Ægteskab eller skilsmisse??

Jeg har brug for at høre om jeres erfaringer i forhold til ægteskab.
Jeg har været gift i 6 år, og der er utrolig mange gode ting i vores ægteskab. Jeg elsker min mand og jeg er sikker på han elsker mig. Han støtter mig, er god til at give mig komplimenter. Ind imellem mangler jeg opmærksomhed fra ham, og jeg synes ikke, han hører hvad jeg siger, eller prioriterer mig. Han irriterer mig på mange områder.
Vi diskuterer en del, og det har jeg helt klart en stor del af skylden for, da min tolenrencetærskel ikke er så høj for tiden.
Jeg er meget presset arbejdsmæssigt, og tænker om det er i virkeligheden er her problemet ligger. Måske mine følelser har mere med mig selv end med ham at gøre.
Jeg har lyst til at være sammen med andre og har også været det et par gange. Jeg har ellers altid taget stor afstand fra utroskab og overhovedet ikke forstået det, men nogen ting forstår man nok først, når man selv står i det. Dem jeg har været sammen med, er ikke nogen, jeg har følelser for. Min mand ved det ikke - kan ikke se noget formål med at fortælle ham det, men nogen gange håber jeg næsten han opdager det, for har selvfølgelig dårlig samvittighed.
Overvejer en tur til en psykolog, for at få styr på det hele.
Er mit utroskab et udtryk for, at jeg er stresset eller et symptom på, at mit parforhol ikke fungerer ordentligt? Hvor almindeligt er det, at man er utro? Og at have lyst til andre?
Og hvor går grænsen i et ægteskab mellem op- og nedture, og vejen mod skilsmisse?

Jeg synes ikke det er fair at være sammen med andre når man har committed sig i et forhold, med mindre det er den aftale man har indgået i fællesskab. Hvis du er polygam anlagt eller vælger at leve sådan, mener jeg det er nødvendigt du er ærlig overfor din mand og fortæller ham det ærligt. Hvis han så accepterer det er det godt, hvis ikke må du vælge at leve et liv som du lyster og være sammen med dem du har lyst til. Det er jo omkostningsfyldt at vælge at leve sammen med et menneske, ellers findes der også udmærkede samfund hvor man ikke ejer hinanden og er sammen så længe der er gnist.
Held og lykke.
Knus.

Du lyder meget umoden, gad vide hvor gammel du er!
LYkkelige ægteskaber hele livet FINDES IKKE!
fat det dog.
Liver er fuld af op og ned ture......... selvfølgelige også ægteskaber.
Men du kan da bluve skilt fra din mand og bevæge dig ud på de store kødmarked der findes udenfor. Så kan de være du kommer krybbende tilbage til din mand.

Du er presset arbejdsmæssigt, og boller endda udenom?
Og nej der er ingen grund til at såre ham ved at sige det, men svaret kan kun være skilsmisse for ægteskabet er jo dødt. Så må du "opfinde" en mere "legal" undskyldning.

Jeg er 35
Kan se på dit navn, at du ved, hvad du taler om, og vil gerne have råd. Havde bestemt ikke regnet med en dans på roser, og der er helt sikkert plads til både op- og nedture. Netop derfor mit spørgsmål om, hvornår det er nok? Hvornår må man give op og indse, at man måske har valgt forkert?? Hvor længe kæmper man?

Hele dit indlæg oser jo af dårlig samvittighed.....
Hvad ønsker du forståelse for din utroskab. Jeg siger bare stakkels din mand at han skal være gift med sådan en som dig......
det mindste du kan gøre er da at fortælle ham sandheden. At du har været ham utro, hvordan kan du se dig selv i øjnene.......
Arbejdsmæssigt pres er ingen undskyldning for sådan en kujonagtig handling du har lavet....
Jeg har overhovedet ingen respekt for utro mennesker. Det viser en karakterbrist som er til at brække sig over:(

med skilsmisse lyder det til i mine ører. Hvis man først har været sammen med andre, er der efter min mening ingen vej tilbage. Og det må skyldes, at i ikke længere har et forhold der fungerer.
Håber du finder en løsning [s]

