Hvorfor vi videresender vitser. Dette forklarer det.....
En mand og hans hund gik hen ad vejen. Manden nød landskabet, da han pludselig kom i tanker om at han var død. Han huskede da han døde og at hunden ved hans side havde været død i årevis. Han spekulerede på hvor vejen førte dem hen.
Efter et stykke tid kom de til en høj hvid stenmur langs siden af vejen. Den lignede fin marmor.
Ved toppen af en lang bakke var den brudt af en høj bue, som glødede i sollyset. Da han stod foran den så han en pragtfuld låge i buen, som lignede perlemor og gaden som førte til lågen lignede det pure guld.
Han og hunden gik hen mod lågen og da han kom nærmere så han en mand ved et skrivebord på den ene side.
Da han var tæt nok på råbte han: "Undskyld, men hvor er vi?"
"Dette er Himlen, hr." svarede manden.
"Wauw! Du har vel ikke lidt vand?" spurgte manden.
"Naturligvis. Kom bare ind, så vil jeg få bragt noget isvand." Manden pegede og porten gik op.
"Kan min ven også komme med ind?" spurgte den rejsende.
"Desværre, hr, men vi tillader ikke kæledyr."
Manden tænkte sig om et øjeblik og gik så tilbage mod vejen og fortsatte den vej han havde gået med sin hund.
Efter endnu en lang tur, og ved toppen af en anden lang bakke kom han til en grusvej som førte gennem et markled, som så ud som om det aldrig havde været lukket. Der var ingen hegn. Da han nærmede sig leddet, så han en mand indenfor, som lænede sig mod et træ og læste i en bog.
"Undskyld, men har du noget vand?" råbte han til den læsende.
"Selvfølgelig, der er en pumpe derovre". Manden pegede mod et sted, som ikke kunne ses fra leddet. "Kom bare ind".
"Hvad med min ven her?" den rejsende pegede på sin hund.
"Der skulle være en vandskål ved pumpen." De gik gennem leddet og der var ganske rigtigt en gammeldags håndpumpe med en skål ved siden af. Den rejsende fyldte skålen og tog en ordentlig drik, så gav han noget til hunden. Da de havde slukket tørsten gik han og hunden tilbage til manden som stod ved træet og ventede på dem.
"Hvad hedder dette sted? Spurgte den rejsende.
"Dette er Himlen," var svaret.
"Øh, det er forvirrende," sagde den rejsende. "Manden længere nede ad vejen sagde at det også var Himlen."
" Åh, du mener stedet med guldgaden og perleporten? Nej. Det er Helvede."
"Bliver du ikke vred over at de bruger dit navn på den måde?"
"Nej, jeg kan forstå at du undrer dig, men vi er bare glade for at de frasorterer folk, som vil efterlade deres bedste venner."
Sååååå...
Sommetider undrer vi os over hvorfor venner bliver ved med at videresende vitser til os uden at skrive et ord. Måske kan dette forklare:
Når man har meget travlt og stadig vil holde forbindelsen, gæt hvad man så gør? Man videresender vitser.
Når man ikke har noget at sige, og stadig vil holde kontakt, så videresender man vitser.
Når man har noget at sige, men ikke ved hvad og hvordan, så videresender man vitser.
Og for at du skal vide at du stadig bliver husket, at du stadig er vigtig, at du stadig bliver elsket, at man stadig bekymrer sig for dig, gæt hvad du så får?
En videresendt vits.
Så min ven, næste gang du får en vits, så lad være med at tro at du bare har fået sendt endnu en vits, men at man har tænkt på dig i dag og at din ven i den anden ende af din computer ville sende dig et smil...
Efter et stykke tid kom de til en høj hvid stenmur langs siden af vejen. Den lignede fin marmor.
Ved toppen af en lang bakke var den brudt af en høj bue, som glødede i sollyset. Da han stod foran den så han en pragtfuld låge i buen, som lignede perlemor og gaden som førte til lågen lignede det pure guld.
Han og hunden gik hen mod lågen og da han kom nærmere så han en mand ved et skrivebord på den ene side.
Da han var tæt nok på råbte han: "Undskyld, men hvor er vi?"
"Dette er Himlen, hr." svarede manden.
"Wauw! Du har vel ikke lidt vand?" spurgte manden.
"Naturligvis. Kom bare ind, så vil jeg få bragt noget isvand." Manden pegede og porten gik op.
"Kan min ven også komme med ind?" spurgte den rejsende.
"Desværre, hr, men vi tillader ikke kæledyr."
Manden tænkte sig om et øjeblik og gik så tilbage mod vejen og fortsatte den vej han havde gået med sin hund.
Efter endnu en lang tur, og ved toppen af en anden lang bakke kom han til en grusvej som førte gennem et markled, som så ud som om det aldrig havde været lukket. Der var ingen hegn. Da han nærmede sig leddet, så han en mand indenfor, som lænede sig mod et træ og læste i en bog.
"Undskyld, men har du noget vand?" råbte han til den læsende.
"Selvfølgelig, der er en pumpe derovre". Manden pegede mod et sted, som ikke kunne ses fra leddet. "Kom bare ind".
"Hvad med min ven her?" den rejsende pegede på sin hund.
"Der skulle være en vandskål ved pumpen." De gik gennem leddet og der var ganske rigtigt en gammeldags håndpumpe med en skål ved siden af. Den rejsende fyldte skålen og tog en ordentlig drik, så gav han noget til hunden. Da de havde slukket tørsten gik han og hunden tilbage til manden som stod ved træet og ventede på dem.
"Hvad hedder dette sted? Spurgte den rejsende.
"Dette er Himlen," var svaret.
"Øh, det er forvirrende," sagde den rejsende. "Manden længere nede ad vejen sagde at det også var Himlen."
" Åh, du mener stedet med guldgaden og perleporten? Nej. Det er Helvede."
"Bliver du ikke vred over at de bruger dit navn på den måde?"
"Nej, jeg kan forstå at du undrer dig, men vi er bare glade for at de frasorterer folk, som vil efterlade deres bedste venner."
Sååååå...
Sommetider undrer vi os over hvorfor venner bliver ved med at videresende vitser til os uden at skrive et ord. Måske kan dette forklare:
Når man har meget travlt og stadig vil holde forbindelsen, gæt hvad man så gør? Man videresender vitser.
Når man ikke har noget at sige, og stadig vil holde kontakt, så videresender man vitser.
Når man har noget at sige, men ikke ved hvad og hvordan, så videresender man vitser.
Og for at du skal vide at du stadig bliver husket, at du stadig er vigtig, at du stadig bliver elsket, at man stadig bekymrer sig for dig, gæt hvad du så får?
En videresendt vits.
Så min ven, næste gang du får en vits, så lad være med at tro at du bare har fået sendt endnu en vits, men at man har tænkt på dig i dag og at din ven i den anden ende af din computer ville sende dig et smil...