Forvirret Deprimeret

Hej jeg er en ung mand på 20 år, jeg har hele mit liv været igennem mange forskellige dårlige ting som har sat sit præg på mig, Jeg startede sidste år på en uddannelse, og har egentlig aldrig gennemført noget uden det er gået i vasken, har det med jeg synes noget er fedt en kort stund og så forsvinder lysten bare totalt, både med piger, uddannelser m.m. sidste år før jeg startede på uddannelsen havde jeg ingen venner tilbage, det er en længere historie, sidste år og 2 til 3 år tilbage gik jeg helt alene uden at snakke med nogen, jeg starter så på uddannelsen, får venner ny lejlighed det hele begynder bare at mærkes som det rigtige valg både uddannelse mæssigt og bare det hele, har altid været genert og håbede på at finde en kæreste på uddannelse stedet, jeg forelsker mig ret hurtig i en pige, men får et underligt hårdt afslag fra hende, og det er selvfølgelig ikke sjovt, men jeg acceptere det, nu er vi så gået hen og ikke er på talefod pga hendes behandling mig er = lort, og det fandt jeg mig ikke i, jeg fik så internet her for ikke så langt tid siden, det har bare smadret det hele, jeg er bare forsvundet ind i min egen lille beskyttet verden, jeg har mistet mine aller bedste venner, som jeg netop havde fået kontakt til igen, jeg er blevet meget mere genert, og har ikke været i skolen i 5 uger, efter at have fået internet og sammentidig blevet uvenner med et par fra klassen, jeg tror snart min su ryger, jeg ved fandeme ikke hvad jeg laver, og ligemeget hvad når jeg så endelig prøver at sige til mig selv nu tager du fandeme i skole osv, så hjælper det bare ingenting kommer ikke afsted, jeg kan ikke komme væk herfra, og min generthed bliver bare størrer og størrer... og har overvejet selvmord, og tror også jeg inden længe siger farvel, jeg håndtere ikke mere, det holder jeg ikke til,,, ,,

at der er nogen, der har det sådan.
Internettet kan være meget fascinerende og er måske også nemt for en genert og usikker person at skabe sin egen lille verden omkring, men i længden er det ikke tilfredsstillende.
Du var endelig startet på en uddannelse, som du syntes, virkede som det rigtige for dig, og så var der det med pigen...Surt show med hende..Er det mon derfor, du ikke kommer tilbage til skolen? Eller er der andre ting?
5 uger er lang tid, men tag og ring til en af lærerne, hvis det stadigvæk har din interesse at gå der. Ofte er folk på uddannelsesstederne interesseret i at hjælpe elever, der er ved at ryge ud. Snak med dem om din su osv. Måske er det ikke så slemt, som det ser ud til. Nogle gange holder lærerne lidt hånden over dem, der er ved at ryge ud af det.
Det med vennerne: Man er nødt til at gøre noget for det! Hvis du bare sidder foran computeren hver dag og næsten ikke lader høre fra dig, er det ikke så sært, at de bliver færre og færre.
Kom ud af det, kære ven!
Du kan også prøve at revurdere dine mål med tilværelsen. Måske er der noget i dit indre, der bare vil noget helt andet end det, du selv tror. Vi bliver jo flasket op med bestemte idéer om, hvad et godt liv er. Lyt til dit inderste. Måske vil du i virkeligheden hellere være gartner, landmand, dyrepasser, munk eller noget HELT andet, når du skal vælge uden at tænke på status, andres mening osv.
Kom ud! Kære ven. Det er ikke sikkert, at du selv ved det, men der er helt sikkert nogle, der er glade for dig eller kan blive det. Skal verdenen virkelig undvære dig? Livet udformer sig sjældent, som man har planlagt det, men der kan også komme noget overraskende godt ud af det. Find din egen vej; den er som regel den sjoveste.;o)