Tjae, man giver hurtigt op i vore dage. Der skal jo helst leves på en lyserød sky konstant. Det er vel din "ret".
En psykolog, hvad skulle det kunne hjælpe. De kan efterhånden bruges til alt i vore dage.
Mangler opmærksomhed, ja, ja. Min mand har siddet for sig selv hele dagen og læst og nu ser han fjernsyn.
Hvad nu skal jeg så søge skilsmisse.
Om jeg forstår dig. Drømme har vi vel alle, men sådan er livet ikke.
Prøv at tænke på, hvis din mand ikke var der mere ville du så savne ham.

af det man i gamle dage kaldte : Gud-hvor-jeg-keder-mig-i-dette-ægteskab!,Længere er den ikke.Jeg tror ikke du er så gammel igen og hvis I ingen børn har,ja så ved du jo hvad du LAN gøre! Man behøver ikke at kede sig og være rastløs og måske tiden er inde til en forandring,tænk over det.Held og lykke!

så udmærket og som du ved skal der altså to til en tango.Jeg syntes du bør lade dig skille hvis du føler sådan hvad du ikke kan gøre for,det er menneskeligt og jeg ønsker dig held og lykke på din vej! Man lever kun en gang og du kan lige så godt leve et mere interessant og tilfredsstillende liv...

og svar kan der være endnu flere af.
Skilsmisse kan være en lang proces, fra man første gang får tanken, til den gennemføres. Undervejs er der utrolig mange mellemregninger, som man selv skal tage, uanset andres råd.
Psykolog kan være en mulighed naturligvis. Men vigtige valg træffer man selv. En psykolog er allerhøjst en øjenåbner. Bare så du er klar over det.
For hvert enkelt menneske er grænsen for kamp eller skilsmisse forskellig. Du kan lytte til andre, få gode råd, men mentalt skal du være på det rene med den beslutning du tager.
For mit vedkommende var det 2 år, fra jeg første gang fik tanken, til jeg blev skilt. I bagspejlet skulle jeg have gjort det længe før.
For dig tager det måske 3-4 år, eller måske hurtigere. Hvem ved. Kun din egen afklaring med tanken bestemmer det.
Du har det grundlæggende skidt med at have været utro. Den hurtige bekræftelse har ikke hjulpet, så du sådan set klar til at gøre det igen.
I den situation ville jeg nok kigge på mine egne værdier og om jeg får dem opfyldt i ægteskabet, men dit valg kan være anderledes.
Alle ægteskaber har op og nedture ja. Men er måden at løse dem på, at være utro. Nej vel.
Så måske en snak med ham om ting der mangler mellem jer, kunne være en mulighed. Hvis du ikke synes der mangler noget, og alligevel har den opførsel, så det i sig selv, vel også være noget at tænke over.
Eller måske er problemet, at I ikke kan finde ud af at snakke sammen, når det gælder problemer. Det kan være problemer mellem jer, eller fra jeres arbejde. Hvis det er tilfældet, så er han jo ikke din betroede, som en ægtefælle burde være, og så er der også noget at tænke over der.
Dine spørgsmål har ikke nogen facitliste, men alle mellemregningerne, vil med tiden give samme resultat. Hvor lang tid det tager er op til dig.
venlig hilsen
Grøn

