Abemennesket - en skrøne?
Hvad skal man tro om de meddelelser der i årenes løb er fremkommet om fundne rester af abelignende mennesker? Er disse fossiler ikke et bevis på at der har været en overgang mellem aber og mennesker?
Hvis det forholder sig sådan, kunne man spørge hvorfor de „laverestående“ aber da stadig eksisterer i dag, mens der ikke findes et eneste af de såkaldte „abemennesker“, som måtte formodes at være højerestående i forhold til dem. Skulle man ikke tro at mindst én af disse højerestående typer havde overlevet de øvrige aber? I vore dage kan man finde chimpanser, bavianer, orangutanger, gorillaer og aber i overflod, men ingen højerestående „abemennesker“.
Set fra udviklingslærens synspunkt er det mærkeligt at hvert eneste „led“ mellem aberne og nutidsmennesket er uddød, men derimod ikke de laverestående aber. Det er imidlertid ikke spor mærkeligt hvis vi antager Bibelens synspunkt. Bibelen peger på den simple grund til at der ikke findes nogen af disse led i dag: de har aldrig eksisteret.
Ingen kan nægte at der blandt de levende organismer i dag er en gigantisk kløft mellem mennesket og alle dyrearterne. I bogen Populations, Species and Evolution siger professor Ernst Mayr fra Harvard-universitetet, som selv er tilhænger af udviklingslæren:
„Man kan ikke begå nogen mere tragisk fejltagelse end at betragte mennesket som ’kun et dyr’. Mennesket er enestående; det adskiller sig fra alle andre dyr i kraft af mange egenskaber, såsom tale, tradition, kultur og en stærkt forlænget periode hvor det vokser op og er under forældrenes omsorg.“
Menneskets enestående stilling kan ikke forklares med at der er sket en udvikling, for den ville have resulteret i at i det mindste nogle få andre arter havde fået egenskaber der mindede om de egenskaber mennesket har. Men sådan forholder det sig ikke. Af alle jordens skabninger er det kun mennesker der kan tænke i abstrakte baner, tale komplicerede sprog, samle og bygge videre på kundskab og videregive forskellige forbedringer til deres børn. Kun mennesker kan opfinde og forbedre redskaber. Kun de kan glæde sig over smukke ting, komponere og male.
Foruden dette har menneskene i modsætning til dyrene en iboende moralsk sans. Det er rigtigt at de kan forvrænge den eller modarbejde den, men de har dog stadig en samvittighed. Det er grunden til at der i alle menneskelige samfund, også de gudløse, findes love som beskytter moralen, menneskelivet, ejendomsretten og andre rettigheder. Ingen steder blandt dyrene finder man en sådan samvittighed.
Ja, det er almindeligt anerkendt at der findes en sådan gigantisk kløft mellem mennesker og dyr i dag. Men har det altid været sådan? Hvad med de „abemennesker“ der formodes at have levet i fortiden?
Ud fra alle de skildringer der står at læse i aviser, blade og bøger, og hvad der udstilles på museer, skulle man tro at der var rigeligt med beviser for at nutidsmennesket har udviklet sig fra abelignende dyr. Det kan det intetanende publikum let komme til at tro. Men er det virkelig sådan?
Den kendte antropolog Richard Leakey, der er direktør for Kenyas nationalmuseum, har for nylig sagt: „De der arbejder på dette felt har så få beviser at basere deres konklusioner på at det ofte er nødvendigt for dem at ændre konklusionerne. Der synes derfor aldrig at være nogen stabilitet i fortolkningerne.“
På trods af denne mangel på fossile vidnesbyrd om en udvikling har evolutionister i de senere år med nogenlunde enighed opstillet en stamtavle der går fra aberne til mennesket. Et af de vigtigste led i kæden har været den såkaldte Australopithecus, som man har fundet fossiler af i Afrika. Den havde lille hjernekasse, kraftige kæber og blev afbildet med en ludende holdning og et abeagtigt udseende.
