bange for at miste mine børn

Jeg skriver fordi jeg synes jeg har svært ved at komme videre efter en skilsmisse. Jeg er 43 år og fandt min mand sammen med en anden for 2 år siden (ikke i seng sammen men I favnen på hinanden). Først for et halvt år siden blev vi skilt. Det var ham der ikke ville mere, jeg ville gerne have kæmpet. I hele perioden har han fastholdt at der ikke var noget mellem dem, selvom jeg havde en fornemmelse af noget andet, og da jeg flyttede ud blev han kæreste med hende. Han er nu flyttet sammen med hende og mit store problem er, at jeg er bange for at miste mine børn, og samtidig er jeg såret og vred over at alt er gået som jeg har forudsagt, selvom han hele vejen igennem sagde noget andet.
Jeg føler ikke jeg kan stole på ham og er bange for at hans næste træk er at han vil forsøge at få børnene på fuld tid. Vi boede sammen på en gård og der bor han nu med hende, mens jeg bor i en lejlighed. Den nye gør meget for mine børn og køber ting til dem, og selvom jeg også synes jeg gør meget for dem, er jeg jaloux og bange for at de hellere vil være hos min ex-mand og hende den nye. Sidst de kom hjem, sagde min søn, at han godt ville være blevet der, fordi hende den nye har nogle gode spil.
Hvordan kommer jeg videre herfra.

Jeg er selv skilsmisse barn og tror ikke du skal være så bange, der ingen der kan mors plads lige meget hvor søde er...!
Men altså jeg kan også huske når jeg kom hjem fra min far var det ikke altid lige sjovt, for der kommer man jo hjem til hverdagen, hvor jeg lige havde været oppe hos farmand, hvor jeg jo selvfølgelig blev ekstra forkælet o.s.v for der kom jeg jo kun hver 14.dag så han gjorde lidt ekstra ud af det, men stadigvæk ingen der kunne tag mors plads...

jeg har næsten prøvet det samme med min ex... tro mig på mine ord... han får dem ikke,hvis du har slået dem eller såsan noget slemt kan han måske få dem......nem det tror jeg nu ikke du har ss så få den mand ud af dit hovede og kom videre ss bare rolig søde han får dem sku ikk ss
[l]

Tak for jeres indlæg, det varmer og det er skønt at høre fra nogen der har været det igennem selv, både som barn og som voksen. jeg er nok også ekstra ramt fordi det er vores nabo han er flyttet sammen med, jeg har haft en hård skilsmisse. Jeg ved godt mine børn elsker mig, men jeg kan jo ikke tilbyde dem deres fødehjem og de store skønne omgivelser.
Jeg er på talefod med min ex sådan at børnene kan trives, men vil ikke være venner med ham, det er han sur over og der forsøger han at ramme mig. Han har i løbet af det halve år vi har været fra hinanden, taget hende ind i mor-rollen, det sårer mig.

Jeg kan godt forstå, at du er nervøs for at det er mere spændende med fars nye kæreste og måske bedre bopæl hos far, MEN tag det roligt, mor er den bedste - for dem der altså er ordenlig mor for deres børn. Personligt syntes jeg, at den der er der for børnene, når lektierne skal laves, når livet er lidt svært og selvfølgelig også hverdagens smil og positive oplevelser, det er den der huskes. Og lad bare hende den ny købe ting til dine børn, for det bliver ikke ved at være spændende, og ungerne finder også hurtigt ud af, at kærligheden kommer fra dig og materialerne fra hende. Lad være med at lade din skuffelse og bitterhed blive et problem for dine børn, med sladder og snak om far og hans nye kæreste, mit råd er: kom videre med dit eget liv og vær glad for, at du slap af med ham, han lyder ikke, som om han er meget værd.Det skal nok gå............

Den hopper dine børn ikke på.

