6 årige pige tør ikke være selv..

Hej.
Jeg er efterhånden ved at gå udaf mit gode skind, min mand og jeg har en dejlige pige på 6 år. Hun har siden hun var 4, haft problemer med at sove på sit eget værelse, eller i det hele taget være i et rum alene. Hun tør ikke være ovenpå medmindre en af os er det og det samme gælder nedenunder i huset, vi kan ikke gå ud med skraldespanden, uden hun vil med, kan ikke gå på toilettet/i bad uden hun vil med, hun kan ikke lege selv, men vil istedet hænge på os HELE tiden, vi har sagt hun skal holde op og det er noget pjat, vi har prøvet på den hårde måde og sagt hun skulle blive inde imens vi gik ud med skraldespanden, men så bryder hun fuldstændig sammen og det er ikke bare fordi hun skaber sig, hun tudbrøler og er ikke til at få til at stoppe igen. Hvad F***** skal vi stille op, det er ved at ødelægge min mands og mit forhold, da vi aldrig kan være alene bare 5 sek..
Nogle gode råd?!

Du skal spørge indtil problemet, ellers er det rent gætværk.
1. Det kunne være spøgelser i huset, og
så skal det renses. Grin du bare! Jeg troede
hellere ikke på det, indtil for 3-4 år siden. 😮
2. Hun kan have haft nogle ubehagelige oplevelser, og
de kommer frem under hypnose eller regressionshypnose.

spurgt ind til problemet, selvfølgelig, spurgt om der er noget hun er bange for, indbrudstyve, spøgelser, hekse osv. men nej, hun vil bare ikke være alene, men opmærksomhed hele tide..

har et stort problem og det løser I absolut ikke ved at skælde hende ud. Hvis jeg var jer ville jeg kontakte en børnepsykolog hurtigst muligt. Hun er et lille meget utrygt menneske, der skal have hjælp.

Det kom sig af, at forældrene havde vænnet sig til at snige sig ud, uden at sige farvel til hende, når de skulle afsted uden hende. Har I gjort det?

Det er sent at tage fat i problemet. Hun skulle have været vænnet til at lege alene lige fra 1-årsalderen. Bliver hun aldrig passet af andre?

Jo mere I virker afvisende overfor hende, jo mere vil hun søge kontakt.
Hendes opmærksomhedsøgning skyldes sandsynligvis, at hun føler sig svigtet på et område.

Enten har hun oplevet (evt. drømt livagtigt) noget slemt, eller også føler hun, at I skubber hende væk - f.eks. ved at skælde ud og sige, at det er noget pjat- eller ved ar være meget væk/optaget på arbejde. Hun er dødbange og utryg, så hjælp hende dog, i stedet for at gøre HENDE til problemet!!

Jeg synes i skal tage jeres datter alvorligt.
Det lyder som om hun føler reel angst og jeres irritation eller vrede hjælper ikke.
Er der mon sket noget i tiden hvor det begyndte? Har hun været meget væk fra jer, har i mistet en bedsteforældre, er der sket noget i omgangskredsen/børnehave eller lignende, som kan have påvirket hende?
For angsten lyder virkelig ægte og det skal der da gøres noget ved. En mulighed er at gå til en børnepsykolog. Børn kan nemlig få både stress og angst, især med det familieliv der leves idag, hvor alle styrter rundt hele tiden og ikke har tid til hinanden. Hvis det er tilfældet, ja så skal det jo behandles så hun ikke tager det med sig videre i livet. Det ville være synd hvis hun kommer til at slæbe rundt på angsten i mange år fordi hun tidligt i livet ikke får gjort noget ved det.
Husk at tage hende alvorligt, og se også lidt på jeres nat-rutiner; bliver hun bare lagt i seng i mørke, uden højtlæsning/sang/snak/putte-rituel eller kunne man f.eks. have en natlampe installeret så der ikke er helt mørkt? Og har i egentlig lyttet rigtigt efter, altså sat jer ned og spurgt ind til hvad hun er bange for? Måske føler hun at der er nogen eller noget på førstesalen og i hendes værelse som hun er utryg med, og så er det jeres opgave at gøre hende tryg, f.eks. ved at én af jer jager "monsteret/spøgelset/dragen/eller hvad det nu er væk", så hun føler at nu er der gjort noget ved det og så kan hun være tryg der. Man ge forældre tager ikke børnenes tanker alvorligt, for det er jo bare noget pjat, det ved vi allesammen. Men, det gør børnene ikke, så det er værd at prøve hvis det evt. er sådan en "lille" ting der er på spil.

