Chinchi

Er der andre end mig der har prøvet dette?
Jeg har prøvet at tage livet af mig selv et par gange... det er der vel så mange teenagere der har, men ja.
Jeg har været inde i noget der har mindet om en mild depressions tilstand, hvis det da ikke har været/er en mild depression hvor jeg ikke har lavet andet end at ligge i min seng og kigge ud i luften, har haft "film" og "billeder" kørende rundt oppe i mit hoved (det har mine piller heldigvis taget) og så vider.
Jeg har en helt fin psykolog, men på et tidspunkt var jeg faktisk bange for mig selv, og jeg ville sådanset gerne indlægges... det kunne jeg bare ikke, da jeg ikke fejlede nok til at der var noget galt med mig, og så kom jeg jo desuden fra en velfungerende familie (eller, det gør jeg) der ikke har nogle økonomiske problemer, så jeg kunne da ikke have det dårligt.
Der ud over er jeg altid blevet set på som en stærk person af en eller anden grund, selvom jeg vel egentlig altid har været ret svag, det er først efter jeg har været på efterskole jeg er blevet lidt mere stærk....
Men er der andre der kan nikke genkendende til det her?
Altså, hvis man kommer fra en familie, hvor der ingen problemer er, og alt bare er godt, så kan der ikke være noget galt, og så vil man bare have opmærksomhed (hertil skal det lige siges at jeg nærmere er en person der undgår opmærksomhed, eller ihvertfald ikke direkte går efter opmærksomhed, jeg har det meget godt med at sidde lidt i baggrunden og studerer andre)

Okay, man er lidt søvnig her, så der er byttet om på overskrift og navn.... det beklager jeg meget!

Hej Chinchi :o)
Har lige svaret på dit forrige indlæg, om man kan hade dyr?
Jeg så godt din "bøf" med overskriften. Men det er da ikke så vigtigt.
Not a problem :o)
Fandango

Jo, jeg kan meget godt nikke genkendende til det du beskriver.
"En famile hvor der ingen problemer er" - hvad betyder det? økonomisk, ingen sociale problemer, ingen skænderier etc.
Jeg kommer selv fra et hjem "hvor der ingen problemer var" - ihvert tilfælde ud ad til - eller de blev "fejet ind under gulvtæppet". Og så kunne jeg høre min mor gå og snakke med sig selv om de problemer DER VAR.
"en person der undgår opmærksomhed, eller ihvertfald ikke direkte går efter opmærksomhed, jeg har det meget godt med at sidde lidt i baggrunden og studerer andre" skriver du.
Hvorfor er det sådan?
Tør du ikke blande dig?
Føler du dig anderledes?
Hvad er det der har udløst, at du vil tage dit eget liv?
Stilles der store forventninger til dig?
Eller tror du der stilles store forventninger?
Kan du tale med din familie om disse ting - er I åbne om det?

Håber for dig, at du kan bruge dette til noget ;-)
Du må godt skrive igen, hvis jeg kan være til hjælp.
Med ønske for dig at du kommer videre i dit liv og finder lyset og din vej.

Det var nu ikke så meget for at få hjælp, for jeg har det egentlig ganske udemærket, det var mere for at se om andre havde oplevet det samme. Altså at man ikke er berettiget til hjælp fra kommunens side, hvis man har et tilsyneladende godt liv. For det har jeg faktisk.
Jeg kan bare godt lide at sidde og studerer mennesker, og så er der mange mennesker der ikke siger mig det store... det har egentlig ikke noget med noget at gøre. At denne adfærd, at man ikke gider være social konstant, så bliver tillagt noget helt galt, som at man må have det hårdt psykisk, det er så noget helt andet.
Jeg har prøvet et par gange at få at vide at der er noget galt med mig, fordi jeg ikke lige gider rende rundt og snakke konstant... altså har man pludselig problemer, fordi det tilsyneladende ikke er normal menneskeadfærd - hehe.
Jeg har desuden fint kunnet snakke med forældre, kæreste og et par af mine venner om mine problemer.... men det hjælper ikke altid når man kommer tilpads langt ud. Og så er det ligemeget hvor godt det hele er, både udadtil og i virkeligheden.