Det er nok rigtigt at mine børn ikke hopper på den. Det håber jeg. han har indtil nu ikke villet deltage i skolearrangementer og er kun med børnene til sport i en nødsituation. Nu vil han tilsyneladende det hele, har lige spurgt om han ikke kan få dem noget før næste gang så han kan komme med til sport. Måske skal jeg glæde mig over han viser interesse, men det er altså svært. Tak for jeres indlæg

du mister dem jo aldrig!
Du vil altid være deres mor lige meget hvad.
Var det så forfærdelig hvis de skulle bo hvor de er "vant" til?! men uden deres mor??
Er det ikke mere dig selv du tænker på lige nu og dit behov for at have børnene til hverdag?!
Er du sikker på det ikke ville være bedre for dem at blive hvor de er vant til at være og så sætte dine egne behov lidt i baggrunden?!
Det er ikke en kritik, for det kan jo være deres far ikke har været med i opvæksten af dem som dig, men hvis han har?!... var det ikke værd at tænke over om det er det bedste for børnene at blive proppet ind i en lejlighed istedet for de frie rammer...Hvad angår den nye papmor... fuck det... hun kan aldrig erstatte dig, hvis du ikke lader dig erstatte. Jeg mener, hvis du er klynkende og bærer nag og børnene kan mærke det, så vender du dem imod dig... men hvis du ser optimistisk på at der nu engang er en fremmed der tager vel imod dine børn!!! så vil børnene elske dig for det OGSÅ...
Dit nag til din x for at være en skid skulle helst ikke indvirke på dine børns hverdag... den må du se at komme over... det drejer sig om børnene og hverken dig, din x eller den nye papmor...
vær dog glad for at kvindemennesket tager godt imod dine børn!
Tænk på hvor mange børn der må finde sig i det omvendte... så ville jeg være bekymret som mor...

.... og jeg ved det godt. Men nej, han har ikke været der og han ved det godt selv. Jeg har været vandt til at det var mig der ordnede det hele. Og haft det godt med det. Eksempel: han har aldrig skiftet ble, han har aldrig smurt en madpakke, han har ikke deltaget i arrangementer med børnene (ganske få), han har set sin søn spille håndbold 3 gange på to år. Han kan noget andet og han er en ok far og jeg ved jeg skal slås med mig selv og være glad for at han måske bliver bedre. men den er hård ovenpå den skilsmisse.

Det er vel nok en svær situation, som du nu er blevet bragt i. 😖
😖Og det er ekstra svært, fordi din mand blev boende på gården, som jo er dine børns barndomshjem (går jeg ud fra) og derfor det sted, hvor de naturligt føler sig mest hjemme. Forstår godt din angst for at de lokkes mod at bo hos din mand og hans nye kone, mens du risikerer at sidde tilbage uden dine børn i dagligdagen.
Havde du ikke tilgivet ham, men i stedet smidt ham ud mens tid var (hvis han da ikke ejer stedet?) ville din situation være meget bedre nu. Men man kan altid være bagklog. Men alligevel kan dette være en advarsel til de mange kvinder, der tilgiver mandens utroskab og sidenhen tror på alle hans løgne. Du er virkelig blevet taget ved næsen og forstår din smerte lige nu. Ikke mindst fordi du - set udefra - er den der blev svigtet og derfor nu oveni risikerer at miste den daglige kontakt med dine børn.
Jeg tror jeg ville satse hern hvis jeg var dig. Jeg ville knokle røven ud af bukserne og få tjent så mange penge, at jeg fik råd til enten hus eller rækkehus. Eller kan du ikke finde et hyggeligt lille sted landt på landet? DET ville kunne få dine børn til at blive hos dig, da de her ville have nye udfordringer som stadig var ude på landet, hvor de jo er vokset op. For det må være svært for dine børn pludselig at skulle klemmes ind i en lejlighed EFTER en opvækst i frihed på en gård. Tænk også på dem. De vil få det meget svært i en lejlighed.😖
Håber virkelig det bedste for dig, men sørg for ikke at få dine børn til at mærke din ulykkelighed. Giv dem din kærlighed i stedet og vis dem hvor lykkelig du er som mor bare over at være sammen med dem. Ægte kærlighed kan kun DU give dem - den nye kvinde har jo slet ikke samme "historie" med børnene, som du har. Så du må finde de sidste kræfter frem nu og kæmpe for dit liv. Ingen selvmedlidenhed mere, for det er den farligste faldgrube i din situation. Så du må se at glæde dig til fremtiden - og den nye kærlighed som altid vil komme en dag. Forbered dig på det i stedet.
Knus
Pus [f]

