Bag ensomhedens tremmer

I denne blog henvender jeg mig hovedsagligt til alle forældre.
Jeg mener ensomhed blandt børn er et vigtigt emne at tage op til debat, da der slet ikke er nok fokus på dette emne. Ensomhed er et tabu emne, dog er det en realitet at det sidder mange børn med netop dette problem, som har brug for vores hjælp. Disse børn har hårdt brug for støtte fra voksne, som kan tage vare på dette problem. Min spekulation går på om børnene får den nødvendige støtte? Ensomhed kan have store konsekvenser for barnet, og det er derfor vigtigt at alle voksne, som har forbindelse til barnet er opmærksom på dette. Dvs. både forældre, lærer, gymnastiklæreren, spejderlederen osv. Men da ensomhed er et tabu emne, kan jeg have min tvivl om disse personer er opmærksomme og har den nødvendige viden om problemet?
Det er også min overbevisning at vores livstil idag, har en stor betydning for denne ensomhed blandt børn. Familierne idag har en travl og stresset hverdag, og kan derfor muligvis overse nogen af de tegn barnet kan have på ensomhed. Det er også en almindelighed at børn idag opholder sig meget på deres værelser, da de fleste har både fjernsyn og computer på værelserne. Jeg vil derfor mene dette gør det svære at se om barnet bevidst isolere sig. Og hvordan skal man kunne kende forskellen hvis man ingen viden har til emnet?
Først og fremmest har forældrene selvfølgelig det overordnede ansvar i at støtte deres børn ved dette problem. Men jeg mener som sagt også at især lærene har et stort ansvar for at børnene trives. Men igen er jeg i tvivl om også lærene er opmærksomme nok på dette problem, trods de er uddannet? Og hvem tager sig af disse børn, hvis hverken forældrene og lærene ikke er opmærksomme på dette?
Jeg har ingen svar på mine spørgmål i denne blog, og vil derfor meget gerne hører jeres holdninger til emnet. især forældrene. Hvad er jeres erfaringer, og holdninger til dette? Er der fokus nok på dette emne?

- Bydi er det dig?

en bestemt person? Dig selv måske?
Du fortæller en masse om hvordan omgivelserne bør forholde sig, men ikke hvordan man genkender ensomhed?
Har du et konkret eksempel? For det er bestemt et interessant og vigtigt emne du bringer op her.
Venligst Løvemor

Jeg vil meget gerne besvare spørsmålene, som løvemor har bringt på banen. Hvordan genkender man ensomheden? Det er præsis dette, mit spørgsmål var i bloggen. Ved I hvordan man genkender ensomheden? Hvis dette ikke er tilfældet, kan man jo umuligt være opmærksom på et problem, som man ikke har nok viden om. Det er min personlige mening at størestedelen af Danmarks befolkning ikke har viden nok om emnet, og der derfor findes mange børn, som ikke får den nødvendige støtte.
"børns vilkår" har lavet en undersøgelse, som viser at ca. hver fjerde barn eller unge er ensomme. Et skræmmede tal! Det er begrundelse nok for mig,til at belyse dette emne, da det er nødvendigt at få mere fokus på dette.
Disse børn har ofte meget få eller ingen venner. De har derfor ingen at dele deres oplevelser eller tanker med. De holder sig for sig selv, og har få fritidsinteresser. De er ofte meget usikre på dem selv og generte. Man ser tit at disse børn, bliver udsat for mobning. Dette kan bevirke at de isolere sig, og derfor helst opholder sig alene. skoledagene kan blive et helvede, som bare skal overståes. De har en følelse af at være helt alene, og er derfor utrolig sårbare. Nogen er præget at ensomheden resten af deres liv. I nogen tilfælde fører ensomheden til andre problemer fx spiseforstyrrelse, mobning, at de skære i sig selv, selvmordstanker/forsøg. De har derfor hårdt brug for de voksnes hjælp. Både forældre og lærer har en stor rolle i dette!
Jeg kan bruge mig selv som eksempel. Jeg blev mobbet de første år i folkeskolen. Jeg havde stort set ingen venner. Jeg var altid indenfor i frikvarterede, fordi jeg ikke måtte være med til at lege. Dette resulterede i at jeg altid holdte mig for mig selv, for at undgå opmærksomhed. Jeg ønskede i en tidlig alder, at blive meldt ud af fritidsordningen, og opholdte mig derfor selv om eftermiddagen. Jeg husker min mor og jeg havde flere samtaler med min klasselærer, og jeg var også hos skolepsykologen et par gange. Dette gav dog intet nyttigt. Min mor forsøgte også få mig til psykolog, hvilket også blev afvist. Jeg havde på et tidspunkt en "voksenven" som fik løn for at lave forskellige ting med mig. Men intet hjalp, og i trejde klasse flyttede jeg til en anden skole. Jeg fik det derefter meget bedre, og er utrolig glad for jeg flyttede skole. Jeg føler idag at systemet, men især min klasselære, svigtede mig. De første af mine skoleår har virkelig præget mit liv siden. Jeg har haft mange problemer, grundet min meget dårlige selvtillid, og går derfor til psykolog. Jeg begyndte i en tidlig alder at skære i mig selv, hvilket stod på nogen år. Jeg har stadig ikke mange venner, men få gode. Men jeg er hele tiden bange for de vender mig ryggen. Jeg har tiltider stadig følelsen af at være helt alene. Disse skoleår har haft store konsekvenser for mit liv, og jeg har virkelig måtte kæmpe for at nå dertil jeg er idag.
Med min livshistorie i rygsækken, er jeg et tydeligt bevis på hvor store konsekvenser ensomhed kan have. Og ved hvor stor betydning det er, at få den rette støtte fra forældre og lærer.
Jeg ønsker stadig at hører jeres holdinger og erfaringer omkring ensomhed blandt børn. Især til forældrene, hvad er jeres overvejelser omkring dette emne?