Igen misforstår du mig... det her er ikke for at tale om mig, det er for at jeg vil se om andre har prøvet direkte at få at vide at deres liv var for godt til at være berettiget til hjælp fra kommunens side...
Jeg kan kun få det hjælp jeg selv betaler for... jeg har det for godt til andet. Dette kunne en psykiater konstaterer efter en samtale med mig på 10 min. hvor jeg sad og snakkede om en masse urelevant ævl... de kunne ikke gennemskue det var en facade, og det skræmmer mig.... for hvad sker der så ikke med folk der VIRKELIG har brug for hjælp....
Så er der andre der har oplevet ikke at være berettiget til offentlig hjælp?

at få dig til at konkretisere, hvad det er for en hjælp, du gerne vil ha'!
Så prøver jeg at give dig et indtryk af, hvad "normalitet" er eller ikke er.
På mig virker det somom, du kører et spil udenfor dig selv (f.eks.) i fht psykiatreren, der ikke kunne gennemskue din facade. Altså ved du godt, at det er facade, hvorfor "kører" du den facade?
Og ja, jeg har stået i nøjagtig samme situation med at få at vide, at jeg har det for godt.
Heldigvis var jeg i stand til at tage hjem og tænke lidt over den og derefter finde mine egne veje (venner, "alternativ behandling" mv.)
"Systemet" er ikke altid den bedste hjælp - tag chancen: tænk selv og handl derefter.
Du lyder som om, at dit intellekt er i orden ;-)
Hvor gammel er du? Man skal nogle gange igennem nogle identitetskriser for at finde sig selv.
Go' vind!!!