Om Australopithecus har evolutionisten Ruth Moore sagt: „Efter alt at dømme havde mennesket omsider mødt sine tidlige forfædre, der så længe havde været ukendte.“ Hun sagde med eftertryk: „Beviserne var overvældende . . . det manglende led var endelig fundet.“ I 1971 stod der at læse i New York Times: „Det var Australopithecus . . . der med tiden udviklede sig til Homo sapiens, nutidsmennesket.“
Og evolutionisten G. L. Stebbins har sagt: „Den umiddelbare stamfader til Homo [mennesket] var Australopithecus.“ De fleste videnskabsmænd på evolutionens område var enige. Los Angeles Times skrev i 1972: „Den for tiden gældende evolutionsteori hævder at Homo sapiens — nutidsmennesket — udviklede sig inden for den sidste million år fra Australopithecus, et fossil med fysiske kendetegn af både abe og menneske.“
Men betyder en lighed i knoglestruktur mellem et abeagtigt dyr og nutidsmennesket nødvendigvis at de er beslægtede med hinanden? Det svarer til at man i dag undersøgte knoglerne fra en chimpanse og fra et menneske, som begge var døde for nylig, og derefter sluttede at den ene direkte er kommet fra den anden. Man kunne påstå dette, men det ville alligevel ikke være sandt.
En teori der er baseret på usikre beviser, eller slet ingen beviser, eller på kortsynede ræsonnementer, vil før eller siden falde sammen. Dette har allerede mange gange vist sig at være tilfældet i forbindelse med formodede „abemennesker“. Sådan forholder det sig nu muligvis også med Australopithecus, blot nogle få år efter at det dogmatisk blev slået fast at dette fund var det vigtigste af alle de manglende led.
I slutningen af 1972 fandt Richard Leakey og hans forskergruppe i Afrika en hovedskal og nogle benknogler fra en skabning der siges at have levet samtidig med Australopithecus. Men den påstås at have menneskelige kendetegn!
Angående dette nye fund blev det meddelt i bladet East African Standard fra Nairobi i Kenya:
„Ikke alene størrelsen og formen af hjernen på dette nye fund, men også de ekstremitetsknogler der er fundet på de arkæologiske udgravningssteder som nu bliver undersøgt af eksperterne ved den østlige Rudolf-sø, har en bemærkelsesværdig lighed med nutidsmenneskets.
Og det er disse opdagelser der har kastet nyt lys over teorien om menneskets udvikling, som vil kræve en fuldstændig omvurdering og modifikation af fortolkningen af tidligere kendte eksemplarer af det tidlige menneske.“
Som resultat af dette fund sagde Leakey til nogle journalister at Australopithecus „kan udelukkes at vores stamtavle“. Og newyorker-bladet Daily News meddelte: „[Leakey] sagde at opdagelsen ville gøre det nødvendigt at forlade den teori om menneskets udvikling som nu er almindeligt accepteret.“ Konklusionen var denne: „Homo sapiens [mennesket] har ikke udviklet sig fra Australopithecus.“
Men må man ikke holde fast ved at uanset hvilke fossiler af meget høj alder der placeres i menneskets stamtavle, så er de abelignende, dyriske og stupide af udseende? Tyder dette ikke på en udvikling fra en abelignende forfader?
Det er rigtigt at de afbildes på denne måde. Men hvilket grundlag er der for dette? I bogen The Biology of Race får man følgende at vide: „Antagelsen om de forskellige folks dyriskhed og lave moral er tydeligt kommet for dagen i de forsøg som palæontologer har gjort på at rekonstruere fossile mennesker.“ Derefter siges der: „Man har måttet tage fantasien til hjælp for at kunne sætte kød og hår på sådanne rekonstruktioner.“
Det dyriske udseende man giver disse fortidsmennesker er altså ikke baseret på kendsgerninger, men på den antagelse at de må have set ud som om de stammede fra aberne. Det indrømmes at den abelignende rekonstruktion udelukkende stammer fra fantasien hos videnskabsmænd som er fast besluttede på at opretholde evolutionsteorien, selv om de derved fører offentligheden bag lyset.