Hmmmm, når først du er begyndt at være utro er du også inddirekte på vej ud af dit ægteskab. Set på den måde, at det hjælper i hvert fald ikke på situationen, og det tror jeg slet ikke jeg behøver at gøre dig opmærksom på, for det ved du godt allerede selv.
Du har lyst til andre og dvs. p.t. er din mand ikke nok for dig, så må du beslutte via dine værdier til et ægteskab er, og hvad får du opfyldt p.t. og hvad mangler du. Kan du lever med manglende? Det virker ikke sådan vel!
Mine egne erfaringer er, at den dag jeg først valgte at være utro, så havde jeg også valgt at satse, og da jeg valgte at satse, så var jeg nok også parat til at gå. Når man tager et valg, som det du gør, så tager du også et fravalg, sådan er livet nu engang.
Du må beslutte hvis du vil dit ægteskab, så må du give dig 100% til det, og ikke være utro, hvis du synes det er spændende og attraktivt at være sammen med andre end din mand, så burde du nok for jeres begge 2s skyld stoppe med at leve i den verden, hvor det er besværligt at være sig selv, og så skal der vel også en del skuespil til for at virke som om du elsker din mand. Det er ikke det værd, så beslut dig til hvad du vil med din mand, og er han ikke nok og drømmer du om noget andet, så er det videre i livet.
Blev sammen med din mand, hvis du elsker ham, men hvor meget elsker man sin mand, når man først vælger at svigte. Ja, når jeg læsere indlæggene på sols debatside må jeg jo indrømme at der er flere der vælger at sige de elsker deres mænd/koner selvom de har valgt at være respektløse, svigte og satset, men det er jo min manglende forståelse, men jeg ville våge og påstår at man nok ikke elsker nok, når man vælger at være utro.
Jeg elsker min mand, men jeg elsker ham ikke som jeg burde, når først jeg har lavet sådan et tillidsbrud som jeg har. Hvad med dig?

for at få 'styr på det hele', så skal du lige være opmærksom på, at al terapi forudsætter patientens totale ærlighed. Folk der lyver for sig selv, hinanden og terapeuten undrer sig mærkeligt nok over at terapien ingen virkning har. Det jeg læser i dit indlæg er at du temmelig sikkert vil få det meget svært ved at se dig selv som du er, da dine påstande er decideret modstridende og slet ikke passer sammen.
Du påstår du elsker din mand, (jeg læser at du elsker, at din mand elsker dig, men ikke viser det helt efter dine behov).
Du tror at utroskab og uligevægt skyldes en stresset arbejdssituation, (prøv at overveje om det at du ikke magter dit arbejde medfører at du lader alt andet sejle, - bare en idé jeg fik da jeg læste dit indlæg).
Du påstår at have dårlig samvittighed, (jeg læser at du holder samvittigheden på afstand
1) ved at give din mand skylden pga manglende opmærksomhed mv. (Hvad giver du selv igen?).
2) med en ellers maskulin universel undskyldning 'arbejdsproblemer',
3)at du ikke har følelser for dine sexpartnere (du mener du ville være mere utro med følelser?),
4) at du undskylder din uærlighed overfor din mand med at der ikke er noget formål med ærlighed (???? altså, er det ikke et formål at finde ud af om I kan ændre jeres forhold eller om I skal skilles?)
5) at du efterlyser vist det svar at det er så almindeligt at være utro og at alle gør det, så det er helt o.k. med dig også - (er det også helt ok med dig, hvis det var din mand, der var utro?) -
Undskyld, men hvordan havde du tænkt dig et parforhold skulle kunne fungere godt med dig som medvirkende sålænge du tænker og handler som nu?
Du kan ikke lave verden om til at passe til dig, - det er dig der skal ændre dig, - et af midlerne kan være skilsmisse, men tag lige og find ud af hvem du er og hvad du vil! Hvad du selv kan give og tilbyde til den partner du forventer så meget af.
Grænsen i et ægteskab mellem op- og nedture, og vejen til skilsmisse afhænger af det enkelte parforhold, også dets varighed og især af de impliceres kærlighed, ærlighed, ansvarlighed, forventninger - og modenhed og commitment.

For man kan da sagtens stadig have et godt ægteskab, efter man har været utro. At man ikke længere har den eotiske lidenskab sammen, det er da ikke altafgørende i et ægteskab. De fleste nyder bare at være sammen og leve sammen med enten fælles børn eller fælles interesser og venner - og helt lidenskabsløst ja, men der er sikkert tusinder af ægteskaber, der har det sådan og er mest lykkelige sammen alligevel - med eller uden utroskab. De der ikke kan leve KUN sådan behøver jo ikke lade sig skille. Her vil jeg mene at utroskab er en rigtig god løsning - altså for dem der ikke ønsker at leve et lidenskabsløst liv 😖
Pusser