Det er et meget vigtigt emne, du bringer op. Det er afgørende at personerne omkring barnet kan gribe ind tidligt. Hvis man er ensom som barn, grundlægges en adfærd og manglende selvtillid, der kan plage barnet resten af livet.
Det er derfor vigtigt at personerne omkring barnet er opmærksomme på ensomhed. Det er blevet spurgt hvordan man opdager det, og det kan godt være et "skjult" problem. Men der er nogle faresignaler, man bør holde øje med. Har barnet for eksempel tit venner med hjem, og er barnet tit på besøg hos andre børn? Holder barnet sig for sig selv i skolegården, eller deltager det i de andres leg? Virker barnet trygt i selskab med andre børn?
Hvad der kan gøres, hvis et barn er ensomt, kan være svært at sige. Den rigtige løsning afhænger tit af hvad problemet er. Nogle forslag kunne være at få barnet til at melde sig til sport/fritidsaktiviteter, tage fat på mobbe-problemer i en skoleklasse eller i visse tilfælde et skoleskift.
I dag hvor jeg er 24, ønsker jeg at der var nogen der havde grebet ind da jeg var barn. Jeg var meget ensom som barn, havde kun én ven som jeg ikke så så meget til, og var fuldstændigt udenfor i klassen. Det førte til at jeg aldrig udviklede en ordentlig social selvtillid, og aldrig lærte basale sociale færdigheder. Selv i dag, hvor tingene dog ser noget lysere ud for mig, kan jeg mærke at jeg mangler et eller andet som andre tilsyneladende har, i min omgang med andre.

Jeg har ligesom Fønix, kun 1 god ven... Og ham ser jeg kun, hvis jeg er heldig, 1 gang om måneden. Jeg går i 8. klasse på en folkeskole, og har ingen venner. Hver dag efter skole går jeg hjem til mig selv, og hører noget musik, læser en bog, eller sidder og tænker på hvor fedt et liv det måtte være at have en masse venner, man kunne snakke med, dele sine tanker med, og fortælle sine drømme om alt fra piger til uddannelse osv. Men sådan er det bare ikke. Jeg snakker med ingen, og når jeg endelig snakker med nogen, er det ikke så meget en konversation, som det er en quiz, hvor jeg svarer med enstavelsesord. Sådan er det selv over for min egen mor! Jeg har glemt (eller aldrig lært?) hvordan man er social, hvordan og hvad man snakker med andre mennesker om. Og hvad kan jeg gøre ved det? Tjah, jeg har tænkt på at tage ind til Ventilen, men jeg er meget genert, og har et meget lavt selvværd, og jeg tør ikke rigtig at tage derind. Især fordi, hvad nu hvis mine forældre fandt ud af at jeg var der, at jeg var ensom? Forfærdeligt! Pinligt! Nej tak... Jeg kunne også godt tænke mig at skifte skole, og prøve bare at være åben over for alle jeg mødte, men igen, det ville kræve at jeg skulle fortælle mine forældre om mit problem.. Nej tak! Og hvad nytter det overhovedet at skifte skole nu..? Jeg er 15½ og skal snart i 9. klasse.. Jeg ville jo alligevel ikke kunne nå at knytte nogle bånd.. Eller hva?
Men jeres historier skræmmer mig godt nok. Det skræmmer mig at høre jer sige, at selvom i har fået venner senere hen i livet, kan i stadig mærke at i mangler nogle sociale kompetencer..
Jeg havde aldrig regnet med at det måske ville blive mig.. Jeg mener, jeg får 12'taller i både Dansk, Engelsk, Matematik og Fysik..
Jeg havde regnet med at tage på Gymnasiet, få en god uddannelse, få en kæreste, nogle børn, og et godt liv i det hele taget, men her på det sidste, de sidste 2 år ca. er det hele er begyndt at krakelere, i mine øjne ser verden sort ud.