Skimtede lige dit indlæg igennem en gang til; du var også blevet uvenner med nogle fra klassen...
Måske skulle du prøve at snakke med en ungdomsvejleder for at se, hvad du kan gøre for evt. at skifte spor uden at stå uden penge. Eller måske kan du arbejde, indtil august, hvor uddannelserne starter igen.
Hvis det drejer sig om en almindelig ungdomsuddannelse, kan du også undersøge mulighederne for at tage resten et andet sted. Måske kan du få lov til at tage dit eget pensum med over, så du ikke skal læse mere end normalt. Det kan ungdomsvejlederen også hjælpe dig med at finde ud af.
Der er forskellige ungdomsvejledere. Dem på uddannelsesstederne og dem, der er tilknyttet kommunen. De ungdomsvejledere, der er tilknyttet kommunen, er ofte mere allround end de andre, og de er der for at servicere dig fremfor at lokke folk til en bestemt uddannelse.
Håber det kan hjælpe dig.
Held og lykke!

tak for din hjælp, du giver mig en smule håb, og lyder til du har forstand på det du snakker om, jeg sidder bare her igen, klokken lort om natten og planen var jeg skulle i skole, men ja, det kommer jeg så ikke, jeg ved aldrig hvad der er den rigtige uddannelse for mig, føler aldrig jeg er født til at tage en uddannelse, for der er faktisk intet jeg vil lave til hverdag, jo fiske, eller andet, som jeg holder meget af, og finder jeg noget der er spændene så mister jeg interresen hurtig efter, grunden til jeg ikke kommer i skolen mere, er internet, og at de 2 piger inkl hende jeg var vild med er jeg uvenner med, og de bagtaler mig derover, og griner i smu, når jeg vil sige noget i klassen, og det kan jeg ikke lide, bliver flov og gal, så den store grund er nok det, at jeg fra at have venner i skolen blev det til ingen venner, men fjender, og føler aldrig nogensinde jeg får en kæreste har kun haft et "rigtig" forhold, men det holdte kun i 3 4 uger, min selvtillid er ikke i top angående ja det sku svært at snakke om her åbent så alle kan se det, men udstyret føler jeg bare ikke er iorden, selvom det måske er, men jeg bliver ikke bekæftet da jeg ingen kæreste har eller andet, og tænker heletiden på det, at når jeg så måske får en kæreste dropper hun mig pga det, det kører i baghovedet heletiden og får mig til at ikke at prøve og score en pige, fordi jeg heletiden tænker hvad nytter det når jeg ikke tror mit udstyr er iorden, og så går hun sikkert bare ud og er utro med mig fordi hun ikke får det hun vil have, jeg er simpelthen på bar bund og jeg har det lidt sådan som jeg skrev, at jeg ikke har mod på livet mere, vil bare gerne væk fra det her, har endelig som 20 årig taget mig sammen til en uddannelse fået venner og sådan, og så går det hele i vasken igen, tror ikke jeg er født til at blive her særlig længe efter alt det lort jeg har gennemgået siden jeg blev slået af min far smidt fra skole til skole, mistet alle mine venner selvmords tanker dagligt siden jeg var 5 år,

Jeg medlem af en gruppe for ensomme mennesker under group-care, det koster ikke noget at være medlem, måske du med tiden vil kunne skabe kontakter til andre, der går med de samme følelser som dig.
Det sent på natten og jeg har ikke overskud til læse dit indlæg pt. men kan forstå du oplever livet meningsløst, og håber du får det lidt bedre og det er positivt at du skriver om dine følelser.
Men her linket til gruppen og du frit tilmelde dig og bare skrive kort om dig selv, og du skal kun fortælle det du selv vil.
http://www.groupcare.dk/da/group.asp?d=0&groupid=467171
Mvh

tak for det, det kunne være jeg skulle overveje det, men helt ærligt så tror jeg ikke det vil hjælpe mig, jeg har svært ved at tage mod hjælp og at sige jeg har brug for hjælp, giver kun hints til jeg ikke har det godt, kan aldrig rigtig få det sagt til nogen

Det er dog frygtelige tanker du har, men du kan få mange sunde venner ved, at henvende dig til din nærmeste kristne ungdomsklub Frikirke eller indre mission, bare ikke sekter dem må du holde dig fra , har du ellers ikke forældre at snakke med, og tal med skolen om at få lov til at genoptage uddannelsen, og fortæl at du har problemer, på den måde, som, du har så er jeg sikker på at de vil hjælpe dig, ellers ring til "Nicolei tjenesten".
Held og Lykke.

det er meget,meget værre i dagens Danmark,end det var for 20 år siden.
Yes..!!Prøv de altid gode og hjælpesomme menneskers brandgode råd herinde på sol!!!!Der er trods alt nogen herinde,som står klar til at skrive til dig,så prøv dig frem!Lyt til guldkornene der dumper ned til dig!Held og lykke.

