Asperger og børn - kan det gå godt?

Hej🙂
Jeg ville lige høre om nogen er eller kender til Asperger (eller lider af stress/social fobi) der har fået børn.
Og hvordan det fungere med at være asperger og mor?
Håber at få nogle meninger/holdninger om det at lide af en sindslidelse og få et barn.
[f]
TinkaMus

på www.bodyhelp.dk

ikke den bedste cocktail... asbergere bliver ofte steriliseret, da man ikke ønsker at føre sygdommen videre..

tror du ikke stressede mennesker egner sig til børn? Eller folk som har social fobi for den sags skyld???
Nøj, hvor er du da møghamrende dum/ikke ret klog!

?????? Eller rettere hvorfor mener du trådstarter er møghammerende dum (kender du hende????)

Er super god ide.. Dygtig mand

en med social fobi eller stress egner sig som forældre - er så fuldstændig sindssygt dumt og naivt. Sig mig engang hvor gamle er I? Er I under 13???? I har sgu da ikke megen menneskelig indsigt, hvis I tror at stress og social fobi på linje med asberger kan diskvalificere!!!!!

dig selv - kære ven..😉😉

kunne det lyde som en vanskelig cocktail. Men det må vel afhænge af "graden" af lidelsen?
Har du ikke en terapeut/netværk, som du kan spørge til råds?

Jeg ved ikke, om det er tilfældet, men hvis trådstarter selv har enten aspergers eller social fobi, er det da både forståeligt og udtryk for ansvarlighed og omtanke at gøre sig overvejelser om, hvorvidt man bliver en god forælder. Den slags tanker gør alle ansvarlige mennesker sig - også dem uden diagnose.
Din charmerende reaktion er at fortælle trådstarter, at hun er sindssygt dum og naiv. Det er da en stor hjælp. Du er i sandhed meget moden.

at give et dækkende svar på, da der er mange grader af fx aspergers. Nogle vil givetvis kunne blive superforældre, mens det for andre vil være en meget svær opgave at løfte.
Det, jeg umiddelbart tænker på, man skal være særligt opmærksom på som forælder med asperger eller social fobi, er at arbejde hårdt for ikke at overføre egen usikkerhed eller angst over for andre mennesker til sit barn - altså, at ens egen "asociale" adfærd ikke må smitte af på barnet. Det vil blandt andet sige, at barnet skal opleve, der kommer folk på besøg i hjemmet - at verden/andre mennesker ikke er farlig(e) eller ligegyldige - og det kan måske være grænseoverskridende og meget problematisk for en mor eller far med aspergers at skulle tvinge sig selv til at agere mere socialt?
Jeg har selv en 11-årig med aspergers syndrom, som er meget social og vellidt blandt sine jævnaldrende - men kender også til voksne aspergere, som lever et isoleret liv (og trives med det!) - og i hvis liv, jeg har svært ved at forestille mig et barn. På den baggrund mener jeg ikke, man kan give et generelt svar.

36.

Tak for svarene 🙂
Det er netop de tanker der har strejfet mig. At hvis man som asperger får et barn stadig skal kunne tilbyde barnet et forholdsvis "normalt" liv. Og det kan være meget grænse overskridende.
Der skal der til siges at asperger har mange grene, så fordi en har diagnosen AS og reagere voldsom på det sociale så kan en anden med AS have mindre vanskelighed med det.
Så det kommer vel an på i hvilken grad og hvilken type man har det i.
Det der interesserede mig var meninger og om der måske var en asperger ibland der kunne dele erfaringen.
Og så vil jeg lige tilføje, at en som tar de overvejelser og tænker det hele grundigt igennem, med en diagnose eller ej, kan umuligt være hverken naiv eller dum. For det viser kun en form for ansvar at man ikke bare sætter børn til verden og så ser man hvad der sker.
Så til alle dem der mener at asperger er nogle asocial dumme og naive mennesker kan jeg sige at der findes flere "normal folk" der er meget mere naive og dumme!
Folk med en lidelse kæmper hver dag for at få et ordentligt liv. Og har de ikke også ret til sin egen familie, hvis der er en mulighed for det??