Sandheden er at man umuligt ved hjælp af hjerneskallen eller andre knogler kan afgøre hvordan et menneske har set ud. Dette gælder hvad enten skelettet er fire år gammelt eller fire tusind år gammelt. Hverken øjnene, ørerne, næsen, læberne, huden eller håret — ingen af de ydre træk — er bevaret i gamle fossiler.
Det er grunden til at den ovenfor citerede publikation indrømmer at „vi ved absolut intet om noget forhistorisk menneske“ hvad de ydre træk angår. Når man tager dette i betragtning, hvor ærlige kan man da sige at disse rekonstruktioner er?
Imidlertid ser det nu ud til at der ændres synspunkt på nogle områder, fordi nye vidnesbyrd har vist at mange af de tidlige mennesketyper havde en forholdsvis høj kultur. I The Biology of Race hedder det: „I den seneste tid er rekonstruktørerne begyndt at vise en tendens til at vurdere de tidligere former af mennesket højere.“ Og New York Times skriver:
„Det ser nu ud til at de mennesker der levede i kalkstenshuler spredt ud over Europa, fra år 32.000 f. Kr. indtil for cirka 10.000 år siden, i sig selv var meget lig os. Der er faktisk nogle antropologer der hævder at de var højere end nutidsmennesket og havde større hjerne.“
En fordomsfri betragtning af materialet leder os altså til følgende slutning: den umådelige kløft der er mellem mennesker og dyr og som er så tydelig i dag, har altid eksisteret. Ethvert forsøg på at anbringe abelignende dyr i menneskets slægtslinje er en myte. Som tidsskriftet New Scientist siger er der ikke „beviser nok i det fossile materiale til at redde vores teoretiseren ud af fantasiens verden“.
Sandheden er, som kendsgerningerne viser, at Gud skabte mennesket særskilt og adskilt fra dyrene, og at mennesker får afkom efter deres art. Sådan er det i dag, og sådan har det været lige så længe der har været mennesker til. Hvis der har levet abelignende skabninger i fortiden, har de hørt til abernes art og ikke været mennesker. De fossiler af virkelige mennesker man har fundet, har simpelt hen været varieteter af menneskeslægten, ganske som vi i vore dage har mange varieteter eller racer af mennesker som lever side om side.
Hvis det forholder sig sådan, kunne man spørge hvorfor de „laverestående“ aber da stadig eksisterer i dag, mens der ikke findes et eneste af de såkaldte „abemennesker“, som måtte formodes at være højerestående i forhold til dem. Skulle man ikke tro at mindst én af disse højerestående typer havde overlevet de øvrige aber? I vore dage kan man finde chimpanser, bavianer, orangutanger, gorillaer og aber i overflod, men ingen højerestående „abemennesker“.
Set fra udviklingslærens synspunkt er det mærkeligt at hvert eneste „led“ mellem aberne og nutidsmennesket er uddød, men derimod ikke de laverestående aber. Det er imidlertid ikke spor mærkeligt hvis vi antager Bibelens synspunkt. Bibelen peger på den simple grund til at der ikke findes nogen af disse led i dag: de har aldrig eksisteret.
Ingen kan nægte at der blandt de levende organismer i dag er en gigantisk kløft mellem mennesket og alle dyrearterne. I bogen Populations, Species and Evolution siger professor Ernst Mayr fra Harvard-universitetet, som selv er tilhænger af udviklingslæren:
„Man kan ikke begå nogen mere tragisk fejltagelse end at betragte mennesket som ’kun et dyr’. Mennesket er enestående; det adskiller sig fra alle andre dyr i kraft af mange egenskaber, såsom tale, tradition, kultur og en stærkt forlænget periode hvor det vokser op og er under forældrenes omsorg.“
Menneskets enestående stilling kan ikke forklares med at der er sket en udvikling, for den ville have resulteret i at i det mindste nogle få andre arter havde fået egenskaber der mindede om de egenskaber mennesket har. Men sådan forholder det sig ikke. Af alle jordens skabninger er det kun mennesker der kan tænke i abstrakte baner, tale komplicerede sprog, samle og bygge videre på kundskab og videregive forskellige forbedringer til deres børn. Kun mennesker kan opfinde og forbedre redskaber. Kun de kan glæde sig over smukke ting, komponere og male.