Jeg er en 14 årig dreng (15 den 26. maj) som lidt deler din måde at være på.
I klassen er alle mine bedste venner (vi er 17 i klassen) fordi vi har et godt fællesskab, jeg er personen man snakker med, og kommer til hvis der er problemer, og jeg er slet ikke den der står alene tilbage.
Men når vi får fri bliver jeg lidt en anden, en som på nogen måder ikke kan være med i de samtaler der er i skolen om: fest, alkohol, sex, og venner uden for klassen, osv.
fordi jeg ikke gør mig i nogen af de ting, jeg føler mig mere voksen og moden end dem. Mere sofistikeret end dem.
jeg har andre interesser så som:
Min familie (jeg klan lide at være sammen med min familie en fredag aften med en god film, og jeg kan lide at bruge mine skoleferier hos min farmor og farfar).
Vægt løftning (grunden til min selvsikkerhed).
Og mit fritidsarbejde.
Jeg har også politiske interesser.
Og så er jeg en livsnyder. Det kan også være derfor jeg er lidt anderledes, jeg tager ikke livet forgivet, jeg spiser kvalitets mad (kultur, primært italiensk), jeg går i kvalitets tøj (Ralph Lauren og den slags, ikke det stilløse modetøj med hængerøv og store trøjer), og jeg kan lide at give mig tid til alting, derfor er jeg også den med det næsthøjeste karakter gennemsnit i klassen (8,5), altså, jeg er en livsnyder. Det bliver sikkert også sådan når jeg bliver gammel nok til alkohol, der er jeg heller ikke som mange andre, jeg vil ikke drikke shots eller miksede driks, men enkle ting, som: kvalitets whisky, vin, øl og den slags ting.
Jeg har haft to kærester, men det var i de små klasser hvor man ikke rigtigt tænkte på det, på den måde som man gør i dag. Der var popularitet heller ikke vigtigt. Men senere har jeg så ændret min kæreste politik, jeg tror ikke på ung kærlighed, det findes ikke! Man kan være glade for hinanden men ikke mere.
Men seriøst jeg kunne blive ved med at skrive på det her. Jeg har faktisk også to store blokke liggende med MIT LIV som overskrift. Det er en ide jeg har fået fra min morfar, som har gjort det samme, (han har ca. 50 blokke liggende med spændende ting der er sket i hans liv) jeg tror det vil blive nogle gode minder engang.
Jeg håber ikke det blev for sentimentalt eller irelevant.
Men jeg tror vi har en del til fælles du og jeg.
Hilsen MLJ

jeg nyder at være alene🙂
det gør at jeg føler mig mere fri.
men det er vist noget jeg har vænnet mig til

Jeg føler mig også anerledes. Ligesom dig føler jeg mig mere moden.. Det har min lærer faktisk også fortalt mig engang. Jeg er romantisk anlagt, jeg elsker naturen, elsker at tage en cykeltur i skoven, tage på stranden el. lign. Jeg er meget ansvarlig over for mine medmennesker, og tænker altid på dem før mig selv. Jeg er også meget følsom, når folk siger ting til mig, tager jeg dem meget seriøst, og hvis folk siger nogle ting om mig (selvom de ikke mener dem) føler jeg mig let såret.
Jeg er meget alene med den personlighed. Ingen af de andre i klassen er ligesom mig. De er meget egoistiske, og mange af dem, er af den type, der tit slås for sjov osv.
Det er bare ikke mig...

Jeg kan skam også godt lige at være alene, faktisk er jeg måske nok en enespænder, men det er bare ikke fedt at være alene altid. Man har brug for nogen at dele sine oplevelser, sine følelser, og sine meninger med.

det er det jeg mener. Jeg er en enspænder med en moden holdning, og en følelse af ansvar over for andre. Jeg har også en teori om at det er derfor jeg har venner i skolen, fordi jeg bakker dem op i ting, og kan snakke med dem.
Men tilgengæld føler jeg ikke at de er taknemmelige nok.
Jeg bliver måske ikke så let såret, men kan let blive nervøs hvis jeg møder dem på gaden efter skole og de er sammen med nogen venner. så ville jeg ønske at jeg ikke var der, for hvad nu vis de sagde noget om min specielle "alene stil" eller kommenterede mit udseende. så ville jeg blive såret, eller rad for at gå på gaden.
jeg har faktisk prøvet at blive "mobbet" på åben gade, det kan også være derfor jeg er meget hjemme.
tak for din respons på mit svar, det havde jeg ikke regnet med.
Hilsen ...