Bearbejdning af sorg?

Som jeg skrev i mit indlæg ”Min Nytårstale til SOListerne”
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=10&conference=275&posting=892238
Endelig sov min kræftsyge veninde ind, og smuk så hun ud da hun lå der med sine foldede hænder og en rose på sit bryst.
Blandede følelser fyldes man med i en sådan situation, men jeg er nok mest lettet for hun fik alle sine sidste ønsker opfyldt, den sidste jul med hele flokken, at hendes mands mor døde før hun gjorde (hun døde sidste uge), ville gerne bo den sidste tid på hospice, og det nåede hun også, at det så kun var to dage er jo egentlig underordnet.
At hendes mand nu skal gennemgå en usædvanlig svær tid, hersker der ingen tvivl om. Vi er der naturligvis alle for ham, men tænker på om du har positive forslag til hans bearbejdning af den tunge sorg?
*FB*

forskelligt fra person til person.
I starten kan der f.eks være a an skal hjælpes med praktiske ting. Eller at i sørger for at han får noget at spise. Lav noget mad til ham (suppe er altid godt).
Det vigtigste er dog at i SPØRGE ham hvad i kan gøre for ham. Lad han tale, tale og atter tale, og husk selv at tie.
I skal også vide, at det bliver rigtig svært for ham i over et år. Især når det er gået et år fra hans kone døde.
Det er en god trøst for jere at vide at hun fik en god død, og at hun nåede de ting hun gerne ville. Brug det til at støtte han gennem sørgen.
Føller med jer.

- men ellers synes jeg det var en svær opgave, du vil have os til at hjælpe med.
- Det er jo med sorg, som med så meget andet meget individuelt, hvad der "virker", nogen har brug for deltagelse i udstrakt grad fra omgivelserne, andre arbejder bedre med bearbejdningen i deres lønkammer.
- Med hensyn til vigtigheden af at have nogen omkring sig, der vil en det bedste, er jeg egentlig ikke så bekymret for ham, når han har en ven som dig. Det er mit indtryk, du er mere åben overfor hans behov, end du har en færdigstrikket mening om hvad "der er godt for ham".
- Jeg kan ikke se herfra, om han er en mand, der er i god kontakt med sine følelser, men hvad enten han er eller ej, så ville jeg foreslå ham at tage mod det tilbud om 10 konsultationer, som han kan blive henvist til via sin privatpraktiserende læge. Valget af psykolog er hans eget, men lige netop ved dødsfald kan man komme til indenfor den allernærmeste fremtid. Hvis ikke psykologen kan gøre andet for ham, så kan han da i hvert fald være et redskab. Så vidt jeg husker, fra dine tidligere skriverier, har han også børn, at skulle tage sig af - og det er vel egentlig hans største opgave ligenu, så, om ikke andet, så derfor, er han nødt til at få de nødvendige værktøjer til at "styre sig igennem" uden at gå helt ned med flaget.
- Det ville jeg råde ham til, hvis han var min ven. Og så ville jeg lave en aftale med ham om, at hente hans unger af og til. Ikke kun når lokummet brænder, men fastsæt nogle datoer allerede nu, hvor han ved, at lige dér er der aflastning.
Med medfølelse
Dulkis

er at han han nogle at snakke med om det. Disse behøver egentlig ikke andet end at lytte. En sådan oplevelse er meget svær at erkende/acceptere og han har nok brug for at vende og dreje situationen/episoden igen og igen mange gange.
Men det er også vigtigt at sige at dette er forskelligt fra person til person.
Det værste er at møde tavshed eller at blive undgået når man har mistet en nærtstående.
Omgivelserne skal møde personen med åbenhed ... de kan ikke ændre på det skete men de kan gøre deres til at personen kommer igennem den svære tid på en mere behagelig måde.
Man kan altså ikke fjerne sorgen men støtte og lytte.
Det kan også være en hjælp at andre tager sig af praktiske gøremål i en periode hvis den sorgramte ikke selv magter nogle opgaver.
Så snak snak snak ... held og lykke

Har han lyst til at tale, så lyttes der.
Rent faktisk er han også selv lettet over hun er borte, men naturligvis ked af det. Tror han er afklaret med hans mors død, da hun var en gammel dame.
*FB*

