Baronens mand
Jonathan henvendte sig hos fodermester Niels Åge: - Så har jeg fået muget grundigt ud i alle hestebåsene og strøet nyt halm på. Hvad skal jeg så lave?
Baronen kom tilfældigvis forbi, og Niels Åge bragte spørgsmålet videre: - Hvad skal vi sætte vores nye mand til? Han fik klaret udmugningen betydelig hurtigere end nogen anden praktikant, vi har haft på prøve.
Baronen stoppede op i sit trit: - Fabelagtigt, hmmm ja ... lad mig se ... jo, jeg har faktisk et lille nemt job. Følg med.
Unge Jonathan fulgte med den statelig 53’årige baron, på godset Perleborg, over gårdspladsen, ind i de private gemakker og op af nogle trapper til øverste sal, tredje etage, imens slotsejeren berettede: - For nogle uger siden var jeg en tur til Holstebro og havde glemt at få min pung med. På tilbagevejen løb jeg så næsten tør for benzin. Jeg kørte ind på en benzintank ikke så langt herfra og ringede til Niels Åge, at han skulle komme dertil med nogle penge. Nogle rockere, der var ved at hælde benzin på deres motorcykler, hørte hvad jeg sagde, og tilbød at låne mig fem hundreder kroner. Jeg takkede ærbødigt nej, men det var de ligeglade med. Den ene hældte benzin på min bil, mens den anden forhindrede mig i at gribe ind, og derefter gik de ind i butikken og betalte. Efterfølgende fik jeg at vide, at jeg om aftenen skulle komme ind på et værtshus i Kolding og betale det skyldige beløb. Det gjorde jeg så. Fair nok for så vidt.
Jonathan kiggede sig imponeret omkring, i det værelse de kom ind i: - Så var den sag vel ude af verdenen?
Baronen gik hen til vinduet og løftede en kikkert op: - Ja, det havde jeg også regnet med. Men de sagde, at der var løbet renter på, så jeg måtte betale 50 kroner yderligere. For at få fred valgte jeg så at gøre det. Men jeg fik ikke fred, dagen efter ringede de og sagde, at der var løbet endnu 50 kroner på. Da syntes jeg ikke, at det var rimeligt længere. Nu har de ringet adskillige gange, og gælden stiger til stadighed. Vi nærmer os de tusind kroner.
Jonathan rystede på hovedet: - Burde du ikke melde det til politiet?
Baronen nikkede: - Det kan du havde ret i. Men jeg risikerer blot, at det bliver endnu værre. De meddelte, at de ville komme forbi i eftermiddag og indkræve beløbet. Derfor skal du herfra holde øje med, om der kommer et par motorcykler her op imod. Med kikkerten her kan du se vejen helt ude på bakketoppen derovre. Når eller hvis du ser, at de er på vej, så går du ud til vinduet i korridoren herude og pifter ned til os. Så hæver vi vindebroen, så de ikke kan komme over voldgraven.
Jonathan nikkede og svarede: - Alright. Det skal jeg nok klare.
Baronen overdrog drengen kikkerten og gik hen mod døren: - Så vil jeg gå ned i stalden og holde øje med, hvornår Ibrahima foler.
Jonathan satte kikkerten for øjnene og stirrede ud mod bakketoppen, hvor vejen gik hen over. Efter ti minutter begyndte det at kede ham. Han trak en stol hen og satte sig på. Det forringede synet en smule, så trak han et bord hen. Det var bedre, men det var stadigvæk røvsygt at glo efter noget, som måske slet ikke kom: - Så hellere muge ud.
Efter yderligere ti minutter begyndte han at kigge andre steder omkring i landskabet. Og hov, hvad var nu det? Nede ved en sø, var en kvinde ved at smide tøjet. Efterhånden smed hun også trusserne, så han kunne se den bare numse.
