Afvigelse
Hej
Jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde, jeg er en pige på 15 år?
Det her kommer til at se lidt amatøragtigt ud da jeg ikke er den bedste til det her, så går bare lige til sagen...
Det har noget med min adfærd at gøre.
Jeg er rimelig rastløs selv om jeg har svært ved at tage mig sammen til ting og afslutte opgaver/holde interessen oppe og fuldende ting. Jeg kan sidde i lang tid og planlægge ting men tit bliver de aldrig til noget. Jeg har svært ved at indrømme mine fejl men fortsætter med at lade som om jeg har ret, selv om jeg nogle gange godt kan se at det har jeg ikke.
Jeg har nemt ved at hade folk, især min lillesøster og min far. Min mor lider af depression, min far arbejder meget. Jeg føler mig tit overset selv om jeg godt kan se at jeg lukker mig inde i mig selv. Jeg er misundelig på min lillesøster over hendes succes med ting hun laver. Jeg er faktisk vred på de fleste i min familie som enten har såret eller svigtet mig eller gjort forskel på mig og min lillesøster, hvilket sker meget tit. Nå, nok om min familie.
Jeg tænker tit på at slå nogen ihjel(seriøst) men det bliver selvfølgelig aldrig til noget. Det startede for et halvt år siden at jeg begyndte at tænke på, hvem jeg nu skulle dræbe hvis det var lovligt, hvordan, hvornår og sådan.
Jeg har en underlig tendens til at skifte mellem højt og lavt selvværd(specielt efter hvor meget energi jeg har), men jeg fremstår altid selvdestruktiv, specielt hvis folk roser mig. Det her er lidt svært at skrive om.
Jeg har hævnfantasier, tanker om ære og sådan. Jeg har brugt vold mod adskillige dyr. Jeg ved ikke helt hvorfor, sikkert for at afreagere. Jeg føler ikke rigtigt noget ved det. Jeg V-E-D godt, hvor selvoptaget jeg er men min identitetsfølelse er desværre rimelig svag. Jeg fik for 2 år siden konstateret depression, men det viste sig at være en fejl(så jeg fik forkert medicin over længere tid). Jeg pjækker når der er nogle timer jeg ikke har lyst til og er klar over at min koncentrationsevne ikke er helt i top. Det har været meget frustrerende da jeg en dag fik at vide at min bedste venindes far var død og at jeg faktisk ikke gav nogen reaktion fra mig. Jeg var faktisk ligeglad. Det har bekymret mig lidt.
Jeg griner og smiler tit til folk, selv dem jeg ikke kan lide.
Empati og skyldfølelse er der stærk mangel på, men den kommer fra tid til anden. Jeg kan f.eks føle med folk i bøger og film, men det er så få gange i virkeligheden.
Jeg er meget spændingssøgende og paranoid, hvilket får mig ud i nogle problemer. Nogle af de ting, jeg siger giver kun mening for mig, ikke for andre.
Jeg har svært ved at sige, hvad jeg har talent for og hvad jeg er dårlig til(ok, jeg kan sige at jeg er dårlig til matematik) og bliver utryk i situationer, hvor jeg bliver spurgt om sådan noget. Faktisk er jeg meget dårlig til det sociale med at være åben. Jeg er afstumpet og ville til tider ønske at jeg var en anden, en der var bedre til at åbne mig for folk og kunne sige noget mere. Jeg tænker meget, men tankerne er tit usammenhængende. Jeg tror det skyldes min manglende koncentrationsevne. Jeg er meget fanatisk i overgange i forskellige emner som jeg fordybe mig i, søger på nettet og sådan men det går hurtigt over. Mine forhold til andre mennesker er svære at opretholde selvom jeg ikke ved om det er mig der gør noget forkert eller om jeg bare har mødt nogle forkerte mennesker. Jeg har mange vredesudbrud, specielt af had til min familie men det virker som om det hele foregår i mit indre, dvs. jeg har svært ved at udtrykke mig.
Jeg ville ikke sige, jeg har dyssocial personlighedsforstyrrelse, selv om jeg var i tvivl en overgang men tanken blev hurtigt smidt væk for en psykopat ville slet ikke være i stand til at indrømme sådan nogle ting eller at holde af.
Jeg kunne blive ved med at skrive, men stopper bare her.
Ville bare høre jeres kommentar!
Jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde, jeg er en pige på 15 år?
Det her kommer til at se lidt amatøragtigt ud da jeg ikke er den bedste til det her, så går bare lige til sagen...
Det har noget med min adfærd at gøre.
Jeg er rimelig rastløs selv om jeg har svært ved at tage mig sammen til ting og afslutte opgaver/holde interessen oppe og fuldende ting. Jeg kan sidde i lang tid og planlægge ting men tit bliver de aldrig til noget. Jeg har svært ved at indrømme mine fejl men fortsætter med at lade som om jeg har ret, selv om jeg nogle gange godt kan se at det har jeg ikke.
Jeg har nemt ved at hade folk, især min lillesøster og min far. Min mor lider af depression, min far arbejder meget. Jeg føler mig tit overset selv om jeg godt kan se at jeg lukker mig inde i mig selv. Jeg er misundelig på min lillesøster over hendes succes med ting hun laver. Jeg er faktisk vred på de fleste i min familie som enten har såret eller svigtet mig eller gjort forskel på mig og min lillesøster, hvilket sker meget tit. Nå, nok om min familie.
Jeg tænker tit på at slå nogen ihjel(seriøst) men det bliver selvfølgelig aldrig til noget. Det startede for et halvt år siden at jeg begyndte at tænke på, hvem jeg nu skulle dræbe hvis det var lovligt, hvordan, hvornår og sådan.
Jeg har en underlig tendens til at skifte mellem højt og lavt selvværd(specielt efter hvor meget energi jeg har), men jeg fremstår altid selvdestruktiv, specielt hvis folk roser mig. Det her er lidt svært at skrive om.
Jeg har hævnfantasier, tanker om ære og sådan. Jeg har brugt vold mod adskillige dyr. Jeg ved ikke helt hvorfor, sikkert for at afreagere. Jeg føler ikke rigtigt noget ved det. Jeg V-E-D godt, hvor selvoptaget jeg er men min identitetsfølelse er desværre rimelig svag. Jeg fik for 2 år siden konstateret depression, men det viste sig at være en fejl(så jeg fik forkert medicin over længere tid). Jeg pjækker når der er nogle timer jeg ikke har lyst til og er klar over at min koncentrationsevne ikke er helt i top. Det har været meget frustrerende da jeg en dag fik at vide at min bedste venindes far var død og at jeg faktisk ikke gav nogen reaktion fra mig. Jeg var faktisk ligeglad. Det har bekymret mig lidt.
Jeg griner og smiler tit til folk, selv dem jeg ikke kan lide.
Empati og skyldfølelse er der stærk mangel på, men den kommer fra tid til anden. Jeg kan f.eks føle med folk i bøger og film, men det er så få gange i virkeligheden.
Jeg er meget spændingssøgende og paranoid, hvilket får mig ud i nogle problemer. Nogle af de ting, jeg siger giver kun mening for mig, ikke for andre.
Jeg har svært ved at sige, hvad jeg har talent for og hvad jeg er dårlig til(ok, jeg kan sige at jeg er dårlig til matematik) og bliver utryk i situationer, hvor jeg bliver spurgt om sådan noget. Faktisk er jeg meget dårlig til det sociale med at være åben. Jeg er afstumpet og ville til tider ønske at jeg var en anden, en der var bedre til at åbne mig for folk og kunne sige noget mere. Jeg tænker meget, men tankerne er tit usammenhængende. Jeg tror det skyldes min manglende koncentrationsevne. Jeg er meget fanatisk i overgange i forskellige emner som jeg fordybe mig i, søger på nettet og sådan men det går hurtigt over. Mine forhold til andre mennesker er svære at opretholde selvom jeg ikke ved om det er mig der gør noget forkert eller om jeg bare har mødt nogle forkerte mennesker. Jeg har mange vredesudbrud, specielt af had til min familie men det virker som om det hele foregår i mit indre, dvs. jeg har svært ved at udtrykke mig.
Jeg ville ikke sige, jeg har dyssocial personlighedsforstyrrelse, selv om jeg var i tvivl en overgang men tanken blev hurtigt smidt væk for en psykopat ville slet ikke være i stand til at indrømme sådan nogle ting eller at holde af.
Jeg kunne blive ved med at skrive, men stopper bare her.
Ville bare høre jeres kommentar!