Hvad er det for en forældet holdning?? Det lyder som om du er 50+ år tilbage i tiden!!

Midt i halvfemserne blev jeg også skilt og stod lidt i samme problematik som dig. Jeg var også angst for at miste noget fra mine tre dejlige drenge.
Jeg fik en lejlighed på knap 180 kvm. og mine drenge skulle deles mellem deres barndomshjem og mit nye hjem med rigelig plads og god placering midt i byen.
Jeg husker en veninde dengang, også fraskilt med børn,- sagde til mig. Ved du hvad,- om du så boede i et slot, kan du aldrig hamle op med børnenes barndomshjem.
Jeg måtte sande, at hun havde ret.
Jeg mistede dog aldrig mine børn for alvor, men synes tit de valgte "huset" frem for lejligheden. Den dag idag er jeg gift igen og i et andet hus/hjem,- og jeg ved ikke hvorfor, andet end jeg tænker, at en mor, der er der for sine børn er guld værd og noget børnene aldrig glemmer,- så med tiden er ALLE mine tre drenge kommet tilbage for, at bo sammen med mig og min nye mand. De har dog heller ikke glemt deres far,- og ja, deres barndomshjem blev ændret mig ved hans nye kones komme.
Bare for, at fortælle dig,- at vær der for dine børn, tal aldrig ned om deres far eller nye samlever og skab for dem, nogle gode trygge rammer efter hvad du formår. Så skal de nok være der. Pointen med min historie er jo,- ja, det kan være svært, at hamle op med barndomshjemmet - med det kan lykkes.

så pænt...
Ja du behøver ikke være nervøs for at miste dine børn. De vil altid elske dig hvis du opfører dig pænt overfor dem.
Jeg har også været i din situation ( dog uden stedmoder indblandet) og valgte sammen med min x at det var bedre vores børn blev i vante omgivelser hos ham istedet for at følge mig ud i en usikker boligsituation og uden job.
Jeg snakker aldrig ondt om min x eller indlemmer mine børn i nogen diskutioner.De elsker deres far, men har intet mistet for mig. De elsker at komme hos mig på weekend og feriebesøg. Glæder sig til det, som de også glæder sig til at komme hjem igen. Sådan skal det være... de trives..
Men min x har også været med i alt omkring børnene lige fra start og især da vores ældste kom ud for en alvorlig ulykke og led af konsekvenserne mange år efter. Ang. faderrollen har jeg intet at bebrejde min x.
jeg tror at den eneste der lider under denne ordning er mig. Det daglige savn. Men det drejer sig ikke om mig, men mine børn. Jeg er voksen og har selv ansvar for mit eget liv og lykke. Jeg vil ikke tage mine børn som gidsler, for at være bange for de ikke ville elske mig, hvis jeg ikke så dem hver dag. Jeg er en glad mor når de er her, og vi hygger oz rigtig meget. Når de så er taget hjem igen kan jeg godt rammes af vedmod og græde et par tårer ( især i starten) men det ikke noget de skal vide, eller mærke til.
Vær kun rolig... dine børn elsker dig for den du er og har været overfor dem... ingen eller noget kan tage det fra jer... og vær glad for at dit fjols til X har fundet en kvinde der vil bruge energi på dine børn når de er der... det ville være værre hvis hun ignorede dem eller satte eventuelle egne børn først...

