Baronens mand 7
Jonathan kom tilfældigvis gående hen over gårdspladsen, da privatbilen, en stor Mercedes Benz, kom ind over vindebroen, og et ganske kort øjeblik senere kom to bedårende unge piger ud fra bagsædet på hver sin side. Praktikanten forsøgte at se uinteresseret ud, men skævede i hemmelig på dem. De så tilmed særdeles meget ens ud, de var utvivlsomt enæggede tvillinger.
Dernæst stod butler Konrad Griegmeyer ud fra førersædet og påkaldte Jonathans opmærksomhed: - Vil du være så venlig at hjælpe mig med at bære kusine Lisbeths og kusine Katarinas kufferter op på 2. sal?
Drengen stoppede straks sin gang mod et helt andet forehavende og kom nærmere: - Hjertens gerne.
De to nye piger hilste straks på baronessen og et par af komtesserne på trappen op mod hoveddøren, mens butleren og Jonathan baksede med pakkenellikerne fra bagagerummet. Med stort besvær fik de kæmpet sig gennem diverse døre og op af trapper ad køkkenvejen, men nåede alligevel først frem til gæsteværelset: - Vi skal blot stille tingene pænt op af væggen her, så finder de selv ud af at pakke deres sager ud og lægge dem på hylde, forklarede butleren.
Den unge mand nikkede og adlød, men opdagede så at den ene seng hang ned i det ene hjørne: - Er der ikke noget galt her?
- Åh for pokker. Det havde jeg glemt alt om! udbrød Konrad forfærdet: - Forhåbentlig skal benet bare skrues på igen. Gider du holde sengen op, mens jeg ordner det? Måske kan vi nå det, inden kusinerne dukker op.
Men det kunne de dog ikke, for i det samme kom de to piger ind: - Hej med jer. Hvad er det I laver?
- Benet var gået af, forklarede Jonathan nøgtern: - Det er straks i orden igen.
Pigerne satte sig på den anden seng: - Få det endelig gjort ordentlig. Jeg vil nødig dratte ned i nat. Nå Katarina, skal vi ikke ned og have en tenniskamp?
- Nej Lisbeth. Det må du spille med Yvonne, jeg vil ned og have en dukkert i søen her i middagsheden.
Butleren kæmpede hårdt med at skrue benet på, men i hans iver for at gøre det hurtigt, var gevindet mere genstridigt end ellers. Knægten havde ikke noget imod dette, stod blot og holdt hjørnet oppe, mens han kiggede på dejlighederne.
Katarina fandt sin bikini i sin kuffert og sagde: - Så skal jeg bare have skiftet.
Butleren kiggede bagud på hende: - Skal vi gå udenfor imens?
Hun rystede på hovedet: - Ikke nødvendigt. Jeg går bare om bagved skærmen. Det er det, den er beregnet til.
Lisbeth åbnede altandøren og gik ud på gesimsen, mens søsteren forsvandt om bag skærmen. Hvad hun blot glemte, at tage sig i agt for, var, at der hang et stort gulv-til-loft-spejl på den ene væg, og præcis således, at Jonathan kunne følge omklædningen i fuld figur. Først da hun stod ganske bar, opdagede hun miseren, da hun fik vendt blikket i retning mod spejlet og så de glubske øjne. Det var for sent at gøre det om, så hun trak blot på skuldrene og drejede 3 gange rundt.
- Så, hold nu sengen stille, udbrød Konrad: - Det er jo ikke til at fikse, når du er så urolig.
Drengen koncentrerede sig om dette, uden at det betød, at han behøvede at flytte blikket: - Undskyld.
Katarina fik sin bikini på og forsvandt ud af døren med et fingerkys til den heldige gut.
Øjeblikket efter kom Lisbeth og gjorde sig klar til at klæde om til tennis, men så udbrød Konrad desværre: - Så er den på plads. Lad os komme ud herfra. Han rejste sig op og bukkede ærbødigt: - Undskyld deres nåde.
Pigen grinede: - Pyt. Sagerne skal jo gøres. Hej med jer.
Jonathan svarede frejdigt og hilste med et vink: - Hej du.
Ude i korridoren belærte butleren ham, at man ikke var dus med adelens familie og øvrige gæster, samt man ikke kunne benytte plebejeriske bevægelser, men skulle udvise en respektable attitude.
- Fint nok, svarede Jonathan og forsvandt retur til staldbygningen: - Hvor kom jeg til?
Fodermester Niels Åge kiggede anklagende på ham: - Du var på vej over for at hente en bidetang i værkstedet, så vi kan få den genstridige grime af Svaltezar. Det tog pokkers til tid, og så har du den ikke engang med. Hvad pokker har du dog foretaget dig?