Foruden dette har menneskene i modsætning til dyrene en iboende moralsk sans. Det er rigtigt at de kan forvrænge den eller modarbejde den, men de har dog stadig en samvittighed. Det er grunden til at der i alle menneskelige samfund, også de gudløse, findes love som beskytter moralen, menneskelivet, ejendomsretten og andre rettigheder. Ingen steder blandt dyrene finder man en sådan samvittighed.
Ja, det er almindeligt anerkendt at der findes en sådan gigantisk kløft mellem mennesker og dyr i dag. Men har det altid været sådan? Hvad med de „abemennesker“ der formodes at have levet i fortiden?
Ud fra alle de skildringer der står at læse i aviser, blade og bøger, og hvad der udstilles på museer, skulle man tro at der var rigeligt med beviser for at nutidsmennesket har udviklet sig fra abelignende dyr. Det kan det intetanende publikum let komme til at tro. Men er det virkelig sådan?
Den kendte antropolog Richard Leakey, der er direktør for Kenyas nationalmuseum, har for nylig sagt: „De der arbejder på dette felt har så få beviser at basere deres konklusioner på at det ofte er nødvendigt for dem at ændre konklusionerne. Der synes derfor aldrig at være nogen stabilitet i fortolkningerne.“
På trods af denne mangel på fossile vidnesbyrd om en udvikling har evolutionister i de senere år med nogenlunde enighed opstillet en stamtavle der går fra aberne til mennesket. Et af de vigtigste led i kæden har været den såkaldte Australopithecus, som man har fundet fossiler af i Afrika. Den havde lille hjernekasse, kraftige kæber og blev afbildet med en ludende holdning og et abeagtigt udseende.
Om Australopithecus har evolutionisten Ruth Moore sagt: „Efter alt at dømme havde mennesket omsider mødt sine tidlige forfædre, der så længe havde været ukendte.“ Hun sagde med eftertryk: „Beviserne var overvældende . . . det manglende led var endelig fundet.“ I 1971 stod der at læse i New York Times: „Det var Australopithecus . . . der med tiden udviklede sig til Homo sapiens, nutidsmennesket.“
Og evolutionisten G. L. Stebbins har sagt: „Den umiddelbare stamfader til Homo [mennesket] var Australopithecus.“ De fleste videnskabsmænd på evolutionens område var enige. Los Angeles Times skrev i 1972: „Den for tiden gældende evolutionsteori hævder at Homo sapiens — nutidsmennesket — udviklede sig inden for den sidste million år fra Australopithecus, et fossil med fysiske kendetegn af både abe og menneske.“
Men betyder en lighed i knoglestruktur mellem et abeagtigt dyr og nutidsmennesket nødvendigvis at de er beslægtede med hinanden? Det svarer til at man i dag undersøgte knoglerne fra en chimpanse og fra et menneske, som begge var døde for nylig, og derefter sluttede at den ene direkte er kommet fra den anden. Man kunne påstå dette, men det ville alligevel ikke være sandt.
En teori der er baseret på usikre beviser, eller slet ingen beviser, eller på kortsynede ræsonnementer, vil før eller siden falde sammen. Dette har allerede mange gange vist sig at være tilfældet i forbindelse med formodede „abemennesker“. Sådan forholder det sig nu muligvis også med Australopithecus, blot nogle få år efter at det dogmatisk blev slået fast at dette fund var det vigtigste af alle de manglende led.
I slutningen af 1972 fandt Richard Leakey og hans forskergruppe i Afrika en hovedskal og nogle benknogler fra en skabning der siges at have levet samtidig med Australopithecus. Men den påstås at have menneskelige kendetegn!
Angående dette nye fund blev det meddelt i bladet East African Standard fra Nairobi i Kenya:
„Ikke alene størrelsen og formen af hjernen på dette nye fund, men også de ekstremitetsknogler der er fundet på de arkæologiske udgravningssteder som nu bliver undersøgt af eksperterne ved den østlige Rudolf-sø, har en bemærkelsesværdig lighed med nutidsmenneskets.