for at nogen vil prikke lidt til mig i min situation, men smerten har jeg stadig. Ved endnu ikke hvordan det kommer til at gå, men jeg ville have det fint med en ordning hvor de var lige meget hos os begge. Da vi blev skilt snakkede vi om en god model for vores børn og de kom til at bo hos mig og er hos ham hver anden weekend og en hverdag i ugen. Det var noget min ex var helt enig i. Han forelskede sig i naboen mens vi var sammen, det er altså smertefuldt at hun nu bor i vores hus og jeg indrømmer at det er en af årsagerne til at jeg har svært ved at slippe.
Tak for svarene

han har opført sig rigtig lurvet, men bare rolig. Kan han gøre det 1 gang kan han også to gange... Det er ikke noget til at sige du er bitter. Jeg ved ikke hvorfor mænd har så svært ved at opføre sig respektfuldt. Det nok ikke nogen trøst, men det ikke første gang i historien at man høre sådan en historie, og sikkert ikke sidste gang.
Du må bare huske på det ikke er dig der er noget i vejen med og så få det bedste ud af livet selv🙂
Vi har kun et liv og det skal sku ikke bruges til at sørge i 😃
Så ud og date og nyd livet[s]
Nyd livet, når du er sammen med dine børn og nyd det når de er ved deres far og vis på alle at ingen kan få dig ned med nakken[f]
Du får et stort knus og et kærligt spark i numsen.... og al held og lykke fremover

Jeg siger tak. Det med at date håber jeg at jeg bliver bedre til med tiden. Det er helt vildt dejligt at nogen skriver sådan til mig. jeg vil nyde mine børn når de er her. Og du har ret - han skal ikke få mig ned med nakken. Jeg prøver........

at, som du skriver, "ville knokle røven ud af bukserne og få tjent så mange penge, at jeg fik råd til enten hus eller rækkehus. Eller kan du ikke finde et hyggeligt lille sted landt på landet? DET ville kunne få dine børn til at blive hos dig, da de her ville have nye udfordringer som stadig var ude på landet, hvor de jo er vokset op. For det må være svært for dine børn pludselig at skulle klemmes ind i en lejlighed EFTER en opvækst i frihed på en gård. Tænk også på dem. De vil få det meget svært i en lejlighed."
Hvornår bliver der så tid til at være mor❓Hvorfor skal hun gældsætte sig ud over alle grænser for at leve op til noget der er urealistisk❓

Som situationen er lige nu, kan en enlig med en almindelig indtægt ikke "bare lige" købe noget at bo i. At vokse op i en lejlighed efter at have boet på en gård er måske ikke det sjoveste i verden, men jeg tror nu ikke, at det er det, der kommer til at præge børnene mest.
Trådstarter: Du er såret, svigtet og ked af det. Men prøv at adskille tingene, selvom det er mere end svært. Prøv at glæde dig på dine børns vegne når de får fine gaver af din ex-mands nye kæreste. Prøv at glæde dig over, at du så til gengæld får råd til at give dem noget andet.
Tesen om at mor er den bedste i verden tror jeg ikke på. Men jeg ved, at børn er trofaste over for deres forældre. Ligemeget om forældrene har fortjent det eller ej. Du lyder som en god mor, og du behøver ikke være bange. Dine børn vender ikke ryggen til dig, men hverdagen er selvfølelig ikke altid så sjov hos dig som festdagene hos far. Til gengæld svigter du dem ikke, som far har gjort.

for dit svar, for jeg tror faktisk at noget af det jeg trænger til at høre er, at jeg faktisk er god nok som mor. Der sker mange ting omkring mig som på mærkelig vis har fået mig til at tvivle på mig selv. Jeg vil prøve at skille tingene ad, for det er helt sikkert at hvis mine børn er glade for hende, så er jeg nødt til at værdsætte det. Den proces vil jeg forsøge at gennemleve nu. Jeg har oplevet bitre følelser jeg ikke troede jeg var i stand til at føle og jeg ved godt at de skal forsvinde igen for min egen skyld. Jeg har også en fornemmelse af at jeg når målet, men desværre får jeg nogle dyk på min vej. Indimellem tror jeg at jeg er længere i min proces, end jeg i virkeligheden er. Er i tvivl om, hvorvidt jeg skal gå efter at møde en ny mand igen, jeg føler mig bare ikke klar....men nogen siger til mig, at jeg kommer hurtigere over det med en ny mand.

