Bibelen taler levende sprog.
AT OVERSÆTTE Bibelen — med dens over 1100 kapitler og 31.000 vers — er en kolossal opgave. Men i århundredernes løb har selvopofrende oversættere med glæde påtaget sig opgaven. Mange har været villige til at udholde trængsler og endog dø for deres arbejde. Historien om hvordan Bibelen blev oversat til alverdens sprog, er en bemærkelsesværdig beretning om udholdenhed og opfindsomhed. Lad os betragte blot en lille del af den fængslende historie.
Hvordan oversætter man en bog til et sprog der ikke har noget skriftsprog? Adskillige bibeloversættere har haft dette problem. For eksempel begyndte Wulfila i det 4. århundrede e.v.t. at oversætte Bibelen til gotisk. Gotisk var et af datidens talesprog, men ikke et skriftsprog. Wulfila løste opgaven ved at opfinde det gotiske alfabet bestående af 27 bogstaver, som han hovedsagelig byggede på det græske og det latinske alfabet. Hans oversættelse af næsten hele Bibelen til gotisk blev fuldført før år 381 e.v.t.
I det 9. århundrede ønskede to græsktalende brødre, Kyrillos (oprindelig Konstantin) og Methodios, begge dygtige lærde og sprogfolk, at oversætte Bibelen for de slavisktalende. Men forløberen for vore dages slaviske sprog havde intet skriftsprog. Derfor opfandt de to brødre et alfabet der skulle gøre det muligt at fremstille en oversættelse af Bibelen. På den måde kunne Bibelen nu „tale“ med langt flere, nemlig dem der boede i den slavisktalende del af verden.
I det 16. århundrede begyndte William Tyndale at oversætte Bibelen fra originalsprogene til engelsk, men han mødte stor modstand fra både kirken og staten. Tyndale, der var uddannet ved Oxford, ønskede at lave en oversættelse som selv en „plovdreng“ kunne forstå. Men for at dette kunne lykkes måtte han flygte til Tyskland, hvor hans engelske udgave af „Ny Testamente“ blev trykt i 1526. Da nogle eksemplarer blev smuglet til England, blev myndighederne så rasende at de begyndte at brænde dem offentligt. Tyndale blev senere forrådt. Umiddelbart før han blev stranguleret og brændt, sagde han med høj røst: „Herre, luk øjnene op på Englands konge.“
Oversættelsen af Bibelen fortsatte; oversætterne lod sig ikke standse. I år 1800 havde i det mindste dele af Bibelen „lært at tale“ 68 sprog. Da man begyndte at oprette bibelselskaber, især The British and Foreign Bible Society, der blev oprettet i 1804, gik der ikke lang tid før Bibelen „lærte“ at tale endnu flere sprog. I hundredvis af unge mænd meldte sig frivilligt til at rejse til fremmede lande som missionærer, mange med det hovedformål at oversætte Bibelen.
Hvordan oversætter man en bog til et sprog der ikke har noget skriftsprog? Adskillige bibeloversættere har haft dette problem. For eksempel begyndte Wulfila i det 4. århundrede e.v.t. at oversætte Bibelen til gotisk. Gotisk var et af datidens talesprog, men ikke et skriftsprog. Wulfila løste opgaven ved at opfinde det gotiske alfabet bestående af 27 bogstaver, som han hovedsagelig byggede på det græske og det latinske alfabet. Hans oversættelse af næsten hele Bibelen til gotisk blev fuldført før år 381 e.v.t.
I det 9. århundrede ønskede to græsktalende brødre, Kyrillos (oprindelig Konstantin) og Methodios, begge dygtige lærde og sprogfolk, at oversætte Bibelen for de slavisktalende. Men forløberen for vore dages slaviske sprog havde intet skriftsprog. Derfor opfandt de to brødre et alfabet der skulle gøre det muligt at fremstille en oversættelse af Bibelen. På den måde kunne Bibelen nu „tale“ med langt flere, nemlig dem der boede i den slavisktalende del af verden.
I det 16. århundrede begyndte William Tyndale at oversætte Bibelen fra originalsprogene til engelsk, men han mødte stor modstand fra både kirken og staten. Tyndale, der var uddannet ved Oxford, ønskede at lave en oversættelse som selv en „plovdreng“ kunne forstå. Men for at dette kunne lykkes måtte han flygte til Tyskland, hvor hans engelske udgave af „Ny Testamente“ blev trykt i 1526. Da nogle eksemplarer blev smuglet til England, blev myndighederne så rasende at de begyndte at brænde dem offentligt. Tyndale blev senere forrådt. Umiddelbart før han blev stranguleret og brændt, sagde han med høj røst: „Herre, luk øjnene op på Englands konge.“
Oversættelsen af Bibelen fortsatte; oversætterne lod sig ikke standse. I år 1800 havde i det mindste dele af Bibelen „lært at tale“ 68 sprog. Da man begyndte at oprette bibelselskaber, især The British and Foreign Bible Society, der blev oprettet i 1804, gik der ikke lang tid før Bibelen „lærte“ at tale endnu flere sprog. I hundredvis af unge mænd meldte sig frivilligt til at rejse til fremmede lande som missionærer, mange med det hovedformål at oversætte Bibelen.