Jonathan glemte pludselig alt om rockere og så i stedet, at pigen trak et par badebukser på og vadede ud i søen. Da hun nåede ud, hvor vandet nåede hende til livet, drev hun forover og begyndte at svømme længere ud. Jonathan kunne kun se det lyse pagehår, men glædede sig allerede til, at hun skulle den modsatte vej.
Flygtigt lod han atter kikkerten sigte mod bakketoppen. Der skete stadig intet. Så hurtigt tilbage til søen. Otte minutter gik, så kom hun atter ind mod bredden, og Jonathan kunne se de store, velskabte bryster gynge i takt til gangen.
Da hun var oppe på land og var ved at tørre sig fortil, mens håndklædet dækkede brysterne, trak Jonathan kikkerten lidt højere op og så hende i ansigtet: - Jamen hov. Det er jo genboens datter hjemme fra Bødkervænget. For pokker. Tænk at jeg skulle komme til at se Henriette sådan.
Og der blev endnu mere at glæde sig over. For kort efter trak hun badebukserne af med front mod godset: - Wow en lille trekant. Man kan ligefrem se revnen underneden herfra. Jubidijub!
Men snart var den fornøjelse over, og øjeblikket efter hørte Jonathan, at der var motorcykellyde nede fra gården. Fuld af skræk lagde han kikkerten fra sig og løb ud til vinduerne, der vendte ned mod gården mellem de 4 længer: - For satan, der er de sgu, de satans rockere. Nu bliver baronen vist godt nok sur på mig. Hvad skal jeg gøre?
Pludselig hørte han trin på trapperne, skyndte sig ind og lagde kikkerten fra sig på bordet, han sad på. Ud igen og videre ned af korridoren, hvor han fandt en ulåst dør og søgte i skjul bag den.
Pludselig gik døren op og en eller anden trådte ind. Jonathan så sit snit til at kaste sig ned bag en sofa i håb om, at vedkommende ikke havde noget ærinde i den retning. Fra skjulestedet kunne han se, at det var en kvinde. I sit stille sind glædede han sig over, at det ikke var baronen, selvom det nok også førte til ballade, hvis hende der opdagede ham.
Tjenestepigen, sådan en lignede hun, forsøgte at tvætte noget snavs af sin bluse, men det lykkedes tilsyneladende ikke rigtigt, som hun ønskede det. Hun åbnede en skuffe i en kommode og fiskede en ny bluse op. Derpå trak hun den urene op over hovedet og kiggede nærmere på pletten ved halskraven. Hun rystede på hovedet og gik hen til et spejl. Her så hun angiveligt, at svineriet også havde truffet bh’en, som derfor også blev trukket af.
En erstatning for denne skulle hun åbenbart finde over i et chatol, som stod i det modsatte hjørne. Og idet hun drejede omkring og gik i den retning, kunne Jonathan kigge lige op på hendes vuggende forparti.
Midt i sin fortvivlelse kunne han ikke lade være med at fryde sig over sit enorme held: - Det har nu været en lykkelig dag trods alt. Nærmest ærgerligt, hvis baronen ender med at sparke mig ud. For her sker nu mange dejlige ting.
Pigen fik klaret sit lille problem og forsvandt atter ud af værelset. Jonathan pustede ud og rejste sig. Forsigtigt listede han atter ud i korridoren og sneg sig tilbage mod det oprindelige værelse. Kort før han nåede døren, brølede baronen fra selvsamme sted: - Nå, der er du. Hvad har du lavet?
Jonathan blev ganske forskrækket og bævede: - Jeg fik ... fik pludselig dårlig mave, og måtte på toilettet.
Baronen sænkede tonelejet og fortsatte: - Sikke et held. Havde det ikke været for de to stærke fyre, havde vi aldrig fået føllet ud i live.
Jonathan tørrede lettet sveden fra panden med ydersiden af højre hånd: - Det var da godt. Men nu skylder du vel dem så blot endnu flere penge?
