Begivenheder den 11. Nisan år 33.
Hør en anden billedtale: Der var et menneske, en husherre, som plantede en vingård, satte et hegn omkring den, gravede en vinperse i den og rejste et tårn, og han lejede den ud til vinavlere og rejste udenlands. Da frugttiden nærmede sig, sendte han sine trælle hen til vinavlerne for at få sine frugter. Vinavlerne tog imidlertid hans trælle, og én pryglede de, én dræbte de, og én stenede de. Igen sendte han trælle derhen, andre og flere end de første, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, idet han sagde: ’Min søn vil de respektere.’ Da vinavlerne så sønnen, sagde de til hinanden: ’Dette er arvingen; kom, lad os dræbe ham og få hans arv!’ Så tog de ham og kastede ham ud af vingården og dræbte ham. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre ved de vinavlere?“ De sagde til ham: „Da de er onde vil han bringe en ond ødelæggelse over dem, og vingården lejer han ud til andre vinavlere, der vil give ham frugterne når tiden er inde.“
(Mattæus 21:33-41)
Så gik farisæerne hen og lagde råd op for at fange ham i ord. Og de sendte deres disciple hen til ham, sammen med tilhængere af Herodes’ parti, og de sagde: „Lærer, vi ved at du er sandfærdig og lærer andre Guds vej i sandhed, og du tager dig ikke af nogen som helst, for du ser ikke på menneskers ydre. Sig os derfor hvad du mener: Er det tilladt at betale kopskat til kejseren, eller er det ikke?“ Men Jesus, som var klar over deres ondskab, sagde: „Hvorfor sætter I mig på prøve, hyklere? Vis mig kopskattens mønt.“ De kom til ham med en denar. Og han sagde til dem: „Hvis billede og indskrift er dette?“ De sagde: „Kejserens.“ Så sagde han til dem: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ Da de hørte [dette], blev de forundrede, og de forlod ham og gik deres vej. (Mattæus 22:15-22)
Så talte Jesus til folkeskarerne og til sine disciple, og han sagde: „De skriftlærde og farisæerne har taget sæde på Moses’ stol. Alt det de siger jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre efter deres gerninger, for de siger det nok, men gør det ikke. De binder tunge byrder sammen og lægger dem på folks skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de for at blive bemærket af folk; for de [skriftsteds]kapsler som de går med som en beskyttelse, gør de brede, og frynserne [på deres klæder] gør de store. De kan godt lide den fornemste plads ved aftensmåltiderne og de forreste siddepladser i synagogerne, at der hilses på dem på torvene og at de bliver kaldt rab′bi af folk. Men I, I skal ikke lade jer kalde rab′bi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias. Men den største iblandt jer skal være jeres tjener. Enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet.
(Mattæus 23:1-12)
(Mattæus 21:33-41)
Så gik farisæerne hen og lagde råd op for at fange ham i ord. Og de sendte deres disciple hen til ham, sammen med tilhængere af Herodes’ parti, og de sagde: „Lærer, vi ved at du er sandfærdig og lærer andre Guds vej i sandhed, og du tager dig ikke af nogen som helst, for du ser ikke på menneskers ydre. Sig os derfor hvad du mener: Er det tilladt at betale kopskat til kejseren, eller er det ikke?“ Men Jesus, som var klar over deres ondskab, sagde: „Hvorfor sætter I mig på prøve, hyklere? Vis mig kopskattens mønt.“ De kom til ham med en denar. Og han sagde til dem: „Hvis billede og indskrift er dette?“ De sagde: „Kejserens.“ Så sagde han til dem: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ Da de hørte [dette], blev de forundrede, og de forlod ham og gik deres vej. (Mattæus 22:15-22)
Så talte Jesus til folkeskarerne og til sine disciple, og han sagde: „De skriftlærde og farisæerne har taget sæde på Moses’ stol. Alt det de siger jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre efter deres gerninger, for de siger det nok, men gør det ikke. De binder tunge byrder sammen og lægger dem på folks skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de for at blive bemærket af folk; for de [skriftsteds]kapsler som de går med som en beskyttelse, gør de brede, og frynserne [på deres klæder] gør de store. De kan godt lide den fornemste plads ved aftensmåltiderne og de forreste siddepladser i synagogerne, at der hilses på dem på torvene og at de bliver kaldt rab′bi af folk. Men I, I skal ikke lade jer kalde rab′bi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias. Men den største iblandt jer skal være jeres tjener. Enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet.
(Mattæus 23:1-12)