Drengen rystede på hovedet og gik atter ud med ordene: - Båret kufferter og set på...
I det gamle værksted var der et vindue, som var godt sodet til, men på en lille plet var det muligt at kigge ud. Det benyttede Jonathan sig af og kunne se, at Lisbeth og Yvonne ankom til tennisbanen i typisk lårkorte kjoler: - Gad vide, om Yvonne også har g-strengs-trusser på til dette? tænkte han og afventede, at de gik i gang med spillet.
Det var nu Lisbeth, der valgte den ende af banen, som var nærmest værkstedet, men det gjorde såmænd heller ikke noget, for hun benyttede også nævnte beklædningsgenstand, og når hun servede, fløj kjolestykket op, så ballerne blev blottet.
Jonathan glemte atter alt om bidetangen og faldt i staver. Første parti blev overstået, et minuts pause blev holdt, og pigerne byttede side. Drengen kunne se, at der stadig var nogle få sår tilbage efter tornene, han pillede ud for nogle dage siden. Men pyt med det, det gjorde ikke numsen mindre skøn.
Niels Åge kom ind i værkstedet: - Hallo knajdt. Hvad bliver det til med den bidetang?
- Øh jeg ... Jonathan flyttede sig straks fra vinduet: - ... øh jeg leder stadig efter en.
Fodermesteren gik hen til det nærmeste bord: - Der ligger jo en lige her.
- Nå, ser den sådan ud? svarede drengen undvigende og beklagede indvendigt, at det var nødvendigt at gøre sig uvidende for at slippe for repressalier.
- Javist, svarede hans nærmeste forsatte og gik beslutsomt retur til staldbygningen. Og Jonathan så ikke anden udvej end at følge med, om end han hellere ville noget andet.
Da de nåede ind til hesten, viste det sig, at baronen var kommet til og fået lukket grimen op med hænderne på ganske normal vis: - Davs. Behøver I virkelig at rende to mand for at hente en bidetang?
- Øh næ nej, svarede Niels Åge perplekst: - Men Jonathan anede ikke, hvorledes sådan en så ud.
Bag ryggen af fodermesteren rystede praktikanten på hovedet, hvilket selvfølgelig kunne betyde to ting. Men hans ansigtsudtryk antydede, at Niels Åge var en tumpe.
Det var Florian nu ligeglad med: - Men æh, har I et problem? Hvad skal I bruge den til?
Jonathan bevægede sig hen til sin kost og gik i gang med udmugningen, og overlod det dermed til staldens mester at forklare, hvad han havde til hensigt og som åbenbart ikke var noget problem alligevel.
Dernæst stod butler Konrad Griegmeyer ud fra førersædet og påkaldte Jonathans opmærksomhed: - Vil du være så venlig at hjælpe mig med at bære kusine Lisbeths og kusine Katarinas kufferter op på 2. sal?
Drengen stoppede straks sin gang mod et helt andet forehavende og kom nærmere: - Hjertens gerne.
De to nye piger hilste straks på baronessen og et par af komtesserne på trappen op mod hoveddøren, mens butleren og Jonathan baksede med pakkenellikerne fra bagagerummet. Med stort besvær fik de kæmpet sig gennem diverse døre og op af trapper ad køkkenvejen, men nåede alligevel først frem til gæsteværelset: - Vi skal blot stille tingene pænt op af væggen her, så finder de selv ud af at pakke deres sager ud og lægge dem på hylde, forklarede butleren.
Den unge mand nikkede og adlød, men opdagede så at den ene seng hang ned i det ene hjørne: - Er der ikke noget galt her?
- Åh for pokker. Det havde jeg glemt alt om! udbrød Konrad forfærdet: - Forhåbentlig skal benet bare skrues på igen. Gider du holde sengen op, mens jeg ordner det? Måske kan vi nå det, inden kusinerne dukker op.
Men det kunne de dog ikke, for i det samme kom de to piger ind: - Hej med jer. Hvad er det I laver?
- Benet var gået af, forklarede Jonathan nøgtern: - Det er straks i orden igen.
Pigerne satte sig på den anden seng: - Få det endelig gjort ordentlig. Jeg vil nødig dratte ned i nat. Nå Katarina, skal vi ikke ned og have en tenniskamp?
- Nej Lisbeth. Det må du spille med Yvonne, jeg vil ned og have en dukkert i søen her i middagsheden.
Butleren kæmpede hårdt med at skrue benet på, men i hans iver for at gøre det hurtigt, var gevindet mere genstridigt end ellers. Knægten havde ikke noget imod dette, stod blot og holdt hjørnet oppe, mens han kiggede på dejlighederne.
Katarina fandt sin bikini i sin kuffert og sagde: - Så skal jeg bare have skiftet.
