At savne forelskelsen, kærligheden og trygheden
Her, på en "høj-hellig" lørdag aften sidder jeg og gør mig nogle tanker om hvorvidt det kun er mig der savner forelskelsen, kærligheden og trygheden, men alligevel er sindsygt kræsen og bare ikke vil gå på kompromis ...om det kun er mig der i flere år har været single og ikke følt sommerfuglene i maven og knæene blevet bløde?? Jeg har ellers altid været hurtigt til at blive betaget af andre mennesker, men de senere år føler jeg mig distanceret og "følelses-kold". Det er deprimerende og jeg frygter aldrig at få alle de der fornemmelser i maven igen for et andet menneske!
Og så på den ande side:
For ca ½ år siden skiftede jeg arbejde og der så jeg pludseligt en mand, hvis udstråling, alder og ydre matchede mine ønsker ...og han og jeg kastede mange blikke i kantinen (da vi ikke ellers arbejder sammen) - men han har desværre ikke taget skridt mod mere, og det har jeg altså heller ikke ....og når man nu er på samme arbejdsplads er det måske heller ikke det smarteste. De eneste ord vi har udvekslet var til firmaets jule-frokost med 500 deltagere, hvor han og jeg mødtes i døren, og han pænt spurgte om han måttte give mig en kompliment, hvilket han derefter gjorde ..hvilket afødte min befippelse, og at jeg blot takkede og gik videre.
Jeg sidder nu og efter-rationaliserer om hvorvidt jeg bør ytre min interesse i ham ....og tage chancen .....og dette er sandsynligvis farvet af mine overvejelser som tidligere nævnt i dette indlæg ...burde jeg ikke, når nu jeg er så pokkers kræsen og sjældent ser en mand som min mave kan slå knuder over, gå efter guldet ??? Og ihvertfald finde ud af om hans indre måske også matcher .....
Underfundige og eftertænksomme smil
Og så på den ande side:
For ca ½ år siden skiftede jeg arbejde og der så jeg pludseligt en mand, hvis udstråling, alder og ydre matchede mine ønsker ...og han og jeg kastede mange blikke i kantinen (da vi ikke ellers arbejder sammen) - men han har desværre ikke taget skridt mod mere, og det har jeg altså heller ikke ....og når man nu er på samme arbejdsplads er det måske heller ikke det smarteste. De eneste ord vi har udvekslet var til firmaets jule-frokost med 500 deltagere, hvor han og jeg mødtes i døren, og han pænt spurgte om han måttte give mig en kompliment, hvilket han derefter gjorde ..hvilket afødte min befippelse, og at jeg blot takkede og gik videre.
Jeg sidder nu og efter-rationaliserer om hvorvidt jeg bør ytre min interesse i ham ....og tage chancen .....og dette er sandsynligvis farvet af mine overvejelser som tidligere nævnt i dette indlæg ...burde jeg ikke, når nu jeg er så pokkers kræsen og sjældent ser en mand som min mave kan slå knuder over, gå efter guldet ??? Og ihvertfald finde ud af om hans indre måske også matcher .....
Underfundige og eftertænksomme smil