Børn med på dates

Da jeg var enlig mor slæbte jeg mit barn med rundt på 5 dates, før jeg fandt en mand, der holdte ved.
Det var ret ydmygende ikke at kunne gå ud i byen på normalvis indtil den rette dukkede op. Men heldigvis var barnet så lille, at det ikke husker alle disse mænd.
Det jeg vil sige med det er bare, at man ikke skal tage fri-aftener som en selvfølge. Husk det når I fordømmer de enlige mødre der er "fængslet". Hvis jeg stadig havde været enlig mor i dag, tror jeg det ville have været umuligt at finde en mand, da barnet jo ville kunne forstå alt hvad man talte om på dates osv. og derfor ville jeg have givet op overfor at finde en mand.
Jeg havde ingen der kunne tage barnet på weekend.

men man ved først hvad det vil sige, at være 100 procent enlig, når man selv har prøvet det.
Jeg synes der skulle nogle tiltag ind over for det.. eller en aflastningsmulighed, nu når samfundet acceptere at mænd kan fralægge sig anvar. Det sgu da en fin måde at holde kvinden ned og fange på.
vh. anonym

men jeg må indrømme at jeg akdrig kunne finde på at tage mit barn med på date. Ej heller kunne jeg finde på at præsentere mit barn for en kæreste før jeg vidste at det var noget der evt.kan bære....Aldrig ville jeg udsætte mit barn for det.

At tage børn med på date's...
Daten går jo ud på at se om der er fælles fodslag og kemi der passer...
i den sammenhæng er det vigtigt at opservere hvordan en kommende partner
reagere på vores børn.. Så jeg kan kun opfordre til det (selvom det ikke er stilen)
Venligst Klaus

- en betalt barnepige i 2 timer?
- Men er man forpligtet til at date? Så skal der måske gøres "tiltag" ellers ikke.
- Hvad tror I, familier der ikke er skilte stiller op med børnene når de skal deltage i til voksenarrangementer sammen?

før han blev præsenteret for mit barn.
En date er jo en lidt ...ude af de vante rammer situation :-)
vh anonym

af din sidste sætning...
kunne du prøve igen med andre ord... ?
jeg er ikke helt med :-)
vh anonym

- hvis far og mor skal i byen sammen og børnene ikke kan komme med fordi det f.eks er en voksenfest. Hvad gør man så? Siger man det kan vi desværre ikke deltage i, for vi har ikke en weekend-far eller andre aflastningsteder, hvor vi kan aflevere vore fælles børn?
- Vi ringede efter en barnepige. Det gjorde jeg så også da jeg var blevet alene med de tre og deres far ikke havde mulighed for at have dem. (han var undskyldt af sygdom) Jeg havde samme betingelser som enker, men det betød da ikke, jeg hverken rådnede op indendøre eller ikke havde noget voksenliv.

Det kommer nok en del an på barnets alder.
Så tror jeg nu heller ikke det er ret sjovt for den du er på date med.
Børn tager jo lidt fokus fra selve daten.
Hvad med at have daten hjemme hos dig selv, når den lille er lagt i seng!?
Ja, måske er ham eller hende du dater en øksemorder. Og du har måske ikke lyst til at vide hvor han bor. Men det kan man jo hurtigt finde ud fra navn eller telefonnummer.
Hemmeligt nummer er ikke hemmeligt når man sender smser! :)

Jeg kan nun godt forstå de forældre som ikke vil overlade deres børn til en fremmed.
Men kan man jo lære barnepigen at kende først. Altså lade barenepigen passe børnene når man selv er hjemme. Og så selvfølgelig bruge samme barnepige(r) altid.
Jeg har også hørt meget ynk fra en tidligere kæreste som havde børt. Faderen gad ikke se børnene og forældrene havde ikke meget tid.
Men der er altid en mulighed. Der er faktisk også besøgsfamilier. Altså stærke familier som har overskud og derfor frivilligt vil lave et fast "samarbejde" med enlige for at aflaste personen. Det kender jeg personer som benytter med stor success. Måske er det bare om at finde mulighederne, for de er der.

Der er da masser af skolepiger, der gerne vil tjene en skilling på at passe børn.
Det har jeg da ofte benyttet mig af (også både før og efter jeg blev skilt for adskillige år siden - min daværende mand og jeg skulle jo også i byen sammen en gang imellem...)

og havde det også dengang da jeg gjorde det. Det var netop derfor at det var så ydmygende at gøre det alligevel.
Forskellen på os to, er nok at du har nogle der gerne vil have dit barn på weekend.

Det er rigtigt. Man er nød til at kunne holde af både mor og barn.
Men jeg ville foretrække een ting ad gangen. Hvis man ikke kan med moderen, så har man jo et eller andet sted taget barnet med til ingen nytte og "udsat" barnet unødigt.
Ja.. jeg bruder mig ikke rigtig om ordet udsat.. Det er ikke så voldsomt som det lyder. Slet ikke hvis barnet ikke kan huske det alligevel! :)

jeg bliver hjemme :-)
Men jeg har nu heller ikke overskud til at tage ud, fordi banet ikke sover igennem endnu.
:-)
tak for din forklaring
vh anonym...
det var kun din sidste sætning, jeg ikke helt forstod :-)
god aften :-)

sådan er det i hvert fald blevet.
Sådan én som jeg, har svært ved at få hjælp til noget som helst.
Jeg er på su og er alt for velfungerende og jeg møgfattig. Jeg har herken råd
til barnepige eller til at komme ud..så det lidt ligegyldigt :-)
Men aflastning så jeg kunne være med i sociale sammenhænge på studiet ville være rart :-.)
vh anonym
vh anonym

forskel, jeg har bare ikke datet i rigtig lang tid

men prøv at forstå alternativet, hvilket er en isoleret deprimeret enlig mor i 18 år.

ikke i 18 år, på et eller andet tidspunkt kan de vel være alene i et par timer

- har du ikke nogen du kan "bytte børn" med? I er jo masser i samme båd.
- Alternativet må være at få den mand der inviterer dig ud til at betale for barnepigen. Er det også blevet umoderne i ligestillingens navn?