Butleren kiggede bagud på hende: - Skal vi gå udenfor imens?
Hun rystede på hovedet: - Ikke nødvendigt. Jeg går bare om bagved skærmen. Det er det, den er beregnet til.
Lisbeth åbnede altandøren og gik ud på gesimsen, mens søsteren forsvandt om bag skærmen. Hvad hun blot glemte, at tage sig i agt for, var, at der hang et stort gulv-til-loft-spejl på den ene væg, og præcis således, at Jonathan kunne følge omklædningen i fuld figur. Først da hun stod ganske bar, opdagede hun miseren, da hun fik vendt blikket i retning mod spejlet og så de glubske øjne. Det var for sent at gøre det om, så hun trak blot på skuldrene og drejede 3 gange rundt.
- Så, hold nu sengen stille, udbrød Konrad: - Det er jo ikke til at fikse, når du er så urolig.
Drengen koncentrerede sig om dette, uden at det betød, at han behøvede at flytte blikket: - Undskyld.
Katarina fik sin bikini på og forsvandt ud af døren med et fingerkys til den heldige gut.
Øjeblikket efter kom Lisbeth og gjorde sig klar til at klæde om til tennis, men så udbrød Konrad desværre: - Så er den på plads. Lad os komme ud herfra. Han rejste sig op og bukkede ærbødigt: - Undskyld deres nåde.
Pigen grinede: - Pyt. Sagerne skal jo gøres. Hej med jer.
Jonathan svarede frejdigt og hilste med et vink: - Hej du.
Ude i korridoren belærte butleren ham, at man ikke var dus med adelens familie og øvrige gæster, samt man ikke kunne benytte plebejeriske bevægelser, men skulle udvise en respektable attitude.
- Fint nok, svarede Jonathan og forsvandt retur til staldbygningen: - Hvor kom jeg til?
Fodermester Niels Åge kiggede anklagende på ham: - Du var på vej over for at hente en bidetang i værkstedet, så vi kan få den genstridige grime af Svaltezar. Det tog pokkers til tid, og så har du den ikke engang med. Hvad pokker har du dog foretaget dig?
Drengen rystede på hovedet og gik atter ud med ordene: - Båret kufferter og set på...
I det gamle værksted var der et vindue, som var godt sodet til, men på en lille plet var det muligt at kigge ud. Det benyttede Jonathan sig af og kunne se, at Lisbeth og Yvonne ankom til tennisbanen i typisk lårkorte kjoler: - Gad vide, om Yvonne også har g-strengs-trusser på til dette? tænkte han og afventede, at de gik i gang med spillet.
Det var nu Lisbeth, der valgte den ende af banen, som var nærmest værkstedet, men det gjorde såmænd heller ikke noget, for hun benyttede også nævnte beklædningsgenstand, og når hun servede, fløj kjolestykket op, så ballerne blev blottet.
Jonathan glemte atter alt om bidetangen og faldt i staver. Første parti blev overstået, et minuts pause blev holdt, og pigerne byttede side. Drengen kunne se, at der stadig var nogle få sår tilbage efter tornene, han pillede ud for nogle dage siden. Men pyt med det, det gjorde ikke numsen mindre skøn.
Niels Åge kom ind i værkstedet: - Hallo knajdt. Hvad bliver det til med den bidetang?
- Øh jeg ... Jonathan flyttede sig straks fra vinduet: - ... øh jeg leder stadig efter en.
Fodermesteren gik hen til det nærmeste bord: - Der ligger jo en lige her.
- Nå, ser den sådan ud? svarede drengen undvigende og beklagede indvendigt, at det var nødvendigt at gøre sig uvidende for at slippe for repressalier.
- Javist, svarede hans nærmeste forsatte og gik beslutsomt retur til staldbygningen. Og Jonathan så ikke anden udvej end at følge med, om end han hellere ville noget andet.
Da de nåede ind til hesten, viste det sig, at baronen var kommet til og fået lukket grimen op med hænderne på ganske normal vis: - Davs. Behøver I virkelig at rende to mand for at hente en bidetang?
- Øh næ nej, svarede Niels Åge perplekst: - Men Jonathan anede ikke, hvorledes sådan en så ud.
Bag ryggen af fodermesteren rystede praktikanten på hovedet, hvilket selvfølgelig kunne betyde to ting. Men hans ansigtsudtryk antydede, at Niels Åge var en tumpe.
Det var Florian nu ligeglad med: - Men æh, har I et problem? Hvad skal I bruge den til?
Jonathan bevægede sig hen til sin kost og gik i gang med udmugningen, og overlod det dermed til staldens mester at forklare, hvad han havde til hensigt og som åbenbart ikke var noget problem alligevel.