Baronen smilede stort: - De havde aldrig oplevet noget så spændende før, så de strøg fuldstændig gælden. Så dem får jeg ikke flere problemer med ... men nu havde de egentlig fortjent pengene.
Baronen kom tilfældigvis forbi, og Niels Åge bragte spørgsmålet videre: - Hvad skal vi sætte vores nye mand til? Han fik klaret udmugningen betydelig hurtigere end nogen anden praktikant, vi har haft på prøve.
Baronen stoppede op i sit trit: - Fabelagtigt, hmmm ja ... lad mig se ... jo, jeg har faktisk et lille nemt job. Følg med.
Unge Jonathan fulgte med den statelig 53’årige baron, på godset Perleborg, over gårdspladsen, ind i de private gemakker og op af nogle trapper til øverste sal, tredje etage, imens slotsejeren berettede: - For nogle uger siden var jeg en tur til Holstebro og havde glemt at få min pung med. På tilbagevejen løb jeg så næsten tør for benzin. Jeg kørte ind på en benzintank ikke så langt herfra og ringede til Niels Åge, at han skulle komme dertil med nogle penge. Nogle rockere, der var ved at hælde benzin på deres motorcykler, hørte hvad jeg sagde, og tilbød at låne mig fem hundreder kroner. Jeg takkede ærbødigt nej, men det var de ligeglade med. Den ene hældte benzin på min bil, mens den anden forhindrede mig i at gribe ind, og derefter gik de ind i butikken og betalte. Efterfølgende fik jeg at vide, at jeg om aftenen skulle komme ind på et værtshus i Kolding og betale det skyldige beløb. Det gjorde jeg så. Fair nok for så vidt.
Jonathan kiggede sig imponeret omkring, i det værelse de kom ind i: - Så var den sag vel ude af verdenen?
Baronen gik hen til vinduet og løftede en kikkert op: - Ja, det havde jeg også regnet med. Men de sagde, at der var løbet renter på, så jeg måtte betale 50 kroner yderligere. For at få fred valgte jeg så at gøre det. Men jeg fik ikke fred, dagen efter ringede de og sagde, at der var løbet endnu 50 kroner på. Da syntes jeg ikke, at det var rimeligt længere. Nu har de ringet adskillige gange, og gælden stiger til stadighed. Vi nærmer os de tusind kroner.
Jonathan rystede på hovedet: - Burde du ikke melde det til politiet?
Baronen nikkede: - Det kan du havde ret i. Men jeg risikerer blot, at det bliver endnu værre. De meddelte, at de ville komme forbi i eftermiddag og indkræve beløbet. Derfor skal du herfra holde øje med, om der kommer et par motorcykler her op imod. Med kikkerten her kan du se vejen helt ude på bakketoppen derovre. Når eller hvis du ser, at de er på vej, så går du ud til vinduet i korridoren herude og pifter ned til os. Så hæver vi vindebroen, så de ikke kan komme over voldgraven.
Jonathan nikkede og svarede: - Alright. Det skal jeg nok klare.
Baronen overdrog drengen kikkerten og gik hen mod døren: - Så vil jeg gå ned i stalden og holde øje med, hvornår Ibrahima foler.
Jonathan satte kikkerten for øjnene og stirrede ud mod bakketoppen, hvor vejen gik hen over. Efter ti minutter begyndte det at kede ham. Han trak en stol hen og satte sig på. Det forringede synet en smule, så trak han et bord hen. Det var bedre, men det var stadigvæk røvsygt at glo efter noget, som måske slet ikke kom: - Så hellere muge ud.
Efter yderligere ti minutter begyndte han at kigge andre steder omkring i landskabet. Og hov, hvad var nu det? Nede ved en sø, var en kvinde ved at smide tøjet. Efterhånden smed hun også trusserne, så han kunne se den bare numse.
Jonathan glemte pludselig alt om rockere og så i stedet, at pigen trak et par badebukser på og vadede ud i søen. Da hun nåede ud, hvor vandet nåede hende til livet, drev hun forover og begyndte at svømme længere ud. Jonathan kunne kun se det lyse pagehår, men glædede sig allerede til, at hun skulle den modsatte vej.
