Bevidstheden er observanten

...og observanten er jeg-følelsen.
Enhver kan uanset, hvad han tror på, opleve, at han er en konstant eller evig observant i tilværelsen. Bevidsthed sidestilles således med observanten.
Krishna siger:
Ligesom den legemeliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom og til alderdom, vandrer sjælen ligeledes over i en anden krop ved døden. En forstandig person, forvirres ikke af en sådan forandring. (Bg 2.13)
Det, Krishna siger her, er, at ens krop forandrer sig konstant fra barndom til ungdom til alderdom. Men selvet eller jeg'et indeni forbliver konstant. Ens sind og intelligens ændrer sig - man formodes at blive klogere med alderen, ens tanker, følelser, vilje og fornemmelser ændrer sig sig efterhånden som livet skrider frem.
Men det er den samme jeg-fornemmelse, der oplever alle forandringerne. Det er den samme observant. Personligheden (dvs. jeg-følelsen) forbliver den samme på trods af alle forandringerne i materien. Det er den evige sjæl. Det er den samme person eller sjæl, der sidder indeni barndomskroppen som den, der sidder i alderdomskroppen. På den måde kan enhver opleve sin egen evighed.
Det er et spørgsmål om absorbtion - enten er man absorberet i materien, der ændrer sig hele tiden. Man er absorberet i sine tanker, følelser og vilje. Sindets funktion er at tænke, føle og ville. Eller også er man absorberet i sit evige selv, dvs. man er absorberet i at observere sine tanker, følelser og vilje, man er absorberet i sin egen bevidsthed.
Det er et valg, man har. Og ens valg vil være et resultat af den måde hvorpå, man er blevet påvirket af materien.
Når ens valg er motiveret af at ville blive FRI af materien, så begynder ens åndelige rejse tilbage til evigheden.
Krishna siger:
En person, der ikke lader sig forstyrre af den uophørlige strøm af ønsker - der som floder løber ud i havet, selvom havet forbliver uberørt – kan alene finde fred, men det kan den, der forsøger at tilfredsstille sådanne ønsker, ikke. (Bg 2.70)
Den, der har opgivet alle former for lyst til sansenydelse, som lever fri for lyst, som har opgivet enhver form for besiddertrang, og some er fri for falsk ego – kun en sådan person kan opnå fred. (Bg 2.71)
Dette er vejen til et åndeligt og guddommeligt liv efter at have opnået hvilket, man aldrig mere vil blive forvirret. Hvis man er således situeret selv på dødstidspunktet, kan man træde ind i Guds rige. (Bg 2.72)

Ja, jeg synes det er interessante tanker.
Det der ligeledes er interessant er at du bruger betegnelsen Gud og Guds Rige.
Kosmos.

Jeg har blot oversat Bhagavad Gitas vers 2.72 fra engelsk, hvor AC. Bhaktivedanta Swami Prabhupada skriver Kingdom of God. En oversættelse kunne sevlfølgelig være Guds kongedømme, men jeg synes Guds rige lyder bedre. Det er oversat fra sanskrit udtrykket, Brahma Nirvanam. Brahma betyder ånd eller ren bevidsthed og nirvanam betyder bogstaveligt, ude af skoven, underforstået den materielle verdens skov. Så Brahma Nirvanam betyder planet af ren bevidsthed, og det har Prabhupada oversat til Guds rige.
Brahma er iøvrigt også navnet på skaberguden, der har skabt vores univers. Det siges, at når sjælen falder ned fra den åndelige verden i begyndelsen, tager den sin første fødsel som skaberguden Brahma. Så vi har allesammen været Brahma.
Prabhupada sagde aldrig heaven, som man gør i Kirken. Det er fordi himmelen i vedisk teologi refererer til det sted hvor halvguderne bor, og det er stadig indenfor den materielle verden. Der er ingen fødsel, sygdom og alderdom på de himmelske planeter. Man kommer der som en frisk yngling og lever i i millioner af år, men man skal stadig dø. Når det sker, falder man tilbage til jorden. Det er kun den åndelige verden eller Guds rige, der er fri for død. I den materielle verden findes både himmel og helvede, men den åndelige verden ligger udenfor dette scenario.
Krishna siger:
Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)
Hvis man regnet i solår lægger et tusind tidsaldre sammen får man længden af Brahmas dag. Lige så lang tid varer hans nat. (Bg. 8.17)
I begyndelsen af Brahmas dag bliver alle de levende væsener manifesteret fra deres umanifesterede stadie, og derefter, når natten falder på, indgår de igen i deres umanifesterede form. (Bg. 8.18)
Igen og igen, når Brahmas dag bryder frem, bliver alle levende væsener til, og når hans nat falder på bliver de hjælpeløst tilintetgjort. (Bg. 8.19)
Dog findes der en anden umanifesteret natur, der er evig, og som er hævet over denne manifesterede eller umanifesterede materielle energi. Denne sfære er suveræn og bliver aldrig tilintetgjort. Når alle de materielle verdener tilintetgøres, forbliver denne del som den er. (Bg.8.20)

Kære Jahnu...forholder det sig således ifølge de gamle sanskrit tekster, at denne verden i sin manifeste form har været skabt og destrueret adskillige gange❓at vi så at sige have been there..done that utallige gange`?