Hvorfor skulle du miste dine børn????? Man kan ikke bare lige sådan få børn på fuld tid. Har i fælles forældremyndighed eller hvordan?????
Lige nu sidder du med en masse kaos tanker, og det er klart, men hverken du, han er vel interesseret i at det ikke skal være det bedste for jeres børn, og fordi i ikke er sammen, er det jo ikke ensbetydende med at jeres børn ikke skal have godt og kærligt sammenvær med både mor og far, selvom i ikker er sammen mere....
Hvordan så du det helst??? Og hvordan med ham??? Kan du og din eks mand tale sammen???? Hvordan har jeres dagligdag set ud da i var sammen??

fælles forældremyndighed. Efter skilsmissen for et halvt år siden valgt han selv, at han kun ville se børnene hver anden weekend og en hverdag i ugen. Han deltog ikke i noget (skole) sammen med børnene. Nu hvor hun er flyttet ind, er alt anderledes, fordi hun har overtaget min plads på gården. Nu føler han at han kan tilbyde dem mere og det er svært for mig at acceptere, for jeg føler ikke han har været der så meget før.
Vores dagligdag sammen var den, at jeg sørgede for alt omkring hus, hjem, skole og sport, men det var også dejligt for dem at være sammen med far i traktoren og ude ved køerne, så den frihed havde de.
Vi er på talefod, men jeg stoler ikke på ham.
Jeg har haft en rigtig god påske sammen med børnene, måske behøver jeg ikke være bange. Men han har barndomshjemmet og de store frie omgivelser - og en ny kone der vil gøre hvad som helst, fordi hun er helt vild med ham. Hun har aldrig gjort så meget for sine egne børn som hun nu gør for mine.

At du og din eksmand kan sammenarbejde, og ikke give jeres børn dårlig samvittighed. Jeg tror og håber bestemt at det er både du og din eksmand enige i...
Og selvom han bor i deres barndomshjem, med kæreste, så vil kæresten ALDRIG kunne tage din plads som mor, så derfor er det også vigtigt at du taler pænt til og om hende..
Tror du skal prøve at tage en dyb indånding her (ved det er svært da det er dig der står midt i følelses helvedet) og så sørge for at komme op til overfladen igen. Det kan tage tid at slikke sine sår ovenpå en skilsmisse, lang tid endda, men accepter det, og kom frem dag for dag...
Og hvis det er den løsning du og din mand har omkring jeres børn, er det vel sådan det bliver, og det er guld at have et godt sammenarbejde, og kunne være large med unger, så der kan blive en ekstra dag her...
Min eksmand var til en start virkelig langt ude, ville pludselig ha' vores datter (som han er god og sød overfor, men tid har han ikke brugt) halv tid, han måtte dog indse at det kunne han ikke, og det ville også være direkte synd, da vores datter ikke var sammen med ham særlig meget da vi boede sammen. Jeg har kæmpet i over 3 år for at vi skulle få et fornuftigt forhold, og selvom det har været grusomt tiltider, så er det endelig lykkedes, han kan den dag idag sommetider kigge forbi til en kop kaffe, jeg må dog ikke møde hans nye kæreste desværre, for jeg ville gerne kunne lige sige hej og drikke en kop kaffe, men det vil han ikke ha'... Selvom han er den der har fået ny kæreste og jeg er selvvalgt alene. Men det har han så valgt. Men det kan betale sig at kæmpe, for selvom vi ikke taler meget sammen, så har vi idag et rigtig godt forhold omkring vores datter..
Lykke til på din og dine børns vej[l][l][l]

at jeg ikke må modarbejde min ex nye kæreste. Jeg må kæmpe videre og være for mine børn hvad jeg kan. De køber en hest til min datter (hun har kun heste i hovedet), da jeg boede derude ville min ex ikke have hest. Det er svært for mig at hamle op med. Jeg må finde andre ting at byde på, lige nu er det bare op ad bakke. Dejligt for dig at I kan samarbejde.