Lad mig først sige, at det gør mig utrolig ondt. Det er så svært at miste en man holder af, og især til en sygdom, hvor man intet kan stille op.
Jeg har selv fået konstateret kræft 2 gange nu i en meget ung alder. Første gang var jeg 20 år og fik stillet diagnosen modermærke kræft - anden gang som var for et halvt år siden, fik jeg stillet diagnosen kræft i skjoldbruskkirtlen. Jeg har altid været en stædig og sej pige, der ikke gav op, men denne gang tog det virkelig hårdt på mig. Min morbror foreslog, at jeg tog kontakt til Kræftens Bekæmpelse for at få bearbejdet mine frustrationer. Og lad mig bare sig - DET HJÆLPER!
Jeg fik kontakt til min lokale afdeling og igennem det sidste halve år, har jeg gået til samtaler hos en psykoterapeut, som har hjulpet mig med at bearbejde nogle af alle de tanker, som man sidder tilbage med efter sådan en diagnose.
Jeg ved at tilbudet ikke kun gælder for patienter men også for pårørende. Så hvis han har mod på det, så synes jeg at han skal tage kontakt til Kræftens Bekæmpelse og fortælle om hans situation. De hjalp i hvert fald mig ekstremt meget! Der findes også en telefonlinie som man kan ringe til, men den personlige kontakt var for mig guld værd.
Endnu engang - det gør mig utrolig ondt.
De bedste hilsner
Chris

Han bør ikke være alene, men dog finder jeg det en god ting for ham. For på den måde kan han tænke og tænke og tænke tilbage på de mange gode minder de havde sammen. Men i starten regner jeg med at hendes døtre og andre kigger forbi med jævne mellemrum.
10 x psykolog er da en forslag jeg vil fremlægge, hvis jeg føler han "er gået i en sort tankeboks" og 'går i ring'. - Tak for det råd.
*FB*

Korrekt er det at man ikke kan fjerne sorgen, og det skal man så sandelig ej heller gøre, da det er noget vi mennesker skal lære at leve med.
*FB*

Ved ikke om han eller de havde/har kontakt med Kræftens Bekæmpelse, men ellers finder jeg det som værende en glimrende ting, og siger tak for hjælpen.
- Rart du selv er sej, og har "overlevet" den lortesygdom! Min egen mor døde af æggelederkræft efter et tre måneders forløb, så stærkt kan det gå.
*FB*

Jeg så at en anden foreslog 10 x psykolog samtaler... For mig var det ikke muligt, da jeg selv med en lægehenvisning skulle lægge tæt på 400 kr på bordet pr samtale, og som studerende, kan det på ingen måde lade sig gøre.
Og de er virkelig kompetente hos Kræftens Bekæmpelse, og det er et gratis tilbud. De ved hvad det handler om, og kender til lige præcis denne sorg, da det er deres speciale. Desuden kan man få kontakt til nogle grupper af ligestillede - jeg benyttede mig ikke af det da jeg brugte vennerne til at tale om sygdommen, og psykoterapeuten til de følelser som jeg kun kunne beskrive ved hjælp af figurer...
Jeg kunne bl.a. ikke finde ud af at forklare den følelse af ensomhed som jeg gik rundt med selvom alle omkring mig var sååå søde og rare. Men der hjalp det når jeg forklarede at mit liv var som en stor cirkel - i midten stod jeg og rundt om alle mine bekendte. Men ingen af dem kunne nå ind til mig, og alle krævede deres del af cirklen. Det var sååå hårdt for alle ville hjælpe, men jeg kunne ikke finde ud af at sige fra når det var en dårlig dag at tale, og de dage var der ikke ret meget plads i min cirkel.
Hvad jeg prøver at sige er - nogle dage er bare ikke gode dage at tale på, og selvom alle de bekendte mener det godt, så kan det være en kæmpe belastning at skulle tale om det.
Idag er det lidt over en måned siden, at jeg fik mit liv tilbage. Jeg er erklæret kræftfri, men skal til kontrol ofte, da man jo desværre aldrig kan vide sig sikker. Den sygdom er som ukrudt - den er satans svær at slippe af med.
Husk at lyt til din ven! Det er kun ham der kan sætte dagsordenen...
- Chris