Kære Landsbytosse, det har du helt ret i. We have been there, done that, millioner af gange.
Ifølge den vediske version gennemgår den materielle verden en evig cyklus af skabelse, vedligeholdelse og destruktion. Skabele er lidenskabens kvalitet, vedligeholdelse er godhedens kvalitet og destruktion er uvidenhedens kvalitet. Disse tre kvaliteter udgør den materielle verden i alle dens faser og manifestationer, ligesom de tre grundfarver danner alle andre farver og deres nuancer og afskygninger.
Jeg kan give dig et kort tidsmæssigt overblik. De fire yugaer eller tidsaldre er Satya, Treta, Dvarapa og Kali. De varer tilsammen 4.320.000 år. Den nuværende tidsalder, mørkets tidsalder, varer 432.000 år. Den foregående tidsalder, Dvapara, varer dobbel så lag tid, før den var det Treta, og den varer 3 gange så lang tid, og den første tidsalder, den paradiske tidsalder, hvor alle folk var Gudsbevidste og levede i 100.000 år, varer 4 gange så lang tid. Tilsammen udgør disse 4 tidsaldre altå 4.320.000 år.
Tusinde af sådanne tidscykler, dvs. 4.32 milliarder år, udgør en af skaberguden Brahmas dage. Efter hver af Brahmas dage foregår der en total destuktion af alt liv på jorden. Først bliver alting brændt af af solen, og derefter regner det, til hele jorden er oversvømmet. Dvs. at ca. hver 4 milliarder år er der en total oversvømmelse af jorden.
Men i mellemtiden kommer og går den ene civilisation efter den anden. Vi er i øjeblikket 5000 år inde i Kali-yuga, så der er 427.000 tilbage før Satya-yuga, den paradisiske tidsalder, starter igen. Men i den tid vil mange civilisationer og kulturer komme og gå. Den nuværende Coca-cola kultur er ved at blive udslettet af naturen. Den er simpelthen for syndfuld til at få lov at fortsætte i lang tid. Den har kun varet et par hundrede år, og det er ingenting i en kosmisk sammenhæng. Ægypterne og romerne varede i tusindvis af år. Det betyder, at de må have gjort noget rigtigt. Des mere i godhedens kvalitet noget er, des længere tid varer det.
Det, der gør den moderne kultur så syndefuld og dermed så kortvarig, er især dens hæmningsløse slagteri på andre levende væsener. En sådan kultur vil få en svær straf af naturen, for al den lidelse vi påfører andre levende væsener, vil komme tilbage til os selv.
Al denne skabelse og destruktion foregår konstant under hele Brahmas liv, der er udregnet til at vare 311,04 trillioner år, og det er også hele universets livslængde. Og dette gigantiske tidsrum er blot et af Maha-vishnus (Guds) åndedræt. Når Vishnu ånder ud strømmer millioner af universer ud fra Hans hudporer og når Han ånder ind igen, efter 311 trillioner år, strømmer alle disse universer, samt de levende væsener der bebor dem, ind i Ham igen. Så på bare en af Brahmas dage bliver vi født og dør millioner af gange. Forestil dig hvor ubetydelige vi er for ham.
Alligevel synes de fleste af os, at dette liv, vi lever i øjeblikket, er det mest betydningsfulde i hele verden. Men for Brahma er vi blot ubetydelige myrer, der kravler rundt et par sekunder. Og i evigheden, hvor vi allesammen i virkeligheden hører hjemme, er Brahmas gigantiske livslængde på trillioner af år blot et flygtigt glimt. Ligegyldigt hvor stort et tidsrum du tager ud af evigheden, er det blot et nano-sekund.
Så set i lyset af evigheden er den nuværende kultur med dens lykke og smerte, kriser, samfund, venskaber, videnskab, kærlighed osv. nogenlunde ligeså betydningsfuldt som det myren går og laver ude på græsplænen.
Det er derfor Krishna i Bhagavad Gita siger, at kun det, der er evigt, eksister. Det, der har en begyndelse og een ende, er illusoriskt. Krishna kommer igen og igen til den materielle verden for at tiltrække de faldne sjæle tilbage til evigheden og lege med Ham.
Det er så venlig Gud er. Selvom vi i sin tid skred og gav Ham fingeren, kommer Han alligevel og forsøger, at få os tilbage.

Ja, det er stadig interessant. I min verden er det en mere detaljeret beskrivelse af den atomare og molekylære verden i et "fysisk" rum.
Kosmos