Brev til en ufødt fra en død

Jeg har en veninde der er gravid. Hun overvejer nu om hun skal skrive et brev til sit barn, som barnet skal have udlerveret sammen med sin børneopsparing på dets 21 års fødselsdag.
Hun vil skrive om hendes håb og forventninger, sin frygt, give barnet gode råd og prøve at give barnet et indblik i hvem dets mor er.
Jeg spurgte hende hvorfor hu ville gøre det. Og hun svarede, hva nu hvis jeg dør inden barnet kan tale. Eller hvis jeg kommer ud for en ulykke inden barnet skal konfirmeres og mister evnen til at tale.
Jeg kan godt følge hende og har valgt at skrive et langt brev til min datter. Men hun får det kun hvis jeg dør inden hun bliver 18.
Ville I skrive et brev til jeres børn om hvem I er?
Eller synes I ideen er fuldstændig åndssvag?
Kom med jeres mening.

Det er vel nok en smuk tanke;-)
Som forældre er det at man ikke skal tage del i sit barn/børns liv pga. sygdom eller ulykke nok det værste man kunne forestille sig.
Det er en vidunderlig idé som vil være dejlig at have for børnene, som et tegn på al den kærlighed som man føler for sine "unger"...
IHH jeg kunne blive ved for jeg er vild med den idé...

Jeg synes også rigtig godt om ideen, og jeg måtte for nylig tænke alvorligt over den, da jeg blev bedstefar. I den forbindelse fik jeg så bogen, som vist hedder "Til mit barnebarn", hvor jeg skulle svare på alt imellem himmel og jord.
Da jeg begyndte at svare på de forskellige spørgsmål kunne jeg så ikke lade være med at tænke på, hvornår mit barnebarn så skulle læse svarerne - altså underforstået, hvordan og i hvilket sprog skulle jeg svare?
Eksempelvis: Har du været tilfreds med dit liv?
Jamen det svar vil jo være vidt forskelligt afhængig af, om man giver det til en 14-årig eller en 34-årig. Jeg kan jo også kun svare på, hvordan jeg har opfattet det indtil videre, for det varer da forhåbentlig længe endnu.
Jeg valgte så at svare forholdsvis kortfattet på spørgsmålene i bogen, og skrev så ved siden af en længere afhandling, hvor jeg gav langt mere nuancerede svar, råd, betragtninger osv - og kom så det meget lange svar i en forseglet kuvert og påførte det en klausul om, at kuverten først måtte åbnes og læses på mit barnebarns 30 års fødselsdag.
Men ideen om at lade tanker og erfaringer gå i arv synes jeg er både flot og anbefalelsesværdig.

Jeg synes man skal skrive breve eller lign til sit barn lige gyldigt hvad. og optage video hvor man sidder med barnet og laver en hilsen som han/hun kan se senere.
Minder fra ens barndom er guld værd, og det er forældrerne der har muligheden for at lave det.

Man har jo så mange ideer inden børn bliver født, og i den første tid derefter...... så finder de fleste ud af at alt går så hurtigt at det bare handler om at forsøge at følge med.
Medens børnene er helt små, er de lige til at spise................ og når de bliver 14 fortryder du at du ikke gjorde det !....... ;o)

Sikke mange problemer moderne forældre har, jeg ville personlig hellere leve livet med mine børn og derved give dem minder om deres barndom, jeg har selv 2 drenge som nu er voksne, jeg har aldrig følt trang til at skrive et brev til dem i tilfælde af at jeg skulle omkomme, sådan et brev kan jo ikke gøre hverken fra eller til, det de efterladte har brug for er minderne om at deres forældre var ubekymrede og ægte i kærligheden til deres børn, og skulle de så få udleveret et brev der var skrevet for mange år siden kunne det jo være de fik en anden opfattelse af deres forældre.
Brug dog livet på en anden måde og glem at du skal dø, at begynde et liv som forælder med dystre tanker om at døden kan inhente dig vil gøre dit barns liv til et helvede, husk på at børn kan mærke forældrenes sindstilstand og at børn reagerer på det.
Vi skal alle dø en dag, intet varer evigt, men hvis du hele tiden tænker på din egen død som en efterladt ville gøre, gør du dit og dine omgivelsers liv til et helvede.
Med Venlig Hilsen

jeg blev rørt, og vil da gøre det samme til mine børn.