bare spørgsmål

bare et par spørgsmål:
1: Hvorfor virker det som om forhold ikke MÅ gå i stykker?
2: Hvor meget skal man give af sig selv i kompromisser?
3: Hvor mange mennesker er de samme 1 -3- 40 år efter de har afgivet et løfte?
4: Er et kompromis altid svaret?
5: Hvorfor er det først utroskab når der er en fysisk akt involveret?
6: Hvor mange dyrearter er monogame?
7: Hvor meget af vores forståelse for parforhold er baseret på kultur/religion/forventninger

hvad andre mener? - Det er DIN mening, der gælder for DIG, men her er mine svar:
1: hvem siger det? Det gør det da nødvendigvis hvis man er superegoist og
2: så stivsindet aldrig at gå på kompromis, som man naturligvis KUN indgår helhjertet.
3: ingen, - så hvorfor forlanger du, din partner er den samme? Hvad med at udvikle sig SAMMEN?
4: nej da, nogle værdier er vigtigere end parforhold, men ikke vigtigere end kærlighed
5: det er det nu engang retsligt. Hvordan man opfatter det personligt, er individuelt
6: Masser - Men er mennesket en dyreart?
7: sikkert overvejende, - men også en individuel fornemmelse

fra en svunden tid, som vi stadig ligger under for: Når to finder sammen, så er det som en fødsel af en ny organisme, og en naturlov nærmest at den ikke KAN adskilles.
Men det er ikke en naturlov overhovedet at vi mennesker fødes for at pantsætte vores liv hos et specielt andet menneske. Vi gør det jo især, fordi det er skønt at føle intimitet og elske og blive elsket af specielt dette ene menneske...
Men hvis indholdet smuldrer, og det kun bliver en kamp for at holde rammen intakt, så er det ren fake af et ægteskab efter min mening. Jeg er f.eks. ikke specielt imponeret over ægtefolk der "holder ud" igennem et helt liv. Hvis det har hindret dem i hver især at udvikle sig, mener jeg et sådant ægteskab mere har hæmmet personerne...hvad godt er der i grunden i det? Har set nogle gammelgifte fortælle om deres liv sammen på TV....det var som havde deres kompromisser helt taget lidenskaben ud af forholdet. Alt for meget hyggenusseri og lidenskabsløst wellnessudstrålede disse par. Ja hvor har vi det rart og trygtog hyggeligt...udfordringerne syntes være lagt på hylden!
Så hvorfor kærligheden skulle være mere værd, fordi man holder fast ved den "eneste ene" (trods sejpineri f.eks. omkring tilgivelse og utroskab)fremfor at udvikle sig videre med en anden "eneste ene" DÈT har jeg heller aldrig forstået. Hvis man skal kæmpe for at få indhold i sit forhold, fordi det ikke længere LEVER af sig selv, mener jeg det er hæmmende for begge parters udvikling at fortsætte sammen....
Jeg personligt har et over 20 år langt og fast forhold, som jeg stadig lever i, men det er da kun fordi det udfordrer mig og udvikler mig og det LEVER...:-)
Men selvfølgelig er det stort, at kende dette samme menneske så intens igennem et helt liv. Men hvorfor det skulle være BEDREogmere ægte kærlighed end så mange andrekærligheds og samlivsformer har jeg nu aldrig forstået!
Pusser :-)