- man kan jo også selv tage hånd om sine egne behov. Det er et prioriteringsspørgsmål, hvad man vil med sit liv, og hvad man vil bruge sine penge til.
- Hvad med enkerne og sømandskonerne? Jeg tillader mig at nævne sømandskonerne, fordi der i min verden er andre årsager til, at gå ud om aftenen end at finde en ny mand, og de færreste arrangementer afføder behov for at børn er "skippet af" en hel weekend.
- Selvfølgelig er økonomien mindre, når man er alene, men der kan godt blive råd til en barnepige med en almindelig indkomst. Jeg havde både barnepige og rengøringskone, men brugte da flere penge på den sidste end på de den første. Alligevel syntes jeg ikke jeg havde hverken tid eller overskud til at "blive luftet" mere, end de invitationer jeg ikke kunne undslå mig for.
- Jeg har svært ved helt at forstå "hver anden weekend" behovet. Når jeg tænker på de tre år, hvor jeg var alene, så kan jeg da godt huske, at jeg nogle gange overvejede at finde en kæreste, men et enkelt kig i kalenderen, så var den ide i reglen skrinlagt, for jeg kunne ved gud ikke se, hvor han kunne indpasses. Det er vel ikke helt fair, at invitere folk ind i sin tilværelse, hvis man ikke har plads til dem?
- Jeg havde svært ved at få tiden til at række til bare de almindelige gøremål, derfor rengøringskonen, så jeg da i det mindste kunne være nærværende, når jeg endelig var hjemme. Jeg har aldrig været for meget sammen med mine børn, men jeg har altid haft meget åbne døre, så vennerne er vedligeholdt ved at komme til mig. Man behøver jo ikke være isoleret, fordi man ikke kan gå hjemmefra - eller helst ikke vil.
- Måske var vi vældig priviligerede at kontakt med andre mennesker slet ikke var muligt via nettet? Jeg kan da godt se, når jeg kigger i den her tråd (ja hele debatten) at alt tilsyneladende har ændret sig.
- Kontakt med andre mennesker kræver ansvarsfulde fædre
- Nye kærester kræver netdating og ansvarsfulde fædre
- "Almindelig" livsstil og overskud i hverdagen, kræver ansvarsfulde fædre.
- og ansvarsfulde fædre er i den grad (stadig i følge debatten) nærmest en by i Rusland. Hvornår er hele den kovending sket?
- Hvorfor ændre I ikke selv på fundamentet for jeres trivsel og tilfredshed? Venter I på lovgivningen løser problemet? Har Jeres børn ikke mindst lige så stort et behov for en glad og tilfreds mor, som en ansvarlfuld far?
- Jeg sidder og kommer i tanker om, at jeg engang skrev et kort til 8 veninder, om at de var inviterede til at forkæle mig. Jeg var på sammenbruddet rand af stress på arbejde, for meget vasketøj en syg bedstemor, der havde behov for besøg hver dag, to børn i skoleskift, kæresteløs, en restskat der lignede eiffeltårnet og midt i en ombygning med håndværkere med kommunikationsproblemer og udpræget flekstid.
Den aften var en voldsom stor succes og turnussen kørte nogle år. Engagementet i venindekredsen er jo til alle tider maget følsomt overfor kærester, der kommer og går. Men nogle år skiftedes vi til at gøre en indsats for hinanden i fællesskab.
- De kom med blomster og chokolader og råvarer til et bedre måltid. De brugte en time på at få hytten i gulvhøjde (rengøringskoner gør rent, de rydder ikke op) Akiverere alle unger og lade roen sænke sig over det lille hjem. 1 time! Så lavede vi mad, spise drak rødvin og fik nogle gode pigegrin. Gæt selv på hvis bekostning! Det er bedre end en terapi og 10 cafeture. Det er tilladt at bruge konceptet uden licens. Det er iøvrigt det samme slæng jeg har holdt "medbring et kæresteemne til de andre" aftener med.
- Jeg synes det er synd for Jer, hvis i føler Jer fangede i situationen, men jeg mener også man KAN ændre den selv i mange tilfælde. Jeres børns barndom, får samme kulør, som Jeres humør.

fordi man ikke kan pleje venskaberne på samme måde som før.
Øhh jeg tror ikke, at man kan få en mand til at betale for barnepigen :-)
om det er i ligestillingens navn... øhhh hvilken ligestilling❓;-)

jeg valgte også at opsøge min seng i går, for at være frisk til den lille :-)
Derfor får du først svar nu.
Jeg er på SU og har derfor mindre inkomst end en kontanthjælpemodtager.
Derfor har jeg ikke råd til barnepige. :-)
Og jo...selv om mit humør generalt ikke fejler noget..så får jeg da indimellem nedture, hvor jeg føler mig uretfærdigt behandlet. :-)