Hej,
Mit navn er Mads, jeg er en journalist på 26, der er ved at undersøge ensomheden blandt unge. Mange organisationer fortæller at temmelig mange unge føler en stor ensomhed i Danmark. En ensomhed som vel kan føles selv om der er andre omkring en. Kender du noget til det, kunne jeg utrolig godt tænke mig at høre lidt mere om det.
For nogle er det et stort tabu, men jeg håber virkelig at nogle vil være med til forklare hvordan det føles.
Bedste hilsner Mads

beklager du har det så skidt men vil sige der er en udvej... :)
internet godt/skidt? kan være begge dele...nu siger du du tilbrunger meget tid foran puteren??
for det første se at komme lidt væk, kom ud i verden, deltag i klubber/fester/sport whatever..bare sammen med nogle andre.
hvis du sidder ved puteren så hør dine venner om de har msn el.mail? eller måske spiller/chatter/debatere de samme steder, for kan man ikke lige snakke irl er det altid rart at gøre det onlige.
de fleste af mine venner er på msn (ofte også i arbejdstiden hehe) så selv når alle er på arbejde og jeg sidder hjemme og keder (har barsel) kan jeg snakke med dem.
men det må ALDRIG erstatte dit liv blandt andre, du lukker dig inde, kom ud, se verden.
drop den tøs, hun er ikke det værd, du skal nok finde en ny.
jeg har det også ringe når en fyr skrider..men det er bare videre til næste ;)
du skal nok blive mere sikker når du får flere venner, åbner dig noget mere.
og så ta og få den udd. gjort færdig... jeg gik 2 år på HF deltog i festerne og snakkede med dem fra klassen, men fik ingen venner ud af det, men de 2 år gik og jeg var ikke alene...
nu har jeg skiftet vennekreds et par gange, det skal man for at overleve i dag...

vil du vide?

hvad er det til??

I hvilke situationer er man ensom? Når man er sammen med andre? Hvordan føles det? Skyldtes det noget? Mange fortæller at de udadtil virker glade, men indadtil føler en stærk ensomhed. Aller helst vil jeg gerne tale i telefon, eller mødes og lave et interview.

Jeg har arbejdet på Politiken, men er studere pt. på journalist højskolen i Århus. Det er til en stor skoleopgave, som jeg håber vil blive trygt. Men hvis den gør det, vil alle selvfølgeligt blive spurgt om det er okay.

når det lige er sådan et samtale emne er der nok ikke mange der ønsker at mødes...
er heller ik selv for glad for journalister såh.... for mange spørgsmål... kan nemmere overskue det på tekst. og svare på det man gider, hvor man i en samtale måske kommer til at dumme sig og sige noget man fortryder

Ved at fortælle hvordan man selv har det (eller har haft det) kan du måske hjælpe en masse mennesker, der ellers går og tror at de er de eneste i verden. Men det kræver selvfølgeligt lidt mod. Jeg giver dog altid folk lov til at læse det de siger igennem, så kan de efterfølgende sige nej tak hvis der er noget.

Det er et sted, hvor du kan give udtryk for hvordan du har det, og måske andre skriver indlæg, hvor det er følelser fra dit eget liv du kan genkende. Samt er der ingen der tilbyder hjælp i denne gruppe, men måske man kan finde samme med andre, der har det på samme måde som en selv.
Mvh

jeg læser til pædagog og har lige fået en artikel fra min psykologi lære. artiklen handler om ensome unge. I artiklen står der følgende : " syv procent af de 13-15 årige beskriver sig selv som tit eller altid ensomme, medens næsten hver fjere eller femte unge sommentider føler sig ensomme"

tak du er et frisk pust.. jeg er begyndt at tænke lidt mere positivt.. men stadig ikke kommet i skole.. håber snart jeg kommer afsted.. det er jo op til mig selv.. men har bare helt vildt svært ved det..

