3.gangs far som 58 årig
Hej alle debat skabere
Jeg er i et dilemma, og synes at jeg har tænkt alt igennem på alle leder, men er gået fast og kunne godt bruge et nogle holdninger omnedenstående, måske er der noget jeg ikke har tænkt på.
Jeg er i dag 58 på papiret,ca. 45 mentalt og i udseende, spørger jeg hvem som helst og ikke fortæller noget de kan regne det ud fra, er det deres gæt. For snart 4 år siden lagde en dengang 29 årig kvinde, ikke pige men kvinde, an på mig. Vi mødtes i arbejdssammenhæng. Først kunne jeg slet ikke forstå hendes "underlige" opførsel, senere affærdigede jeg hendes tilnærmelser, men det endte alligevel med at vi fandt sammen. Jeg havde svært ved at forlige mig med situationen, da hun var så ung, men hun var overbevist om at det skulle være mig, efter et fantastisk dejligt år sammen sagde hun at hun ubetinget ønskede at få børn. Det besvarede jeg med, at det havde jeg slet ikke overvejet, da jeg ikke havde været sammen med nogen hvor det kunne blive aktuelt. Jeg syntes at det både virkede uoverskueligt og uansvarligt ved første tanke. Vi havde været sammen, fuldstændigt 100% velfungerende og harmonisk på alle måder, hvor aldersforskellen slet ikke mærkes i det daglige ferie, boet sammen, etc..alt Efter at have tænkt om jeg kunne være far igennem igen og igen 5000 gange, fortalte jeg at min beslutning er at jeg gerne ville have et barn med hende. Jeg er fuldstændig fit og kærligheden er stærk fra begges sider. Kan godt regne fremefter, men synes ikke at det rigtig kan bruges til noget. Da ingen af os kender fremtiden og hvad den indeholder, jeg føler mig derimod overbevist om at vi kan få mange dejlige år sammen alle tre, og at lykken jo ikke tager år at bygge men faktisk er der allerede.
Efter at jeg så havde fortalt at jeg var klar har hun trukket sig. Måske fordi det blev alvor, og hun blev urolig, det eneste hun angiver som grund er at jeg har for høj en alder(på papiret). Vi er stadig sammen og kærligheden er stadig tilstede tydeligt, men hun er på vej til at frigøre sig. Skal jeg give slip på hende og den lykke vi kan få sammen?
Mine første to børn er voksne. faktisk lige så gamle som hende.
Jeg er i et dilemma, og synes at jeg har tænkt alt igennem på alle leder, men er gået fast og kunne godt bruge et nogle holdninger omnedenstående, måske er der noget jeg ikke har tænkt på.
Jeg er i dag 58 på papiret,ca. 45 mentalt og i udseende, spørger jeg hvem som helst og ikke fortæller noget de kan regne det ud fra, er det deres gæt. For snart 4 år siden lagde en dengang 29 årig kvinde, ikke pige men kvinde, an på mig. Vi mødtes i arbejdssammenhæng. Først kunne jeg slet ikke forstå hendes "underlige" opførsel, senere affærdigede jeg hendes tilnærmelser, men det endte alligevel med at vi fandt sammen. Jeg havde svært ved at forlige mig med situationen, da hun var så ung, men hun var overbevist om at det skulle være mig, efter et fantastisk dejligt år sammen sagde hun at hun ubetinget ønskede at få børn. Det besvarede jeg med, at det havde jeg slet ikke overvejet, da jeg ikke havde været sammen med nogen hvor det kunne blive aktuelt. Jeg syntes at det både virkede uoverskueligt og uansvarligt ved første tanke. Vi havde været sammen, fuldstændigt 100% velfungerende og harmonisk på alle måder, hvor aldersforskellen slet ikke mærkes i det daglige ferie, boet sammen, etc..alt Efter at have tænkt om jeg kunne være far igennem igen og igen 5000 gange, fortalte jeg at min beslutning er at jeg gerne ville have et barn med hende. Jeg er fuldstændig fit og kærligheden er stærk fra begges sider. Kan godt regne fremefter, men synes ikke at det rigtig kan bruges til noget. Da ingen af os kender fremtiden og hvad den indeholder, jeg føler mig derimod overbevist om at vi kan få mange dejlige år sammen alle tre, og at lykken jo ikke tager år at bygge men faktisk er der allerede.
Efter at jeg så havde fortalt at jeg var klar har hun trukket sig. Måske fordi det blev alvor, og hun blev urolig, det eneste hun angiver som grund er at jeg har for høj en alder(på papiret). Vi er stadig sammen og kærligheden er stadig tilstede tydeligt, men hun er på vej til at frigøre sig. Skal jeg give slip på hende og den lykke vi kan få sammen?
Mine første to børn er voksne. faktisk lige så gamle som hende.