Befolkningen og fordomme.
Hvad er det der gør at vi mennesker, får dømt andre før der er noget at dømme på...?
Hvis vi tager mit liv som eksempel.
Jeg er en ung pige på i dag 20 år, jeg har en dejlig søn og en kæreste, jeg elsker dem begge meget højt.
Da jeg var 3 år blev jeg tvangsfjernet, da min mor ikke magtede at passe mig og mine brødre. Begge forældre var/er alkoholikere, men de gør hvad de kan for os "unger".
Jeg boede i plejefamilie, på børnehjem og institutioner, til jeg var 14 år. Der flyttede jeg hjem til min mor, men flyttede i egen lejlighed da jeg blev 16.
Jeg blev gravid med min daværende kæreste, som ikke ønskede at påtage sig ansvaret for barnet. Efter et stykke tid fandt jeg en ny kæreste, han skrev under som faderen på papiret. Vi gik fra hinanden da barnet var 1½ år gammelt.
Efter et stykke tid fandt jeg en ny kæreste(min daværende kæreste). Hans forældre havde intet imod at han havde fået sig en kæreste, men da de hørte at jeg havde barn, så skulle han slå op med mig med det samme.
Jeg diskuterede det sammen med kæresten, og til sidst tog han hjem og bad dem om at give mig en chance, istedet for at dømme.
Vi prøvede, men de tog sig aldrig ordentlig tid til at lære mig at kende, og jeg har prøvet stort set alt.
Så fik kæresten og jeg en svær periode i vores forhold, hvilket ikke rigtig kan undgåes, og så står vi tilbage i starten igen.
Nu mener de at han skal slå op, fordi at jeg er ikke god nok til ham, jeg har jo boet på institutioner og børnehjem, så ud med mig. Jeg ved at jeg er en dejlig pige, men folk har så mange fordomme, når man ikke har boet ved forældrene og haft et perfekt liv.
Det gør meget ondt at blive dømt pga. noget man ikke selv kan gøre for, og jeg bliver så sur på de mennesker der gør det. Jeg er så sur nu, så kærestens forældre kan passe sig selv.
Jeg fatter ikke hvad det er der får folk til at være så onde mod andre, prøv at tænk på hvis det var jer.
Jeg håber at i kan forstå mit budskab.
Hvis vi tager mit liv som eksempel.
Jeg er en ung pige på i dag 20 år, jeg har en dejlig søn og en kæreste, jeg elsker dem begge meget højt.
Da jeg var 3 år blev jeg tvangsfjernet, da min mor ikke magtede at passe mig og mine brødre. Begge forældre var/er alkoholikere, men de gør hvad de kan for os "unger".
Jeg boede i plejefamilie, på børnehjem og institutioner, til jeg var 14 år. Der flyttede jeg hjem til min mor, men flyttede i egen lejlighed da jeg blev 16.
Jeg blev gravid med min daværende kæreste, som ikke ønskede at påtage sig ansvaret for barnet. Efter et stykke tid fandt jeg en ny kæreste, han skrev under som faderen på papiret. Vi gik fra hinanden da barnet var 1½ år gammelt.
Efter et stykke tid fandt jeg en ny kæreste(min daværende kæreste). Hans forældre havde intet imod at han havde fået sig en kæreste, men da de hørte at jeg havde barn, så skulle han slå op med mig med det samme.
Jeg diskuterede det sammen med kæresten, og til sidst tog han hjem og bad dem om at give mig en chance, istedet for at dømme.
Vi prøvede, men de tog sig aldrig ordentlig tid til at lære mig at kende, og jeg har prøvet stort set alt.
Så fik kæresten og jeg en svær periode i vores forhold, hvilket ikke rigtig kan undgåes, og så står vi tilbage i starten igen.
Nu mener de at han skal slå op, fordi at jeg er ikke god nok til ham, jeg har jo boet på institutioner og børnehjem, så ud med mig. Jeg ved at jeg er en dejlig pige, men folk har så mange fordomme, når man ikke har boet ved forældrene og haft et perfekt liv.
Det gør meget ondt at blive dømt pga. noget man ikke selv kan gøre for, og jeg bliver så sur på de mennesker der gør det. Jeg er så sur nu, så kærestens forældre kan passe sig selv.
Jeg fatter ikke hvad det er der får folk til at være så onde mod andre, prøv at tænk på hvis det var jer.
Jeg håber at i kan forstå mit budskab.