Du kan IKKE OG ALDRIG købe dig til børn, sådan er det og sådan vil det altid være. Du kan øse ud af ubetinget kærlighed...
Jeg er fattigrøven af min eks og mig, min datter får hver anden weekend Nintendo, nye spil, tøj osv osv, og det er jeg kun glad for (selvom jeg syntes det er liiiidt for overdrevet) De ting har jeg slet ikke råd til, og det er ikke fordi det nager mig, for jeg har tid til hende og det er hun aldrig i tvivl om....
Så hest eller ej, dejligt for hende, du har dig at byde på... Børn er ikke en handelsvarer[l][l][l]

for at få sådan et svar fra en der har været der. Inderst inde ved jeg jo nok også godt jeg er en okay mor. Jeg har heller ikke råd og lyst til de ting. Jeg har altid været der for dem. Jeg har været en svær tid igennem, men jeg vil ikke være offer. Jeg vil videre med mit liv, selvom det går lidt op og ned.
Lige nu har de begge legekammerater med hjem at sove og vi har fået hjemmebag og har hygget. Jeg vil prøve at holde fast i de små ting i hverdagen som jeg ved jeg har sammen med dem.
Endnu engang tak for dine ord som har hjulpet mig på vej. 🙂

For det er netop "de små ting" i hverdagen. Det signalerer overskud at have legekammerater med hjemme til ovenatning og hjemmebag... Det betyder langt mere en alverdens plasticdimser =O) Og du behøver slet slet ikke ha' flyvende cirkuser og bang bang tivoli i baghaven hver dag. Unger elsker forudsiglighed. De har rigelig travlt med skoler osv i hverdagen..
Offerrollen kan ikke bruges til ret meget udover at irriterer alle andre (og en selv) Så dejligt at høre at du ikke gider den rolle...
Jeg kan fortælle dig at min datter har lige været 4 dage hos sin pengerige far, hun ringede hjem hver dag for at ville hjem og hygge hjemme hos mig og hendes legekammerater. Og igår kom hun så hjem, hendes far blev inviteret med ind og var her halvanden time til kaffe og hygge. Og det er lige netop det jeg altid har håbet på det kunne blive sådan med tiden.. For alle har glæde af det, især vores datter. Og det har ikke været en let skilsmisse, det tog et par år hver især at komme ovenpå.... En sådan skilsmisse er ikke for sarte sjæle...
Så der vil klart komme et par nedture hen af vejen, alt andet vil være utopi, med mindre du er en robot....
Knus på din vej, det skal nok blive godt hen af vejen, så godt at du tænker wow, det her er jo langt lettere end førhen[l][l][l]

at jeg er kommet videre med mit liv får jeg nedture, du har sikkert prøvet det samme. Det er svært for mig at abstrahere fra at min tidligere nabo er hende jeg skal dele mine børn med. Jeg kæmper virkelig med bitre følelser - øv. Jeg vil holde fast i at jeg ikke er offer, enhver har ansvar for sit eget liv, men følelserne overrumpler mig af og til. Min hverdag glider men det er som om jeg ikke rigtig har fodfæste i mit eget liv...

Ja det er sgu en svær en at sluge, nabo og pludselig din eks kæreste hmmm tsk tsk...
Nedturene vil unægteligt komme, og lad dem komme, selvom det er pinefuldt, for den dag du er klar, er du meget bedre rustet...