Det er jo slet ikke det her jeg er ude på >_<
Hvad jeg ville have for noget hjælp? Jo, jeg ville indlægges.... men hvis folk ikke kan gennemskue mine mest latterlige facader, og bagefter kalder sig eksperter på området... ja, så vil jeg som heller ikke have hjælp, for så ser jeg på dem som værende ubegavede, eller ikke tilstrækkeligt begavede i den henseenede jeg skal "bruge" dem - for det er vel det man er ude efter når man vil have hjælp, at bruge af andre og deres recurser, fordi man ikke selv har nogle tilbage.
Jeg er 19. Mit dårlige humør begyndte at komme til udtryk via helt vilde amok udbrud da jeg gik i 4 ca... det var ihvertfald der det blev rigtig slemt.
Dette skete fordi jeg tilsyneladende virker som et stærkt menneske udaftil (har jeg altid fået at vide, og får jeg stadig at vide) så lærene læssede en masse ting af på mig, fordi det ikke gik op for dem hvor svag jeg var på det tidspunkt....
Dette blev så værre og værre op gennem resten af skolen, og det endte ud i at jeg altid rendte rundt for mig selv,uden nogen der gad snakke med mig... dette var dog "først" i 8 og 9 klasse.
Før det fik jeg engang direkte at vide at der var noget galt med mig, fordi jeg godt kan lide at være alene af og til.... jeg syntes nærmer der er noget galt med folk der nærmest har en trang til et klaustrofobisk nært forhold til alle omkring dem, men det er en helt anden snak.
Nå, men med så mange andre folkeskole elever begyndte jeg at skære i mig selv, jeg gjorde det bare på den rigtige led... altså i et direkte forsøg på at ramme min pulsåre i mit håndled (snitte lodret, med åren).
Jeg fik så at vide af en psykolog, jeg direkte konfronterede med det, at det var helt normalt for teenagere at skære i sig selv, og det ville gå over af sig selv.
Jeg kan nu se hvor stort et kvaj manden var. Han hjalp godt nok mine psykiske mavesmerter væk.
Inden jeg var 15 havde min læge sat mig igennem samtlige maveundersøgelser han kunne komme på, der ikke havde med operationer at gøre.
Dette skyldtes at jeg havde næsten konstant ondt i maven, og kramper i maven, så jeg kunne ligge og så helt blå læber....
Herefter kom jeg så på efterskole... det hjalp virkelig meget udviklingsmæssigt (kan varmt anbefales til alle jer der føler jer usikre på jer selv og alt omkring jer. Husk blot at få fat på en efterskole hvor man ikke lige kan komme hjem fra det ene øjeblik til det andet, så bliver det for nemt at flygte!)
Men det endte ihvertfald med at jeg røg ind den ene gang, for en overdosis, og fik at vide at jeg kun gjorde det for at få opmærksomhed, og ikke tænkte en skid på mine forældre.
Og nu havde sådanset ret i det sidste (dumme kælling) når man er så langt ude TÆNKER MAN IKKE PÅ ANDRE... eller også tænker man netop på hvor meget man skader andre, og vil derfor bare her fra.
Det var her jeg fik at vide at jeg ikke var berettiget til noget kommunal hjælp.
Her efter har jeg haft små "film" med meget ubehalige situationer kørende oppe i mit hoved, og jeg har haft en fornemmelse af at min "sjæl" (Det er et galt udtryk, men ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det) stod ved siden af en tom krop, der reagerede på helt latterlige måder, men jeg "min sjæl" kunne ikke gribe ind for situationen, fordi jeg netop stod magtesløst ved siden af og kiggede på. Dette har jeg oplevet flere gange ved fuld bevidsthed!
Jeg har det så udemærket nu... sådan da... er på nogle piller der tager det, og jeg er blevet meget mere selvsikker efter hele det forløb.
Men det der skræmmer mig, er at en "professionel" kan sidde, glo mig ind i øjnene, og sige at jeg ikke er syg nok til at få hjælp, og så ellers sige at jeg endelig må komme forbi hvis jeg får det skidt igen en anden gang, hvorefter man bare kan smile, nikke, og love at man kommer forbi hvis det sker en anden gang, uden planer om det, men de tror blindt på det.
Hvad så med folk der har det meget værre? Altså folk der er rigtigt syge....
Det er DERFOR jeg vil se om andre har oplevet noget lignende... for jeg finder det ganske simpelt helt uacceptabelt at sådan noget kan finde sted.
Jeg priser mig lykkelig over jeg har fundet min kæreste, for ellers er jeg overbevist om at jeg havde været død nu.
Og for mit vedkommende kunne jeg se den var helt gal, da jeg blev ligeglad med mine dyr...
Gav det lidt mere svar?
Det var så den negative sigde af historien, der er også en positiv ;)

Ja, det gav mere svar!
Og ja, der er desværre andre end dig der kommer i klemme i systemet; fordi "systemet" ikke forstår, hvad man siger. Jeg har selv oplevet det!
Har siddet over for min læge som nærmest pressede mig til "lykkepiller" før vi kunne snakke videre.
Desværre har mange læger inden for "systemet" en tendens til at se på mennesket ud fra en naturvidenskabelig vinkel og ofte undertrykkes følelser, som ikke er blevet forløst (måske på et tidligt tidspunkt i livet)
Det du beskriver omkring 4. kl. tror jeg er væsentligt. Desværre er vores skolesystem ikke ret meget opmærksomme eller man har ikke mulighed for at komme videre pga "systemet"
Nogle mennesker er "rigtig dygtige" til udadtil at vise sig som stærke; men indadtil er et lille skrøbeligt menneske, som har brug for hjælp. Hvis ikke omgivelserne opfatter éns signaler, så trækker man sig og bliver "enspænder" (har selv gjort det). Den modsætning mellem det stærke ydre og det skrøbelige indre kan blive så spændt, at man ikke kan holde det ud selv og dermed tager afstand (følelsen af at "være ved siden af sig selv"). Jeg kender det rigtig godt.
Jeg levede i en "boble", "ved siden af mig selv" i mange år og kan stadig have følelsen.
Min vej til at komme væk fra denne følelse har været hjælp fra en Rosenpædagog og andre "alternative metoder" (har netop været hos en healer/shaman som kan hjælpe én med at komme "ind i sig selv" igen).
Disse "alternative metoder" er desværre ikke noget ret mange inde for "systemet" der interesserer sig for; og jeg har en fornemmelse af, at psykiatrien er meget stiv og opsat på, at vi skal spise piller (det sidste her er en formodning).
Hvilken medicin er det du får?
Jeg spø'r, fordi medicin ofte sløver sanser/lægger en dyne over følelser, som gerne vil ud.
Jeg kan sagtens følge din forargelse over, at det kan finde sted; det du beskriver. Men jeg kan desværre hurtigt tælle flere mennesker jeg har haft kontakt med, som har været i lignende situationer.
Det et stort og tungt "system", vi er oppe imod.
Jeg har gået mine egne veje og ved, at det jeg har gjort og gør hjælper mig; MEN jeg betaler ALT selv!
Dejligt for dig at du har fundet en kæreste ;-)
Og dejligt at der også er en positiv historie ;-)
Go' vind til dig!!!
PS: Jeg reagerer på det du skriver, fordi jeg er optaget af at bringe mennesker videre i deres liv også gerne uden at blive afhængig af medicin.