Og det er disse opdagelser der har kastet nyt lys over teorien om menneskets udvikling, som vil kræve en fuldstændig omvurdering og modifikation af fortolkningen af tidligere kendte eksemplarer af det tidlige menneske.“
Som resultat af dette fund sagde Leakey til nogle journalister at Australopithecus „kan udelukkes at vores stamtavle“. Og newyorker-bladet Daily News meddelte: „[Leakey] sagde at opdagelsen ville gøre det nødvendigt at forlade den teori om menneskets udvikling som nu er almindeligt accepteret.“ Konklusionen var denne: „Homo sapiens [mennesket] har ikke udviklet sig fra Australopithecus.“
Men må man ikke holde fast ved at uanset hvilke fossiler af meget høj alder der placeres i menneskets stamtavle, så er de abelignende, dyriske og stupide af udseende? Tyder dette ikke på en udvikling fra en abelignende forfader?
Det er rigtigt at de afbildes på denne måde. Men hvilket grundlag er der for dette? I bogen The Biology of Race får man følgende at vide: „Antagelsen om de forskellige folks dyriskhed og lave moral er tydeligt kommet for dagen i de forsøg som palæontologer har gjort på at rekonstruere fossile mennesker.“ Derefter siges der: „Man har måttet tage fantasien til hjælp for at kunne sætte kød og hår på sådanne rekonstruktioner.“
Det dyriske udseende man giver disse fortidsmennesker er altså ikke baseret på kendsgerninger, men på den antagelse at de må have set ud som om de stammede fra aberne. Det indrømmes at den abelignende rekonstruktion udelukkende stammer fra fantasien hos videnskabsmænd som er fast besluttede på at opretholde evolutionsteorien, selv om de derved fører offentligheden bag lyset.
Sandheden er at man umuligt ved hjælp af hjerneskallen eller andre knogler kan afgøre hvordan et menneske har set ud. Dette gælder hvad enten skelettet er fire år gammelt eller fire tusind år gammelt. Hverken øjnene, ørerne, næsen, læberne, huden eller håret — ingen af de ydre træk — er bevaret i gamle fossiler.
Det er grunden til at den ovenfor citerede publikation indrømmer at „vi ved absolut intet om noget forhistorisk menneske“ hvad de ydre træk angår. Når man tager dette i betragtning, hvor ærlige kan man da sige at disse rekonstruktioner er?
Imidlertid ser det nu ud til at der ændres synspunkt på nogle områder, fordi nye vidnesbyrd har vist at mange af de tidlige mennesketyper havde en forholdsvis høj kultur. I The Biology of Race hedder det: „I den seneste tid er rekonstruktørerne begyndt at vise en tendens til at vurdere de tidligere former af mennesket højere.“ Og New York Times skriver:
„Det ser nu ud til at de mennesker der levede i kalkstenshuler spredt ud over Europa, fra år 32.000 f. Kr. indtil for cirka 10.000 år siden, i sig selv var meget lig os. Der er faktisk nogle antropologer der hævder at de var højere end nutidsmennesket og havde større hjerne.“
En fordomsfri betragtning af materialet leder os altså til følgende slutning: den umådelige kløft der er mellem mennesker og dyr og som er så tydelig i dag, har altid eksisteret. Ethvert forsøg på at anbringe abelignende dyr i menneskets slægtslinje er en myte. Som tidsskriftet New Scientist siger er der ikke „beviser nok i det fossile materiale til at redde vores teoretiseren ud af fantasiens verden“.
Sandheden er, som kendsgerningerne viser, at Gud skabte mennesket særskilt og adskilt fra dyrene, og at mennesker får afkom efter deres art. Sådan er det i dag, og sådan har det været lige så længe der har været mennesker til. Hvis der har levet abelignende skabninger i fortiden, har de hørt til abernes art og ikke været mennesker. De fossiler af virkelige mennesker man har fundet, har simpelt hen været varieteter af menneskeslægten, ganske som vi i vore dage har mange varieteter eller racer af mennesker som lever side om side.