Hej FB, det gør mig ondt for din venindes familie og venner.
Efter at have mistet nærtstående familie selv, arbejde i kræftens bekæmpelse, venner og veninders "sammenstød" med kræften og døden, er det meget enkelt for mig;
Vær ikke berøringsangst og du må gerne spørge, den sørgende kan godt melde fra og til.
Den "rigtige" ven, i nøden, siger ikke "ring hvis du har brug for noget" - han/hun ringer selv, igen og igen og igen.
Puds lytteorganerne, de skal nemlig yde deres ypperste, også når din ven siger alting uden ord.
Tit forsøger vi at berolige og gyde olie på vandene - det skal man vist lade være med - det er dybt frustrerende og sårende for den sørgende - rumme, lytte, dele og være kærlig.
At være vedholdende i sin omsorg er også vigtigt. Din ven har ligeså meget brug for støtte om et halvt år, som han har nu.
Måske du finder lidt inspiration i det.

Lad mig lige starte med at kondolere (selvom jeg afskyr det ord!).
Da min mor døde, hev min svigerinde straks efter begravelsen, en masse fotoalbums frem. Hun var "ny i familien", og undskyldte sig med, at hun jo ikke kendte alle dem, der havde været til kaffe bagefter.
Det hjalp utrolig meget, at se på alle de gamle billeder, og mindes de tider hvor alting bare var godt og lykkeligt. Vi fik også snakket en del, og det løsnede lidt op for den ellers så knugede stemning.
Jeg føler med jer alle, og ved kun alt for godt hvordan det føles. Man glemmer aldrig, men lærer at leve med det...

Sorgen er en del af livet ligsom glæden er det

Der er gået for meget amerikanerri i det, en sorg kan bearbejdes af en selv ved at gi sig selv lov til at dvæle og sørge.
Det er en ven skriver du, værre ville det være hvis det var en som du boede med,eller var nært beslægtet med,altså en der indgik i din hverdag..
Ting tar tid,og du skal dvæle ved mindet det er sundt.
Hilsen
Belinda-horse

Hvad i alverden mener du med det?
Jeg opfatter din brug af dette ord som om du mener det negativt. Er det forkert, at bekymre sig om sine venner? At prøve på, at hjælpe dem?
Er det bedre, at møde dem med en mur af tavshed, i den tro at de skal have fred? Jeg tror det næppe. Efter min opfattelse, og ud fra erfarring, tror jeg det er langt bedre at være nærværende. At lytte, give knus, og lægge skulder til. Hvis du mener det er amerikaneri, så er min mening følgende: mere amerikaneri, tak!

- der er død. Er det så okay med noget amerikaneri? Altså for enkemanden. Kunne du have noget imod det?

Hvor er det godt, du kan være der for din ven - men hvordan har du det selv? Han har mistet sin kone og det må være ganske forfærdeligt - men du har også mistet - er der nogen til at støtte dig?
Mit bedste bud er, at i 2 "gamle" venner tager 8 dage sydpå. Til et sted, der er smukt og varmt.
På sådan en ferie, er der mulighed for at snakke og snakke sammen i døgndrift, tie stille sammen, skrige sin sorg ud på toppen af et bjerg, grine af sjove minder over et par flasker rødvin.
Jeg kan forestille mig. at din ven har været meget bundet til hjemmet, eftersom konens sygdom har været langvarig - så mon ikke det kunne være godt for ham, at komme lidt væk.
Måske ikke et helt realistisk bud. Man kan jo ikke altid bare smide, hvad man har i hænderne og tage afsted pga. arbejde, familie, økonomi osv.
Held og lykke til både dig og din ven. mus47

ringer selv så ofte som muligt.
*FB* - tak for dit svar

Ordet kondolere lyder for mig underligt, og lidt højtideligt.
- Den med billederne tager jeg til mig, og foreslår det, - tak!
*FB* - hils Bubbe og Lilleprinsen af Ribe

Er glad for dit svar, selvom jeg ikke helt forstår hvad amerikanerne har med hendes død, og sorg at gøre?
*FB*

God idé, men bare ikke nu for det er han slet ikke parat til, og desuden er hun endnu ikke blevet begravet/bisat da præsten er på ferie.
*FB*