Jeg kan ikke huske hvad det jeg tager hedder, men det er noget med Flutin eller sådan noget... og det var noget jeg tiggede om i længere tid, og min læge, og min psykolog der frarådede det :)
Jeg har nemlig fundet en genial psykolog. Hun skriver endda julekort og alt muligt... det er bare super lækkert :)
Men ellers går det skam helt fint for mig... jeg var også til samtale en gang om måneden de første 3 måneder jeg tog pillerne, fordi han ville checke op på om det fungerede fint... og det eneste der sløver mig er faktisk at jeg er en knold til at tage mine jernpiller... >_<
Så der er ingen problemer mere....

stille spørgsmål ved om det med pillerne er rigtigt.
Tænk lige en gang:
Du er 19 år - skal du være afhængig af medicin resten af dit liv?
Det kan være fristende at springe over Hvor gærdet er lavest - men jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt!
Da jeg i noget ældre alder begyndte "at rydde op" i gamle følelser, som ikke var kommet ud, så lettede "tågerne" og jeg er langsomt, men sikkert kommet tilbage til mig selv.
Grundlæggende tror jeg ikke på medicin i dit tilfælde!!!

Man klarer sig ikke med 3 samtaler.
Da jeg gik til Rosenpædagog gik jeg 2-3 gange om måneden i ca. 1 1/2 år !!

Hvis jeg nu giver dig ret, får jeg så fred?
Det er ved at være lidt trættende at du fortæller mig ting jeg har gjort, gør, eller er godt klar over.
Og jeg vil altså heller tage medicin MENS jeg er under behandling, end jeg vil tage livet af mig selv.
Hvor har du fået den skøre ide at du skal lege psykolog over for mig? Jeg har ikke bedt om din hjælp, og du gør ærligt talt ikke andet end at trætte mig.
Jeg har intet sted sagt at medicin er den eneste udvej, og det er noget jeg har tænkt mig at tage resten af mit liv.
Vær lige sød ikke at lægge ting i munden på mig. Og hvorfor er det egentlig jeg skal forklare mit liv over for dig, når jeg bare vil have en debat igennem om vores komplet latterlige sygesystem (er det ihvertfald i Hillerødregionen).
Og bare fordi du "tror" noget er det ikke sikkert det er sådan.
Og bare fordi du er ældre, har du ikke nødvendigvis mere livserfaring end jeg har.
Så gide du godt lade vær med at leget psykolog - tak, for du er ærligt talt ikke ret godt til det

en dybde i den debat, du lægger op til, så skal man også ha' lidt dybde i din historie.
Jeg beklager, hvis du mener, at jeg har overtrådt dine grænser.
Godt liv frem over ;-)