Når du nu snakker om "udstyret", mener du så "vidunderstangen"? I så fald: Det er altså de færreste kvinder, der er utilfredse med en mands udstyr. De fleste plejer at beklage sig over, hvordan det bruges, hvis der endelig bliver klaget, og der er kvinder meget forskellige med, hvad de synes er godt.
Afslag og modgang er en del af livet; lad være med at gem dig væk af den grund. Du er blevet skuffet meget igennem hele dit liv, lader det til, og den skuffelse kan godt have gjort dig til lidt af en sortseer. Måske er der mange gode ting, som du ikke lægger mærke til, fordi du opfatter dem som noget helt andet. Kender det fra mig selv. I de tider, jeg ikke har haft det godt med mig selv, så jeg sort på alt, og uskyldige bemærkninger fra andre blev opfattet som kritik m.m. Desuden følte jeg mig helt forkert i udseende og væremåde.
Du er stadigvæk meget ung....I hvert fald ALT for ung til at opgive...20 år! Jeg tror, at der er mange, der tænker: Bare det var mig, så skulle jeg nok.......osv. Livet ligger udstrakt foran dig, men du må glemme din frygt for at dumme dig. Og hvis du allerede synes, at du har dummet dig for meget til at kunne se livet i øjnene, så skulle du vide, hvor meget vi andre har dummet os. Men vi fortsætter, og det er der mange der gør, selv om de måske ikke har nær så meget, som du har.
Hvis DU fortsætter, kan du give modet til andre, der har det svært, og det alene er noget stort at leve for.;o)

tak. du er virkelig en stor hjælp for mig, har ikke rigtig fået det der syn på livet som du giver mig, jeg er sortseer, når jeg har det som jeg har det, det har du fuldstændig ret i, det der med udstyret for at være ærlig, så efter at have læst alle mulige debats, så kan jeg se size matters, selvom nogle piger selvfølgelig ikke har plads til så meget, men hvad hvis man finder en som har, ik, og alligevel har jeg sindsyg svært ved at komme over den mur som får mig til at føle mig selvsikker nok til evt at finde en kæreste og så når det kommer til sex at være sikker nok til at tro på det jeg har er fint nok, selvom mange siger det som du siger med hensyn til udstyret, så overbeviser det mig ikke nok før jeg bliver bekræftet af en kæreste, ved ikke hvorfor jeg har det sådan, men desværre har jeg det sådan med,

Hvad gør man med en rendyrket sortseer? Lad være med at spænde ben for dig selv. Hvis der endelig skulle være et problem med størrelsen, fordi du tilfældigvis møder en pige, der ser sådan på tingene, så er det bare at rejse sig op og gå videre. Sådan ER livet. Man kan ikke stille alle tilfredse, for vi er så forskellige. Men der er MANGE piger, der overhovedet ikke tænker på det med størrelsen.

ok, tak skal du have, jeg må vel bare prøve og give det en chance så, kan jeg være jeg oplever noget godt med det,

må ikke opgive alt ,dit liv skal jo først til at starte, du har fået mange hak allerede , men tro mig ,der kommer flere igennem livet og du skal videre frem over isen, du skal gå til din læge ,søde,,, få en snak med ham-hende du har en depri,som jeg godt kan følge dig i, men tro mig noget hjælp,sommeren osv, det vil alt sammen hjælpe,,,og med sommeren kommer der sikkert også en pige....pas nu godt på dig selv, og husk så,,,du har altid alle os som dine venner og til en lille snak uanset humør....

hej mange tak for dit svar.. jeg tror også vejret og sommeren vil hjælpe mig lidt, så kan jeg også komme ud og fiske og alt sådan noget som jeg rigtig godt kan lide, men det med kæreste tror jeg stadig ikke på, og grunden ligger i de andre indlæg jeg lavede, det med udstyret og troen på det, desuden har jeg det med at være sindsyg jaloux, og sidste gang jeg havde en kæreste eller faktisk min eneste kæreste jeg har haft, så kunne jeg næsten ikke en gang passe mit arbejde fordi jeg var bange for hun var mig utro, :(

jeg er færdig nu, jeg kikker i min postkasse, der ligger et brev, jeg håber på det ikke er fra v.u.c men det er det, i brevet står der mine forsømelser på v.u.c nu er så store at jeg har mistet min su. og skal tilbage betale det, jeg mister lejlighed nu, kommer i større gæld og ryger på gaden, for både mor og far vil ikke have mig hjemme, farvel og tak for hjælpen, det bliver mine sidste ord, håber i får et godt liv det fortjener i som har prøvet og hjælpe mig, kram fra mig nu forlader jeg jer!