Flygtigt lod han atter kikkerten sigte mod bakketoppen. Der skete stadig intet. Så hurtigt tilbage til søen. Otte minutter gik, så kom hun atter ind mod bredden, og Jonathan kunne se de store, velskabte bryster gynge i takt til gangen.
Da hun var oppe på land og var ved at tørre sig fortil, mens håndklædet dækkede brysterne, trak Jonathan kikkerten lidt højere op og så hende i ansigtet: - Jamen hov. Det er jo genboens datter hjemme fra Bødkervænget. For pokker. Tænk at jeg skulle komme til at se Henriette sådan.
Og der blev endnu mere at glæde sig over. For kort efter trak hun badebukserne af med front mod godset: - Wow en lille trekant. Man kan ligefrem se revnen underneden herfra. Jubidijub!
Men snart var den fornøjelse over, og øjeblikket efter hørte Jonathan, at der var motorcykellyde nede fra gården. Fuld af skræk lagde han kikkerten fra sig og løb ud til vinduerne, der vendte ned mod gården mellem de 4 længer: - For satan, der er de sgu, de satans rockere. Nu bliver baronen vist godt nok sur på mig. Hvad skal jeg gøre?
Pludselig hørte han trin på trapperne, skyndte sig ind og lagde kikkerten fra sig på bordet, han sad på. Ud igen og videre ned af korridoren, hvor han fandt en ulåst dør og søgte i skjul bag den.
Pludselig gik døren op og en eller anden trådte ind. Jonathan så sit snit til at kaste sig ned bag en sofa i håb om, at vedkommende ikke havde noget ærinde i den retning. Fra skjulestedet kunne han se, at det var en kvinde. I sit stille sind glædede han sig over, at det ikke var baronen, selvom det nok også førte til ballade, hvis hende der opdagede ham.
Tjenestepigen, sådan en lignede hun, forsøgte at tvætte noget snavs af sin bluse, men det lykkedes tilsyneladende ikke rigtigt, som hun ønskede det. Hun åbnede en skuffe i en kommode og fiskede en ny bluse op. Derpå trak hun den urene op over hovedet og kiggede nærmere på pletten ved halskraven. Hun rystede på hovedet og gik hen til et spejl. Her så hun angiveligt, at svineriet også havde truffet bh’en, som derfor også blev trukket af.
En erstatning for denne skulle hun åbenbart finde over i et chatol, som stod i det modsatte hjørne. Og idet hun drejede omkring og gik i den retning, kunne Jonathan kigge lige op på hendes vuggende forparti.
Midt i sin fortvivlelse kunne han ikke lade være med at fryde sig over sit enorme held: - Det har nu været en lykkelig dag trods alt. Nærmest ærgerligt, hvis baronen ender med at sparke mig ud. For her sker nu mange dejlige ting.
Pigen fik klaret sit lille problem og forsvandt atter ud af værelset. Jonathan pustede ud og rejste sig. Forsigtigt listede han atter ud i korridoren og sneg sig tilbage mod det oprindelige værelse. Kort før han nåede døren, brølede baronen fra selvsamme sted: - Nå, der er du. Hvad har du lavet?
Jonathan blev ganske forskrækket og bævede: - Jeg fik ... fik pludselig dårlig mave, og måtte på toilettet.
Baronen sænkede tonelejet og fortsatte: - Sikke et held. Havde det ikke været for de to stærke fyre, havde vi aldrig fået føllet ud i live.
Jonathan tørrede lettet sveden fra panden med ydersiden af højre hånd: - Det var da godt. Men nu skylder du vel dem så blot endnu flere penge?
Baronen smilede stort: - De havde aldrig oplevet noget så spændende før, så de strøg fuldstændig gælden. Så dem får jeg ikke flere problemer med ... men nu havde de egentlig fortjent pengene.