I skulle melde hende til et eller andet gymnastik, spejder, whatever... Hun mangler nogle venner.

Ved jo ikke mere end hvad jeg kan læse her, men mine tanker er at det værste I kan gøre er at presse hende, hvis hun virkelig er bange eller angst for at være alene. Hun er ikke så gammel og kan måske ikke selv sætte ord på hvad det er der skræmmer hende. Hun ved det måske ikke og har bare følelsen. Ved ikke at tage det seriøst, kan hun føle sig anderledes mm. Det kan jo også være noget med opmærksomhed osv, men hellere tage det nu end at det viser sig når hun bliver ældre....

Det lyder voldsomt. Går hun i børnehave, eller andet. Hvis hun gør, hvordan har hun det så der? Er det det samme andre steder?
Da i jo heller ikke kan holde det ud, hvorfor så ikke spørge om hjælp til pigen. Det er jo forfærdeligt om de voksne tilsidst kun klamrer sig til deres forhold, og ikke kan hjælpe deres eget barn. (ikke ment fordømmende).
Det lader til at hun er angst.

om der kan være en årsag til, at hun reagerer så voldsomt? Jeg havde en dagplejemor, der følte det som sin fornemmeste opgave at smide mig op på et mørkt loft, hvis hun mente, at jeg var besværlig(der skulle sgu ikke så meget til). Så kunne jeg stå deroppe og skrige i mørket😕. Dette resulterede i, at jeg var meget mørkeræd, absolut IKKE ville i seng om aftenen osv. Jeg var også frygteligt bange for alting og især for at gøre noget forkert.
Nogen gange har tingene en årsag.........
MalteFnalte

Godt skrevet. Børns virkelighed er en helt anden, end den voksne oplever og det er uden tvivl muligt, at hun enten har oplevet et traume (det lyder så alvorligt, når man siger traume), i forbindelse med afsked, eller at hun ganske enkelt har en livlig fantasi og ser monstre osv...
Mød hende, der hvor hun er og tag udgangspunkt i det.

Kære Bimmer.
Tro eller ikke tro❓
Vi har alle vores egen virkelighed som vores underbevidste sind (det linbiske system ) bestemmer for os.
F.eks hvis jeg sagde det var 50 grader udenfor ville du sikkert ikke tro mig før du så et termometer fordi du ikke føler det så varmt. Men vi kender alle føelsen af et fryse når vi har feber, selvom vi er pakket godt ind i dyner og tæpper. Det er din virkelighed når du har feber. Så er det egentlig ligegyldigt med tro bare det virker... så godt for dig :)

Kære Bente.
En 6 årig pige har en alder hvor de tit og ofte blander fantasi sammen med virkelighed.
Derfor er det vigtigt at i bruger hendes fantasi positivt ligesåvel som virkelighedens nødvendigheder.
At kunne afklare med hende hvad det er som hun er bange for er en udfordring i sig selv. Jeg tror ikke på det hjælper at tvinge hende til noget. Men finde ud af hvad som gør hende utryk og gå den vej, gerne med tålmodighed. Hvis hun ikke er vænnet til at f.eks blive passet af andre førhen vil hun nærer stor tillid til jer og ikke lære at være blandt en fremmed aflene. Derfor kan hun måske være endu mere utryk end normalt.