have kommet - håber du finder nogen at fejre den med, men ellers må du fejre den indeni dig selv tilsammen med alle os VENNER her på sol. Held og lykke med livet og fremtiden !

tilbage til livet,du fortjener det,,, og livet har brug for dig,,håber hvis ikke du har at du finder din store kærlighed....folk har det med at tie sådan noget ihjel fatter ikke at vedkommende måske har brug for en snak, lidt varme,og masser af kærlighed.nej man taler ikke om sådan noget ,,det er fy,, alt held og lykke frem i dit liv fra mig

Som du ser, er der flere, der ønsker dig til lykke! At dine nærmeste ikke gør, skyldes nok, at de er bange for sygdom, incest og alt det andet, du har været igennem. De tror selvfølgelig ikke på, at det smitter, men de reagerer sådan..... Det er desværre ret almindeligt (ligesom når vennerne forsvinder fra folk, der får kræft). Prøv at finde nogle venner, der TØR dele dine tanker. Du har brug for et positivt netværk!
Knus til dig fra en , der selv blev misbrugt.

for lykønskningerne.
Har da fundet venner at snakke med det om, men for dem er det osse meget svært.
Var sammen med min soulmate/kammerat og han er den, som har holdt mig i live i de 2½ år, vi har kendt hinanden nu. Men han synes ikke, der var nogen grund til at fejre det.
Det med en kæreste, tjaa det har jeg arbejdet på længe, har da en, som jeg ELSKER, men han tør åbenbart hellere ikke.
Jeg ved godt det/jeg er en stor mundfuld med det, jeg har været udsat for. Ville gerne ha det kunne glemmes, men er jo en del af MIG.
Som jeg selv siger, jeg er den, jeg er BLEVET pga de oplevelse.

God søndag til jer alle, Astrid :-)

med din genopstandelse. Jeg kan ikke forstå dine venner ikke vil fejre det, men som andre har skrevet så er de nok bange. Gennemgående lider mange af "berøringsangst"..det kan også vise sig som - at tage afstand-fortrænge-. Jeg håber for dig, at du får et vidunderligt liv, hvor alle dine drømme om fremtiden vil blive en realitet. Jeg kan ikke nogen hindring, da dine ønsker ikke virker urealistiske.
Held og Lykke
Stort knus herfra en ukendt :o)

Hej Astrid.
Også tillykke fra mig.
Når nogen forsøger at tage sit liv vil det næsten uvægerligt fremkalde skam og skyld i omgivelserne: "Hvorfor fik jeg ikke øje på at hun havde det så dårligt? Er jeg et uopmærksomt og egocentreret menneske" osv.
Det er også muligt, at der er nogen de bliver vrede: "Hvorfor sagde hun ikke noget, tænk at hun bare ville "stå af", og så kunne vi andre stå her tilbage, uden at få sagt farvel..."
Jeg vil tro at de tanker bliver reaktiveret i dine omgivelser hver gang du vender tilbage, ved at snakke om dit selvmordsforsøg.
Hvis du gerne vil fejre din "genopstandelse", så vil jeg foreslå dig at invitere til en fest, hvor I fejrer livet, uden at henvise til dit selvmordsforsøg.
Jeg tror det er en god ide at lade være med at trigge dine venners og nærmestes dårlige samvittighed, men i stedet for mødes med dem i en fælles glæde ved at være sammen.
Så altså: Find et tema, som opfattes som positivt, både af dig og dine omgivelser, så ellers igang med at feste...
Knus til dig fra P&C

.......været inde i sådanne problemer, men det der med at ens omgivelser tier tingene ihjel, kender jeg desværre alt for godt, også fra mig selv og mine kone.
Problematikken er følgende:
”Jamen, vi turde simpelthen ikke ribbe op i det, fordi hvis vi ”kradsede i såret, ville det starte med at bløde igen”!
Nogle ting kan føles så utrolig akavede, for os mennesker at behandle, så hellere tie, end at risikere at man var skyld i ”noget” for:
”Tænk nu hvis ”jeg” var skyld i ”tilbagefald”, af den ene eller anden slags, det ville være ubærligt for ”mig”!”
Kan du følge min tankegang. Vi mistede et barn, og ingen af os, eller vores omgivelser, kunne rigtig finde på at sige noget, og derfor tav de. Vi kunne ikke lide at belaste vores omgivelser yderligere, vi viste jo hvilken belastning det var (Eller rettere Vi var, - mente vi)!
Det værste af det hele, vi kunne i lang tid heller ikke tale sammen om det, og jeg troede det var fordi min kone Ikke Kunne tale om det, og hun troede nøjagtig det samme om mig.
Nu er vi begge rundet de 60, og fik for mange år siden snakket med vores venner om det, og det De sagde var:
At de var bange:
Bange for at ”kradse i såret, så det startede med at bløde igen”!

Velkommen til livet!

Med venlig hilsen
jalmar

Er ingen i min omgangskreds, der behøver ha dårlig samvittighed. Men ved godt nogen har det.
Dem, som har haft det værste med det, er nok mine 2 dejlige unger. Men synes jo netop nu, hvor de kan se jeg har KÆMPE planer for fremtiden. At de burde forstå, at jeg er videre.
Har fået snakket med dem i dag. Så håber at vi kan finde en dag, hvor vi mødes over noget godt mad. Får åbnet de flasker Spumante, som jeg har haft liggende på køl siden sidste sommer.
Dagen i dag er jo den første i resten af mit liv. Er blevet 50 håber så de næste 50 bliver mange gange bedre end de første.
Glæder mig til at få mit firma i gang, til at se mine børnebørn når de kommer. Ønsker at være til stede i deres liv så længe GUD eller skæbnen vil det.
Jeg fortryder ikke nogen af mine beslutninger i livet. De er taget på det grundlag, som var der, da de blevet taget. Vi kan IKKE leve på forventet efterbevilling.
Så ønsker jer alle et rigtig godt forår og sommer med.

Knus og kram Astrid :-))))